Gud kysser mit hjerte      

“Ville han blot give mig kys af sin mund!”Ordene er fra Højsangen, og udtrykker den længsel, hvormed jeg nærmer mig Herrens ord. Ordene er som en person, der kommer mig i mø­de for at tage mig ind i et favntag, hvor jord og himmel mødes. Min jord og Hans himmel. Mit liv og Hans liv. Alt smeltes sammen i et øjeblik af fylde og mening, som giver mit liv retning.

“Ville han blot give mig kys af sin mund!” (Højs 1,1). Jo, Herrens ord er som kys - intet mindre. Kys, der renser det urene. Kys, der varmer hjertet. Li­vets kys, som får mig til at længes efter det næste møde. Sådan nærmer jeg mig i dag Bibelen. Og jeg forstår, hvorfor man i nogle kirkesamfund viser sin kærlighed til denne bog ved at kysse den før man begynder sin læsning.

Men sådan har jeg ikke altid haft det. Først skal det siges, at jeg ikke er vokset op i en bibelstærk tradition. Der­med ikke sagt, at jeg i min barndom ik­ke kendte til Bibelen, for det gjorde jeg.

Fra jeg var ganske lille kiggede jeg næsten dagligt i Gustave Dorés store Billedbibel, hvor de bibelske fortællin­ger var tegnet i en klassisk sort-hvid streg. Billederne gjorde indtryk. De har fæstnet sig til mit indre øje – og er der stadig, selvom det nu er over år siden jeg dagligt lod mig fange ind af Dorés bibelske billedverden. Det var mit første møde med Bibelen, og først i skolens kristendomsundervisning og senere i konfirmationsforberedelsen fik jeg sat ord på de bibelske fortællin­ger, som jeg kendte fra den gamle Bil­ledbibel.

På teologistudiet blev det den histo­risk-kritiske eksegese, som i en årræk­ke kom til at forme mit forhold til Bibe­len. Først og fremmest læste jeg bi­beltekster for at lave eksegese og forberede mig til undervisningen. Jeg var optaget af om jeg nu også havde forstået teksten rigtigt, og om det var virkelige begivenheder eller mytolo­gisk stof. For fokus var rettet mod, hvordan man måtte forstå disse gamle tekster, ud fra en historisk-kritisk til­gang til teksten. Teksterne blev splittet op og studeret linie for linie, og læsnin­gen af Bibelen forblev fragmentarisk. I det hele taget var studiet af Bibelen på universitetet præget af så mange an­skuelser, synspunkter og metoder, at jeg ofte følte mig forvirret.

Årene på universitetet og bibelstu­dierne på grundsprogene ud fra en hi­storisk-kritisk tilgang var bestemt spændende - og jeg vil heller ikke ha­ve undværet denne måde at arbejde med Bibelen på. Men en daglig, per­sonlig omgang med Bibelen befordre­de det ikke. Og da jeg ikke kom ud af en bibelstærk tradition, så var det ikke naturligt for mig at læse i Bibelen på egen hånd - for den personlige opbyg­gelses skyld. Men det betød så også ba­re, at de bibelske tekster, som jeg stu­derede intensivt på teologistudiet, ikke rigtigt blev ord talt til mig personligt.

Sådan opfattede jeg det nu ikke dengang, for jeg havde ikke en forventning om, at ordene skulle henvende sig di­rekte til mig. Jeg færdedes i et intellek­tuelt akademisk miljø, præget af dis­kurs og distance - også til Bibelen.

Som præst var mit forhold til Bibe­len først og fremmest præget af, at jeg skulle prædike og undervise konfir­mander i de bibelske fortællinger. Og de første præsteår gik med at lære Bi­belen at kende på en ny måde. For at kunne give noget videre i prædiken og undervisning måtte jeg blive fortrolig med Bibelen som grundfortællingen om Gud og mennesker. I min bibellæs­ning var jeg derfor først og fremmest optaget af, hvordan Gud ved at fortæl­le sin historie i Bibelen også fortæller menneskenes historie, og bringer me­ning ind en verden, som ofte føles uden mening. I mine år som døvepræst, hvor sproget var tegnsprog, måtte jeg også lære med hænder, krop og mimik at levendegøre de bibelske tekster for døve. At få lov til at leve sig ind i bi­belteksterne på denne måde var en ga­ve til mit liv.

Men når det gælder mig selv, og hvordan Bibelens ord for alvor er ble­vet levende ord talt til mig personligt – ind i mit liv her og nu. Da kom vende­punktet først, da jeg fik et dagligt bøns­liv. Meget blev forandret i mit liv, da stilhed og bøn fik lov til at fylde mere. Også mit forhold til Bibelen fik nyt liv.

Og dette nye liv kan jeg egentligt allerbedst beskrive med billedsproget fra Højsangen, der for mig er blevet en nøgle til forståelse af, hvad der er på færde mellem Gud og menneske - mel­lem Herren og mig. For det handler om kærlighed og venskab. Bønnen og bi­belbrugen til den personlige opbyggel­se kan derfor bedst beskrives som et møde mellem to - et kærlighedens mø­de, hvor jeg bliver draget ind i Guds eget venskab.

Skal jeg med mine egne ord sige, hvad der er på færde, når jeg i dag for­dyber mig i Bibelens ord, så er de ord, som spontant kommer til mig: Gud kysser mit hjerte! Herrens ord kommer mig i møde - som en person. Det er vir­keligt Logos, Ordet med stort O, Kristus - ja, Herrens røst, som taler til mig på en måde så jeg bliver berørt i mit inder­ste – ofte rørt til tårer. For som jeg sagde det i indledningen til denne artikel, så er det som om Herrens ord tager mig ind i et favntag, hvor jord og him­mel mødes. Min jord og Hans himmel. Mit liv og Hans liv. Alt smeltes sam­men i et øjeblik af fylde og mening, som giver mit liv retning.

Ja, det lyder måske højtravende, men er det egentligt ikke. Den enkleste måde at give Herrens ord en sådan plads i livet er ved at indse, at det ikke altid handler om at læse så meget som muligt i Bibelen. Det kan være fint og godt at læse meget i Bibelen, og jeg gør det selv, da jeg underviser i Det gamle Testamente og Det ny Testamente og også som præst skal prædike. Så jeg læser selvfølgelig også lange passager, ser de enkelte bibeltekster i deres rette sammenhæng, og gør mine studier af teksterne både historisk og litterært.

Men jeg ved også i dag, at dermed er ikke alt sagt om bibelteksterne. De har mere at give mig. Når det gælder bi­belteksterne, som den “rejsekost” jeg får næring fra på min vandring med Gud, så må jeg gå anderledes til bibe­læsningen. For da handler det mere om, hvad læsningen gør ved mig. Og det er min erfaring, at ordene skal ha­ve lov til langsomt at synke ned i hjer­tet - de skal bundfælde sig. Derfor ud­vælger jeg korte stykker, læser dem langsomt, og lever med dem nogle da­ge eller en tid.

Sommetider bare et enkelt Jesusord - f.eks. Johannesevangeliets “Jeg er”- ord (Johs 6,36; 8,12; 10,9; 10,11; 11,25; 14,6; 15,5). Det kan også være udvalg­te vers fra Davids salmer, profeterne el­ler udvalgte sætninger fra et evangeli­um. Jeg vælger gerne et udsagn eller et uddrag, som er særligt levende for mig, når jeg læser en bibeltekst. Ordene skrives ned i en lille bog og de genta­ges i stilhed og bøn – gerne flere gange om dagen. I Oldkirken talte man om at “tygge drøv” på Skriftens ord. Munken Pachomius, som grundlagde det første klosterfællesskab i 300-tallet, taler i sin klosterregel om “ruminatio” - netop dette at tygge drøv og gumle på Bibe­lens ord - som en vej til at lade sig for­vandle af ordene.

Min erfaring er, at en sådan enkel og enfoldig - i ordets bedste betydning - tilgang til bibellæsningen indbyder Helligånden. Ihverfald får ordene liv ved den langsomme, tyggende, beden­de omgang, og bliver ord talt direkte til mig - ind i mit liv her og nu. Og det er som om ordene ånder livet ind i mig på ny, så jeg - i tillid til Her­rens kærlighed - fortrøstningsfuldt kan fortsætte min vandring med Gud. For netop da bliver det så virkeligt for mig, at Herrens ord er som kys, der varmer hjertet og påny vækker Gudslivet i mig - vækker kærligheden og længselen.

Og da er det jeg tænker på skabel­sens morgen, da Gud vakte mennesket til live med et kys. Tænk på den anden skabelsesberetning, hvor Gud med sin mund ånder livet ind i Adams livløse krop - som med et kys ( 1 Mos 2,4b-25). I den første skabelsesberetning siges det direkte, at Gud skabte mennesket i sit billede (Mos 1,1-2,4a). Men så ty­deligt siges det ikke i beretningen om Adam og Evas skabelse. I den beret­ning er det Guds kys, som gør hele for­skellen! Med sine ånde - ja, sin Ånd - blæser Gud sit eget liv ind i mennesket. Deri er Gudbilledligheden. Netop derfor er mennesket unikt blandt Guds skabninger.

Ja, Guds Ånd og min ånd ligner hin­anden og kan mødes - endnu engang i et kys, som i skabelsens morgen. Derfor denne længsel: “Ville han blot give mig kys af sin mund!” En længsel som aldrig hører op, men blot forstærkes når Herren kommer til mig som Or­det.

Jeg ser ham for mit indre øje:

“Se, nu står han

bag vores mur,

han kigger ind ad vinduet,

spejder gennem gitteret”

(Højs 2,9)

Dér står han og taler til netop mig:

“Så siger min elskede til mig:

Stå op, min kæreste,

kom dog, min smukke!

For nu er regntiden ovre,

regnen er hørt op, den er borte.

Blomstyerne kommer til syne i landet,

sangens tid er inde,

turtelduens kurren høres i vores land.

Figentræets frugt modnes,

vinstokkens blomster dufter.

Stå op, min kæreste,

kom dog, min smukke!“

(Højs 2,10-13)

Sådan møder Herren mig i sit ord. Det er som at møde sin elskede, for Herren vil mig det godt. Han vil, at Hans ord skal give mit liv retning, så jeg kan le­ve som den elskede Guds datter, som jeg er døbt til at være. Han vil sætte mig fri! Som Jesus siger det i Johanne­sevangeliet: “Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie” (Joh 8,31-32).

At jeg er elsket af Herren er den sand­hed, som åbenbares i mødet med Or­det. Sagt med Højsangens ord: “Min el­skede er min, og jeg er hans”(Højs 2,16).

Jo, der er meget på færde i mødet mellem Gud og menneske - for relati­onen bliver til i kærlighed. Og når jeg lader Herrens ord langsomt synke ned i hjertet, da fyldes mit hjerte med taknemmelighed: Tak, Gud, at du kysser mit hjerte!

Marianne Bønløkke er præst og med i Levende Vands referencegruppe.

(levende Vand 4 2007)