Levende Vand

www.levendevand.dk

Printvenlig side

Samuel Rubenson

Middagsdæmonen      

Mod mismodet hjælper kun tilliden til kærlighedens magt. Den kærlighed vi elskes med

 

Som sjælens lammelse, dens langsomme hensygnen, ja som en fortvivlet given op. Sådan beskriver Evagrios den måske mest ødelæggende lidelse et menneske kan bære på eller snarere brydes ned af.

I dag taler vi om udmatningssyndrom, om udbrændthedens uendelige træthed. Det handler om den lidelse der på græsk og latin kaldes acedia, der nærmest betyder ligegyldighed, livslede eller følelsesløshed. Jeg kalder den modløshed, livsmodets modsætning. Erfaringen af at alt er blevet meningsløst, at det hele alligevel ikke nytter noget.

Da man i vesten omarbejdede Evagrios’ indsigter i de menneskelige lidenskaber til en liste over dødssynder, blev acedia tolket som dovenskab og fik moralske, skyldfrembringende overtoner, og det overskyggede det enkle faktum at acedia snarere næres af ambitioner og arbejdsnarkomani. Snedigt udnytter dæmonerne billedet af dovenskab som synd for at spore mennesket til stadig mere at flygte ind i rastløst arbejde og plage - som om de kunne jage mismodet og udkørtheden på flugt, når de i virkeligheden gøder det og udbrænder sit eget indre.

 

Ingen bekymrer sig

Selv om levevilkårene er helt anderledes i dag er det ikke svært at genkende sig selv i Evagrios’ beskrivelse af mismodet og livsleden. Middagsdæmonen, som Evagrios kalder det, gør dagen uendelig tung og får munken til hele tiden at spejde ud af kikhullet for at se om solen har bevæget sig eller om der er kommet nogen på besøg.

Man sidder dér i sin træthed, dvask og opgivende. Alt synes uoverkommeligt og meningsløst, og magtesløsheden er som en løkke om halsen. Tiden, ja ens eget liv synes at være gået i stå. Det eneste håb man har i sin nedtrykthed, er at nogen skal lade høre fra sig, at der kommer nogen. Derfor tjekker man sin e-post, løfter røret for at se om telefonen virker. Kynisk konstaterer man at der ikke findes nogen omsorg længere, ingen bekymrer sig om én og følelsesmæssigt lammet gør man sig usårlig.

Den drastiske beskrivelse, Evagrios giver af mismodet, kommer af at han ser denne lidelse som den måske alvorligste. Det er ikke den første vi møder, den kommer snarere i de andres kølvand. Den rammer især dem der har kæmpet hårdt og har modstået mange af de andre lidenskaber.

Når det ikke lykkes dæmonerne at fange os med frådseri, havesyge eller vellyst, i bitterhed eller had, så frister de os med udkørthedens mismod. Det er den endelige prøvelse af vor udholdenhed og tillid og den rammer os når kræfterne svigter og mørket bliver tættere. Mismodet trækker ikke andre lidenskaber med sig, det følger dem, og for dem der er gået gennem det åbnes en stille fred og en uspoleret glæde.

 

Lammende rædsel

Ligesom de andre lidenskaber har mismodet sine rødder i en dyb rædsel, i den usikkerhed vi lever i, i den forgængelighed vi bærer på. Bag livsleden og udkørtheden ligger vor rædsel for tomhed og intethed. Vor frygt for at det hele er meningsløst og vi selv i bund og grund ensomme og udleverede til tilintetgørelsen, ja rædslen for den totale ensomhed.

Mismodet er ikke mindst bundet til brudte forhold og de lidenskaber der ofte følger heraf: sorg og bitterhed, vrede og had. I vor manglende evne til at reparere det ødelagte, ja vor magtesløshed over for ufuldkommenheden i og omkring os næres denne lammende rædsel samtidig med at vi tømmes for kraft og mening.

Den der rammes af mismodet, fyldes af had. Had mod det sted han opholder sig, mod arbejdsopgaver og gudstjeneste og mod alle der synes at have det godt. Dette had breder sig i alvorlige tilfælde til et had mod selve livet, mod sig selv, en lede ved sit eget jeg, en modvilje mod at være til.

I desperation forsøger den ramte at flygte andre steder hen, til andre arbejdsopgaver, andre verdener. Febrilt søger han noget at fylde det truende tomrum med, noget der kan bremse den tiltagende følelse af magtesløshed og lammelse. Hos mange ytrer det sig i en jagen efter at være til tjeneste, at betyde noget. Ja at betyde så meget som muligt for på den måde at holde følelsen af total betydningsløshed og intethed stangen.

 

Så håb i sjælen

For den der rammes af denne lidelse, gælder det, skriver Evagrios, først og fremmest om at holde ud, at holde fast ved det gode trods alle overbevisende argumenter om dets fravær. Ja om at modsige det kor der messer at alt er meningsløst, et intet, og som tilsyneladende bekræfter at du er færdig, at du er løbet tør for energi og at det er på tide at give op.

Mod mismodet foreslår han en praksis der er lige så enkel som den er effektiv. Når vi står over for mismodet, skal vi under tårer dele vor sjæl op og lade den ene del trøste og den anden lade sig trøste. Lad os så håb i os selv og synge med Salmisten: ”Hvorfor er du tynget af sorg min sjæl, og fuld af uro? Sæt din lid til Gud, jeg skal atter takke ham min frelser og min Gud.”

Det er ikke flugten som hjælper den der rammes af acedia, tværtimod. Det der hjælper, er at forblive i cellen, at holde ud i det man er og har. Mod tomhedens gabende hul findes der ingen anden hjælp end indsigten om at hver dag kan være den sidste: Man kan ikke flygte fra døden, den kan kun besejres af livet, af den opstandelse der har gjort døden magtesløs.

Døden har ingen magt over den der ikke er bange for den. I udmattelsens fortvivlelse hjælper ingen henvisning til egne evner eller egen godhed, mod intetheden nytter det ikke at tale om alt det man har opbygget. Grundlæggende gælder det om tro, om tillid. Mod mismodet kan vi kun sætte tilliden til kærlighedens magt. Ikke den kærlighed vi elsker med, men den kærlighed vi er elsket med, den kærlighed der strømmer ud fra det Du der ville mit liv, som har skabt mig efter sin vilje og som omslutter det syge og svage såvel som det sunde og stærke.

Det er ved at modtage kærligheden, i tilliden til den der elsker, at den kærlighed fødes der jager mismodets dæmoner på flugt. I venten på den uudsigelige glæde denne kærlighed giver, gælder det om at holde ud. Hver dag skal man vende sit indre øre mod den stemme der hvisker om livsmod, den sang der giver trøst og varsomt åbne sig for den kærlighed der ikke begærer noget, som bærer alt, tror alt, håber alt og udholder alt.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

 

Samuel Rubenson er præst i den svenske kirke og professor i kirkehistorie ved Lunds universitet.

 

 

(levende Vand 1 2008)