Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Ole Skjerbæk Madsen

Åbenbaringsgaver 

 

Lev Gillet, som skrev under navnet ”en munk fra Østkirken,” har med bogen ”Jesus - enkle betragtninger over Frelserens skikkelse”¹ skænket Kirken en opbyggelig bog, som drager læseren med ind i et bibelsk fromhedsliv, præget af bønnens samtale med Jesus

Kristus. I forordet skriver han bl.a.:

 ”Dig, Herre Jesus, vier jeg ydmygt disse tanker… Famlende har jeg søgt at udtrykke, hvad der åbenbarede sig for mig, når jeg fæstede mit blik på dig, og det jeg mente at høre, når jeg tav for at lytte til din stemme… Herre, jeg har kun villet beskrive nogle træk i dit ansigt - nogle øjeblikke af et inderligt samvær med dig og lidt af en helt personlig erfaring. Intet andet har jeg villet. Kun med frygt og bæven vover jeg at tilstå, at det til tider er forekommet mig som om visse ord, visse forestillinger langt snarere kom fra det fjerne og fra det høje end fra mig selv. Herre, forbarm dig over en stakkels synder, der vover at tale om dig uden at hans læber er renset med gloende kul… Alt hvad jeg ønsker at opnå, er at gribe en og anden sjæl og drage den til dig. Herre, led dem, der læser, hvad jeg har skrevet, frem til det øjeblik, hvor de vender sig bort fra disse sider for på ny, eller måske for første gang, at åbne dit Evangelium. Led dem helt derind, hvor de bliver stille og lader dit ord sænke sig dybt i deres hjerte.”

Her taler en sand profet. Ordene er velgørende i en tid, som oversvømmes af åbenbaringer og kanaliseringer. Der kan så let blive en tendens til, at åbenbaringer, profeti og åndelige gaver samler opmærksomheden om den karismatiske personlighed eller om det ekstraordinære i fænomenerne. Munken fra Østkirken peger på Jesus og på det åbenbarede ord i Skriften og kalder andre med ind i et fællesskab med Gud Far, Søn og Helligånd som det, han selv lever i.

Den profetiske tjeneste handler ikke om profeten, men om at kalde menigheden og det enkelte menneske ind i et ret forhold til Gud. Åbenbaringer er ikke profeters prærogativ, for i virkeligheden er hele menigheden kaldet til at være et profetisk folk sådan som kirken grundlagdes ved Helligåndens udgydelse pinsedag i en opfyldelse af Joels Profeti, jfr. Peters Pinsetale i ApG 2. Ved GT’s profeter lovede Gud en fornyelse af pagten, hvor den enkelte kender Herren fra den mindste til den største, fordi Gud ved Ånden har skrevet loven i hjerterne (Jer 31,33-34; sammenlign Ez 36,22-28).

Pinsedag bliver kirken til som Jesu Kristi legeme, og enhver, som siden føjes til menigheden ved tro og dåb, er en del af dette legeme, hver med sine nådegaver. Enhver nådegave er en åbenbaringsgave, som gør Guds nåde konkret i fællesskabet: ”Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn” (1 Kor 12,7). Alle nådegaver hører hjemme i den overordnede sammenhæng af tjenende kærlighed, som er konstituerende for disciplenes fællesskab som Kristi legeme og som sendt til verden. Alle nådegaver gør nåden nærværende og er virket af Helligånden. Derfor forudsætter nådegaveudøvelsen tro på Guds åbenbaring af sig selv i Jesus Kristus så vel som lydighed og lydhørhed overfor Guds Ånd. Udøvelsen af nådegaver kan ikke skilles fra ønsket om at vokse op til Kristuslighed, altså ved Ånden at blive Kristussindet, jfr. Fil 2,5-11.

Hvad der gælder nådegaverne som sådan, gælder naturligvis også de specifikke åbenbaringsgaver: profeti, at tale med kundskab, at tale med visdom og at udlægge tungetale.

 

Hvad er profeti?

Ordet profetere betyder at tale for en anden eller på en andens vegne. Det indebærer, at det, som kvalificerer profeter som profeter, er deres forhold til Gud: at Gud har givet dem et ord at bringe videre. Profetens autoritet er derfor heller ikke hans eller hendes egen, men netop Guds og er alene knyttet til indholdet af det ord eller budskab, som er ham/hende betroet.

Amos kan således, da Betels præst modsiger hans ret til som judæer at tale i Israel, henvise til, at han ikke har profettjenesten som sit erhverv, men at Gud tog ham til side og befalede ham at profetere for Israel. Hans autoritet er i kaldelsen, ikke i en profession (Amos 7,10-17).

Ezekiel får af Gud besked på først selv at optage i sit hjerte og høre med sine ører, hvad Gud taler. Når han således selv har mediteret over Guds ord, kan han viderebringe det med et ”Så siger HERREN!” Det er ved selv at leve med ordet fra Gud, at han kan være en profet i folket (Ez 3,10-11).

Profeti er altså Guds aktuelle tale til personer, til nationer eller til pagtsfolket; det er ikke nødvendigvis forudsigelse af fremtiden, men altid og primært Guds kalden på mennesker: formaning, opmuntring, trøst. Derfor er det ikke træfsikre forudsigelser, der definerer profeti som sand, men det gudsforhold, den udspringer af og leder til, jfr. 5 Mos 13,1-5.

Profeti og profeter var ikke kun et gammeltestamentligt fænomen. Det nye testamentes menigheder kendte også til profeter, og Peters pinsetale antyder som nævnt at menigheden består af profeter. Paulus nævner således profetisk tale som en nådegave, som udøves i menighedens sammenkomster, og som alle, både mænd og kvinder, kan udøve (1 Kor 11,4-5; 12,10; 14,26-33). Alle kan profetere, fordi alle troende kender Herren, og modtager åbenbaring fra ham ved Helligånden; men udover denne spontane profeti (en ad hoc nådegave), kender den ny-testamentlige menighed også til profet-tjenesten (en af ledelsestjenesterne). Derfor nævner Paulus ikke bare profetisk tale, men også profeter i sine opregninger af nådegaver (1 Kor 12,28; Ef 4,11).

Hvad er så profetiens funktion i den ny-testamentlige menighed?

Paulus udtrykker det i generelle vendinger: at den, som taler profetisk, taler mennesker til opbyggelse, formaning og trøst (1 Kor 14,3). Dette kan også erfares i menigheder i dag - som regel på en ganske enkel måde, måske lidt i retning af dette: ”Jeg fornemmer, at Jesus siger til os, at han er med os, og at vi ikke behøver at frygte, men bare skal blive trofast ved med at invitere til kirke.” Hvis et sådant udsagn virkelig er fra Gud, vil dets frugt være en opmuntring i tjenesten, hvor den synes at køre i tomgang eller hele tiden at støde ind i forhindringer og modvilje. Situationen kunne så minde om den i Hagg 1, specielt vers 13-14, hvor de, overfladisk set, selvfølgelige ord ”Jeg er med jer” får den konsekvens, at ”Herren vakte Ånden” i Zerubbabel, Josua og hele folket.

Men profetien kan også bringe et menneske til omvendelse, fordi den afslører den vantro eller udenforstående ansigt til ansigt med den levende Gud, nærværende i menigheden. Paulus hentyder hertil i 1 Kor 14,24-25. Dette svarer nøje til Jesu undervisning omHelligåndens gerning: at Ånden overbeviser verden om synd, retfærdighed og dom - ved netop at stille mennesker overfor Jesus. En prædiken kan også i dag på samme måde kaste et lys ind over en kirkegængers situation, så at han/hun pludselig ser sig selv med Guds øjne. Beslægtet hermed er profetiens vækkende funktion, sådan som den udtrykkes f.eks. i de 7 menighedsbreve i Johs Åb.

Profeti kan også være en taksigelsestjeneste, som tolker en begivenhed som udtryk for Guds nærvær eller handlen. Et eksempel er Zakarias’ lovsang ved Johannes’ omskærelse. Situationen er ikke speciel i sig selv: tusinder af drenge er omskåret 8 dage gamle, men gennem lovsangen bliver dette barn noget specielt; den lukker de tilstedeværendes sanser op for Guds handlen i historien ved at fremhæve den specielle opgave, som Zakarias ved Helligånden forudsiger for Johannes. Tilsvarende må vi forstå omtalen af profeternes frie taksigelse ved nadveren i Didaché 10 (den ældst kendte kirkeordning, fra begyndelsen af det 2. årh.). Taksigelsen modtager brødet og vinen som andet og mere end brød og vin; den tolker Guds handling og Jesu nærvær, hvor brødet brydes; her er tale om åndelig mad og drikke og det evige liv som gave. Endelig omtales også hvordan Helligånden gennem profeti udtager tjenere eller stadfæster en kaldelse til en specifik tjeneste. Det gælder således Paulus og Barnabas forud for den første missionsrejse (ApG 13,1-4). Også i dag leder Helligånden med konkrete ord til nye initiativer i menighedens liv; i Bethlehemskirken var det ved profeti, at menigheden i sin tid blev kaldet til i en længere årrække at invitere til nadvergudstjenester med bøn for syge, ligesom det var ved en åbenbaring fra Jesus, at den tjeneste i de nyåndelige og holistiske miljøer, som kaldes ”I Mesterens Lys,” havde sin begyndelse.

Profetiens form er mangfoldig: Den kan være udtrykt i 1. person ental, evt. indledt af et ”Så siger Herren!”; den kan komme i 3. person, evt. som en omtale af en fornemmelse af, hvad Gud vil med fællesskabet eller den enkelte. Det kan være at dele en tanke, som har meldt sig på en uimodståelig og påtrængende måde, eller et bibelvers, som pludselig står med en speciel betydning ind i situationen. Profetien kan komme som udlægning af en tungetale eller udtrykkes som lovsang, poesi og taksigelse. Alle disse former kan også forekomme i menigheder i dag.

Enhver i den kristne menighed, som tjener med en nådegave, har altså en åbenbaringsgave; nogle modtager åbenbaringer i en mere specifik forstand. Enhver kan således profetere, men ikke alle er profeter. Profeternes fornemmeste opgave er at kalde andre ind i en sådan relation til Gud, at de selv ved Guds Ånd vejledes i deres personlige liv af Ordet, som blev kød, Ordet i bogen og Ordet i hjertet.

 

Menighedens behov for profeti

Menighederne trænger til en fornyet modtagelse af Åndens gaver, og vi trænger til sund og autentisk profeti. Vi har brug for profetier, der er mere end her-og-nu-ord og derfor lader Guds tale modnes i den, som modtager ord fra Gud. Vi får ingen sund og dyb profeti uden mennesker, der som Munken fra Østkirken lever i en stadig kommunikation med Gud, kender Guds stemme og tilegner sig ordet, og som lever i en stadig refleksion over Guds handlinger og ord i fortid og nutid (jfr. Jer 15,16; Ez 2,8 -3,4.10-11;Åb 10,8-11). Ifølge Donald L. Gelpi, S.J.² indebærer det, at profetens egne personlige meditationer eller overvejelser over frelsens historie og den nutidige situation, mens han/hun var under Guds nåde, ofte reflekteres i profetens udsagn. Men der er her tale om mere end ”fordøjelsen” af ordet; for Guds Ånd giver et overblik over fortid, nutid og fremtid, som bringer alle tider sammen i betragtningen af Guds vilje og hensigt. For at forstå Guds handlen, vilje og hensigt i dag og i morgen, nu og i fremtiden, er det vigtigt at forstå eller kende frelsens historie. GT’s profeter orienterede sig udfra Torah’en, fædrenes kaldelse og exodushistorien for at kende eller forstå normerne for åbenbaringernes sandhed. Vi må på samme måde se tilbage på frelsens historie og først og fremmest Kristus-begivenheden selv og Helligåndens gerninger i aposteltiden. Det handler altså om at se den røde tråd i Guds historie med ”os,” som her og nu er sammen under hans nåde. Selve denne refleksion og prøvelse af den aktuelle kommunikation med Gud afspejler sig og skal afspejle sig i profetens tale. Profeti er således ikke kun spontane, her-og-nu-begivenheder; det kan tage tid for en profeti at modnes!

Profeter har til opgave at bede Gud om at måtte høre Guds ord i den situation, menigheden, folket, den særlige målgruppe eller en enkeltperson befinder sig i. Derfor præger også den aktuelle situation ordene, sådan som profeten gengiver Guds svar i budskabet. Måske skal profetens bøn af og til gengives sammen med budskabet for at være fuldstændigt - sådan som det sker hos En munk fra Østkirken.

Profeter må arbejde med ordet. Det kan betyde, at de må nedskrive og bearbejde budskabet med henblik på formidlingen, når der er brug for det (jfr. Jer 36), dels for at gøre dét tydeligt, som ligger Gud på hjerte, og dels for at kunne gentage det enslydende for enhver, som det er bestemt for. Denne bearbejdelse er ikke alene en del af refleksionsprocessen, men netop også formidling. Det er spor af denne bearbejdelse, vi finder i de poetiske vers i profetbøgerne. Indholdet er altså Guds ansvar, formidlingen er profetens - dog under stadig bøn om Åndens vejledning.

Al profeti skal prøves, og hvis en profet eller den, der hævder at have en åbenbaring fra Herren, ikke vil lade sit budskab prøve, skal menigheden ikke tage imod det. Selvom prøvelsen af ånder opregnes som en nådegave (1 Kor 12,10), en indsigt givet af Gud, er menigheden dog ikke overladt til en overnaturlig inspiration alene. Først og fremmest den bibelske åbenbaring angiver normerne for kirkens tro og dermed for prøvelsen af åbenbaringsgaverne. Men også trosbekendelserne, de gudstjenestelige ritualer og sakramenterne udtrykker kirkens tro til sammenligning for enhver profeti, udlægning af tungetale eller anden åbenbaring. Gaven til at prøve ånderne, opfordringen til menigheden om at vurdere åbenbaringer på basis af den bibelske åbenbaring samt en klart defineret ledelsestjeneste med læremyndighed er ikke mindre væsentlig i dag.

 

Ole Skjerbæk Madsen, missionspræst i Areopagos og med i Levende Vands referencegruppe.

 

Noter

1. Sankt Ansgar Forlag, København 1964.

2. Pentecostalism. Theological Viewpoint. Paulist Press, New York 1971. Side 145-150.

 

 

(levende Vand 3 2008)

 

Taler gud til os

 

Fátima

Jan Ulrik Dyrkjøb

 

 

Åbenbaringsgaver

Ole Skjerbæk Madsen

 

 

Han lærer de ydmyge sin vej!

Elisabet Ahrensbach

 

 

Hvorfor taler Gud ikke til mig?

Grethe Livbjerg

 

 

Ikke fordi du har lovet mig Himlen

Tilskrevet Frans Xaver SJ (1506-52)

 

 

Lad Gud skrive dagsordenen

Henri J. M. Nouwen

 

 

Ord fra den udelte kirke

Johannes Cassian (ca. 350 – ca. 435)

 

 

Vidner

Marie-Antoinette de Geuser

Kirsten Krog

 

Noter

 

1.

Sankt Ansgar Forlag, København 1964.

 

2.

Pentecostalism. Theological Viewpoint. Paulist Press, New York 1971. Side 145 - 150. 

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk