Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Vidner

Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os (Hebr 12,1).

 

 

Kirsten Krog

Johannes Cassian – hjertets spiritualitet

 

Hans liv

Johannes Cassian blev født ca.år 360, sandsynligvis syd for Donaudeltaet i det nuværende Rumænien. Han var således næsten samtidig med kirkefaderen Augustin. Cassians familie var kristen, og han selv følte sig draget til at leve et liv helt for Gud. Derfor indtrådte han sammen med sin ven Germanus i et kloster i Bethlehem, hvorfra han senere, igen sammen med Germanus, drog videre for at besøg de ægyptiske munkefædre. Han længtes efter at finde tilbage til det monastiske livs kilder. Sammenlagt levede han i ca.ti år i den ægyptiske ørken borte fra sit kloster, og her fik han erfaring i det asketiske liv både i teori og praksis. I forbindelse med den såkaldte origenistiske strid¹, blev Cassian og Germanus fordrevet fra Ægypten og endte i Konstantinopel, hvor Cassian blev diakonviet af Johannes Chrysostomos. Cassian endte sit jordeliv i Marseille, men inden da nåede han at grunde både et munke- og et nonne kloster der.

 

Hans skrifter

Oplevelserne fra de ti år i den ægyptiske ørken og den visdom som Cassian modtog fra de ægyptiske ørkenfædre, nedskrev han på opfordring af sin biskop Castor af Apta Julia i de to store værker De instituts cænobiorum et de octo principalium vitiorum remediis (”Om klosterregler og om lægemidlet mod de otte hovedlaster”) og Conlationes(”Samtaler med fædrene”). Disse værker giver os i dag et usædvanligt indblik i det monastiske liv i kirkens første tid. Samtidig giver de os en god baggrund til forståelse af mange af de efterfølgende store monastiske personligheder og deres spiritualitet. Klostervæsenet har således helt fra Skt. Benedikt ladet sig inspirere af Cassian. Personligheder som Thomas Aquinas, Ignatius af Loyola og Teresa af Avila² læste ham, og dermed har han øvet sin indflydelse på så forskellige spiritualiteter som benediktinerne, dominikanerne, jesuitterne og karmeliterne. I Cassian møder man med andre ord det, som er fælles for alt monastisk liv, og dermed også det som er kernen eller essensen i det kristne liv, i særdeleshed som det leves i klostrene, hvor forskellige de ellers tager sig ud i det ydre.

 

Strid om helgenstatus

Man skulle tro at så stor og central en person som Cassian var selvskrevet i enhver helgenkalender, men det har indtil for nyligt ikke været tilfældet. I Østkirken har han længe været fejret den 28. eller den 29. februar. Også i Marseille, har han haft sin festdag her den 23. juli. Men resten af den vestlige kirke har først for nyligt indføjet ham i kalenderen. At Cassian ikke noget tidligere har fået sin naturlige plads blandt de fejrede helgener i den vestlige kirke, forklarer Ingmar Svanteson og George Wallerstein i deres svenske udgivelse af hans værker på følgende måde: ”Årsagen er, at han vovede at kritisere visse af den hellige Augustins udtalelser. Dennes måde at beskrive forholdet mellem Guds nåde og menneskets frie vilje gjorde i Cassians øjne mennesket til et passivt objekt for Guds handlen, og det får ham til at gribe pennen. […] Cassians genmæle pådrog sig kritik fra Prosper af Aquitanien, som karikerede Cassian, og så var vrangbilledet der, mistanken om, at Cassian selv bristede i den rene lære – som fandtes der ingen oprejsning for den, som trådte op mod den store Augustin”. Også i slutningen af 300-tallet ender Cassian så at sige på den ”forkerte side”. I den origenistiske strid, hvor noget af Origenes´ lære blev stillet i tvivl, tog Cassian således parti for Origines og blev som tidligere nævnt fordrevet fra Ægypten. Men nu fejres han altså endelig i hele kirken.

 

Kærligheden, det monastiske livs kerne

Selvom store dele af Cassians asketiske skrifter for den overfladiske betragter kan synes meget centreret om lasterne og deres bekæmpelse, vil man snart opdage, at det centrale begreb i alt han skriver er kærligheden. Kærligheden tages eksplicit op i Collatio XI, hvor Cassian er i samtale med Abba Chaeremon, netop om kærligheden. Abba Chaeremon beskriver her en udvikling i motivet for kampen mod lasterne: ”Tre ting vender mennesket bort fra lasterne: frygten for helvede og for gældende love, håbet om og længslen efter himmelen samt kærligheden til dyden og viljen til at gøre godt”. Samme form for tredeling ses i megen asketisk litteratur. Hos f.eks. Skt. Benedikt ser man således den samme skelnen mellem at gøre det gode af frygt eller af kærlighed.

 

Det følgende er et uddrag fra Collatio XI:

”Den, som vil blive fuldkommen, må hæve sig over frygtens lave tilstand. Frygten er en tilstand for slaver, men den som vil være fuldkommen må først stige højere op til håbets tilstand. I håbet ligner mennesket en daglejer som håber på løn. Det hun forventer sig er den løn, man er blevet enige om. Hun stoler på sine egen gode gerninger og mener at Gud på grund af dem skal tilgive hende hendes synder og lader hende slippe for straffen. Men hun opfatter ikke sig selv som et Guds barn, som har tillid til sin fars storsind, og hun tror ikke, at alt som tilhører faderen tilhører hende. […] Fuldkommen kærlighed findes kun hos os, når vi elsker på samme måde som Gud har elsket os: han ville kun redde os fordi han elsker os. Lad os derfor elske Gud alene for hans kærligheds skyld. Når vi kæmper med brændende hjerte for at vokse til, går vi fra frygt til håb til at elske Gud og dyden. Om vi elsker det gode for dets egen skyld, stræber vi også efter at beholde det, så langt, som det nu står i menneskets magt. Der er nemlig stor forskel mellem den, der slukker sine brændende laster af frygt for helvede eller i håb om kommende løn, og den, der hader alt ondt og urent af inderlig kærlighed til Gud. Den sidstes hjerte er rent, fordi han elsker kyskheden og længes efter at leve sådant. Han skæver ikke på nogen måde til en kommende løn, men er lykkelig på grund af det som råder nu. Hans handlemåde styres ikke af frygt for straf, men af glæde over dyden. Den, som har et sådant sindelag, mærker ikke anledningen til synd, heller ikke selvom der ikke er noget menneske som vidne. Om man derimod undlader lasterne af frygt, vender man tilbage til dem, så snart frygten er ryddet af vejen. Fristelsen til laster findes jo stadig i hjertet. Derfor befæstes man ikke i det gode og befries ikke fra sine anfægtelser, så man kan leve i ro. Renheden er ikke beskyttet af en sand, sikker fred. I krigeriske opgør risikerer man at blive såret. Men, hvis nogen har lært sig at tøjle lasternes angreb og vundet en sikker fred på grund af sin kærlighed til dyden, kommer han også i fremtiden til at have del i det gode, som allerede er hans. Intet er for ham mere fordærveligt end at skade sjælens kyskhed. Han elsker renheden her og nu som en dyrebar skat, og om den skulle skades, var det for ham som den værst tænkelige straf. Hans egen samvittighed dømmer ham og samvittigheden har han jo altid med sig. Den som erhverver sig en sådan indstilling i tillid til Guds og ikke sin egen kraft, kommer så småt til at forlade slavens stilling, som er præget af frygt. Han bryder sig heller ikke om løn, som daglejeren gør. Han overgår i stedet til den adopterede søns stilling, som ikke bestemmes af frygt eller forventning, men af ”kærligheden som aldrig hører op” (1 Kor 13,8). Gennem kærligheden bliver man lig Gud. Da glæder man sig over det gode, fordi det er godt, og man irriteres ikke længere over syndernes laster, fordi man elsker tålmodighed og sagtmodighed ligeså meget som kærligheden. Man har derimod medfølelse med synderne og beder Gud om ikke at se deres brister, fordi man ikke glemmer, at man selv har været smittet af en lignende lidelse, og at man ved Herrens barmhjertighed blev befriet. Ja man husker, at befrielsen ikke kom ved egen kraft i ens egoistiske og gudsforladte liv, men at man har Gud at takke for sin helbredelse. Da opdager man, at man ikke føler vrede mod dem, som er gået vild, men medlidenhed. Da kan man synge til Gud i hjertets ro: ”Herren har handlet vel imod mig. Han har reddet mit fra døden” (Sl 116, 7f), og ”var Herren ikke kommet mig til hjælp, havde jeg snart fået bolig i tavshedens land” (Sl 94,17). Om et sådant sindelag råder, kommer den ydmyge til at finde hvile, og man vil til og med opfylde evangeliets bud: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer” (Matt 5,44). Den salige Johannes viste, at han havde vundet dette sindelag, thi han skrev: ”Vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden” (1 Joh 4,17b). […] Og dog findes der en endnu højere tilstand! Er man nu blevet grundfæstet i kærligheden, må man hæve sig til den tilstand, som er endnu højere, og det er kærlighedens frygt. Her handler man ikke af frygt for straf eller af håb om løn, men af den vidunderlige frygt, som fødes ud af kærligheden selv. Livet viser, hvad det vil sige. Mennesker, som elsker hinanden, omfavner hinanden med sky og ømme følelser; sønnen sin kærlige far, broderen sin bror, vennen sin ven, manden sin hustru og hun på samme måde. De frygter ikke for slag eller bebrejdelse, men bare for det, som på den mindste måde kan skade kærligheden. De er hele tiden ømt og ivrigt opmærksomme på alt, hvad de gør og siger, og de vil ikke lade kærlighedens varme slukke på nogen måde. ”Frygten” findes altså på to niveauer. Først nybegynderens frygt, han som står under skrækkens slavekommando. Om den hedder det: ”Tjeneren skal frygte sin herre” (Mal 1,6). Men Herren siger: ”Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt” (Johs 8,35). Herren vil med andre ord løfte os over frygten for straf til kærlighedens frihed, til Guds venners og sønners tillid. […]. At til stadighed lære os at formidle denne kærlighed, som forener os med Herren, til andre, er et tegn på den højeste salighed og er af enestående værdi. Vi bør øve os i kærligheden både dag og nat, thi åndens hunger og tørst efter retfærdighed er uudslukkelig. Om vi øver os i den og mediterer på den dag og nat, som salmisten siger (Sl 1,2), vil den opholde vor ånd”.

 

Noter

1. Noget af Origenes´lære blev stillet i tvivl. Det gjaldt bl.a. læren om alles frelse og læren om sjælens præeksistens hos Gud.

2. Jf. ”Det rena hjärtat” s. 11.

 

Litteraturliste

Johannes Cassianus: Det rena hjärta, om sjælens djärvhet i kampen för hjärtas renhet, Artos 2001.

Johannes Cassianus: Det vidgade hjärta, om sjælens fortsatte väg mot glödande bön oh ren kärlek, Artos 2002.

Johannes Cassianus: Hjärtats ro, om sjælens långa men hoppfulla väg till vila, Artos 2004.

Peter Halldorf: Det fædrene ophav – historien om 21 kirkefædre, Forlaget Aros 2002.

 

  

(Levende Vand nr. 2 2008)

 

 

Gudstjenestens mystik 

 

 

Eukaristien - den nye menneskeheds lovsang

Wilfrid Stinissen ocd

 

 

Eukaristien skaber kirken

Fra Peter Halldorf: Duften af hellighed

 

 

Eukaristisk Takkebøn

Edith Stein

 

 

Gudstjenestefællesskabet

Grethe Livbjerg

 

 

Ord fra den udelte kirke

Maksimus Bekenderen (580-660)

 

 

En lille bønsskolen - Lydighed

Christopher Jamison

 

 

Vidner

Johannes Cassian

Af Kirsten Krog

 

 

Alt lys på mig

Samuel Rubenson

 

 

Noter

1.

Noget af Origenes´ lære blev stillet i tvivl. Det gjaldt bl.a. læren om alles frelse og læren om sjælens præeksistens hos Gud.

 

2.

Jf. ”Det rena hjärtat” s. 11.

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk