Focolare-bevægelsen
At leve Evangeliet
“I de første måneder af bevægelsens liv – vi taler her om 1943 - var vi overbevist om, at vores spiritualitet simpelthen var at leve Evangeliet, det evigt gyldige, universelle Evangelium. Vi mente ikke, at der var noget særligt i det vi gjorde […]. Vi ville bare leve Evangeliet, og er det ikke netop det, Kirken ønsker alle kristne skal gøre?”
Så enkelt beskriver Focolarebevægelsens stifter Chiara Lubich, hvordan bevægelsen startede: Man ville bare leve Evangeliet! Selvom meget er sket siden Focolare´s første spæde skridt blev taget, er dette “blot at leve Evangeliet” stadig det betegnende for bevægelsens spiritualitet.
Dette gælder også for focolarene i Danmark, som jeg har besøgt for at få noget mere at vide om bevægelsens historie og spiritualitet. Vi sidder i deres dagligstue i en villa i Valby ved København, og det første indtryk, som møder mig, er en utrolig gæstfrihed og imødekommenhed, et førstehåndsindtryk som mange, der har mødt Focolarebevægelsen kan nikke genkendende til. Det lille fællesskab i Danmark består af fem kvinder, Lida van Dijk, Johanne
Bos (bedre kendt som Joke), Else de Groot, Ella Gerrickens og Marceline Fon-Sing, der med stor engagement fortæller om det liv, de er blevet kaldet til at leve.
En bevægelse opstår
Under samtalen fortæller Lida, hvordan bevægelsen opstod ud af Anden Verdenskrigs rædsler: Det hele begyndte med, at nogle helt unge pigermødtes i Trient i Italien i 1943. Én af disse piger var den filosofistuderende Chiara Lubich. De havde, som alle unge har, store planer for fremtiden, men krigen gjorde disse planer usikre. Derfor søgte pigerne efter en fremtid og et ideal, der kunne bære selv i en verden, hvor fremtiden lå i grus og idealerne spillede fallit. Når de, sommetider flere gange om dagen, måtte søge til beskyttelsesrummene, tog de Evangeliet med sig og fandt dér svaret på deres søgen: Gud var den fremtid, som de kunne leve og dø på. Ordet blev mere og mere levende for dem. Det var ikke blot en filosofi eller en teori, men selve livet. Stillet overfor døden spurgte de sig om, hvordan Jesus forventede, at de skulle leve, og også her fandt de svaret i Evangeliet: “Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje” (Matt 7,21). At leve Evangeliet var at gøre Guds vilje! Sådan trængte de dybere og dybere ned i Evangeliet. En hunger og en livsnødvendighed drev dem til ikke bare at læse Evangeliet, men gøre dets ord til levet virkelighed. Når de derfor i deres søgen efter Guds vilje spurgte, om Gud havde noget, han mere end noget andet ønskede af dem, blev svaret: “Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden” (Johs 13,34f). Hvad var målet for den kærlighed, som Jesus ønskede af dem? At de skulle elske som han elskede. Men hvordan elskede Jesus? Han elskede indtil døden. Fra da af gav disse unge kvinder sig til hinanden i en villighed til at gå i døden for hinanden. Men kærligheden kom ikke blot til udtryk i denne villighed til at dø for de andre – som jo faktisk var meget virkelig for dem i krigens rædsler – men også i en selvudgivelse i det små. Om det var at give en frakke til én, som ingen havde eller at dele livet med Gud med hinanden til fælles opbyggelse.
Forskellige former for liv inden for Focolare-bevægelsen
Dette levede Evangelium tiltrak hurtigt mange mennesker, der også ønskede at gøre Evangeliet til en virkelighed i deres liv. Fra begyndelsen var det en bevægelse af kvinder, de såkaldte focolariner, men efter fem år ønskede en mand i mødet med disse kvinder, at leve den samme form for gudviet liv, som de levede. Næsten samtidig opstod der i den store italienske, katolske forfatter Igino Giordani et lignende ønske. Han var da lidt oppe i alderen og gift. Denne udvikling gjorde, at der efterhånden fremkom fællesskaber med mandlige focolariner, ligesom det blev muligt for såvel gifte kvinder som mænd at blive focolariner og tilslutte sig bestående fællesskaber af henholdsvis kvinder og mænd, uden dog at bo i disse fællesskaber. Både kvinder og mænd, gifte som ugifte var og er tilknyttet bevægelsen på lige fod, og afgiver alle de samme løfter, de evangeliske råd: Lydighed, fattigdom og kyskhed. Det blev også muligt at tilslutte sig bevægelsen som frivillig. Dem som har denne form for tilknytning ser det som deres særlige kald at føre Focolare-bevægelsens spiritualitet ud i samfundet. De aflægger ingen løfter. Derudover er der præster, som er inspireret af bevægelsen og forsøger at bringe det videre til menighederne, og ordensfolk der gennem at leve Evangeliet har bragt fornyelse ind i klostrene. Også familier har erfaret, hvordan mødet med Focolare-bevægelsen har fornyet deres familieliv, ligesom unge og teenagere inspirerede af bevægelsens spiritualitet arbejder for at opbygge en forenet verden. Endelig har Focolare-bevægelsen oprettet byer - en slags modelbyer - som skal vise verden, hvordan den kunne se ud, hvis alle levede efter Evangeliet.
En økumenisk bevægelse
Focolare-bevægelsen, som er opstået i et katolsk miljø, har sit hjemsted i Den katolsk Kirke og blev pavelig godkendt i 1962, har på en særlig måde haft tiltrækningskraft på kristne fra andre kirkesamfund. Dette har nok flere grunde, men Lida fremhæver især én: “Forskellige spiritualiteten i Kirken har forskellige ord, som kan betegne deres særlige karisma. For franciskanerne er det “fattigdommen,” for karmeliterne “bønnen,” og sådan kunne man komme med flere eksempler. For Focolare-bevægelsen er det ordet “enhed.” Jesu sidste bøn i Evangeliet var således “At de alle må være ét,” og det har vi ønsket at leve helt fra begyndelsen.” Den stærke vægtning af Evangeliet og Ordet har også naturligt appelleret til mange protestantiske kristne. Det er da heller ikke overraskende, at lutherske kristne snart blev grebet af Focolarebevægelsens budskab. Med Luthers fokus på Ordet var det ikke svært for lutheranerne at føle sig hjemme i Focolare-sammenhæng. I 1960 opstod der kontakt med den lutherske kirke og senere med den anglikanske kirke. Men også ortodokse kristne følte sig dragne mod at leve Evangeliet, som man gør i Focolare-bevægelsen. Denne inspiration har ikke blot inspireret ind i de forskellige kirkesamfund, der har også været enkeltpersoner fra andre kristne miljøer end det katolske, som har følt sig kaldet til at leve i focolarefællesskaber. Det betyder, at man har åbnet for, at også f.eks. lutheranere kan blive focolariner. Sådan er også én af focolarinerne i Danmark protestant.
Evangeliet i praksis
Allerede i fremstillingen af Focolare-bevægelsens opstart og historie fik jeg tydeligt beskrevet, hvordan Evangeliet blev praktisk hverdag for de unge kvinder i krigens tid. Alligevel var jeg nysgerrig efter at høre mere om, hvordan man så i dag i og ud fra en villa i Valby i Danmark lever i samme ånd, som blev så levende i et italiensk beskyttelsesrum 1940erne. Det er jo en kendt sag, at det, der startede under Åndens inspiration, generationer senere let kan stivne i formalistiske kopieringer. At give sit liv i kærlighed for sine venner kan blive levende og virkelig i en krigstid, men hvordan lever man det i hverdagens grå trummerum, hvor ens nærmestes små særheder ind imellem næsten kan drive én til vanvid? I svaret på disse spørgsmål opdagede jeg noget af styrken og holdbarheden i det enkle “Leven Evangeliet i hverdagen.” Selvom Focolare-bevægelsens vugge så at sige var beskyttelsesrummet og dets nærhed til døden, var bevægelsens “at leve Evangeliet” helt fra starten først og fremmest “kristentroen i hverdagsdragt.” Lida forklarede, hvordan man i focolare rent praktisk træner sig op til at leve Evangeliet:“Hver måned tager vi ét skriftsted, som vi kalder for Livets ord, og som er ens over hele verden. Chiara Lubich skriver en kommentar til det, og så lever vi det. Vi er overbevist om, at blot ét ord fra Evangeliet omsat i praksis kan ændre historiens løb, fordi det er Gud, der har talt i Jesus.” Det er nok ikke de helt store verdenshistoriske ændringer, som den enkelte focolarine har flest eksempler på og beretninger om. Men, at man i det små i hverdagssituationer gang på gang vil erfare, hvordan det at leve Evangeliet kan ændre omstændigheder og mennesker, vil man ikke være i tvivl om, når man lytter til focolarinernes mange beretninger. Selve det, at dele med hinanden, hvordan man har erfaret Evangeliets kraft i hverdagens små tilskikkelser, er en del af Focolare-bevægelsens måde at leve Evangeliet. Som Lida siger:“Vi deler vore erfaringer med Ordet for at alle kan blive opbygget og styrket. Vores kristendom skal ikke være individuel – Gud og mig alene. Vi skal leve kristendommen sammen, og for at leve det sammen skal vi fortælle hinanden om de erfaringer, vi har gjort med at leve Ordet. Det skaber fællesskab. At fortælle sine erfaringer er vigtigt for den, der lytter, men lige så vigtigt for den, der selv fortæller, for det er kun, når vi giver vore erfaringer videre, at vi ejer dem.”
Skal en focolarine forklare, hvad Evangeliet betyder for hende, vil hun sammenligne det med en nonnes dragt: “Ordet er vores dragt, som vi tager på hver dag.” Eller hun vil med Chiara Lubichs ord drage paralleller til alfabetet: “Vi sammenligner Evangeliet med alfabetet. Nogle få bogstaver og nogle grammatiske regler er nok for at kunne læse og skrive. Men hvis man ikke lærer disse bogstaver, forbliver man analfabet. Det samme gælder for Evangeliet! Det er en lille bog, men de, der ikke lever disse ord forbliver umodne og underudviklede kristne. De kan ikke sige “Kristus” med deres liv.”
“Men lever man Evangeliet i det daglige liv, ernærer man sig med Kristus. Mens man lever i nuet er man i Gud.” Derfor får jeg også følgende svar på spørgsmålet “Hvordan kan man midt i verden forblive i Gud?”: “Når du praktiserer et skriftsted, bliver det jævne liv løftet op og bliver guddommeligt. Alt kan gøres på to måder: Du kan gøre, hvad du bør, bare fordi du skal; eller du kan i det du gør frigøre den kærlighed, der lever i dig. Når du så i et stykke tid har levet Evangeliet – altså de forskellige skriftsteder - i alle livets omstændigheder, vil du opdage, at de alle ligner hinanden men også, at de giver de samme frugter. Fordi alle ord er udsprunget af Jesu mund, den menneskevordne Guds mund - som er Kærlighed.”
Mit besøg hos Focolare-bevægelsen går mod sin afslutning, og jeg spørger mig selv, hvad essensen af det, jeg har hørt, så er. Er det noget nyt og revolutionerende? Både ja og nej! Der er ingen nyheder i det - det er det gamle Evangelium, og der er ikke noget højtflyvende og ekstraordinært i det, det er blot det levede Evangelium. Men netop dette Evangelium er altid nyt og er i stand til ikke blot at revolutionere hele verden - men også mig, den enkelte!
Meditation over “At leve Evangeliet”
Uddrag af Chiara Lubichs skrifter
Ordet bør være vor første kærlighed, det skal være den faste grund, vor eksistens hviler på; den rod, vort liv spirer frem af. Det er Ordet, der skal oplyse vore aktiviteter hvert eneste øjeblik; der skal korrigere os og bringe enhver livsytring på ret vej.
Da Jesus underviste, talte han med autoritet, og hans belæringer er en række påstande fremsat af Sandheden i egen person. Derfor er det nyttigt at “genevangelisere sig selv” ved at tage dem til sig ét efter ét indtil de trænger ind i sjælens inderste, som dens substans, som ”det nye menneskes” forma mentis. Og at gøre dette er den dybeste, inderste, sikreste revolution, der er nødvendig også i dag.
Kun den bruger sit liv med omtanke, der bærer Evangeliet i hjertet alle sit livs dage. Og ser sit højeste kald i at legemliggøre Himmelens ord.
Lever vi Guds Ord så radikalt, at det knuser vort eget jeg, tilintetgør vor egoisme, korsfæster os sammen med Kristus på korset på en måde, at vi ikke lever i os selv, men Ordet der er Ham, lever i os? Og på en sådan måde, at Ordet, der alene magter det, opbygger fællesskaber omkring os?
Vi skal virkeliggøre Ordet. Vi skal leve det på sådan en måde, at, hvis en dag alle evangelier skulle blive tilintetgjort, burde man kunne genskrive det gennem vores liv.
Kirsten Krog er mag art i nordisk litteratur.
(levende Vand 4 2007)
|
Ordets mystik
Kirkens liv som Ordets rum
Samuel Rubenson
Gud kysser mit hjerte
Marianne Bønløkke
I selskab med mange stemmer
Hans Johansson
Focolare-bevægelsen
Kirsten Krog
Bønnen og Ordet
Grethe Livbjerg
Vidner
Origenes - en ordets mystiker
Samuel Rubenson
Kristus kysser sjælen
Origenes
|