Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Fra Peter Halldorf: Ande och bokstav

Tro eller spiritualitet      

 

I en kultur der flirter med mystik og lokker med spiritualitet synes det pa­radoksalt nok at blive stadigt sværere at tro. I den kristne tradition er der en fundamental forudsætning for åndelig modenhed. Denne forudsætning er troen. Hvor vi taler om åndelighed og spiritualitet, taler det indre livs mestre om tro.

At skelne mellem tro og spiritualitet kan synes som en spidsfindighed, især fordi disse to begreber stort set er syno­nymer for utallige kristne. Men netop fordi de hører sammen uden at være det samme, er det helt nødvendigt at belyse forskellen.

Troens opløsning i noget vi kalder spiritualitet er et af de tydeligste træk ved den vesterlandske religiøsitet - og måske er det, der mere end noget an­det gør det svært for os at svare helge­nerne sådan som de kræver det. Uden tro rækker vi forgæves efter den indre fred de vidner om. Vi modnes ikke til den afhængighed hvori den store uaf­hængighed venter os.

Hvad er så forskellen på tro og spi­ritualitet?

Troen er altid et møde, et møde med den Anden. Troen kræver derfor at jeg træder ud af mig selv, forlader jeg’ets forsvarsværker og vender mig mod den Anden; jeg tager imod Ham der er ”vejen, sandheden og livet.”

Troen henter ikke næring i sig selv, den leder ikke sig selv, tværtimod giver den afkald på sig selv. Den spiritualitet der også i kirkesamfundene præger vor tid, er underordnet ens egne behov, ens personlige oplevelser, ens egen smag. Kort sagt henter den sin næring og vejledning i sit eget forrådskammer. Dens mål er tilfredsstillelse, trøst og støtte i livet. Den søger derfor hen til den kirke, den konference eller den læ­rer hvor den tror den finder de stærke­ste oplevelser.

Denne spiritualitet kender ingen kampe. Ønsker ingen kampe. Den flygter for kampen ved uafbrudt at søge nye æggende oplevelser og i disse en falsk trøst. Troens væsen er kamp. En indre kamp der dagligt kæmpes mod lidenskaber og begær, mod selviskhed og hovmod - mod alt det der gør mig til en fange i mig selv, en fremmed for mig selv og hindrer mig i at gå ud af mig selv og gå den Anden i møde.

Selvspejlingen er selverkendelsens modsætning. Først ved at gå ud af mig selv ophører jeg med at famle efter mig selv. I mødet med den Anden begynder jeg at opdage mit virkelige jeg. Som Guds billede bliver jeg tydelig for mig selv når jeg spejler mig i Kristus, urbil­ledet. Denne tydelighed - selverken­delse - skænkes mig i den krise som det indebærer at gå ud af mig selv. Og dermed bliver det at gå ind i min nye frihed, det jeg er skabt til.

Hvor spiritualiteten unddrager sig alle tydelige udtryk og bekendelser, den opfatter alt sådant som begræns­ninger, er troen afhængig af en beken­delse. Den siger: ”Jeg ved på hvem jeg tror.” Den tager afsæt i noget absolut, noget uden for sig selv, nogen hinsides overbevisning og personlige præferen­cer. Troen har en historie, formidlet af øjenvidner: ”Det vi har set og hørt, det vidner vi om.” Forkyndelsen, trosbe­kendelserne og den hellige historie bi­drager til at befæste og bevare troen.

Spiritualiteten skænker stærke fø­lelser og trøst, den virker oplivende og inspirerende. For troen er dette måske ikke uvigtigt, men dog af underordnet betydning. Troen stræber mod for­vandling. Hellighed. Den vil forene sig med den Anden, blive ét med den an­den. Denne bliven ét indebærer ikke sammenblanding eller udslettelse. Her ligger den afgørende forskel. Troen forholder sig altid til et Du - Jesus Kristus - medens spiritualiteten kun kender et jeg. I troens forening med dette Du forsvinder jeg’et ikke, dér for­nyes livet til et billede af den Anden.

Troen der fører sin kamp mod syn­den, er ikke tilkæmpet som det er til­fældet med mange såkaldte spirituelle oplevelser. Den er en åndens gave. Ik­ke en intellektuel handling eller en frugt af religiøs anstrengelse. Troen har sin begyndelse i bogstaven - ”Hvor­dan skal de kunne tro på det, de ikke har hørt?” - men skænkes liv gennem Ånden. Ellers ville troens kundskab om Gud være af samme slags som dæ­monernes: De ”kender til” Gud og bæ­ver. En sådan kundskab om Gud frem­medgør imidlertid, den skaber kun frygt. Troen er kundskab som møde, som kommunion, som enhed og derfor som lovsang og taksigelse - den befri­edes dans for den Højeste!

Troen forlader aldrig bogstaven, men går udover den. Den griber det tanken aldrig kan fatte og intet sprog udforske. Troens essens er kærlighed, den tillid der ”ved” alt. Kun kærligheden kan holde fast i den Anden. Kun kærligheden finder livet gennem at miste det, går ud af sig selv for ikke mere at leve i sig selv. Kun kærligheden udholder alt, også den sværeste afsky, samtidig med at den indgår en pagt med den Anden. Om alt dette vidner kærligheden med støtte i den gode bekendelse.

Troen er således den kærlighedens spire der får livet til at folde sig ud i fuld blomst. Bekendelsen - og askesen - er den støtte kærligheden behøver, når syndens frostnætter angriber den spirende plante.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

 

Peter Halldorf er redaktør af det svenske tidsskrift Pilgrim, pastor i Pinse bevægelsen og virker på Nya Slottet, Bjärka-Säby udenfor Linköping.  

 

 

 

 

(levende Vand 1 2008)

 

Askesens mystik

 

Tro eller spiritualitet

Peter Halldorf

 

Mystik og askese i et grænseland

Jan Ulrik Dyrkjøb

 

Den indre kamp

Uddrag fra Olivier Clément: Kilder

 

Hvordan kan klosterlivet inspirere bønsgrupper?

Ylva-Kristina Sjöblom

 

En kærlighedens askese

Grethe Livbjerg

 

Faste

Enzo Bianchi

 

Askese

Enzo Bianchi

 

En lille bønsskole

Guds Fravær

Anthony Bloom

 

Vidne

Olivier Clément

Grethe Livbjerg

 

Middagsdæmonen

Samuel Rubenson

 

Ord fra den udelte kirke

Johannes Klimakus (575-649)

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk