Gud kysser mit hjerte
“Ville han blot give mig kys af sin mund!”Ordene er fra Højsangen, og udtrykker den længsel, hvormed jeg nærmer mig Herrens ord. Ordene er som en person, der kommer mig i møde for at tage mig ind i et favntag, hvor jord og himmel mødes. Min jord og Hans himmel. Mit liv og Hans liv. Alt smeltes sammen i et øjeblik af fylde og mening, som giver mit liv retning.
“Ville han blot give mig kys af sin mund!” (Højs 1,1). Jo, Herrens ord er som kys - intet mindre. Kys, der renser det urene. Kys, der varmer hjertet. Livets kys, som får mig til at længes efter det næste møde. Sådan nærmer jeg mig i dag Bibelen. Og jeg forstår, hvorfor man i nogle kirkesamfund viser sin kærlighed til denne bog ved at kysse den før man begynder sin læsning.
Men sådan har jeg ikke altid haft det. Først skal det siges, at jeg ikke er vokset op i en bibelstærk tradition. Dermed ikke sagt, at jeg i min barndom ikke kendte til Bibelen, for det gjorde jeg.
Fra jeg var ganske lille kiggede jeg næsten dagligt i Gustave Dorés store Billedbibel, hvor de bibelske fortællinger var tegnet i en klassisk sort-hvid streg. Billederne gjorde indtryk. De har fæstnet sig til mit indre øje – og er der stadig, selvom det nu er over år siden jeg dagligt lod mig fange ind af Dorés bibelske billedverden. Det var mit første møde med Bibelen, og først i skolens kristendomsundervisning og senere i konfirmationsforberedelsen fik jeg sat ord på de bibelske fortællinger, som jeg kendte fra den gamle Billedbibel.
På teologistudiet blev det den historisk-kritiske eksegese, som i en årrække kom til at forme mit forhold til Bibelen. Først og fremmest læste jeg bibeltekster for at lave eksegese og forberede mig til undervisningen. Jeg var optaget af om jeg nu også havde forstået teksten rigtigt, og om det var virkelige begivenheder eller mytologisk stof. For fokus var rettet mod, hvordan man måtte forstå disse gamle tekster, ud fra en historisk-kritisk tilgang til teksten. Teksterne blev splittet op og studeret linie for linie, og læsningen af Bibelen forblev fragmentarisk. I det hele taget var studiet af Bibelen på universitetet præget af så mange anskuelser, synspunkter og metoder, at jeg ofte følte mig forvirret.
Årene på universitetet og bibelstudierne på grundsprogene ud fra en historisk-kritisk tilgang var bestemt spændende - og jeg vil heller ikke have undværet denne måde at arbejde med Bibelen på. Men en daglig, personlig omgang med Bibelen befordrede det ikke. Og da jeg ikke kom ud af en bibelstærk tradition, så var det ikke naturligt for mig at læse i Bibelen på egen hånd - for den personlige opbyggelses skyld. Men det betød så også bare, at de bibelske tekster, som jeg studerede intensivt på teologistudiet, ikke rigtigt blev ord talt til mig personligt.
Sådan opfattede jeg det nu ikke dengang, for jeg havde ikke en forventning om, at ordene skulle henvende sig direkte til mig. Jeg færdedes i et intellektuelt akademisk miljø, præget af diskurs og distance - også til Bibelen.
Som præst var mit forhold til Bibelen først og fremmest præget af, at jeg skulle prædike og undervise konfirmander i de bibelske fortællinger. Og de første præsteår gik med at lære Bibelen at kende på en ny måde. For at kunne give noget videre i prædiken og undervisning måtte jeg blive fortrolig med Bibelen som grundfortællingen om Gud og mennesker. I min bibellæsning var jeg derfor først og fremmest optaget af, hvordan Gud ved at fortælle sin historie i Bibelen også fortæller menneskenes historie, og bringer mening ind en verden, som ofte føles uden mening. I mine år som døvepræst, hvor sproget var tegnsprog, måtte jeg også lære med hænder, krop og mimik at levendegøre de bibelske tekster for døve. At få lov til at leve sig ind i bibelteksterne på denne måde var en gave til mit liv.
Men når det gælder mig selv, og hvordan Bibelens ord for alvor er blevet levende ord talt til mig personligt – ind i mit liv her og nu. Da kom vendepunktet først, da jeg fik et dagligt bønsliv. Meget blev forandret i mit liv, da stilhed og bøn fik lov til at fylde mere. Også mit forhold til Bibelen fik nyt liv.
Og dette nye liv kan jeg egentligt allerbedst beskrive med billedsproget fra Højsangen, der for mig er blevet en nøgle til forståelse af, hvad der er på færde mellem Gud og menneske - mellem Herren og mig. For det handler om kærlighed og venskab. Bønnen og bibelbrugen til den personlige opbyggelse kan derfor bedst beskrives som et møde mellem to - et kærlighedens møde, hvor jeg bliver draget ind i Guds eget venskab.
Skal jeg med mine egne ord sige, hvad der er på færde, når jeg i dag fordyber mig i Bibelens ord, så er de ord, som spontant kommer til mig: Gud kysser mit hjerte! Herrens ord kommer mig i møde - som en person. Det er virkeligt Logos, Ordet med stort O, Kristus - ja, Herrens røst, som taler til mig på en måde så jeg bliver berørt i mit inderste – ofte rørt til tårer. For som jeg sagde det i indledningen til denne artikel, så er det som om Herrens ord tager mig ind i et favntag, hvor jord og himmel mødes. Min jord og Hans himmel. Mit liv og Hans liv. Alt smeltes sammen i et øjeblik af fylde og mening, som giver mit liv retning.
Ja, det lyder måske højtravende, men er det egentligt ikke. Den enkleste måde at give Herrens ord en sådan plads i livet er ved at indse, at det ikke altid handler om at læse så meget som muligt i Bibelen. Det kan være fint og godt at læse meget i Bibelen, og jeg gør det selv, da jeg underviser i Det gamle Testamente og Det ny Testamente og også som præst skal prædike. Så jeg læser selvfølgelig også lange passager, ser de enkelte bibeltekster i deres rette sammenhæng, og gør mine studier af teksterne både historisk og litterært.
Men jeg ved også i dag, at dermed er ikke alt sagt om bibelteksterne. De har mere at give mig. Når det gælder bibelteksterne, som den “rejsekost” jeg får næring fra på min vandring med Gud, så må jeg gå anderledes til bibelæsningen. For da handler det mere om, hvad læsningen gør ved mig. Og det er min erfaring, at ordene skal have lov til langsomt at synke ned i hjertet - de skal bundfælde sig. Derfor udvælger jeg korte stykker, læser dem langsomt, og lever med dem nogle dage eller en tid.
Sommetider bare et enkelt Jesusord - f.eks. Johannesevangeliets “Jeg er”- ord (Johs 6,36; 8,12; 10,9; 10,11; 11,25; 14,6; 15,5). Det kan også være udvalgte vers fra Davids salmer, profeterne eller udvalgte sætninger fra et evangelium. Jeg vælger gerne et udsagn eller et uddrag, som er særligt levende for mig, når jeg læser en bibeltekst. Ordene skrives ned i en lille bog og de gentages i stilhed og bøn – gerne flere gange om dagen. I Oldkirken talte man om at “tygge drøv” på Skriftens ord. Munken Pachomius, som grundlagde det første klosterfællesskab i 300-tallet, taler i sin klosterregel om “ruminatio” - netop dette at tygge drøv og gumle på Bibelens ord - som en vej til at lade sig forvandle af ordene.
Min erfaring er, at en sådan enkel og enfoldig - i ordets bedste betydning - tilgang til bibellæsningen indbyder Helligånden. Ihverfald får ordene liv ved den langsomme, tyggende, bedende omgang, og bliver ord talt direkte til mig - ind i mit liv her og nu. Og det er som om ordene ånder livet ind i mig på ny, så jeg - i tillid til Herrens kærlighed - fortrøstningsfuldt kan fortsætte min vandring med Gud. For netop da bliver det så virkeligt for mig, at Herrens ord er som kys, der varmer hjertet og påny vækker Gudslivet i mig - vækker kærligheden og længselen.
Og da er det jeg tænker på skabelsens morgen, da Gud vakte mennesket til live med et kys. Tænk på den anden skabelsesberetning, hvor Gud med sin mund ånder livet ind i Adams livløse krop - som med et kys ( 1 Mos 2,4b-25). I den første skabelsesberetning siges det direkte, at Gud skabte mennesket i sit billede (Mos 1,1-2,4a). Men så tydeligt siges det ikke i beretningen om Adam og Evas skabelse. I den beretning er det Guds kys, som gør hele forskellen! Med sine ånde - ja, sin Ånd - blæser Gud sit eget liv ind i mennesket. Deri er Gudbilledligheden. Netop derfor er mennesket unikt blandt Guds skabninger.
Ja, Guds Ånd og min ånd ligner hinanden og kan mødes - endnu engang i et kys, som i skabelsens morgen. Derfor denne længsel: “Ville han blot give mig kys af sin mund!” En længsel som aldrig hører op, men blot forstærkes når Herren kommer til mig som Ordet.
Jeg ser ham for mit indre øje:
“Se, nu står han
bag vores mur,
han kigger ind ad vinduet,
spejder gennem gitteret”
(Højs 2,9)
Dér står han og taler til netop mig:
“Så siger min elskede til mig:
Stå op, min kæreste,
kom dog, min smukke!
For nu er regntiden ovre,
regnen er hørt op, den er borte.
Blomstyerne kommer til syne i landet,
sangens tid er inde,
turtelduens kurren høres i vores land.
Figentræets frugt modnes,
vinstokkens blomster dufter.
Stå op, min kæreste,
kom dog, min smukke!“
(Højs 2,10-13)
Sådan møder Herren mig i sit ord. Det er som at møde sin elskede, for Herren vil mig det godt. Han vil, at Hans ord skal give mit liv retning, så jeg kan leve som den elskede Guds datter, som jeg er døbt til at være. Han vil sætte mig fri! Som Jesus siger det i Johannesevangeliet: “Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie” (Joh 8,31-32).
At jeg er elsket af Herren er den sandhed, som åbenbares i mødet med Ordet. Sagt med Højsangens ord: “Min elskede er min, og jeg er hans”(Højs 2,16).
Jo, der er meget på færde i mødet mellem Gud og menneske - for relationen bliver til i kærlighed. Og når jeg lader Herrens ord langsomt synke ned i hjertet, da fyldes mit hjerte med taknemmelighed: Tak, Gud, at du kysser mit hjerte!
Marianne Bønløkke er præst og med i Levende Vands referencegruppe.
(levende Vand 4 2007)
|