Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Vidner

Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os (Hebr 12,1).

 

 

Samuel Rubenson

Origenes - en ordets mystiker

Origenes afdækker for os lag efter lag i Højsangen og overgår sig selv som bibeltolker

 

“Han brændte af en uimodståelig kær­lighed til Ordet, en kærlighed han og­ så tændte hos os der lyttede til ham.”

Sådan karakteriserer Gregor Under­gøreren, senere biskop af Neocaesarea i Pontus, sin lærer Origenes. Origenes anvendte hele sit liv til at studere, kom­mentere og prædike over Bibelen, og ifølge Eusebios og Hieronymus efter­lod han sig mere end totusind bøger, næsten udelukkende bibeludlægnin­ger. Det meste er dog gået tabt. Af hans 574 kendte, nedskrevne prædikener, er kun 186 bevaret, af hans kommentarer kun omkring ti. Betydningen af disse kan næppe overvurderes.

Gennem sit arbejde med bibeltek­sternes forskellige versioner, med de historiske og geografiske forhold, med forskellige lag i teksten, men først og fremmest med tekstfortolkningens væ­sen, lagde Origenes grunden til den kristne bibeltolkningstradition. Hiero­nymus citerede lange passager fra ham, Gregor den Store og Bernhard af Clair­vaux er gennemsyrede af Origenes’ måde at arbejde med teksten på; Eras­mus af Rotterdam indrømmede at for ham betød en side af Origenes mere end ti af Augustin, og i nutiden er den katolske teolog og mystiker Hans Urs von Balthasar vendt tilbage til Orige­nes som en levende kilde til den fordy­belse i Ordet der åbner døren til Guds hemmeligheder.

 

Tog de søgende ved hånden

Origenes er født og opvokset i Alexan­dria i slutningen af 100-tallet, og han blev hurtigt kendt som en af sin tids bedste filosofiske lærere og en teolo­gisk autoritet. Han blev kaldt til kejse­rens hof for at forklare den kristne filo­sofi, han blev indkaldt til teologiske disputter på forskellige steder. Ud over i Alexandria underviste han også i Rom, Athen og Caesarea. Omkring 230, da han stod på højden af sin karriere, kom han i konflikt med biskoppen af Alexandria og blev tvunget til perma­nent at flytte til Caesarea. Dette mind­skede dog hverken hans arbejdsind­sats eller indflydelse. Hans skole i Ca­esarea besøgtes af så vel kristne som grækere og hans elev Gregor beskriver i sin strålende takketale hvordan Ori­genes tog de søgende ved hånden og ledte dem gennem alle samtidens filo­sofiske traditioner for bag om dem at finde det Ord der er altings udspring og mål, det Ord der blev menneske i Je­sus Kristus for stadigt på ny at blive menneske i enhver der lytter til Ordet.

Arven fra Origenes blev på en sær­lig måde taget op i den fremspirende monastiske tradition især i Egypten og Palæstina. Det er ingen overdrivelse at sige at den teologi der voksede frem i de tidligste klostre, er helt domineret af Origenes’ synspunkter. Især Evagrios af Pontus, der i slutningen af 300-tallet systematisk tolkede ørkenfædrenes undervisning, var en trofast elev af Origenes. Det var derfor naturligt at debatten om Origenes, der fortsatte ef­ter hans død, mere og mere blev udtryk for de øgede spændinger mellem Kir­kens ledelse, især biskopperne, og de mere selvstændige dele af den mona­stiske bevægelse. Den brug disse min­dre og ofte ret radikale grupper af op­positionelle munke gjorde af Origenes, førte til sidst til at en række origenisti­ske standpunkter og udtryksmåder blev fordømt på koncilet i Konstan­tinopel i 553. Origenes’ skrifter blev li­gesom Evagrios’ samlet sammen og brændt, men fordi flere af dem allere­de var oversat til latin og syrisk og der­med udenfor den byzantinske magts rækkevidde, blev mange alligevel be­varet. Ja selv om Origenes blev fordømt regnes han til kirkefædrene og han er til og med repræsenteret i den katolske bønnebog.

 

I Ordets billede

På en måde man måske også kan ane hos Luther, står Ordet i centrum for hele Origenes’ teologi. I Ordet, der er Guds sande billede, er alt skabt i Him­mel og på jord, alt det synlige og usyn­lige. Samtidig er ordet menneskets in­derste dyb, den indsigt der går forud for vilje og handling, det som er hver sjæls hemmelighed, aldrig fuldt ud ud­trykt i det vi siger eller gør. Det er som bærere af ordet at mennesket er skabt i Ordets billede; ordet, ikke taleevnen, gør os til mennesker. Ordet forbinder det uudsigelige, det uforgængelige og det guddommelige med denne verden. Det fødes i tanke og tale og bliver der­med udsigeligt og forgængeligt, men samtidigt findes det stadig hinsides det tænkte og sagte. Ordet er det frø der kan forme, skabe kød og blod, hi­storie og handling af det der er og for­bliver hinsides alt vi kan se eller tæn­ke.

Ordet som på en hemmelighedsfuld måde findes nedlagt i hvert eneste menneske, møder os ifølge Origenes på tre måder: i Skriften, i Jesus fra Na­zaret og i Kirken. Det er samme Ord og derfor kan både Kirken og Bibelen kal­des Kristi legeme. Når Johannes taler om brødet der kommer ned fra Him­melen for at give verden nyt liv, taler han ikke kun om Eukaristien, men og­så om Skriften der er Guds tale til men­neskerne. At tolke Guds Ord er at bry­de brødet, at spise af det brød der kom­mer ned fra Himlen, er at næres af Skriften. På den måde spejler liturgi­ens to halvdele hinanden. Det der er skjult i tekstlæsningerne, gemt som i en lignelse, tydes i måltidet, i en hand­ling hvis indhold er så enkelt og allige­vel hinsides alle forklaringer.

I Skriften møder vi Ordet, Kristus, på en skjult måde, ligesom tilsløret. Skriften er den klædning som åbenba­rer og skjuler, for Gud der er hinsides alle forestillinger og ord, kan kun vise sig ved at forklæde sig, ved at antage et menneskes skikkelse, menneskelige ord og menneskelig historie. Det er for at vi skal forstå dette, siger Origenes, at Skriften er så fuld af modsætninger. Modsigelserne og urimelighederne i Skriften er der for at vi ikke skal bilde os ind at vi kan se og forstå Gud selv. Hvis Skriften havde været enkel og ty­delig, kunne den ikke være Guds Ord, kunne den ikke være det mysterium som er at det uudsigelige bliver udsagt. Det er derfor at den der søger, må væ­re parat til med udgangspunkt i bog­stavernes ydre at afdække lag efter lag i sin stræben efter fællesskabet med Ordet selv, med Ham der i Skriften kal­der på mennesket, men samtidig træk­ker sig tilbage og lokker mennesket med sig ned i stadig større dyb.

Ordet der griber os

Origenes’ arbejde med Skriften er be­stemt af dette perspektiv. Han klarlæg­ger afsnit for afsnit forskellige niveau­er i teksten. Det bogstavelige, histori­ske indhold er ikke uvæsentligt, det er den yderside enhver må gå igennem, den overflade der afslører, men samti­dig beskytter det der ligger nedenun­der mod hensynsløse blikke. Lige un­der den bogstavelige betydning ligger det moralske indhold, det der afslører ondskaben og peger på det gode. Læn­gere nede findes den billedlige betyd­ning hvor den søgende forstår at det han finder, er billeder, afspejlinger af noget andet. Endnu dybere findes de lag hvor den søgende forstår at det er

hans eget væsen der afspejles, hans hi­storie med Gud, de lag hvis ord ikke viser noget, men griber den søgende og fører ham hinsides ordene.

 

Højsangen overgår alt

Om Origenes’ kommentar til Højsan­gen siger Hieronymus, den latinske bi­belteksts ophavsmand, at Origenes som i sin bibeltolkning overgår alle an­dre, her overgår endog sig selv. Origenes er ikke den første kristne teolog der kommenterer Højsangen, men hans kommentarer til og prædikener over Sangenes Sang, som denne tekst hed­der på hebraisk, græsk og latin, er i sin rigdom på billeder, associationer og indhold helt uovertruffen. Sangenes Sang fremstod uden tvivl for ham som ordenes Ord, det skjulte gudsfælles­skabs eget kærlighedsdigt. At så man­ge af kristenhedens mystikere har fulgt ham i dette og har udtrykt deres mysti­ske erfaringer i kommentarer og præ­dikener over Højsangen, viser styrken og holdbarheden i Origenes’ tolkning.

Hinsides det verdslige kærligheds­digt eller bryllupssang Origenes ser som Højsangens ydre form, rummer Sangenes Sang såvel mødet mellem Kristus og Kirken som mødet mellem sjælen og Ordet. Men disse to lag er ik­ke alternative tolkninger, de ligger i hinanden eftersom Kirken er alle de hellige forenede i én person, én sjæl og ét legeme. I kærlighedsdigtet udtryk­kes den længsel og den attrå efter en forening hinsides alt forgængeligt der er menneskets lod. Her finder vi brud­gommen som længe har ladet tjenere og venner kalde på sin elskede, men som nu selv kommer hende i møde. Vi ser hvordan Ordet der møder sjælen, samtidig altid viser sig at være uopnå­elig, hvordan længsel og opfyldelse snor sig om hinanden i en stadig stigen der synes uden ende.

Men, som Origenes siger, dette er ik­ke for alle og enhver. Det er ikke uden grund at denne bog kaldes Sangenes Sang og står som det sidste af Salo­mons tre værker: Ordsprogene, Prædi­kerens Bog og altså Højsangen. Sangen er den sidste af ørkenvandringens san­ge, den vokser frem hos den der har vandret gennem tårernes dal og lang­somt lært sig at synge vandringssange­ne en efter en, fra sangen ved vandrin­gen igennem det Røde hav over Dommerbogens kampsange, Davids salmer og Esajas’ sang om vingården. Den er ankomstens vandringssang, den an­komst hvis mening og styrke ligger i vandringens anstrengelse og længsel, glæde og håb. Dens klangbund er de andre sange hvor sjælen lærer sig at stave til sit udspring og sit mål.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

 

Samuel Rubenson er professor i kirkehisto­rie ved Lunds Universitet og præst i Sven­ska Kyrkan.

 

(Levende Vand nr. 4 2007)

 

Ordets mystik

 

 

Kirkens liv som Ordets rum

Samuel Rubenson

 

Gud kysser mit hjerte

Marianne Bønløkke

 

I selskab med mange stemmer

Hans Johansson

 

Focolare-bevægelsen

Kirsten Krog

 

Bønnen og Ordet

Grethe Livbjerg

 

Vidner

Origenes - en ordets mystiker

Samuel Rubenson

 

Kristus kysser sjælen

Origenes

 

 

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk