Kom og vær mit lys

Indledning af Grethe Livbjerg:

I september 2008 udkom på Kristeligt Dagblads Forlag en bog om Moder Teresa: Kom og vær mit lys.

Den indeholder breve, som Moder Teresa har skrevet til sine skriftefædre. Hun havde ønsket dem brændt, men heldigvis blev hendes ønske ikke opfyldt, fordi de kirkelige myndigheder anså dem for at være værdifulde. For mange har disse breve været et chok. Moder Teresa har virket som den inkarnerede tro, og så har hun i mange år levet i et åndeligt mørke og kæmpet med følelsen af tvivl.

Her nogle sider fra bogen:

”Hvem er jeg, at du skulle forsage mig?”

I et brev til fader Picachy af 3. juli 1959 understregede Moder Teresa, at det var i lydighed mod Guds ledelse, at hun afslørede sin indre tilstand over for ham: Jeg vedlægger også dette papir. Tanker nedfældet på papir giver en kortvarig lindring. Hvorfor Han vil have mig til at fortælle Dem alt dette, ved jeg ikke. - Jeg ville ønske, jeg kunne nægte at gøre det. - Jeg ville gladelig nægte Ham det. Det papir, hun henviser til her, der er skrevet som en bøn og sendt til fader Picachy, er en af de mest detaljerede og længste beskrivelser af hendes erfaring af mørket:

I mørket …

Herre, min Gud, hvem er jeg, at du skulle forsage mig? Et barn af din kærlighed - og nu blevet som det mest hadede - den, du har forkastet som uønsket - uelsket. Jeg kalder, jeg klynger mig fast, jeg vil - og der er ingen, der svarer - ingen, jeg kan klynge mig til - nej, ingen. - Alene. Mørket er så mørkt - og jeg er alene. - Uønsket, forladt. - Ensomheden i det hjerte, der længes efter kærlighed, er uudholdelig. - Hvor er min tro? - Selv dybt nede, inderst inde, er der intet andet end tomhed og mørke. - Min Gud - hvor smertelig er denne ukendte smerte. De gør ondt uden ophør. - Jeg har ingen tro. - Jeg tør ikke udtrykke de ord og tanker, der hober sig op i mit hjerte - og får mig til at lide uudsigelig pine. Så mange ubesvarede spørgsmål lever i mig - jeg er bange for at afsløre dem - for gudsbespottelse - Hvis det er det, Gud - så tilgiv mig. - Stol på, at alting slutter i himlen sammen med Jesus. - Når jeg forsøger at hæve mine tanker op til Himlen - er der sådan en overbevisende tomhed, at selve disse tanker vender tilbage som skarpe knive og sårer min sjæl. - Kærlighed - ordet - det giver ingenting. - Jeg får at vide, at Gud elsker mig - og dog er mørkets og kuldens og tomhedens virkelighed så stærk, at intet rører min sjæl. Før arbejdet begyndte - var der så meget fællesskab - kærlighed - tro - tillid - bøn - offer. - Var min fejl, at jeg overgav mig blindt til det Hellige Hjertes kald? Arbejdet er jeg ikke i tvivl om - for jeg er overbevist om, at det er hans, ikke mit. - Jeg føler ikke - ikke engang en eneste enkel tanke eller fristelse dukker op i mit hjerte for at gøre krav på noget i arbejdet. Altid smilende - sådan siger søstrene og folk. - De tror, at tro, tillid og kærlighed fylder hele mit væsen og at nærheden med Gud og foreningen med hans vilje omgiver mit hjerte. - Hvis de bare vidste - og hvordan min munterhed er den kappe, jeg dækker tomheden og elendigheden med. Trods alt - er dette mørke og tomheden ikke så smerteligt som længslen efter Gud. - Jeg er bange for at den selvmodsigelse vil bringe mig ud af balance. - Hvad er det, du gør, min Gud, mod en, der er så lille? Da du bad om at måtte indprente din lidelse i mit hjerte - er dette svaret? Hvis det her bringer dig ære, hvis du får blot den mindste glæde af dette - hvis sjæle bliver ført til dig - hvis min lidelse slukker din tørst - her er jeg, Herre, med glæde accepterer jeg det hele, lige til livet er forbi - og jeg vil smile til dit skjulte ansigt - altid.

Moder Teresas frygt for, at denne indre lidelse ville bringe hende ud af balance, blev ikke til virkelighed. Ifølge en af hendes første efterfølgere, var hun ”et meget velafbalanceret menneske, og Moder var glad, når tingene var i orden; men selv når noget gik galt, gav hun ikke udtryk for at være nedtrykt eller i dårligt humør. Tidligt og silde var hun glad.” Efter hendes død bemærkede en person, som havde arbejdet sammen med hende længe: ”Jeg tror balance var en af Moders største egenskaber. Og desuden var hun så rolig … Hun lod aldrig smerte og lidelser komme i vejen for hendes kærlighed til Jesus. Den kærlighed gav hende så stor glæde. Hun var i stand til at rumme det hele.”

Hendes nærhed til Gud, som hun ikke selv kunne mærke, var kilden til den stabile og afklarede indstilling, som andre beundrede hos hende. Den energi, glæde og entusiasme, hun udførte sine pligter med, udøvede en stærk indflydelse på dem, som kom i kontakt med hende, især hendes søstre og de fattige, som hun tjente. Og dog skjulte hendes strålende smil en afgrund af smerte; det lagde et slør over hendes indre Golgata.

(Levende Vand 4 2008)