Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Grethe Livbjerg

Bønnen og Ordet     

 

I 1963 begyndte nogle unge studenter i Turin at mødes for sammen at bede vesper og læse i Bibelen. De tilhørte for­skellige kirker og kaldte sig “den lille flok.” Lidt efter lidt voksede hos flere af dem et kald frem til kommunitetsliv. Man ville leve radikalere i Jesu efterføl­gelse. De fandt et lille hus i den forlad­te by Bose ved foden af Dolomitterne i Norditalien.

Men da det endelige skridt skulle ta­ges, var der kun én, der flyttede dertil, den 22-årige økonomistuderende Enzo Biancha. D. 8. december 1965 - samme dag som Andet Vatikankoncilet afslut­tedes i Rom - begyndte han sit liv i Bose.

I tre år levede han som eremit, et meget enkelt liv, i et hus uden el og indlagt vand. Men hans eremitage blev for mange et retrætested. Selv drog En­zo rundt til klostre for at studere, hvor­dan kommunitetsliv levedes.

Under bøn og bibellæsning udkry­stalliseredes hos ham to dimensioner i det liv, han kaldtes til: Den monastiske dimension, sådan som den er levet i kirkens tradition, og den økumeniske.

Efter i tre år at have levet dette ide­al i ensomhed, kunne han i mod­tage tre unge mænd og en kvinde, der ville dele hans liv. To af dem var kato­likker, to protestanter.

I dag rummer det udbyggede klo­ster ca. 70 brødre og søstre, de fleste er katolikker, men nogle er ortodokse og nogle fra kirker i den protestantiske tradition.

Broder Enzo er forfatter til en række bøger og hyppig skribent i de store avi­ser.

Til Bose kommer kirkeledere for at hente inspiration.

Enzo Bianchis bog Ord af spirituali­tet  er udkommet på svensk og ovenstående oplysninger er taget fra Peter Halldorfs forord til denne bog.

Vi bringer et kapitel fra bogen.

 

Lectio Divina af Enzo Bianchi

”For Gud nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker, og den op­drager os …“ (Tit 2,11). Denne nytesta­mentlige sætning omtaler Kristus som nåden personificeret, og som den, der lærer os at leve. Når det er Ånden, som er læremesteren i det åndelige liv, må Skriften, der er sakrament for Guds Ord og for hans vilje, forstås som det element, der formidler denne lærdom. Naturligvis gælder dette kun, når Skriften tolkes i lyset af Helligånden, og når den læses under bøn.

Lectio Divina, en form for bibellæs­ning med rødder både i den jødiske tradition for bibellæsning og i den sto­re tradition for bibeltolkning vi har fra kirkefædrene, er en måde at aktualise­re de bibelske tekster i vort eget liv. Den har vist sig at være et værdifuldt redskab, som kan hjælpe os at slå bro over den kløft mellem tro og liv, from­hed og hverdagsliv, som vi så ofte fin­der i vore kirker.

Det er en eksistentiel tolkning af Bi­belen, hvor vi opfordres til at vende blikket mod Kristus og søge ham i Bi­belteksten. Derefter skal vi gå ind i en samtale med den i Skriften åbenbarede Kristus om vort eget liv - for til sidst at kunne se vores hverdag i en ny belys­ning.

De fire grundelementer i Lectio Di­vina er: Læsning, meditation, bøn, kontemplation. De repræsenterer en gradvis fordybelse i vores forståelse af den bibelske tekst. Vores læsning bliver et levende møde med Herren, hvor vi fø­rer en dialog med ham og lader vort liv gennemlyses af Kristus, der styrer vort liv.

Den proces, som påbegyndes i Lec­tio Divina er en menneskelig udvik­ling, der fra lytten går over i kundskab, som igen leder til kærlighed. I den før­ste fase, læsningen, drejer det sig om, at vi forsøger at slippe os selv, så at vi kan overvinde det i teksten, som kan synes os fremmed og slå bro over de tidsmæssige og kulturelle forskelle som findes der. I meditationen fordy­ber vi vores forståelse af teksten og sø­ger efter dens vigtigste budskab. Vi for­søger at lade Kristi ansigt fremtræde på de bibelske sider. I bønnen forsøger vi at se de budskaber, som kommer fra vore egne liv i lyset af det bibelske budskab. Vores bøn bliver da et svar på ordet, men også en ansvarsfuld beva­relse af det hørte Ord.

Bønnen og livet befinder sig på sam­me niveau; etik og tro er ikke adskilte, men er i bund og grund tæt forbundne. Guds hensigt, at Bibelen skal være en samtale, bliver nu realiseret i Lectio Di­vina og møder vort fundamentale be­hov for at være i dialog. Hvilken virk­ning Guds ord i Bibelen har på os ud­møntes i væren, mere end på hvad vi siger og gør, en kontemplativ væren hos Gud, som man ikke skal forbinde med mystiske og ekstatiske erfaringer, men med et kommunikationsniveau, der ligger hinsides ordene: stilhed, tå­rer, elskerens nærvær hos den elskede, erfaring af Herrens ubeskrivelige nær­vær. Kontemplation viser også, hvad der sker i os gennem Ånden der bor i Ordet. Helligånden udvider vort hjer­te, så vi bliver vidsynede, tålmodige, får en indre enhed, evne til at bedøm­me, en eukaristisk holdning, medfølel­se med alle skabninger – med andre ord udvider Helligånden vores kærlighed. Takket være Lectio Divina bliver de bibelafsnit vi læser, integrere­de i vore liv og gør os til lydhøre per­soner og dermed sandt troende.

I Lectio Divina nærmer vi os ikke teksten på et intellektuelt plan, men mere gennem vores åndelige indsigt, og vi holder os til den hellige Frans af Sienas ord:“ Indvielse - ikke overfla­disk kundskab; indre bevidsthed - ik­ke videnskab; kærlighed - ikke blot papir.” Det er en læsning, der forud­sætter evne til at integrere det læste, så ordet slår rod i vore hjerter. Den kræ­ver udholdenhed, det vil sige en daglig fornyelse af vores vilje til at lytte og vo­res evne til at integrere Ordet i vor tid - for troen er ikke et øjebliks erfaring, men omfatter hele eksistensen. Læs­ningen leder ind i en åndelig kamp, som handler om at forblive ved ordet og værne det som en dyrebar ejendom, uden noget ønske om at bytte det bort mod alle de forføreriske og illusoriske goder, som kun kan betragtes som af­guder.

Lectio Divina leder os til evangeliets mest frugtbare spænding: Omvendel­sen – til at læse og reflektere over vore egne liv i forhold til Guds vilje, som åbenbares i Skriften, så vi kan bringe vore liv i overensstemmelse med den.

I vore liv genspejles vor bibellæs­ning ikke ved at vi udfører visse ting og ikke andre, men snarere ved, at holder det lys brændende som gør, at vore handlinger bliver levende vidnes­byrd for andre mennesker (Matt 5,16).

For virkelig at forstå Skriften kræ­ves det, at vi lever den, og at vi gør det i fællesskab med andre. “Der var meget i Den hellige Skrift, som jeg ikke af mig selv forstod, og som jeg først lærte at forstå, når jeg stillede mig frem for mi­ne brødre … jeg forstod, at meget af det jeg havde lært, havde jeg dem at takke for”(Gregor den Store). Det er på den måde, at Skriften overføres, fra tekst til vidnesbyrd. Den inspirerede Skrift vil tænde Helligåndens ild i vore hjerter (jvnf. Luk 24,32), så den kan vise sin magt gennem os.

Bibellæsningen leder os efterhån­den til at vidne om et nærvær, martyria, hvis højeste mål er martyriet: Af kær­lighed at give sit liv for andre. Rabbi Akiva levede sit martyrium som en fuldbyrdelse af Shemas ord: “Du skal elske Herren, din Gud, af hele dit hjer­te, med hele din sjæl og med al din kraft“ (5 Mos 6,5). Mens bødlerne skar hans krop i stykker, reciterede rabbi Akiva “Shema,” og til de brødre, som ville afbryde ham, svarede han: Jeg har gennem hele mit liv været urolig over for det vers: “Du skal elske Gud af hele dit liv,” det indebærer at du skal el­ske ham, selv når han tager dit liv, og han sagde: “Hvordan skal jeg gøre det? Og når det nu er muligt – burde jeg så ikke gøre det?”(BabylonskeTalmud, Berakkot 61 b). Ordet, som har belyst livet, vil også levendegøre døden. Det­te hjælper os måske til at besvare den indvending, som i dag spredes i ka­tolsk sammenhæng, og som kommer til udtryk i sådanne spørgsmål: Når Guds ord er virksomt i dag, hvis de troende vender tilbage til Guds ord som de har hørt i Bibelen - hvordan kommer det så til udtryk? Hvor kan vi finde tegn på hans magt? Denne ind­vending viser, hvor svært det er at ud­gå fra Skriften og ikke fra os selv eller fra den sekulariserede verden vi lever i, for at med det rette kriterium, det vil sige med korset, bedømme sagen. Or­det, ligesom Kristus, kan ikke skilles fra korset, og Kristi magt og visdom er lige så paradoksal som korsets magt og visdom. Det er ikke nogen tilfældighed, at Paulus taler om “ho lògos to toû staurû,” det vil sige “talen om kor­set” (1 Kor 1,18), men det er kun troen, der kan forstå og bedømme denne virkning. Kun vor tro kan hjælpe os til at forstå, at det martyrium kirken i dag gennemlider, er en konsekvens af Or­dets virksomhed. Ordet som vi lytter til og lever efter lige til det punkt, hvor vi af kærlighed giver vort liv for andre. I kærlighed til Gud og til mennesker, også til fjender og bødler.

Oversat af Grethe Livbjerg

 

 

(levende Vand 4 2007)

 

Ordets mystik

 

 

Kirkens liv som Ordets rum

Samuel Rubenson

 

Gud kysser mit hjerte

Marianne Bønløkke

 

I selskab med mange stemmer

Hans Johansson

 

Focolare-bevægelsen

Kirsten Krog

 

Bønnen og Ordet

Grethe Livbjerg

 

Vidner

Origenes - en ordets mystiker

Samuel Rubenson

 

Kristus kysser sjælen

Origenes

 

 

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk