Focolare-bevægelsen      

At leve Evangeliet

“I de første måneder af bevægelsens liv – vi taler her om 1943 - var vi overbevist om, at vores spiritualitet simpelthen var at le­ve Evangeliet, det evigt gyldige, universel­le Evangelium. Vi mente ikke, at der var noget særligt i det vi gjorde […]. Vi ville bare leve Evangeliet, og er det ikke netop det, Kirken ønsker alle kristne skal gøre?”

Så enkelt beskriver Focolarebevægel­sens stifter Chiara Lubich, hvordan bevægelsen startede: Man ville bare leve Evangeliet! Selvom meget er sket siden Focolare´s første spæde skridt blev ta­get, er dette “blot at leve Evangeliet” sta­dig det betegnende for bevægelsens spiritualitet.

Dette gælder også for focolarene i Danmark, som jeg har besøgt for at få noget mere at vide om bevægelsens hi­storie og spiritualitet. Vi sidder i deres dagligstue i en villa i Valby ved Køben­havn, og det første indtryk, som møder mig, er en utrolig gæstfrihed og imøde­kommenhed, et førstehåndsindtryk som mange, der har mødt Focolarebe­vægelsen kan nikke genkendende til. Det lille fællesskab i Danmark består af fem kvinder, Lida van Dijk, Johanne

Bos (bedre kendt som Joke), Else de Groot, Ella Gerrickens og Marceline Fon-Sing, der med stor engagement fortæller om det liv, de er blevet kaldet til at leve.

En bevægelse opstår

Under samtalen fortæller Lida, hvor­dan bevægelsen opstod ud af Anden Verdenskrigs rædsler: Det hele be­gyndte med, at nogle helt unge pigermødtes i Trient i Italien i 1943. Én af disse piger var den filosofistuderende Chiara Lubich. De havde, som alle un­ge har, store planer for fremtiden, men krigen gjorde disse planer usikre. Derfor søgte pigerne efter en fremtid og et ideal, der kunne bære selv i en verden, hvor fremtiden lå i grus og idealerne spillede fallit. Når de, sommetider fle­re gange om dagen, måtte søge til be­skyttelsesrummene, tog de Evangeliet med sig og fandt dér svaret på deres søgen: Gud var den fremtid, som de kunne leve og dø på. Ordet blev mere og mere levende for dem. Det var ikke blot en filosofi eller en teori, men selve livet. Stillet overfor døden spurgte de sig om, hvordan Jesus forventede, at de skulle leve, og også her fandt de svaret i Evangeliet: “Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal kom­me ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje” (Matt 7,21). At leve Evangeliet var at gøre Guds vilje! Sådan trængte de dybe­re og dybere ned i Evangeliet. En hun­ger og en livsnødvendighed drev dem til ikke bare at læse Evangeliet, men gøre dets ord til levet virkelighed. Når de derfor i deres søgen efter Guds vil­je spurgte, om Gud havde noget, han mere end noget andet ønskede af dem, blev svaret: “Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden” (Johs 13,34f). Hvad var målet for den kærlighed, som Jesus ønskede af dem? At de skulle el­ske som han elskede. Men hvordan el­skede Jesus? Han elskede indtil døden. Fra da af gav disse unge kvinder sig til hinanden i en villighed til at gå i døden for hinanden. Men kærligheden kom ikke blot til udtryk i denne villighed til at dø for de andre – som jo faktisk var meget virkelig for dem i krigens ræds­ler – men også i en selvudgivelse i det små. Om det var at give en frakke til én, som ingen havde eller at dele livet med Gud med hinanden til fælles opbyggel­se.

Forskellige former for liv inden for Focolare-bevægelsen

Dette levede Evangelium tiltrak hur­tigt mange mennesker, der også ønske­de at gøre Evangeliet til en virkelighed i deres liv. Fra begyndelsen var det en bevægelse af kvinder, de såkaldte foco­lariner, men efter fem år ønskede en mand i mødet med disse kvinder, at le­ve den samme form for gudviet liv, som de levede. Næsten samtidig opstod der i den store italienske, katolske forfatter Igino Giordani et lignende ønske. Han var da lidt oppe i alderen og gift. Denne udvikling gjorde, at der efterhån­den fremkom fællesskaber med mand­lige focolariner, ligesom det blev mu­ligt for såvel gifte kvinder som mænd at blive focolariner og tilslutte sig be­stående fællesskaber af henholdsvis kvinder og mænd, uden dog at bo i disse fællesskaber. Både kvinder og mænd, gifte som ugifte var og er tilknyttet be­vægelsen på lige fod, og afgiver alle de samme løfter, de evangeliske råd: Ly­dighed, fattigdom og kyskhed. Det blev også muligt at tilslutte sig bevæ­gelsen som frivillig. Dem som har denne form for tilknytning ser det som deres særlige kald at føre Focolare-bevæ­gelsens spiritualitet ud i samfundet. De aflægger ingen løfter. Derudover er der præster, som er inspireret af bevæ­gelsen og forsøger at bringe det videre til menighederne, og ordensfolk der gennem at leve Evangeliet har bragt fornyelse ind i klostrene. Også familier har erfaret, hvordan mødet med Foco­lare-bevægelsen har fornyet deres fa­milieliv, ligesom unge og teenagere in­spirerede af bevægelsens spiritualitet arbejder for at opbygge en forenet ver­den. Endelig har Focolare-bevægelsen oprettet byer - en slags modelbyer - som skal vise verden, hvordan den kunne se ud, hvis alle levede efter Evangeliet.

En økumenisk bevægelse

Focolare-bevægelsen, som er opstået i et katolsk miljø, har sit hjemsted i Den katolsk Kirke og blev pavelig godkendt i 1962, har på en særlig måde haft til­trækningskraft på kristne fra andre kirkesamfund. Dette har nok flere grunde, men Lida fremhæver især én: “Forskel­lige spiritualiteten i Kirken har forskel­lige ord, som kan betegne deres særli­ge karisma. For franciskanerne er det “fattigdommen,” for karmeliterne “bøn­nen,” og sådan kunne man komme med flere eksempler. For Focolare-be­vægelsen er det ordet “enhed.” Jesu sidste bøn i Evangeliet var således “At de alle må være ét,” og det har vi øn­sket at leve helt fra begyndelsen.” Den stærke vægtning af Evangeliet og Or­det har også naturligt appelleret til mange protestantiske kristne. Det er da heller ikke overraskende, at lutherske kristne snart blev grebet af Focolare­bevægelsens budskab. Med Luthers fo­kus på Ordet var det ikke svært for lu­theranerne at føle sig hjemme i Focola­re-sammenhæng. I 1960 opstod der kontakt med den lutherske kirke og se­nere med den anglikanske kirke. Men også ortodokse kristne følte sig dragne mod at leve Evangeliet, som man gør i Focolare-bevægelsen. Denne inspirati­on har ikke blot inspireret ind i de for­skellige kirkesamfund, der har også været enkeltpersoner fra andre kristne miljøer end det katolske, som har følt sig kaldet til at leve i focolarefællesska­ber. Det betyder, at man har åbnet for, at også f.eks. lutheranere kan blive focolariner. Sådan er også én af focola­rinerne i Danmark protestant.

Evangeliet i praksis

Allerede i fremstillingen af Focolare-­bevægelsens opstart og historie fik jeg tydeligt beskrevet, hvordan Evangeliet blev praktisk hverdag for de unge kvinder i krigens tid. Alligevel var jeg nysgerrig efter at høre mere om, hvor­dan man så i dag i og ud fra en villa i Valby i Danmark lever i samme ånd, som blev så levende i et italiensk be­skyttelsesrum 1940erne. Det er jo en kendt sag, at det, der startede under Åndens inspiration, generationer senere let kan stivne i formalistiske kopie­ringer. At give sit liv i kærlighed for si­ne venner kan blive levende og virke­lig i en krigstid, men hvordan lever man det i hverdagens grå trummerum, hvor ens nærmestes små særheder ind imellem næsten kan drive én til van­vid? I svaret på disse spørgsmål opda­gede jeg noget af styrken og holdbar­heden i det enkle “Leven Evangeliet i hverdagen.” Selvom Focolare-bevægel­sens vugge så at sige var beskyttelses­rummet og dets nærhed til døden, var bevægelsens “at leve Evangeliet” helt fra starten først og fremmest “kristen­troen i hverdagsdragt.” Lida forklare­de, hvordan man i focolare rent prak­tisk træner sig op til at leve Evangeli­et:“Hver måned tager vi ét skriftsted, som vi kalder for Livets ord, og som er ens over hele verden. Chiara Lubich skriver en kommentar til det, og så le­ver vi det. Vi er overbevist om, at blot ét ord fra Evangeliet omsat i praksis kan ændre historiens løb, fordi det er Gud, der har talt i Jesus.” Det er nok ik­ke de helt store verdenshistoriske æn­dringer, som den enkelte focolarine har flest eksempler på og beretninger om. Men, at man i det små i hverdagssitua­tioner gang på gang vil erfare, hvordan det at leve Evangeliet kan ændre om­stændigheder og mennesker, vil man ikke være i tvivl om, når man lytter til focolarinernes mange beretninger. Sel­ve det, at dele med hinanden, hvordan man har erfaret Evangeliets kraft i hverdagens små tilskikkelser, er en del af Focolare-bevægelsens måde at leve Evangeliet. Som Lida siger:“Vi deler vore erfaringer med Ordet for at alle kan blive opbygget og styrket. Vores kristendom skal ikke være individuel – Gud og mig alene. Vi skal leve kristen­dommen sammen, og for at leve det sammen skal vi fortælle hinanden om de erfaringer, vi har gjort med at leve Ordet. Det skaber fællesskab. At for­tælle sine erfaringer er vigtigt for den, der lytter, men lige så vigtigt for den, der selv fortæller, for det er kun, når vi giver vore erfaringer videre, at vi ejer dem.”

Skal en focolarine forklare, hvad Evangeliet betyder for hende, vil hun sammenligne det med en nonnes dragt: “Ordet er vores dragt, som vi ta­ger på hver dag.” Eller hun vil med Chiara Lubichs ord drage paralleller til alfabetet: “Vi sammenligner Evangeli­et med alfabetet. Nogle få bogstaver og nogle grammatiske regler er nok for at kunne læse og skrive. Men hvis man ikke lærer disse bogstaver, forbliver man analfabet. Det samme gælder for Evangeliet! Det er en lille bog, men de, der ikke lever disse ord forbliver umod­ne og underudviklede kristne. De kan ikke sige “Kristus” med deres liv.”

“Men lever man Evangeliet i det dag­lige liv, ernærer man sig med Kristus. Mens man lever i nuet er man i Gud.” Derfor får jeg også følgende svar på spørgsmålet “Hvordan kan man midt i verden forblive i Gud?”: “Når du prak­tiserer et skriftsted, bliver det jævne liv løftet op og bliver guddommeligt. Alt kan gøres på to måder: Du kan gøre, hvad du bør, bare fordi du skal; eller du kan i det du gør frigøre den kærlig­hed, der lever i dig. Når du så i et styk­ke tid har levet Evangeliet – altså de forskellige skriftsteder - i alle livets omstændigheder, vil du opdage, at de alle ligner hinanden men også, at de gi­ver de samme frugter. Fordi alle ord er udsprunget af Jesu mund, den menneskevordne Guds mund - som er Kær­lighed.”

Mit besøg hos Focolare-bevægelsen går mod sin afslutning, og jeg spørger mig selv, hvad essensen af det, jeg har hørt, så er. Er det noget nyt og revolutionerende? Både ja og nej! Der er in­gen nyheder i det - det er det gamle Evangelium, og der er ikke noget højt­flyvende og ekstraordinært i det, det er blot det levede Evangelium. Men net­op dette Evangelium er altid nyt og er i stand til ikke blot at revolutionere hele verden - men også mig, den enkel­te!

Meditation over “At leve Evangeliet”

Uddrag af Chiara Lubichs skrifter

Ordet bør være vor første kærlighed, det skal være den faste grund, vor eksistens hviler på; den rod, vort liv spirer frem af. Det er Ordet, der skal oplyse vore aktiviteter hvert eneste øjeblik; der skal korri­gere os og bringe enhver livsytring på ret vej.

Da Jesus underviste, talte han med autoritet, og hans belæringer er en række påstande fremsat af Sandheden i egen person. Derfor er det nyttigt at “genevangelisere sig selv” ved at tage dem til sig ét ef­ter ét indtil de trænger ind i sjælens inderste, som dens substans, som ”det nye menneskes” forma mentis. Og at gøre dette er den dybeste, inderste, sikreste revolution, der er nødvendig også i dag.

Kun den bruger sit liv med omtanke, der bærer Evangeliet i hjertet alle sit livs dage. Og ser sit højeste kald i at legemliggøre Himmelens ord.

Lever vi Guds Ord så radikalt, at det knuser vort eget jeg, tilintetgør vor egoisme, korsfæster os sammen med Kristus på korset på en må­de, at vi ikke lever i os selv, men Ordet der er Ham, lever i os? Og på en sådan måde, at Ordet, der alene magter det, opbygger fællesska­ber omkring os?

Vi skal virkeliggøre Ordet. Vi skal leve det på sådan en måde, at, hvis en dag alle evangelier skulle blive tilintetgjort, burde man kunne genskrive det gennem vores liv.

Kirsten Krog er mag art i nordisk litteratur.

(levende Vand 4 2007)