Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Hans Johansen

I selskab med mange stemmer      

– om daglig bøn og Guds folk

 

I en krise blev jeg tvunget til at møde mig selv og blive konfronteret med en smerte som jeg tidligere havde været blind for. Meget kom for dagens lys, ik­ke mindst den smertelige afstand mel­lem karisme og karakter. Krisen med­førte en dyb erfaring af svaghed og skam, men også af tilgivelse og kærlig­hed. Da jeg kom ud på den anden side, havde meget i mit liv ændret sig. Jeg kunne jo ikke fortsætte som før. En af de ting jeg blev klar over, var at jeg måtte leve mere bevidst vendt mod Gud, leve i bøn helt enkelt. Samtidig blev det tydeligt at jeg ikke formåede det; det jeg gerne ville, kunne jeg ikke. Som aldrig før indså jeg mit behov for hjælp. Jeg havde brug for noget, der bar mig oppe og hjalp med til at jeg kunne det, jeg ikke af mig selv var i stand til. Da opdagede jeg tidebønnen, denne forunderlige skat som har båret og formet bedende mennesker igen­nem årtusinder. I tidebønnens morgen­- og aftenbøn fandt jeg en åndelig rolla­tor, og ved hjælp af den kunne jeg vak­lende holde mig oppe og gå bønnens vej.

 

 

Dette hændte for 23 år siden. Dengang troede jeg at jeg ville have behov for tidebønnen i et par måneder for så at gå videre alene uden rollator, men sådan gik det ikke. I årenes løb er jeg blevet mere klar over hvilken uvurder­lig hjælp til dyb og holdbar bøn tide­bønnen er. Ingen anden bøn er så slid­stærk. Ingen anden bøn forener os dy­bere med Jesu bøn, Guds folks historie, ja hele menneskehedens historie. Lad mig fortælle om nogle af de velsignel­ser det har bragt mig at bede tidebøn.

 

Tidebønnen har ændret min tidsopfattelse

“Syv gange daglig priser jeg dig for dine retfærdige bud,” siger den bedende i Sl 119,164 Ved at gennembryde da­gens timer med bøn, gør den bedende sig bevidst at hans liv er gennemtrængt af den guddommelige virkelighed. I tidebønnen vender han al sin gøren og laden mod Gud. Det er en erkendelse af at min tid er Guds tid. I det moder­ne samfund er tid en vare der kan kø­bes og sælges, en resurse blandt andre, men uden egen betydning. Er resursen udtømt, er dens betydning også udtømt. Er det da så underligt at menne­sker føler sig forjagede og frygter for alderdommen og døden? Hvis tiden mister sin hellighed, forvandles den til noget forfærdeligt, en uimodståelig hvirvel der suger alt ned i tomheden.

Det er vigtigt hvordan vi opfatter tiden. Derom vidner Bibelens første for­tælling. Den første skabelsesberetning tager sit udgangspunkt i arbejdsugens syv dage (jf. 1 Mos 1,1-2; 4). Den sy­vende dag gør Gud til “en hellig dag.” I sabbattens hvile helliges alle menne­skets dage og aktiviteter. Således beva­rer mennesket indsigten om sit og ver­dens forhold til Gud. Verden er givet i menneskets hænder til at beskytte og bruge. Men der findes en klausul: hvi­len den syvende dag står vagt om Guds herredømme over alle ting. “Skabelsen med dens rum og tid tilhører Gud. Ved at stoppe op i sin bestandige aktivitet mindes mennesket om denne værdier­nes orden. Inden mennesket opfordres til at gøre noget, skal det mindes om noget” (Anders Piltz).

At bede tidebønnen er at gøre hellig modstand mod tidens profanering. Tidebønnerne gør at vi til stadighed er bevidste om at skabelsen med dens tid og rum hører Gud til. Vore dage og år forstår vi i lyset af den fortælling Guds folk lever af og i - frelsens historie, hvis centrum er Jesus Kristus. Gennem Ham er tiden blevet en dimension hos Gud, der i sig selv er evig og hævet over tiden.

 

Tidebønnen fører mig ud at min selvoptagethed

Hvis jeg beder helt selv, bliver min bøn selvcentreret og selvoptaget. Det meste af den drejer sig om mig. Men når jeg istemmer de røster der lyder i Psalteret, vendes jeg mod Gud. I disse røster skjuler sig en antagelse om at menne­sket er mest sig selv når det elsker og ærer Gud. Når mennesket lovsynger Gud er det præcis som det er tænkt, helt fri for sin lukkethed om sig selv. Ingenting er så befriende og helbre­dende som at prise Gud. I og gennem lovsangen genoprettes menneskets op­rindelige retning, den lodrette. Når jeg priser Gud og dermed træder ud af mig selv, kommer jeg hjem til mig selv. Her bliver jeg det jeg er, relation til Gud.

Hver gang indsigten om at jeg i al min væren er afhængig af en større og bedre vilje, slås jeg med undren. Sådan er det for os alle. Når et menneske be­gynder at ane Guds storhed, herlighed og godhed, vælder glæde og taknem­melighed op i det. Da bliver det tak­nemmeligt for at der findes lovsange digtet af et folk der ved hvad jubel er. “Lykkeligt det folk, der forstår at hylde dig, Herre, i lyset fra dit ansigt vandrer de” (Sl 89,16). I tidebønnernes lovsange får vi ord for den fascination af Gud der er menneskets adelsmær­ke. Tidebønnerne hjælper os ud af vor selvcentrerede åndelighed hvor vi kun beskæftiger os med os selv og vore eg­ne tanker og følelser.

 

Tidebønnen hjælper mig til ikke at flygte fra virkeligheden, men at møde den

De hellige skrifter vidner om Guds barmhjertighed og magt der triumferer over al djævelskab. Dette kommer jeg ind i når jeg beder med klagesalmerne. I dem kan den sorteste sorg og vrede mod Gud vælde frem, men mod slut­ningen slår de på forunderlig vis over i fortrøstning. Hvis Gud er historiens Gud, kan uretten ikke få det sidste ord. Det der kommer, forandrer nuet. I tide­bønnen stilles det der er sket eller sker, i lyset af den endegyldige virkelighed hvor Guds troskab mod sin skabning har sejret. Udleveret til mig selv, kan jeg ikke se dette, men i tidebønnen beder jeg ikke selv. Jeg beder med Guds folk, og Guds folk ved at alt hviler i Guds hånd. Jeg træder ind i en kollek­tiv erindring med hvis hjælp jeg kan møde virkeligheden, hvordan end den arter sig. Når jeg kobler mig til Guds folks erindring, møder jeg ikke virke­ligheden som den fremstår i TV-avi­sens forvirring og kaos, men som om­sluttet af Guds lidende og sejrende kærlighed. “Stands, og forstå, at jeg er Gud! Gud er vor tilflugt og styrke, al­tid at finde som hjælp i trængsler. Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver og bjergene vakler i havets dyb”(Sl 16,11; 2-3).

 

Tidebønnen hjælper mig til at bede oprigtigt

At bede er at give Gud sit liv som det er. Gud vil møde os og hjælpe os dér hvor vi er, ikke hvor vi synes vi burde være. Derfor er det vigtigt at sige det som det er, uden først at vurdere og sortere sine tanker og følelser. Jeg har brug for at tale ud over for Gud, ikke for at informere, men for at give Ham adgang til det jeg bærer på, så jeg ikke sidder fast i det. Dertil får jeg hjælp af tidebønnen fordi psalterets bønner ik­ke viger tilbage for at tale om de mest forfærdelige ting, ofte på en måde der til og med er udfordrende eller bebrej­dende mod Gud: “Hvorfor skjuler du dit ansigt og glemmer vor nød og trængsel?” (Sl 44,24-25). Ingen forhold synes fremmede og intet synes at være forbudt at nævne foran Gud. Men selv i de værste beskrivelser af menneskers fortvivlelse findes visheden om at Gud hører vore råb, og at sagen dermed lig­ger i Hans gode og stærke hænder. Ti­debønnen lærer mig at være ærlig overfor Gud.

 

Tidebønnen lærer mig at tale troens sprog

Når jeg stemmer med i Guds folks kor, er jeg ikke udleveret til mine egne sub­jektive følelser. Jeg går ind i den bøn der er givet os. Det kan virke umoder­ne, imod nutidsmenneskets behov hvor alt skal være personligt, spontant og ærligt. At læse bønner som andre har formuleret, kan føles falsk. Tænk dog på at Jesus ikke var bange for at vor bøn skulle blive falsk, da Han selv formulerede en bøn til os: “Fader vor.” Han vidste at vi på bønnens om­råde er som børn. For at kunne udtryk­ke os forståeligt og samtale godt, har vi som små behov for at høre vore foræl­dre tale. På samme måde får vi hjælp til at hitte rede i bønnens grammatik ved at benytte os af de allerede formu­lerede bønner der findes i Bibelen og som i mere end tretusind år har hjulpet Guds folk med at bede. At istemme ti­debønnens erindrende ord kan sam­menlignes med at deltage i modersmåls­undervisning. Ved at istemme de bøn­ner som i årtusinder har hjulpet Guds folk til at leve sammen med deres Gud, lærer vi os at anvende troens sprog. Jeg lærer mig troens sprog ved at lytte til og tale som mine forfædre.

 

Tidebønnen forankrer min tro

Hvad skal mit trosvidnesbyrd bygges på? Ikke kun på mine egne oplevelser, for i så fald bliver det fattigt og skrøbe­ligt. Jeg mener ikke at min egen erfa­ring af Guds nåde er uden betydning. Den er meget vigtig. Men for at lære troens sprog er det vigtigere at vide hvordan Gud har handlet med Israel og hvad Han har udrettet gennem sin Søn, Jesus Kristus, end at have kontakt med det der sker i mig selv. Det er jo ik­ke først og fremmest i vore liv at Guds hjælp og nærhed er blevet åbenbaret for os. Vor frelse står ikke skrevet i vor egen livshistorie. Den kan kun findes i Jesu Kristi historie, der også er Israels og alle andre folks historie. Ved at bede med Guds folk i og gennem den hel­lige skrift, lærer jeg at tale troens sprog. At gå ind i tidebønnens form (og reg­lerne for når den bedes sammen) brin­ger også dette gode med sig at det be­frier os fra den subjektive menings sla­veri og øver os i kristent fællesskab, hvor det er en dyd at underordne sig hinanden.

 

Tidebønnen lærer mig at bede med Kristus

Næsten alle kan lide dele af Psalteret. Hvem kan ikke istemme salme 23: “Her­ren er min hyrde, mig skal intet fattes” ? Men mange af salmerne er dystre og svære at bede. De afspejler erfaringer og udtrykker følelser som slet ikke stemmer overens med vor egen ople­velse af livet. I hvert fald ikke som det er nu. Visse salmer kan man føle sig meget fremmed overfor. Udfordringen er da at åbne sig for det der er virkelig­hed for andre mennesker og derfor og­så for Kristus. Som kristen beder man jo altid med Kristus og Han har identi­ficeret sig med hvert eneste menneske. På korset steg Han ned i vor nøds yder­ste dyb. Derfor er der ingen lidelse der er fremmed for Kristus. Sluttelig er det Ham der beder i Psalterets lidelsessal­mer. Fra Hans kors høres Sl 22: “Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig?” I Hans lidelse har disse ord fået en enestående dybde.

At gøre som Kristus, åbne sig for det lidende menneske og være dets forta­ler hos Gud, er at leve som Kristus. Hver gang jeg istemmer en lidelsessal­me, opfordres jeg til at forlade min selvcentrering. Hvorfor skal de følelser salmen udtrykker, harmonere med mi­ne følelser lige nu? Er jeg så selvopta­get at jeg ikke kan åbne mig for andres følelser, for det der bor i andre menne­sker og derfor også i Kristus? Bør jeg ikke gøre ligesom Ham og åbne mig for mit lidende medmenneske og være dets fortaler i min bøn? Den kløft som jeg oplever mellem salmens ord og min egen sindsstemning er en udfordring der tilskynder mig til at gå ud af mit eget snævre hus og leve mig ind i det andre oplever.

I tidebønnen må jeg bede lidelses­salmerne som bønner der kommer fra den Korsfæstedes hjerte. Jeg må bede dem i Hans navn, ikke i mit eget. Al kristen bøn sker i Jesu navn, i Hans navn som har identificeret sig med hvert enkelt menneske. Alt menneske­ligt har Han taget på sig. Han tager sig af alle, ikke kun de dannede, dem der har succes. Han identificerer sig især med dem ingen vil se, tabere, ballade­magere, psykisk syge, fortvivlede. På den måde opdager jeg en dyb dimen­sion ved bønnen, dens stedfortræden­de karakter.

 

Tidebønnen lærer mig at stå til rådighed

Hvis jeg kun beder ud fra en idé om at det er til gavn for mig selv, er min bøn endnu ikke rigtig kristen. Som kristen er jeg kaldet til at stille mig til rådig­hed. Der findes mennesker der endnu ikke kan udtrykke deres angst, fortviv­lelse eller oprør over for Gud. Tidebøn­nen giver mig lejlighed til at slippe alt dette ind i mit hjerte og dér forvandle det til bøn. Jeg lærer mig at glædes med dem der glæder sig og græde med dem der græder (Rom 12,15). Jeg lærer mig at bære andres byrder og således opfylde Kristi lov som er kærlighed (Gal 6,2). Jeg låner min mund og min tunge til andre, der bliver stumme når de står foran Gud. I stedet for at bede: “Herre forbarm dig over alle dem der lider,” så beder jeg i stedet med salmens ord: “Herre, straf mig ikke i din vrede, og tugt mig ikke i din harme! Vær mig nådig, Herre, for jeg er svag, helbred mig, Herre, for min krop syg­ner hen, og min sjæl er grebet af rædsel. Herre, hvor længe endnu?”(Sl 6,2-4). Når jeg siger “jeg” og “mig” kunne en der lytter overfladisk tro at jeg kun tæn­ker på mig selv. Men dette “jeg” er ik­ke mit private jeg, det er den lidende menneskeheds “jeg.” Netop fordi jeg vil være ét med Jesus Kristus og alle Han repræsenterer, kan jeg sige “jeg” uden at det gør min bøn til en sel­visk bøn.

Der findes ingen følelse der ikke får sit udtryk i Psalteret. Netop derfor er Psalteret en så slidstærk bønnebog. Man bliver aldrig træt af den. Den har fungeret i over tretusind år hos Guds folk, i Israel og i alle den kristne kirkes forskellige traditioner. Sammen dan­ner vi ét eneste stort kor, hvis fælles bøn i sig selv er en bøn om enhed.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

 

Hans Johansson (1950-2008) var teolog og præst i Evange­liska Frikyrkan, forfatter og arbejdede sam­men med Peter Halldorf på Nya slottet, Bjärka-Säby.

 

 

 

(levende Vand 4 2007)

 

Ordets mystik

 

 

Kirkens liv som Ordets rum

Samuel Rubenson

 

Gud kysser mit hjerte

Marianne Bønløkke

 

I selskab med mange stemmer

Hans Johansson

 

Focolare-bevægelsen

Kirsten Krog

 

Bønnen og Ordet

Grethe Livbjerg

 

Vidner

Origenes - en ordets mystiker

Samuel Rubenson

 

Kristus kysser sjælen

Origenes

 

 

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk