Levende Vand

www.levendevand.dk

Printvenlig side

Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os (Hebr 12,1).

Lissie Lundh

Pater Pio

Bliv hos mig, Herre, for jeg elsker dig og beder ikke om nogen anden belønning end at måtte elske dig mere og mere.

Francesco

Pater Pio blev født den 25. maj 1887 i den lille syditalienske by Pietrelcina. Dagen efter blev han døbt og fik navnet Francesco, idet han blev opkaldt efter den hellige Frans af Assisi.

Da Francesco var omkring seks år, fik han sin første vision, hvori han så Jesus, der bad ham komme nærmere. Det gjorde Francesco, og dernæst kærtegnede Jesus hans hoved med sin hånd. Bagefter så han djævelen, der prøvede at få ham til at gå imod Kristus. Denne første vision peger hen mod et vigtigt tema i Francescos liv: Hans kærlighedsfulde forening med Gud og hans kamp mod djævelen.

Da Francesco var omkring ti år, vidste han, at det var hans kald at blive kapucinerpræst. I 1902 fik han en flot studentereksamen, og mens han ventede på, at der skulle blive plads i klostret i Morcone, følte han sig mere og mere tiltrukket af den verdslige verden. Han udkæmpede en hård indre kamp. Så fik han en vision, hvori han så sig selv kæmpe mod djævelen med Gud ved sin side. Denne vision bevirkede, at Francesco blev styrket i sit kald, og den 6. januar 1903 rejste han til klostret i Morcone. Efter seksten dage blev Francesco novice. Han blev iklædt den franciskanske ordensdragt, og han fik navnet broder Pio af Pietrelcina.

Broder Pio

Efter et år aflagde broder Pio de foreløbige løfter om fattigdom, lydighed og kyskhed og blev dermed kapucinermunk, men han skulle studere yderligere seks år for at forberede sig til at blive præsteviet. I løbet af studietiden blev han bekræftet i, at han skulle overgive sig totalt til Gud og tage imod lidelsen af kærlighed til Gud. Han indså, at identifikation med Kristus er det samme som identifikation med Hans kors, og han blev styrket i sin tro på, at lidelse - hvis den modtages af kærlighed til Gud - kan frelse sjæle. Derfor bad han om at blive et brændende kærlighedsoffer, og han skrev følgende bøn:

Kom og lad dig genføde

O, Jesus, altid rig på barmhjertighed, tilgiv mig!

Kom og lad dig genføde i min sjæl og bliv der for altid:

Bryd døren op, hvis det er nødvendigt, og hersk over os for altid.

Du kender min vilje til fuldstændig at besidde dig, elske dig og underkaste mig dine guddommelige love.

Skænk mig brændende kærlighed i mit kolde hjerte.

 Optænd den ild, du kom for at bringe til jorden, så jeg, fortæret af den, kan ofre mig selv på dit kærligheds alter, som et brændende kærlighedsoffer, fordi du hersker i mit hjerte og i alles hjerte, da vil der fra alle og alle vegne fra opløfte sig en lovsang af velsignelse og taksigelse til dig for den kærlighed, som du har vist os i dette mysterium af guddommelig ømhed.

Amen.

Pater Pio

I 1907 aflagde broder Bio de evige løfter om fattigdom, lydighed og kyskhed, og han fortsatte de teologiske studier, men hans helbred blev dårligere og dårligere. I 1909 blev han så syg, at han blev sendt hjem til Pietrelcina. Han ønskede brændende at blive præsteviet, og det skete den 10. august 1910. Efter præstevielsen blev pater Pio boende i Pietrelcina, fordi hans helbred stadig var ringe. Han bistod dog sognepræsten, og han underviste byens indbyggere i læsning og skrivning, men frem for alt havde pater Pio et dybt bønsliv. Den 9. august 1912 skriver han til sin åndelige vejleder Benedetto:

Her er et blegt billede af, hvad Jesus gør i mit indre: Ligesom en strøm river alt, hvad den møder, ned i havets dyb, på samme måde rives min sjæl - der er sunket ned i Jesu kærligheds grænseløse ocean - ind i Hans uendelige rigdomme.

Pater Pios sjæl blev forenet med Gud, og han oplevede paradisets sødme, men bagefter kom en periode, hvor hans sjæl var omgivet af mørke. Han følte, at Gud havde forladt ham, og han led grufuldt. Januar 1916 skriver han til Benedetto:

Når jeg er i denne nat, kan jeg ikke sige dig, om jeg er i Helvede eller i Skærsilden. Alt, alt er forsvundet fra forstanden, fra sjælen. En uendelig ørken af mørke, af fortvivlelse, af lammelse, dødens fødested, forladthedens nat, fortvivlelsens hule. På dette sted befinder min sjæl sig - langt fra Gud og fuldstændig alene.

Efter en periode kom pater Pio ud af sjælens mørke nat, og han skriver til Benedetto:

Jeg følte i ét nu - i det dybeste af min ånd - noget, der var så fint. Først følte min sjæl Hans nærvær uden at se Ham. Bagefter førte Han sjælen så tæt til sig selv, at det næsten var som en berøring - som når et legeme ganske let berører et andet legeme. Men det er en meget bleg sammenligning.

Pater Pios helbred var stadig ringe, men i en vision så han, at han skulle bo i klostret Santa Maria delle Grazie i San Giovanni Rotondo:

”Han (Jesus) fortalte mig, at jeg har brug for at styrke min krop,” skriver han til Benedetto, ”så jeg kan blive rede til de andre prøvelser, som Han ønsker, at jeg skal påtage mig.”

Den 4. september 1916 kom pater Pio til San Giovanni Rotondo, der lå på Garganobjerget. Hans helbred blev hurtigt bedre. Han læste messe, og han underviste på gymnasiet. Han blev også åndelig vejleder for tyve præstestuderende. Han blev meget afholdt, og de studerende beskrev ham som en meget varmhjertet og menneskelig person. Han levede asketisk, og tilbragte megen tid i bøn foran det store krucifiks i kirken.

Pater Pio modtager Kristi sårmærker

Fredag morgen efter messen den 20. september 1918 sad pater Pio i stille taksigelse udfor kirkens store krucifiks. Hvad der skete, mens han sad der, skriver han til Benedetto:

Mens dette skete, så jeg foran mig en hemmelighedsfuld skikkelse, der fuldstændig lignede den, jeg så den 5. august. Den eneste forskel var, at hans hænder, fødder og side dryppede af blod. Hans ansigt forskrækkede mig, og det jeg følte i det øjeblik, er umuligt at beskrive. Jeg troede, at jeg skulle dø, og jeg ville også være død, hvis Herren ikke havde trådt til og styrket mit hjerte, der var ved at sprænges i mit bryst. Visionen forsvandt, og jeg opdagede, at mine hænder, fødder og side dryppede af blod. Forestil dig den smerte jeg led i det øjeblik, og som jeg har lidt lige siden.

Selvom pater Pio i sin ydmyghed prøvede at skjule, at han havde fået Kristi sårmærker, opdagede hans medbrødre det hurtigt. Klostrets leder, krævede at se sårmærkerne, og bagefter skrev han til ordensgeneralen: ”Det er hverken pletter eller mærker, men virkelige sår, der gennemtrænger hans hænder og fødder. Såret i siden er en dyb, gabende flænge, og det bløder hele tiden.”

Nu skulle pater Pios stigmata undersøges lægeligt, og både Vatikanet og Kapucinerordenen sendte højt kvalificerede læger til pater Pio. De undersøgte hans stigmata, men de kunne ikke forklare, hvordan sårerne var opstået, hvorfor de ikke helede, og hvordan pater Pio kunne tåle at miste så meget blod. De kunne blot konstatere fænomenet.

Der var et karakteristisk fænomen knyttet til pater Pios stigmata, og det var den særlige duft, der udgik fra dem. Folk beskrev det som en blomsterduft, der var ganskelig vidunderlig. Når pater Pio viste sig for mennesker i bilokation, fulgte denne blomsterduft ofte med.

Mirakler og helbredelser

Nu begyndte folk at strømme til San Giovanni Rotondo for at deltage i pater Pios messe og for at skrifte hos ham. Hans arbejdsdag var utrolig lang, og det meste af natten tilbragte han i bøn. Nu begyndte der også at komme beretninger om mirakler og helbredelser. I forbindelse med helgenkåringsprocessen vidnede 74 personer. Et af vidnerne var en blind pige, der hed Gemma. Hun var født uden pupiller, men hun fik synet, da hun kom til San Giovanni Rotondo og pater Pio bad for hende. Men ikke alle blev helbredt. En dag kom en blind ung mand ved navn Pietruccio gående op ad bjerget sammen med en ledsager. Han ønskede at få sit syn tilbage, men pater Pio var klar over, at helbredelsens nådegave ikke var til stede, og det sagde han til Pietruccio. Det var tungt for Pietruccio at høre, men pater Pio tog sig af ham og hjalp ham. Pater Pio gav ofte udtryk for, at visse fremtidige begivenheder ikke kan ændres. De hører med i Guds evige plan. Andre begivenheder kan ændres ved bøn.

Pater Pio elskede Gud og mennesker. Han kunne se sjælene i skærsilden. Han havde bilokationens gave, og han kunne se ind i de menneskers sjæle, som skriftede hos ham, og ved hans forbøn skete der mirakler og helbredelser. Men hans egen sjæl var skjult for ham selv. I sin store ydmyghed var han altid i tvivl, om Gud ville frelse ham. Pater Pio var så nær Gud, at han så på sig selv med Guds øjne, og derfor betragtede han sig selv som verdens største synder.

”Jeg forstår ikke, at denne sankt Frans´ kappe, som jeg så uværdigt bærer, ikke falderaf mig,” sagde han. ”Jeg er ikke god. Bed for mig, at jeg må blive god.”

Søster Død

I slutningen af 1967 begyndte pater Pios stigmata at forsvinde, og i løbet af sommeren forsvandt alle sårmærkerne bortset fra en lille sårrand på hænderne. Hans medbrødre opfattede det som et tegn på, at han snart skulle dø. Pater Pio var selv fuldstændig klar over, hvornår han skulle dø. Da han modtog sine stigmata, sagde Jesus til ham: ”Du vil bære dem i 50 år, og så vil du se mig.” Nøjagtig 50 år efter forsvandt pater Pios stigmata.

Den 22. september 1968 var pater Pio meget svag. Han læste messe om morgenen, men han kollapsede, hvorefter han blev hjulpet til sin celle, og om natten den 23. september gik broder Pellegrino ind til ham.

Pater Pio ønskede at skrifte, og bagefter fornyede han sine løfter om fattigdom, lydighed og kyskhed.

”Er der stjerner på himlen i aften?” spurgte han.

”Ja,” sagde Pellegrino, ”himlen er fuld af stjerner.”

”Lad os gå ud på verandaen,” sagde pater Pio.

Så hjalp Pellegrino pater Pio ud på verandaen, og han så sig omkring i ærefrygt. Lidt efter hjalp Pellegrino pater Pio tilbage til cellen, men nu var han blevet meget svag. Der blev tilkaldt læger fra hospitalet, men de kunne intet stille op. Efterhånden vågnede brødrene, og mens de bad for pater Pios sjæl, døde han.

Den 16. juni 2002 blev pater Pio helgenkåret af pave Johannes Paul II.

Bøn

Pater Pio skrev denne kommunionsbøn, som han ofte bad, når han sad i stille taksigelse efter messen:

Bliv hos mig, Herre, for det er nødvendigt at have dig hos mig, så jeg ikke glemmer dig. Du ved, hvor nemt jeg svigter dig.

Bliv hos mig, Herre, for jeg er svag og har brug for din styrke, så jeg ikke falder så tit.

Bliv hos mig, Herre, for du er mit liv, og uden dig er jeg uden glød.

Bliv hos mig, Herre, og vis mig din vilje.

Bliv hos mig, Herre, så jeg hører din stemme og følger dig.

Bliv hos mig, Herre, for jeg ønsker at elske dig højt og altid være hos dig.

Bliv hos mig, Herre, hvis du ønsker, at jeg skal være dig tro.

Bliv hos mig, Herre, for selvom min sjæl er fattig, ønsker jeg, at den skal være et trøstens sted for dig, en kærlighedens rede.

Bliv hos mig, Herre, for det er sent, og dagen går på held, og livet svinder. Døden, dommen, evigheden nærmer sig. Det er nødvendigt med fornyet styrke, så jeg ikke går i stå på vejen, og til det har jeg brug for din hjælp. Det er sent, og døden nærmer sig. Jeg frygter mørket, fristelserne, tørheden, korset, sorgerne. Åh, hvor har jeg dog brug for dig, min Jesus, i denne landflygtighedens nat.

Bliv hos mig i nat, Jesus, i dette farefulde liv. Jeg har brug for dig.

Lad mig genkende dig, som dine disciple gjorde det, da du brød brødet, så Eukaristien kan være det lys, der jager mørket bort, den kraft, der holder mig oppe, mit hjertes eneste glæde.

Bliv hos mig, Herre, for i min dødstime ønsker jeg at være forenet med dig, hvis ikke i Kommunionen, så i nåde og kærlighed.

Bliv hos mig, Jesus, jeg beder ikke om guddommelig trøst, for jeg fortjener det ikke, men om at du skænker mig dit nærvær, det beder jeg dig om!

Bliv hos mig, Herre, for det er dig alene, jeg ser hen til, din kærlighed, din nåde, din vilje, dit hjerte, din Ånd, for jeg elsker dig og beder ikke om nogen anden belønning end at måtte elske dig mere og mere. Jeg vil elske dig med en fast kærlighed, af hele mit hjerte, så længe jeg endnu er på jorden, og fuldkomment i al evighed.

Amen.

Lizzie Lundh, exam.art. i litteraturvidenskab, udgav i 2008 en bog om pater Pio: Pater Pio. Mennesket og mystikeren. Katolsk Forlag.

(Levende Vand nr. 4 2008)