Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Fra Peter Halldorf: Duften af hellighed

Eukaristien skaber kirken 

 

Hvert kirkeår er som en spiralbevægelse om Jesus. Kristi egen vej, fra fødslen til forherligelsen, giver året dets rytme. Vi vikler vore liv omkring Jesus, omgang efter omgang. Vi fylder vor tid med hellighed ved at hellige dage og timer. Vi lader os gennemlyse af troens mysterier ved årets store højtider. Den hellige historie sammenknyttes år efter år med vor egen livshistorie. På den måde føres vi stadigt dybere ind i livet med Jesus.

Det at fejre de kristne højtider, er langt mere end mindet om fortiden. I påskens tre hellige dage, forener vi os med Kristus i Hans lidelse, død og opstandelse. Pinsen er en fest der vækker vor længsel og opfylder os med Helligånden. Herrens Forklarelse tager os med op på bjerget hvor lyset fra helgenernes verden skyller ned over os i en fornyet åndsdåb. Ved festen for menneskevordelsen erfarer vi hvordan Gud på ny fødes i vort hjertes Betlehem.

Men at vi fejrer højtider som påske og pinse betyder ikke at det mysterium der fejres, kun skal ihukommes på den tid af året. Jesu død og opstandelses mysterium og Helligåndens komme prægede alt i den unge Kirke. Påske og pinse var daglige temaer i det kristne liv. I særdeleshed var hver søndag en påske og hver dåb med efterfølgende håndspålæggelse en pinse.

To hverdage fik også en særlig karakter af fastedage, nemlig onsdag og fredag. Fasten varede til den niende time, klokken tre om eftermiddagen. Onsdagens faste bundede i forrådelsen af Jesus, fredagens i korsfæstelsen. Det blev også de to hverdage hvor mange menigheder fejrede Eukaristien.

At de første kristne begyndte at fejre specielle dage og højtider også efter at Guds løfter er gået i opfyldelse i Kristus, er et udtryk for at man bevarede den traditionelle jødiske opfattelse af tidens transparens. Dagens timer, morgen, middag og aften, havde ligesom sabbat og festdage en eskatologisk betydning og var dybest set en påmindelse om ”Herrens store dag” der ventede forude. For de kristne kom det i særdeleshed til at gælde søndagen, opstandelsesdagen, der i den unge Kirke også blev kaldt Herrens dag.

Den ældste beskrivelse af hvordan søndagens gudstjeneste kunne forme sig, er fra 100-tallet, nedskrevet af Justin Martyr.

På den dag der kaldes solens dag, samles vi alle, fra byerne og fra landet. Man læser af apostlenes erindringer og profeternes skrifter så længe tiden rækker. Når oplæseren er færdig, holder forstanderen en tale og formaner os til at efterleve de skønne ord. Derefter rejser vi os allesammen op og beder, og når vi, som før sagt, har afsluttet bønnen, bæres brød, vin og vand frem. Forstanderen frembærer efter evne bønner og taksigelse, og folket tilslutter sig med ”amen”. Til sidst deles de velsignede gaver ud og hver og en tager imod, og til dem, der ikke er til stede sendes diakonerne ud med dem.

 

Gudstjenesten bestod af to dele. Den første omfattede læsninger af hellige tekster og en udlægning af dem, en prædiken. Præcis som i synagogen. Vi befinder os rent tidsmæssigt inden det Nye Testamente, som vi kender det i dag, blev samlet. Når Justin taler om ”apostlenes erindringer” taler han sandsynligvis om dele af Evangelierne. Profeternes skrifter var de hebraiske hellige skrifter, det vi kalder det Gamle Testamente.

Den anden del af gudstjenesten, der fejredes stående, udgjordes af måltidet, omsluttet af bøn og taksigelse, der gav den dets navn eucharistia. I flere tidlige tekster fremhæves det samme som i Justins tekst, Gaverne skulle ikke kun deles blandt de tilstedeværende, men også bringes ud til dem der var forhindret i at være til stede ved gudstjenesten.

Her ser man den ekklesiologi, det kirkesyn, der var fremherskende tidligt i kristenheden. Eukaristien skaber Kirken. Det hellige måltid konstituerer menigheden. Det er ved at deltage i måltidet, ikke ved at stå på en liste, at de døbte sammen udgør Kristi Legeme. Det ene brød skulle brydes i så mange stykker som menigheden på det sted bestod af, så det også rakte til dem, der ikke kunne være med. ”Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød” (1 Kor 10,17).

Den kristne identitet hviler på vor delagtighed i Kristus og hinanden; derfor skal alle have del i brødet. Man er kun kristen hvis man er en del af legemet. Eller som Augustin udtrykker det: ”Én kristen er ingen kristen”.

 

De jødiske rødder former den spirende liturgi i Kirken. Hvor den første del af den oldkristne gudstjeneste hentede sin struktur fra synagogens gudstjeneste med dens skriftlæsninger og efterfølgende prædiken, knyttede den anden del, Eukaristien, an til offerkulten i templet. Jesu død var det fuldkomne offer en gang for alle.

Eukaristien var den handling der erstattede offeret i den jødiske tempelgudstjeneste. Offerkultens opgave var at aktualisere og forny folkets fællesskab med Gud. Ofringer af dyr var arketypisk. De pegede fremad mod det endelige og fuldkomne offer på korset og dermed mod Eukaristiens brød og vin der meget tidligt blev benævnt ”offer”. Ikke fordi Kristi offer skulle gentages – Hans legeme er blevet ofret én gang for alle – men for at være et ihukommelsmåltid.

Irenæus af Lyon udvikler denne tanke:

Da Han viste sine disciple hvordan de skulle ofre Gud førstegrøden af Hans egne skabte ting – ikke som om Han behøvede det, men for at de selv ikke skulle være uden frugt – tog Han et brød, en skabt ting, takkede og sagde: ”Dette er mit legeme”. Ligeså erklærede Han at kalken, der også stammer fra den skabelse vi tilhører, er Hans blod, og Han lærte at den er den nye pagts offer. Dette er det offer Kirken har taget imod fra apostlene og frembærer i hele verden som førstegrøde til Gud der giver os føde.

 

Det er med Jesu offer på korset som med hele Jesu liv: Det er afsluttet og det sker nu og her. Som frelseshistorisk hændelse er det afsluttet. Som frelsende hændelse gentages det uafbrudt. Jesu ypperstepræstelige tjeneste afsluttedes i det øjeblik Han opgav ånden på korset. I hver Eukaristi gentages denne tjeneste gennem Ånden for den der åbner sit hjerte i tro.

Offeret er ikke i første omgang forbundet med synd, ondskab og lidelse, men med kærlighed. Der findes ingen kærlighed uden offer. Kristi offer er den handling gennem hvilken Gud af kærlighed giver sit liv for verden. I Eukaristien er Kristus både den der ofrer og den der ofres for hele verden. Derfor fejres hver Eukaristi for hele verdens skyld. I det brød der frembæres, frembærer Kirken hele skabningen til Gud for at Kristi offer skal blive alle til del. Jesus er død og er opstået for at der skal blive ”en hjord og en hyrde”, én eneste menneskehed.

Gudstjenestens karakter af tjeneste over for Gud for hele verdens skyld ses allerede i ordet leitourgia, som de kristne vælger at anvende om deres gudstjeneste. Liturgi betyder ”offentlig tjeneste” og fremhæver gudstjenestens universelle dimension. Kirken er en stedfortrædende menneskelighed. I fejringen af Eukaristien repræsenterer den hele verden og fremskynder den dag hvor Gud bliver ”alt i alle” (1 Kor 15,28) den ottende dag i Guds skaberværk.

 

Det var ikke mærkeligt at Eukaristien var centrum i den oldkristne liturgi. Her flød taknemmeligheden over. Hvordan kunne det være anderledes når man smagte på fremtiden? I nogle indholdsmættede øjeblikke ophævedes tiden i et måltid der rakte ind i fremtiden.

Nadveren er paradisets måltid. Hver gang den fejres, foregribes Jesu ord til sine disciple: ”I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige” (Luk 22,30). I Eukaristien forenes vi med Kristus i Hans rige. Her foregriber vi den dag hvor hele verden skal fyldes af lovsang. Ikke ved at vende os bort fra verden, men ved at lade verden gennemlyses af det rige der allerede er kommet ind i tiden. Her bærer vi hele skabelsen frem for Gud og besvarer kaldet til at forvandle verden.

Troen på at Guds rige er brudt frem skaber den særligt kristne forståelse af tiden. At leve i tiden er ikke længere kun at leve i forventning om det der skal komme. Herrens dag er kommet! Denne ankomst helliger tiden og gør den dybt meningsfuld. Tiden er ikke bare et transportbånd hen mod det himmelske Jerusalem. I Kristus er tiden allerede gennemlyst af den dag, vi venter på.

Dagens tidebønner, søndagens Eukaristi, årets højtider og helligdage – alt dette er os givet for at tiden skal fyldes af evighed og blive hellig tid. I Kristus er tiden frelst, den er genløst, evigheden er allerede indtrådt. Hver time og dag er fyldt af mening når vi lever i Ham.

 

Det hellige måltid er en rasteplads på vor pilgrimsfærd. Fejringen af nadveren skaber en åbning mod den verden hvor helgener og martyrer venter os.

Vi er pilgrimme i tiden og Eukaristien er vor rejsekost på vejen frem mod den dag vi smager i måltidet, men som endnu ikke er kommet i sin fylde. Når det hellige måltid bliver en biting i menigheden, risikerer menigheden at miste sin pilgrimssjæl. Oplevelsen af at være en fremmed i denne verden aftager. Den der etablerer sig i tiden for at skabe sig et navn her og nu, haster snart igennem fremtidens måltid. For vor eventuelle fremgangs skyld gribes vi af samme halvmagiske tro på argumenter og kampagner som alle andre der brænder for deres budskab.

Hvordan bliver den kristne menighed tillokkende? Som underholdere kan kirken ikke konkurrere, selv om vi gør tapre forsøg på det. Sammenblandingen af religion og underholdning er en af vor tids store synkretismer. En vederstyggelighed der berøver os vor bæven foran det hellige.

Der findes kun én ting kirken er alene om: et måltid der overskrider tidens og rummets grænser. Her findes den kilde der aldrig tørrer ud. Det ene nødvendige. Af dette måltid lever og lyser det folk der hverken behøver reklamer eller TV-kanaler for at nå ud. De er allerede trådt ind i fremtiden. Og når et menneske fornemmer duften fra Paradis, behøves der ingen brandtaler for Guds rige. Noget i mennesket vil derhen. Noget inde i mennesket ved at det er dér det hører hjemme.

 

Hvis nadveren er så vigtig, hvorfor er der så ikke nogen udførlig beskrivelse af hvordan dette måltid skal fejres i det Nye Testamente? Det enkle svar er at de nytestamentlige breve ikke er skrevet til eftertiden. De er adresseret til specifikke menigheder, skrevet på baggrund af spørgsmål hvor der var uklarheder eller forskellige meninger. Det der forudsattes blandt alle, den tro de alle deler, behøver ikke at behandles skriftligt.

Derimod, og måske vigtigere, fremgår det hvordan apostlene så på Eukaristien. Ganske vist giver det Nye Testamente ingen udlægning af måltidet, men hvad Paulus siger, med udgangspunkt i de misbrug der forekom i Korinth, taler sit tydelige sprog. En letsindig attitude havde sneget sig ind i fejringen af Herrens måltid i den fem år unge og ret ustyrlige menighed. Konsekvensen var vidtrækkende. Måltidets betydning fremgår med al ønsket tydelighed af ordene: ”Derfor er der mange syge og svage hos jer, og ikke så få sover hen” (1 Kor 11,30).

Hvis sygdom og død var følgerne af en Eukaristi der udartede sig, hvad kan der så ikke ske hvis den fejres hver dag i enhed og sandhed?

 

Når Paulus behandler Herrens måltid anvender han to begreber der ligger til grund for Kirkens syn på det hellige måltid. ihukommelse og fællesskab (jf. 1 Kor 11,24–25 og 10,16).

”Gør dette til min ihukommelse”. Jesu ord gentages i hver Eukaristien når brødet og vinen løftes op midt i menigheden.

Det græske ord anamnes der oversættes med ihukommelse, har betydningsfeltet ”genkalde sig, genopleve”. Ihukommelsen er den levende erindring. Det der gør at en mange tusindårig hændelse bliver mere end noget der højtideligholdes – den bliver nærværende, til vor fornyelse, til vor helbredelse og vor forvandling. Vi bliver delagtige i det vi mindes. Ihukommelsen sprænger tiden.

Ihukommelsen indebærer at den hellige historie – frelseshistorien – ved Åndens kraft sammenflettes med vor egen historie. Det Kristus har gjort én gang for alle formidler Ånden på ny i hver nadver. Det er i vore liv at Jesus fødes og vokser op, det er i os at Han deler festen med sine venner. Og når Han lider, dør, opstår og indtager pladsen ved sin Faders højre side, bliver vi gennem Ånden delagtige i Hans liv. Hele gudstjenesten er i denne betydning en ihukommelse. Liturgiens tid er præsens (nutid). Vi opholder os ikke ved det forgangne eller ved fremtiden – vi erfarer en samtidighed med hele frelseshistorien, det der er, og det der skal komme. Som det hedder i Hebræerbrevet: ”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid” (Hebr 13,8).

Det er i denne betydning nadveren er et ihukommelsesmåltid. Vi ”mindes” ikke bare noget der er sket. Vi deltager, bliver delagtige i og forvandlede af det medens det sker! Ihukommelsen er frelsende: det forvredne gudsbillede heles. Gudstjenesten bliver det sted hvor ligheden med Gud vender tilbage i mennesket. Herren Jesus Kristus er – som Han selv har sagt – brødet og vinen: Han siger ikke at det er et billede eller et symbol på Hans legeme og blod. Han siger: Dette er mit legeme! Dette er mit blod!

Jesu nærvær i brødet og vinen er et mysterium, en hemmelighed som kun Ånden udforsker og kender. I Eukaristiens brød og vin forenes vi med Kristus.

 

Lige fra oldkirkens dage har der eksisteret en selvfølgelig overbevisning om at vi bliver delagtige i Kristus i brødet og vinen som vi modtager i nadveren. Til grund for denne vished ligger Jesu egne ord, så klare og entydige, at de ikke skulle kunne misforstås: ”Dette er mit legeme ... dette er mit blod” (Matt 26,26–28).

Kyrillos af Jerusalem som i 300-tallet giver en grundig undervisning om nadveren, skriver: ”Når Han nu selv har forklaret og sagt om brødet: ‘dette er mit legeme’, hvem kan da vove at tvivle? Og når Han har bekræftet og sagt: ‘Dette er mit blod’, hvem skulle da kunne tvivle derefter og sige at det ikke var Hans blod?”

Kyrillos fortsætter: ”For under brødets tegn gives dig legemet og under vinens tegn gives dig blodet”. Han formaner os derefter: ”Tænk derfor ikke som om det var almindeligt brød og vin. For det er Kristi legeme og blod, sådan som Herren selv har forklaret”.

Spørgsmålet om hvordan dette var muligt, var de første kristne aldrig optaget af. Det optrådte først langt senere, frem for alt i vesten, og førte til indviklede diskussioner. Når vi teknisk og filosofisk forsøger at forklare det der sker med brødet og vinen, findes der en risiko for at vi nærmer os en synsvinkel der ligner magi. Vi bliver optagne af præcis hvornår forvandlingen finder sted. ”Derfor er ethvert forsøg på at forklare denne forvandling, at udlede den af formler og årsager, ikke bare overflødig, men dybt skadelig”, skriver Alexander Schmemann.

For de tidlige fædre var det store under ikke det der skete med brødet og vinen, men det der skete med dem der tager imod det. Jesu ord ved indstiftelsen af måltidet, indebærer at de troende tager imod Kristus selv til deres forvandling i nadveren. Vi bliver ”Kristus-bærere”. Som Kyrillos udtrykte det i 300-tallet: ”... at du ved at tage del i Kristi legeme og blod bliver ét legeme og ét blod med Ham. For så bliver vi også Kristus-bærere, når Hans legeme og blod gennemtrænger vore lemmer. Så vil vi, efter hvad den salige Peter siger, ‘få del i guddommelig natur’” (2 Pet 1,4).

Det er Ånden – der blæser hvorhen den vil – som lader det store under ske og gør os delagtige i Guds eget liv. Kyrillos af Jerusalem fortsætter: ” Det som Helligånden rører ved, bliver helt og holdent helbredt og forvandlet”.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

 

Peter Halldorf er forfatter og retræteleder i Sverige.

 

 

(levende Vand 2 2008)

 

Gudstjenestens mystik

 

 

Eukaristien - den nye menneskeheds lovsang

Wilfrid Stinissen ocd

 

 

Eukaristien skaber kirken

Fra Peter Halldorf: Duften af hellighed

 

 

Eukaristisk Takkebøn

Edith Stein

 

 

Gudstjenestefællesskabet

Grethe Livbjerg

 

 

Ord fra den udelte kirke

Maksimus Bekenderen (580-660)

 

 

En lille bønsskolen - Lydighed

Christopher Jamison

 

 

Vidner

Johannes Cassian

Af Kirsten Krog

 

 

Alt lys på mig

Samuel Rubenson

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk