Kristenforfølgelsen i Kina i det tyvende århundrede 

I tiden før kommunisterne kom til magten i Kina, var der en livlig missionsvirksomhed i landet (bl.a. forestået af Den Nordiske Kristne Buddhistmission, som blev grundlagt af nordmanden Karl-Ludvig Reichelt (1877-1952), der var en betydelig skikkelse i den kristne missions historie). Mange kinesere blev kristne, og der er dem, der mener, at hvis ikke kommunismens undertrykkelse af kristendommen og af al religion ikke var kommet, ville Kina måske i dag have haft en meget stor kristen befolkning.

Undertrykkelsen og forfølgelsen af kristne blev meget voldsom i de første årtier efter Mao Tsetungs magtovertagelse. I dag er de kristne kirker i Kina stadig under en vis kontrol fra statsmagtens side, og kristne oplever stadigvæk vanskeligheder og begrænsninger i udøvelsen af deres tro. Men samtidig sker der også en stor vækst i kirkerne i disse år. Der bliver bygget nye store kirker, og mange kinesere bliver kristne.

Under den værste forfølgelse overlevede kristne i Kina under yderst vanskelige og primitive vilkår. Der opstod husmenigheder, der holdt gudstjenester og møder i hemmelighed. Bibeldele blev skrevet af. Bibeltekster blev lært udenad. Lægprædikanter drog fra sted til sted og udsatte sig selv for stor fare. Mange kristne måtte lide hårdt for deres tro. Men mange kristne kunne også aflægge et enestående vidnesbyrd om troen. Kirken i Kina blev en kirke, der kan sammenlignes med kirken i den allerførste kristne tid.

Vi bringer uddrag fra en række vidnesbyrd om kirken i Kina under kommunismen, som er samlet af amerikaneren Carl Lawrence, der i en snes år har været missionær i Sydøstasien og bl.a. stået for kristne radioudsendelser til Kina (Kirken i Kina. Forlaget Scandinavia 1987).

En lovsyngende kirke

”De lovpriste Gud” (ApG 2,47).

Lyt til dette vidnesbyrd fra et møde:

”Hvilken vidunderlig, kærlig og almægtig Gud vi har! Jehovas navn være lovet! Hans trofasthed varer fra slægt til slægt. Jeg har med egne øjne været vidne til, at Hans kærlighed varer evindelig. Som en mor der ikke glemmer sit diende barn, sådan vil vor himmelske Far heller ikke glemme os. Skønt jeg har kendt Gud siden jeg var ung, havde jeg desværre meget sjældent anledning til at læse i Guds ord. Det var som at være blind. Jeg forstod ikke livets sandhed. Men jeg knælede hver dag for Gud og bad til Ham.

Han er i sandhed en Gud, der svarer på bøn. Hvad der er umuligt for mennesker, er muligt for Ham. Sidste år, mens jeg endnu tørstede og længtes efter Hans ord, gav Gud os en kosteligbibel gennem nogle af Hans omsorgsfulde børn (i 1981). Lovet være Guds nåde! Halleluja! Priset være Herren! Fra den dag studerede jeg Bibelen hver eneste dag, og jeg fik lys over den bibelske sandhed. Tak og lov og pris for Guds nåde! Gennem bibelundervisning og oprigtig bøn kom mange unge brødre og søstre til at indse, at der findes evigt liv i Bibelen.

Priset være Herren! Der var en broder, som blev kastet i fængsel. Han nægtede at holde op med at løfte hænderne, når Han tilbad Herren, så de lagde ham i håndjern og fodlænker. Langsomt blev huden og kødet slidt ned, så knoglerne på hans fødder kom til syne. Men han blev ved med at påkalde Herrens navn. Han henvendte sig hemmeligt til en ældre broder og sagde: ”Vil du døbe mig under næste vagtskifte?” Han blev døbt, mens vagterne og alle de andre sov.” Den slags hændelser forekommer ikke kun som følge af fængselslivet. Der er ligefrem folk, der priser Herren undervejs til fængslet.

”Der kom en lastvogn forbi med fanger på vej til fængslet. Udefra kunne man ikke se fangerne inde i vognen, og man troede det var berygtede forbrydere, der blev slæbt afsted som dyr. Myndighederne ønskede ikke vi skulle se dem. ”Er de virkelig så berygtede?” spurgte vi. Så fandt vi ud af sammenhængen. Det var kristne på vej til fængslet. De var lænket til hinanden og var lykkelige. Der var ikke spor af misfornøjelse eller fortrydelse i deres ansigter. Vi kunne høre dem synge, mens de kørte forbi: ”Han er værdig, Han er værdig…”

En respekteret kirke

”og blev beundret af alle mennesker” (ApG 2,47).

I den første husmenighed var der især een ting, som forårsagede opstandelse i det etablerede religiøse bureaukratis rækker. Det var den respekt, som samfundet omgav dem med. Det samme gælder i Kina i dag. Nøglen til hvorvidt husmenighederne overhovedet kan mødes, ligger hos kadren. Uden hans tilladelse bliver der ingen møder. Hvordan kan det være, at de kristne så alligevel får lov til at mødes?

Een kadre besvarer spørgsmålet således: Da hans overordnede spurgte ham, hvorfor han gav de kristne tilladelse til at mødes, svarede han: ”De er gode folk. De har en høj moral og arbejder hårdt. Det er ikke dem, der giver os problemer.”

Hemmeligheden kan meget vel ligge i den kendsgerning, at de kristne ”arbejder hårdt”.

Hvis en kadreleder skal have nogen chance for at avancere i partiet - eller bare bevare sit nuværende job - afhænger det af, om han kan leve op til målsætningerne for produktionen. Hvad der gælder for den lokale leder, gælder tilsvarende for hans overordnede hele vejen op. Det var de kristne, som var årsag til kadrenes succes, fordi de ”arbejdede hårdt.” Ingen ville være interesseret i at ødelægge det forhold. Men der er også andre grunde, hvilket denne episode forklarer: ”

I august var der en brigadepartisekretær med udsigt til at blive kadreleder af høj rang, som satte sig imod de kristne og forbød deres møder. Så skete der noget. Partisekretæren var netop i færd med at inspicere en ovn, hvori man brændte mursten, da den styrtede sammen. Han blev begravet under en stor dynge murbrokker. Mange tililende stod bare og så på, men de kristne begyndte at bede med tårer for ham. Da han langt om længe blev reddet, sagde han henvendt til tilskuerne: ”I stod bare og betragtede ulykken, og I følte en vis skadefryd indvendig, men det var de kristne som bad med tårer for mig på grund af deres sympati. Gud reddede mig, og jeg er i sikkerhed. Jeg foreslår, at vi fra i dag flytter kirken til mit hus.”

Jan Ulrik Dyrkjøb er pastor emeritus

(Levende Vand 4 2008)