Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Grethe Livbjerg

En kærlighedens askese     

 

I 2002 år udgav jeg på Katolsk forlag en bog om Johannes af Korset - spansk karmelit fra 1500-tallet - som jeg gav undertitlen: ”Åndelig vejleder for vor tid.” Og nu - så mange år efter - ser jeg endnu klarer, at det er han virkelig. Vel at mærke: Hvis man kommer rigtigt ind på ham! Og det er måske ikke så let.

En mig ukendt mand mailede dette spørgsmål: ”Skal man være så streng som Johannes af Korset for at blive kontemplativ?” Jo, Johannes af Korset har ry som den strenge mørke nattens mystiker.

I mange år havde jeg et ambivalent forhold til ham: Jeg kunne slet ikke leve op til alle hans krav. Hans tegning af Bjerget Karmel gav mig kuldegysninger. ”Intet, intet og på bjerget intet.” Måske skyldtes min unuancerede opfattelse af dette ”intet” min opvækst i et miljø, hvor så meget var forbudt: dans, biograf - nærmest alt hvad der var sjovt og gav livet farve. Dette var en måde at afskærme sig på, at afgrænse til den vantro omverden, og alt for ofte glemte man, hvorfor man måtte sætte grænser.

En lille historie om Johannes kan nuancere billedet af ham: en forbryder kom til det kloster, hvor Johannes da var prior. Rygtet var løbet foran ham: han havde sat ild til et andet kloster og havde andre svære ting på samvittigheden. Nu var han flygtet til en anden del af Spanien for at slippe væk fra dom og straf. Johannes lod ham bare lige så stille glide ind i klostrets liv, uden at forhøre eller stille strenge krav. Den tidligere forbryder kunne mange år senere fortælle, at det var Johannes´ tillid og mildhed, som fuldstændig havde forvandlet ham.

Mon så ikke også vi almindelige kristne kan følge Johannes af Korset?

Et af hans hovedord var discretio, dvs. at kunne bedømme alt med sund fornuft og mådehold. Ingen usund askese hos ham.

Johannes var lyriker og hans værker er billedrige. Det har den risiko, at for mindre lyrisk begavede - og få når ham på det punkt - kan nogle billeder blive stereotyper. Hos ham selv er de udtryk for sprudlende, dynamisk liv.

Et centralt digt beskriver, hvordan askese og mystik hos ham er nært forbundet - to sider af samme sag:

Ud i den mørke nat

brændende af kærlighed og længsel

 - o lykkelige lod -

forlod jeg uset

mit hus, der nu var blevet stille.

 

I mørke og sikkerhed,

forklædt, ad en hemmelig stige

 - o lykkelige lod -

i mørke, i smug

forlod jeg mit hus, hvor der nu var stille.

 

I denne lykkelige nat,

hemmeligt så ingen så mig,

og selv så jeg intet,

det eneste som ledte mig

var det lys, der brændte i mit hjerte.

 

Udtrykket ”jeg går ud” går igen hos Johannes og udtrykker, at han forlod alt det som kunne lukke sig om ham - blive et snævert hus for ham - og standse ham på vejen til Gud. Men drivkraften var hans brændende kærlighed og længsel, som blev det lys, der ledte ham.

Der findes måder at give afkald på, som nærmer sig det ekstreme og sygelige, kirkehistorien har masser af eksempler på dette. Askese, som bare styrker menneskets ego, som gør hård og dømmesyg, og som maler verden og livet i dystre farver.

For Johannes var den skabte skønhed vidunderlig og måtte nødvendigvis være det. Han som har skabt den, er jo selve Skønheden og har efterladt sig sine spor. Derfor kunne Johannes i et digt spørge skabningen: ”O skove og tætte lunde, plantede af min Elskedes hån… sig mig om I har set ham gå forbi”? Svaret var: ”Han uddelte tusind velsignelser, da han i hast gik forbi disse skove; ved at betragte dem… klædte han dem i skønhed.”

Billederne fra naturen står i kø hos Johannes. Alt fortæller ham om Gud og vort forhold til Ham. Og som novicemester elskede han at føre novicerne ud i naturen for at de kunne leve afspændt, ikke forfalde til en usund, fanatisk askese, og lære at se Guds spor i det skabte.

Bjerget er et stærkt bibelsk billede. Moses måtte bestige bjerget for at møde Gud. Men inden bestigningen måtte han rense sig, og opstigningen gik gennem tåge og mørke. Gregor af Nyssa anvender i sit værk ”Mose liv” dette billede på bønnens vej, og som hans arvtager skriver Johannes af Korset værket ”Bestigningen af bjerget Karmel.” Det var på Karmel, at Elias kæmpede mod og besejrede Baalsprofeterne. Det var på Karmel, at Gud åbenbarede sig som den sande Gud.

I den periode, hvor Johannes skrev dette værk, gik han hver uge en lang vej for at besøge et karmeliterindekloster. Han kunne da vælge mellem en behagelig vej, som var noget længere end den bratte vej op over et bjerg. Johannes valgte den korte, stejle vej, og han anbefaler os det samme, når det gælder vores åndelige vej. Johannes illustrerede dette med en tegning, som han gav søstrene.

Den symboliserer bjerget Karmel. Der er en stejl og lige vej til bjergets top, og der er en lang omvej.

Det ufuldkomne menneske søger i forhold til himmelske ting: ære, nydelse, kundskab, trøst, hvile - og i forhold til jordiske ting: ejendele, nydelse, kundskab, trøst, hvile - og går dermed en lang omvej og risikerer at gå vild.

Den fuldkomne ånd: intet, intet, intet, intet og på bjerget intet.

Men ser man efter, så er der øverst på bjerget: glæde, lykke, fred, visdom, retfærdighed.

Altså: Den stejle vej, det kontante valg af intet fører til ALT.

Johannes var sig bevidst, at læsere meget let kunne misforstå dette værk, og han anbefalede at læse det to gange, for så fik man syn for helheden, og enkeltheder blev indpasset og let forståelige i den. Jeg har mødt unge, der fandt denne bog yderst aktuel. De havde opdaget at Johannes viste vej til frihed i et samfund, hvor så meget rotter sig sammen for at binde os.

Men misforståelser lurer! Man kan forledes til at tro, at Johannes var en kold munk, der forkastede al tilknytning til familie og alt venskab. I den usunde askese taler man om åndelig kærlighed, der så let bliver en kærlighed uden menneskelig varme og omsorg. En sådan finder man ikke hos Johannes. Han kan skrive til en nonne, der hænger med næbet og tror, at Johannes har glemt hende: ”Det sidste jeg ville ønske var dog at glemme dig. Hvordan skulle det kunne ske med nogen som i den grad er i min sjæl som du?” Johannes´ bror Francisco hævede sig aldrig op over den fattigdom, som brødrene var opvokset i og forblev analfabet. Men i det snobbede samfund som omgav dem, holdt Johannes sig ikke tilbage fra over for besøgende stormænd at præsentere ham som ”min bror, den største skat jeg har i verden.” Ja, i det mandlige klosters første tid boede Johannes´ mor, bror og svigerinde i tilknytning til klostret og holdt hus for munkene.

At han værdsatte kunst og form fremgår tydeligt i hans digte. Kun én, som har kendskab til og beundring for kunst kan skrive sådan.

Det som Johannes går stærkt imod, er limen, der klæber, snorene der binder. Venskabet der bliver ejerskab, hvor jalousien lurer, de materielle ting, der binder og som statussymboler skal styrke egoet.

Johannes pointerer, at det ikke er tingene, der er noget galt med, men vort hjerte. Tingene, mennesker, venner må være i vort liv, men det afgørende er, hvordan vort hjerte er indstillet.

Er vi så bundet ved et menneske, at han/hun kommer i vejen for vort kærlighedsforhold til Gud?

Er vi så bundet af vores tjeneste i kirken, at vi ikke har tid til bøn - eller til familien? Jeg mindes en elev i 9. klasse, som var afhængig af hash. Han, der altid før havde været en blød og kærlig dreng, fortalte mig, at han nu kunne slå en gammel kvinde ned for at få penge til hash. Da vi havde snakket rundt omkring hans problem, fik han tårer i øjnene: ”Far var aldrig hjemme, de skulle altid til møder, jeg savnede ham.” Jeg vidste at han havde ret. Hans forældre var støtter i det kirkesamfund de tilhørte. De gav virkelig alt til kirken. Men her sad jeg med frugten af dette! Det kirkelige arbejde, de høje poster i den sammenhæng havde opslugt dem og var blevet blokeringer for deres opfyldelse af det kald Gud havde givet dem som forældre. Udadtil var de store i Guds værk - men deres børn betalte prisen. Hvad burde deres askese have været?

Johannes af Korset har et klart kriterium i forholdet til det skabte: Det, som straks vender dit blik mod Gud, er godt, det som binder dig, skal du vende dig fra.

Johannes gør os opmærksom på, at vi bliver så små eller store som genstanden for vores kærlighed er. Når den horisont jeg lever ud fra er Gud, kan jeg frit trække vejret. Hvis den bliver mindre end Gud, risikerer jeg at blive kvalt.

En god øvelse kan være at gå gennem sine ejendele og relationer og spørge: Hvordan ville jeg reagere hvis jeg skulle miste dette?

Johannes vil lære os at sige nej. Så vigtigt i et velfærdssamfund, hvor vi konstant lokkes til at ville eje mere. Vi ser en ting i et vindue, i en reklame: Den frister os lidt, men vi siger nej. Næste gang: Den kunne nu være praktisk, og næste gang: jeg må bare have den.

Johannes sammenligner vore ønsker med forkælede børn, der hænger på deres mor og plager hende om så ét, så et andet - vi kender dem fra supermarkedet! Og ligesom vi kunne få lyst til lidt hårdt at sætte dem på plads, skal vi gøre det med vore uordnede ønsker.

En svensk kvinde tog i nytår 2007 den beslutning ikke i et helt år at købe noget udover de strengt nødvendige daglige fornødenheder. Ved slutningen af 2007 kunne hun fortælle om den frihed, dette havde givet hende.

Måske kunne fastetiden bliver en sådan frihedsøvelse: I fastetidens 40 dage køber jeg kun det strengt nødvendige.

Man kan grundlægge sin frihed ved at øve sig i at sige: ”Nej, jeg behøver ikke dette, jeg behøver Dig.” Men det kan kun gøres hvis kærligheden til Jesus er størst i vort liv - og hver gang vi siger: ”Nej, jeg behøver dig,” vokser kærligheden.

Jeg behøver ikke se det program i dag; jeg behøver ikke at søge den persons bekræftelse; jeg behøver ikke ringe den og den op for at fortælle hvor dårligt jeg har det. Listen kan være lang. Når jeg har vist for mig selv, at det virkelig er Gud jeg behøver, så er jeg fri til at gøre alle de andre ting.

Hvor skal jeg sige nej? Dér hvor jeg er bundet. Dér hvor mit begær er dybest engageret. At gå ud over mig selv dér vil frigøre mig langt mere end heroisme på andre områder, hvor det ikke koster mig noget.

Johannes siger, at en fugl som er bundet af en tråd er lige så meget bundet som var den tøjret med et tov. Vi skal ikke forstå dette som om Johannes var perfektionist - eller som om Gud er en pertentlig herre, der holder regnskab med hver enkelt lille ting vi laver. Nej, Johannes‘ Gud har vide horisonter. Den ekstremisme Johannes vil lære os, er kærlighedens.

Hvis kærligheden er drivkraften i mit liv kan der ikke findes noget område i min dagligdag, som jeg sætter parentes om. Alt må være underordnet kærligheden.

Det er Johannes af Korsets udfordring til os: At bekræfte den virkelig store kærlighed, som i grunden er vores deltagelse i De Tre Personers indbyrdes kærlighed - og så overvinde vores stærke trang til de små ”kærligheder” for at samle al kraft til den store.

Tager vi imod den udfordring og forsøger at leve den, så vil vi se, at der kommer orden i alle andre forhold i vort liv.

 

Grethe Livbjerg er redaktør af Levende Vands hjemmeside.

 

 

 

(levende Vand 1 2008)

 

Askesens mystik

 

 

Tro eller spiritualitet

Peter Halldorf

 

 

Mystik og askese i et grænseland

Jan Ulrik Dyrkjøb

 

 

Den indre kamp

Uddrag fra Olivier Clément: Kilder

 

 

Hvordan kan klosterlivet inspirere bønsgrupper?

Ylva-Kristina Sjöblom

 

 

En kærlighedens askese

Grethe Livbjerg

 

 

Faste

Enzo Bianchi

 

 

Askese

Enzo Bianchi

 

 

En lille bønsskole

Guds Fravær

Anthony Bloom

 

 

Vidne

Olivier Clément

Grethe Livbjerg

 

 

Middagsdæmonen

Samuel Rubenson

 

 

Ord fra den udelte kirke

Johannes Klimakus (575-649)

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk