Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Ylva-Kristina Sjöblom

Hvordan kan klosterlivet inspirere bønsgrupper?      

 

Klosterliv opleves ofte som noget eksotisk, noget som kun få beskæftiger sig med. Samtidig er der en længsel hos mange kristne efter at vokse og gå i dybden med troen, men vi ved ikke rigtig hvordan. Klosterlivets erfaringer kan her vise sig som en uventet hjælp på vejen.

I de fleste menigheder findes der en bønsgruppe eller en bibelkreds. Lad os derfor gå ud fra sådan en almindelig gruppe der mødes en gang om ugen eller sjældnere. Formodentlig er det sådan at man til sidst ved hvad alle vil bede om og hvad de vil sige. Alt føles lidt for velkendt. Hvordan skal gruppen og dens enkelte medlemmer komme videre? Her følger nogle overvejelser ud fra det klassiske klosterliv.

 

Ensomhed og fællesskab

De der søgte ud i ørkenen for at slippe for det sekulariserede samfund, var fra begyndelsen eremitter, mennesker der valgte ensomheden som livsform. Men snart opdagede mange af dem at de havde behov for støtte fra andre mennesker. I Kristus er vi alle ét legeme, hvor lemmerne har behov for hinanden. Men paradokset med at kombinere fællesskab og ensomhed findes hele tiden i klosterlivet. Egentlig er hvert menneske ensomt. Kun Gud kan fylde dets dybeste hulrum, dets inderste kammer. Så snart man forventer at et andet menneske skal fylde denne plads, sker der en skævvridning af forholdet. Kravene til den anden bliver for store og konflikterne eller skilsmissen er et faktum. Samtidigt er det i den anden at man kan se og tjene Kristus. Den anden er altså ære og respekt værd. Den distance der findes mellem munke eller nonner i et kloster, er noget positivt. I kapellet bukker man ofte for hinanden. Det kan man også mentalt gøre i det almindelige liv. Hvis vi i en gruppe kan have denne respekt og denne høflige afstand til hinanden og veje vore ord på en guldvægt, har fællesskabet større mulighed for at udvikle sig. Det bygger da ikke længere kun på gensidig sympati, men på at Kristus æres, tjenes og elskes i den anden. I et kloster vælger medlemmerne ikke hinanden. Nogle er mindre behagelige at omgås. Sådan er det også i det almindelige liv. Men samtidig kan ingen bare skiftes ud. Alle har deres særlige rolle i Kristi legeme. Den slags gør også sit til at alle tanker om konkurrence og ambitioner om magt kan lægges på hylden.

Hvis man tager ærefrygten og respekten for den anden alvorligt, så begynder den indre kamp for at lære at elske. I den kamp kommer man ofte til kort. Men noget som munkene næsten altid har vidst er at man må skelne mellem følelser og handlinger. Følelserne er biologisk betinget. Man kan lide eller man kan ikke lide. Det er der ikke noget at gøre ved. Men man kan altid prøve at møde den anden, det forargelige menneske, som den Kristus-bærer det er.

Det er nu gruppen for alvor må bede om Helligåndens hjælp.

 

Regelmæssig bøn

De første munke og nonner brugte fortrinsvis Davids salmer som bønnebog. I Psalterets ord bad og beder man Jesu egne bønner, samtidig med at man, efter hvad Evangeliet fortæller, møder Ham selv i teksterne. Da den jødiske skik med at holde dagens forskellige tider hellige nåede menighederne, blev de såkaldte tidebønner rigere. Tidebønnen hvor man atter og atter ”tygger på” Guds ord, er en uopslidelig kristen bønsform.

I klostrene beder man helt sikkert morgenens bøn, laudes, og aftenens bøn, vesper, men derimellem kan man bede de mindre tidebønner, terts, sekst non og komplet og en længere læsningernes tidebøn, matutin. For mennesker med udearbejde og børn er det naturligvis uoverkommeligt. Men hvis man kan bede laudes og/eller vesper får man en stabilitet i bønslivet.

I mange klosterordener i den katolske Kirke findes der også en lægmandsgren, hvor man lever efter den samme spiritualitet som munke- og nonnegrenene af den orden.

Der findes for eksempel lægdominikanere, sekularkarmelitter, den franciskanske sekularorden og birgittineroblater. Fælles for de fleste af disse lægmandsgrene eller tredjeordener er oftest at medlemmerne privat beder tidebønnen hjemme hos sig selv, men i et dybere åndeligt fællesskab med hele sin ordensfamilie og hele kristenheden. En lignende gren for mennesker der lever i verden, er det udvidede kommunitet der er vokset frem fra fællesskabet på slottet i Bjärka-Säby. Hvis medlemmerne i en gruppe beder nogle tidebønner når de mødes, åbnes deres bøn ud over det individuelle. Man beder med hele kristenheden for alle mennesker der befinder sig i samme situation som psalmisten taler om: i glæde, i angst, i had. Samtidig kan man selv hvile i den fortrøstning som Psalterets salmer for det meste munder ud i. Naturligvis hindrer dette ikke at man også har frie bønner og karismatisk bøn.

 

Åndelig læsning

Bibelen og traditionen med fromme mænd og kvinder som har udlagt den er naturligvis centrum i klosterets liv, og sådan bør det også være i den kristne gruppe der vil komme videre.

I klostrene har man udviklet en langsom form for læsning som kaldes ”Lectio divina,” hvor man bid for bid lader teksten synke ind.

”Lectio divina betyder at man efter bønnen læser et stykke af Bibelen og står foran det i bøn og betragtning for at tage det til sig som Guds konkrete ord midt i livet. Det er enkelt og troværdigt. Det fungerer i alle sammenhænge. Hvis man er en lille gruppe, læser man først teksten højt sammen, lader alle meditere i stilhed, lytte til hvad Gud siger og bede. Derefter deler man med hinanden uden diskussioner.”

 

Åndelig vejledning

I klosterlivets begyndelse fandtes der ingen ordener. Munke og nonner samledes omkring en åndelig vejleder. Sådan er det stadig i Østkirken. Ofte kan det være svært at finde en åndelig vejleder i den lokale menighed. Hvorfor så ikke invitere nogen udefra et par gange om året?

En anden mulighed er at gruppen et par gange om året tager på retræte, det vil sige til et sted hvor man modtager åndelig vejledning i nogle dage, samtidig med at man lever i en anden dimension af klosterlivet, nemlig stilheden.

 

Stilhed

Stilheden er overordentlig vigtig i klosterlivet. Det er ikke bare os der taler til Gud, Gud taler også til os. Men for at stille ind på Hans bølgelængde må vi lytte, og det kan vi kun hvis vi er stille. Man kan også i hverdagslivet gøre noget for at bidrage til en større stilhed: Lukke for baggrundsmusikken, ikke snakke bare for at snakke, men for at føre en samtale, rationere fjernsynskiggeriet, lade være med at smække med dørene og hamre og banke med opvasken. Man kan også skabe stilhed for øjnene ved at forenkle møblementet og have et begrænset antal billeder hængende som giver hvile og leder tankerne videre ind i Guds stilhed. I klosteret er væggene som oftest bare på nær nogle få, meningsfulde billeder.

Når gruppen mødes kan det være vigtigt at have et kvarter eller en halv time med stille bøn og tilbedelse foran et billede af Frelseren.

 

Ørkendage

I Frankrig taler man af og til om ”une journée de desert” - en ørkendag, en dag hvor man lægger alle pligterne fra sig og prøver bare at være til for Guds ansigt. En russer, Catherine de Hueck Doherty, skrev en bog der hedder ”Poustinia” hvor hun beskriver hvordan hun tog den russiske skik med at trække sig tilbage til et enebo med sig vestpå. I Canada skabte hun små eneboer hvortil folk kunne trække sig tilbage og bare bede, faste og forlade alt.

Ville det ikke være muligt at gøre noget lignende hos os, her er jo så mange sommerhuse. Måske er der en i gruppen der har et primitivt sommerhus hvor andre kunne få lov at komme og være alene et par dage?

 

Stabilitet

Stabilitet er noget der ikke rangerer højt på værdiskalaen i dagens samfund. Nu er det fleksibilitet og mobilitet det gælder. I sin klosterregel er Benedikt kritisk over for munke der bare vandrer omkring. Naturligvis må man ind imellem flytte, skifte arbejde og så videre. Men trofasthed er en vigtig dyd. Ikke mindst børn har det dårligt med opbrud og skilsmisser. Ægtefæller der hurtigt går fra hinanden, går ofte glip af muligheden til at komme ud af deres problemer og genfinde hinanden på et dybere plan.

Trofasthed mod gruppen og menigheden kan også være vigtig. Det er let at stikke over til nabomenigheden eller til andre kristne sammenhænge for at få mere spænding og nye, åndelige ”kick.” Men oftest er det i det små, hverdagsagtige og almindelige at Gud kommer til mennesket. Gud findes i den stille susen. Klosterlivet er ofte meget monotont. De ydre rammer er fastlagt. Man kan koncentrere sig om bønnen. Monotoni og måske til og med kedsomhed behøver altså ikke at være noget negativt.

 

En ting ad gangen

I den benediktinske tradition har man som regel et rum til hvert arbejde. Den mulighed har de fleste mennesker nok ikke. Men det man kan lære af det er at forsøge at gøre en ting ad gangen. På den måde bliver sindet roligt og modtageligt for Gud.

 

Fattigdom, lydighed og kyskhed

Fattigdom, lydighed og kyskhed er de løfter som munken og nonnen aflægger. Kyskhed og lydighed har vi på en måde allerede talt om. Ordet kyskhed behøver ikke kun at indebære seksuel afholdenhed, det kan også udtrykkes i en renhed og høviskhed i forholdet til andre mennesker, den lille afstand der tillader Jesus at være det der forbinder os med andre.

Lydigheden kan bestå i at acceptere sin situation sådan som den er, efter at man har gjort sit bedste for at gøre den så positiv som mulig. Bitterhed og græmmelse lukker Guds ånd ude og blokerer bønnen.

Fattigdom kan være svært for os der lever i Vesten, hvor mange penge nærmest er en forudsætning for at omgås andre: computere, biler, mobiltelefoner, fjernsyn. Klimaet kræver også solide huse og tøj. Men miljøtruslen og uretfærdighederne mellem fattige og rige i verden viser at klostertraditionen gør ret hvor den følger Jesu ord om fattigdom. Nu kan klostrenes fattigdom jo også være ret begrænset, men der findes en stræben mod enkelhed. I den stræben kan alle kristne støtte hinanden. Ikke at lade sine ejendele eje en selv kan blive vejen til sand frihed hvor man både tør give og tage imod, i indsigten om at Gud altid giver os det, vi behøver.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

 

Ylva-Kristina Sjöblom er journalist og forfatter. Hun tilhører dominikanernes lægorden.

 

 

(levende Vand 1 2008)

 

Askesens mystik

 

 

Tro eller spiritualitet

Peter Halldorf

 

 

Mystik og askese i et grænseland

Jan Ulrik Dyrkjøb

 

 

Den indre kamp

Uddrag fra Olivier Clément: Kilder

 

 

Hvordan kan klosterlivet inspirere bønsgrupper?

Ylva-Kristina Sjöblom

 

 

En kærlighedens askese

Grethe Livbjerg

 

 

Faste

Enzo Bianchi

 

 

Askese

Enzo Bianchi

 

 

En lille bønsskole

Guds Fravær

Anthony Bloom

 

 

Vidne

Olivier Clément

Grethe Livbjerg

 

 

Middagsdæmonen

Samuel Rubenson

 

 

Ord fra den udelte kirke

Johannes Klimakus (575-649)

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk