Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Enzo Bianchi

Askese

 

”Man fødes ikke som kristen, man bliver kristen” (Tertullian). Dette ”blive” er det rum hvor den kristne askese hører hjemme. I dag er askese et suspekt ord, hvis det ikke ligefrem er absurd og uforståeligt for mange mennesker, og hvad der er mere betydningsfuldt: også for et stort antal kristne. I virkeligheden kommer ordet askese fra det græske askeîn ”træne, øve sig” og peger altså på den metodiske anvendelse, den gentagne øvelse, anstrengelsen for at opnå en evne, en særlig kompetence. Idrætsmanden, kunstneren og soldaten skal ”øve sig,” gang på gang gentage bevægelser og handlinger for at nå frem til sublime præstationer. Askesen er altså en menneskelig nødvendighed, selve menneskets vækst, dets menneskeliggørelse, kræver et indre svar på den ydre vækst. For at man kan sige ”ja,” kræver det at man kan sige ”nej.” ”Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige,” skriver den hellige Paulus (1 Kor 13,11). Det kristne liv der er en genfødsel til et nyt liv, til et liv ”i Kristus,” og en tilpasning af vort liv til Guds liv, kræver af os at vi lærer nogle ”unaturlige” evner som at bede og at elske vore fjender, og dette er ikke muligt uden en vedvarende praksis, uden træning og stadig anstrengelse.

Den idé om den evige ungdoms spontanitet der hersker for øjeblikket og som gør øvelse og autenticitet til modsætninger, viser sig at være en betydelig hindring for den menneskelige modningsproces og for forståelsen af askesens nødvendighed for en åndelig vækst. Det skal gøres helt klart at den kristne askese kun er et middel til at opnå det eneste mål vi bør stræbe efter: kærligheden, kærligheden til Gud og til næsten. Dette er ikke muligt uden den gentagne erfaring af fiasko, af svigt, af ”synd,” der lader os forstå at den rigtigt forståede kristne askese altid er uløseligt knyttet til nåden: ”At et menneske kan overvinde sin natur er ikke muligt” (Johannes Klimakos). I kristendommens historie har der været megen misforstået eller overdreven askese, men en praksis der vil reducere kristenlivet til en heroisk kamp, er også altid blevet fordømt. Og ofte fordømt med humor: ”Hvis I udøver en regelmæssig faste, skal I ikke vigte jer af det. Hvis I bliver hovmodige heraf, må I hellere spise kød, for det er bedre at spise kød end at blive opblæst og forfængelig” (Isidor Presbyteren).

Askesen sigter ikke på at gøre ens eget jeg perfekt, men på at opdrage jeg´et til frihed og til samvær med andre, dens mål er kærligheden. Askesen tager det faktum alvorligt at vi ikke kan tjene to herrer, og at alternativet til at tjene Gud er at gøre sig til slave af afguderne. Også vort indre skal optrænes, også kærligheden skal renses og gøres skarpere, også vore forhold skal gøres altid mere intelligente og respektfulde; dette fortæller askesen os! I særdeleshed er det askesens ”sved og anstrengelser” (Nikolaos Cabasilas) der åbner os for Guds gave, der gør hele vort væsen modtageligt for nådens gave. Vi kan læse hele askesens kristne dimension i denne erklæring. Frelsen kommer fra Gud i Jesus Kristus. Askesen er ikke andet end accepten af kun at være sig selv i kraft af den nåde der kommer fra den Anden der er Gud, og det at sige ja til at modtage sin egen identitet i samværet med denne Anden.

At det er vigtigt for den teologiske forståelse at involvere hele legemet bekræftes i særdeleshed af den legemlige askese - der ofte har haft meget negative kendetegn og medført foragt for legemet; frem for alt blandt dem der tilslutter sig en antropologisk model af dualistisk tilsnit. Uden den legemlige askese reduceres kristendommen imidlertid til intellektuelle øvelser, til gnosis (esoterisk viden), eller til en rent moralsk dimension.

Askesen har til formål at befri mennesket fra egenkærlighed og egocentri og til at forvandle individet til en person der er i stand til at rumme fællesskab og uegennytte, gavmildhed og kærlighed. Og det sker fordi askesen tjener den kristne åbenbaring, der slår fast at menneskets autentiske frihed manifesterer sig i at det bliver i stand til at give sig selv af kærlighed til Gud og næsten, idet mennesket åbner sig for Guds forudgribende gave. Endnu en gang viser den gamle kristne tradition os evnen til selvkritik i en ørkenfaders ord, der konstaterer: ”Mange er faldet på knæ uden dømmekraft og er gået væk igen uden at finde noget. Vor ånde lugter grimt på grund af vor faste, vi kan Bibelen udenad, vi reciterer alle Davids salmer, men vi har ikke det, Gud søger: kærlighed og ydmyghed.” Kun en klog askese der udøves med dømmekraft, resulterer i noget der er Gud værdigt, resulterer i noget der menneskeliggør og ikke umenneskeliggør og resulterer i noget der kan hjælpe mennesket i dets anstrengelse for at gøre sit eget liv til et mesterværk, et kunststykke. Måske er det ikke tilfældigt at askeîn i den antikke græske litteratur også blev brugt om kunstnerisk arbejde. Det er altså formålet med askesen: At stille den troendes liv under skønhedens tegn, der i kristendommen er et andet navn for hellighed.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

 

Fra Le parole della spiritualità, Rizzoli, 1999, s.19-22

 

 

(levende Vand 1 2008)

 

 

Askesens mystik

 

 

Tro eller spiritualitet

Peter Halldorf

 

 

Mystik og askese i et grænseland

Jan Ulrik Dyrkjøb

 

 

Den indre kamp

Uddrag fra Olivier Clément: Kilder

 

 

Hvordan kan klosterlivet inspirere bønsgrupper?

Ylva-Kristina Sjöblom

 

 

En kærlighedens askese

Grethe Livbjerg

 

 

Faste

Enzo Bianchi

 

 

Askese

Enzo Bianchi

 

 

En lille bønsskole

Guds Fravær

Anthony Bloom

 

 

Vidne

Olivier Clément

Grethe Livbjerg

 

 

Middagsdæmonen

Samuel Rubenson

 

 

Ord fra den udelte kirke

Johannes Klimakus (575-649)

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk