Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Elisabet Ahrensbach

Han lærer de ydmyge sin vej!

 

Når det handler om, hvorvidt Gud taler til sine børn i dag, findes der 3 hovedgrupper af mennesker i kirken:

 

1. Dem, der tror, at Gud aldrig taler - eller allerede har sagt alt, hvad der skulle siges i Bibelen eller gennem Guds Logos, Jesus Kristus.

 

2. Dem, der altid hører Guds røst - om alt - alle vegne.

 

3. De forsigtige, som tror, at Gud taler, men det hørte skal omhyggeligt bedømmes.

 

Af de 3 grupper er det ubetinget gruppe nr. 2, der er mest sårbar.

 

Fra en personlig indfaldsvinkel vil jeg skrive om muligheden for at opleve Guds tiltale til det enkelte menneske. Jeg har altid selv tilhørt gruppen, der tror på, at Gud taler i dag. Jeg blev introduceret til kristendommen i mine sene teenageår - det var i begyndelsen af 1970’erne, en periode, hvor en bølge af åndelighed skyllede ind over hele den vestlige verden. Før jeg blev kristen, havde jeg prøvet flere narkotiske stoffer, og de hallucinationer, som jeg her oplevede fascinerede mig og gjorde mig overbevist om den åndelige verdens realitet. Snart dykkede mit unge ubefæstede sind ned i astrologi, indisk mystik og forskellige New Age filosofier. Jeg var blevet indviet til ”Vandmandens tidsalder.” Med den baggrund var det ikke spor vanskeligt for mig at acceptere, at ” Gud taler i dag ” - da jeg kort efter stiftede personligt bekendtskab med kristendommen igennem pinsebevægelsen.

At Gud vil tale til den enkelte troende, kunne jeg ikke være i tvivl om, når jeg læste i Bibelen. Fra menneskets skabelse står der klart, at Gud ønsker at tale personligt med sit folk. Han talte med Adam og Eva i haven hver aften. Siden talte han til Abraham, Moses og til Israel igennem profeterne. Han førte en samtale med Job og kaldte igen og igen sit folk ind i et så intimt kommunikationsforhold, at det blev sammenlignet med forholdet mellem to ægtefæller.¹ Dette forhold fortsætter i Ny Testamente, hvor Guds Logos, Jesus Kristus, inkarneres som menneske - og lever og taler med sine disciple. Endnu mens han er på jorden, giver han løftet om ”talsmanden,” der vil lære og minde om alt, hvad Jesus har talt og vejlede til hele sandheden, fordi han ikke skal tale af sig selv. Talsmanden, som skal forkynde alt, hvad der skal komme - og som skal bo i mit indre menneske.²

I kirkens ungdomsarbejde fik jeg undervisning i at ”lytte til Guds Ånd.” Det greb mig dybt, og jeg begyndte snart at praktisere forskellige teknikker til at høre Guds røst i alle livets situationer.

Min første egentlige frustration omkring det at høre Guds røst, kom i forbindelse med en hændelse, der grænsede til det banale.

Jeg var blevet vildt forelsket i en ung mand fra kirken. Selvfølgelig var der blevet undervist om vigtigheden af og kriterierne for at finde den rette livsledsager - og der gik mange nattetimer i lønkammeret, hvor jeg bragte dette for mig så glødende vigtige emne ind for Gud.

En sådan nat, hvor jeg lå og bad, var jeg pludselig overbevist om, at jeg oplevede Guds røst. Den bekræftede, at netop denne unge mand var ham, som Gud havde udvalgt til mig - og selvom jeg ikke lige nu oplevede nogen gensidig interesse fra hans side, så kunne jeg hvile i forvisningen om og troen på, at dette var fra Gud. Det ville manifestere sig hen ad vejen. Mit forelskede pigehjerte jublede. Og jeg fortsatte i tiden fremover med at bede og ”stå fast i tro” på det, jeg mente Gud havde talt til mig. Det gik vel et par år, og så mødte jeg pludselig en dag den udvalgte ungersvend - hånd i hånd med en anden pige fra kirken. Deres lysende øjne og forelskede udstråling efterlod ingen tvivl: De to havde fundet sammen.

Jeg var målløs og gik hjem og kastede mig hulkende på min seng. Totalt fortvivlet og forvirret. Der gik en uge eller 14 dage, så tørrede jeg mine øjne. Men kærestesorgen vel overstået forblev en dyb frustration og forvirring tilbage: Så havde jeg jo hørt forkert! Det kunne umuligt være Gud, der havde talt til mig. Hvad var det så, der var sket den nat, hvor jeg var så sikker på, at det var et ord fra Gud, jeg fik?

I årenes løb har jeg siden mange gange oplevet ”Guds røst” - både personligt og igennem ”profetier” fra andre kristne. Mange af ”ordene” og ”profetierne” har været ligegyldige eller neutrale: De har bestået af ord fra Bibelen, som jeg selv ville have kunnet tage til mig under min personlige læsning. Andre har været direkte forkerte. Andre igen har været delvist rigtige - og endelig har jeg også oplevet tiltale, der har trøstet og opmuntret, og som siden hen har vist sig helt klart var ord fra Gud.

Men lektien fra mit første glødende bønneprojekt er blevet siddende som en advarselslampe: ”Kan jeg nu være sikker på, at det virkelig er Gud, der har talt?”

Der er altså to kendsgerninger:

 

1. Gud vil kommunikere sin kærlighed og sin vilje til mig. Det vidner hele Bibelen om.

 

2. Der er andre stemmer, der taler - både fra mit eget hjerte og fra andre åndelige kræfter.

 

Jeg taler til Gud i bøn - og som i ethvert levende forhold er det naturligt, at Gud også taler tilbage til os. Han har lovet, at han vil tale til mig. ”Mine får hører min røst, siger Jesus, og de følger mig.”3

Men Bibelen taler også om, at mange falske ånder er draget ud i verden, og at al profetisk tale skal bedømmes, for bedraget lurer lige rundt om hjørnet. Fordi det sjælelige og det åndelige er så tæt forbundet, kan jeg tage fejl således som jeg gjorde, da jeg var forelsket. Mit stærke ønske eller min frygt eller min medlidenhed med og indlevelse i et andet menneskes situation, kan få mig til at ”høre ting fra mit eget hjerte.” For de falske profeter (læs fx Ez 13) både på GT’s og NT’s tid profeterede ikke nødvendigvis ud fra en dæmonisk eller en pengegrisk inspiration. De kunne bare være drevet af deres egen stærke medfølelse - eller en formodning om, at Gud ville handle på samme måde, som han altid havde handlet. Det er også langt mere tiltrækkende at give mennesker et opmuntrende og trøstende ord end en formaning.

 

Nøglen til at forstå Guds vilje

Nøglen til at forstå Guds vilje og høre hans røst giver Paulus os i Rom 12,1-2:

”Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag - det skal være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.”

For at være i stand til at skønne, dvs. vurdere, hvad der er Guds vilje, siger Paulus, må vi altså være:

 

1. Helt overgivne til Gud.

 

2. Ikke være tilpasset denne verden.

 

3. Forvandlede med fornyede sind.

 

Ønsket om at ”få et ord” eller en åbenbaring fra Gud har meget tilfælles med den længsel og det begær efter åndelige manifestationer, som der også er i den ikke-kristne verden. Det er en længsel, som får mennesker til at få lagt personlige horoskoper, læst deres hånd eller opsøge spiritistiske medier, aura-læsere osv. Det er en simpel længsel efter vejledning og indsigt - tilligemed et kødeligt begær efter ekstraordinære oplevelser, en åndelig ”oplevelsessyge.”

Det er lige præcis denne simple længsel, vi skal vogte os for. For erfaringen viser, og det bekræftes igen og igen af hellige mænd og kvinder4 op gennem kirkehistorien: Et liv, der leves i overgivelse til Gud, daglig disciplin i bøn og bibellæsning og jævnlig deltagelse i kirkens gudstjenesteliv, overflødiggør i høj grad den overnaturlige åbenbaring.

Søger vi åbenbaringen og tiltalen uden en overgivet vilje og disciplineret bønsliv, er vi allerede åbne for bedraget. At høre Guds stemme har altså ikke med opøvning i spidsfindige åndelige teknikker eller oplæring i at tolke åbenbaringer at gøre - men handler i stedet først og fremmest om hjertets indstilling.

At høre Guds røst forudsætter, at vi har Guds værdisystem. Hvis vores liv er bygget på verdens værdisystem, så er det ikke muligt at høre eller bedømme, hvad Gud siger - om han så taler med tordenrøst

I slutningen af Jeremias’ bog findes en interessant beretning.5 Jerusalem er faldet, folket og kongen ført til Babylon, og bare en lille gruppe mennesker er tilbage i landet. Iblandt dem er profeten Jeremias. Folket trygler Jeremias om et ord fra Gud som ledelse for, hvor de skal drage hen. De siger til ham, at uanset hvad Herren måtte tale, så vil de handle derefter. Jeremias går i bøn og ti dage senere kommer Herrens ord til Jeremias: De skal blive boende i landet og ikke frygte babylonerkongen. De må under ingen omstændigheder drage til Egypten, for så vil de dø.

Men da Jeremias har talt færdig, bliver folket rasende. De siger, at det er en løgneprofeti, og at det ikke er Gud, som har inspireret ham. Derefter drager folket til Ægypten og tvinger Jeremias med sig - og så hører vi ikke mere om dem, men vi må formode, at Jeremias’ profeti er gået i opfyldelse.

Beretningen demonstrerer, at uden et overgivent sind, der siger ”ske din vilje,” er man ude af stand til at høre Gud, selv når han taler igennem en af sine største profeter. Fra starten af var folket kun indstillet på at handle efter et ord, der ville bekræfte det, de allerede - bevidst eller ubevidst - havde besluttet i deres eget hjerte.

Den engelske forfatter Aldous Huxley har udtrykt det ganske klart: ”Egoisten, der ikke får vejledning, vil ganske enkelt ha’ det, han vil ha’. Giv ham en religiøs uddannelse, og det bliver oplagt for ham, ja - aksiomatisk, at det, han ønsker selvfølgelig også er det, Gud ønsker.”6

 

Hvordan taler Gud til os?

Hvis vores hjertes indstilling er ret og vi er ydmyge og gudfrygtige af hjertet så vil vi være i stand til at høre Guds stemme. Sl 25,9 siger det klart: ”De ydmyge vejleder han i retfærdighed, han lærer ydmyge sin vej” og i v. 12: ”Den mand, der frygter Herren, ham belærer han om den vej, han skal vælge.”

Det handler ikke først og fremmest om at lære sig teknikker i at høre Guds stemme - men om at arbejde med sin indstilling til Gud, til kirken og dens tjenere og til vores næste.

At høre Guds røst forudsætter, at vi har Guds værdisæt. Hvis vi stadig har verdens værdisæt, så er det derimod ikke muligt at høre Guds røst. Den klare tiltale til Moses fra bjerget lød som torden for folket. Bønnen - vores tale til Gud og hans tale til os - kan ikke adskilles fra vores livsstil.

Hvis vores hjerte er ydmygt og gudfrygtigt, kan vi høre Guds tiltale overalt og altid. Måske ikke som en hørbar røst, men som en indre overbevisning. Gud taler igennem alt. Først og fremmest i sit ord og gennem sine tjenere. Gud taler altid gennem sine indsatte tjenere - det ses gang på gang i Bibelen - og derfor råder fromme mænd og kvinder gennem alle tider da også altid til lydighed mod kirkens tjenere - medmindre deres råd går direkte mod Guds åbenbarede ord - frem for at følge egne åbenbaringer.

Gud talte profetisk gennem Kajfas,7 simpelthen fordi han var indsat som ypperstepræst. Og det til trods for, at Kajfas ikke engang kom fra den legitime ypperstepræstelige linje, men blev indsat i år 18 af den romerske prokurator Valerius Gratus, forgængeren for Pontius Pilatus. Ydermere havde han sandsynligvis alle sine sympatier hos det saddukæiske parti, som ikke troede på opstandelse, dom, fortabelse og åbenbaring.8 Paulus viser da også lydighed overfor ypperstepræstens tjeneste,9 selvom han ikke selv anerkendes af denne. Gamle Eli, der ikke lever efter Guds forskrifter, profeterer10 for Hannah - og hun modtager ordet i tro som fra Gud. Gud taler gennem et æsel til Bileam¹¹ - og Jesus siger til farisæerne, at om hans disciple tier, vil stenene råbe.¹²

Der er en, der har sagt: ”En helgen vil kunne høre Guds tiltale og tage imod korrektion - selv fra en uværdig person.” Hvis vores hjertes indstilling er ret, vil vi være i stand til at høre Gud overalt.

”Elsk Gud,” sagde Augustin, ”og gør, hvad du vil!” For hvis vores hjerte er fyldt med kærlighed til Gud, er det ikke muligt for os at ønske at gøre noget, der vil være ham imod. Igen og igen ser vi da også i Bibelen, at mange væsentlige beslutninger ikke tages efter åndelige og overnaturlige åbenbaringer men som rationelle beslutninger taget af åndelige mænd og kvinder med fornyede og overgivne sind - forvandlede hjerner, der nu tænker Guds tanker. ”Vi har Kristi tanker,” siger Paulus.¹3 Således beslutningen taget på apostelmødet i Jerusalem i ApG kap. 15, og Lukas, der simpelthen ”beslutter” at skrive sit evangelium.¹4 I 1 Joh 2,20 siger Johannes: ”I er blevet salvet af den Hellige, og har alle kundskab” og han fortsætter: ” - I har ikke brug for, at nogen skal lære jer noget; men da hans salve lærer jer alt - og det er sandt og uden løgn - skal I også blive i ham, sådan som den har lært jer.”¹5

Simpelt og ligetil: Hvis vi bliver i ham - i ordet, i bønnen, i næstekærligheden og i fællesskabet med de hellige, så kan vi slet ikke undgå at høre hans tiltale.

”For den, som vil gøre hans vilje, skal erkende om læren er fra Gud,” siger Jesus til disciplene.¹6

 

Elisabet Ahrensbach, læreruddannet og cand.theol., underviser på VUC & hf i Nordjylland og tilhører Missionsforbundet.

 

 

Noter

1. Fx. Hos 2

2. Joh 14,26;16,5-15

3. Joh 10,3

4. Fx har Johannes af Korset og Tere-sa af Avila en meget klar undervisning om bedømmelse.

5. Jer kap. 42-43

6. Aldous Huxley, The Devils of Loudon, s. 18

 7. Joh 11,49-52

 8. ApG 23,8

9. ApG 23,4

10. 1 Sam 1,17

11. 4 Mos 22,30

12. Luk 19,40

13. 1 Kor 2,16

14. Luk 1,3

15. 1 Joh 2,27

16. Joh 7,17

 

(levende Vand 3 2008)

 

Taler Gud til os

 

 

Fátima

Jan Ulrik Dyrkjøb

 

 

Åbenbaringsgaver

Ole Skjerbæk Madsen

 

 

Han lærer de ydmyge sin vej!

Elisabet Ahrensbach

 

 

Hvorfor taler Gud ikke til mig?

Grethe Livbjerg

 

 

Ikke fordi du har lovet mig Himlen

Tilskrevet Frans Xaver SJ (1506-52)

 

 

Lad Gud skrive dagsordenen

Henri J. M. Nouwen

 

 

Ord fra den udelte kirke

Johannes Cassian (ca. 350 – ca. 435)

 

 

Vidner

Marie-Antoinette de Geuser

Kirsten Krog

  

 

Noter

 

1.

Fx. Hos 2

 

2.

Joh 14,26;16,5-15

 

3.

Joh 10,3

 

4.

Fx har Johannes af Korset og Tere-sa af Avila en meget klar undervisning om bedømmelse.

 

5.

Jer kap. 42-43

 

6.

Aldous Huxley, The Devils of Loudon, s. 18

 

 7.

Joh 11,49-52

 

8.

ApG 23,8

 

9.

ApG 23,4

 

10.

1 Sam 1,17

 

11.

4 Mos 22,30

 

12.

 Luk 19,40

 

13.

1 Kor 2,16

 

14.

 Luk 1,3

 

15.

1 Joh 2,27

 

16.

Joh 7,17

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk