Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Sebastian Olden-Jørgensen

Pascals bøn om at gøre god brug af sygdom

 

Den franske matematiker, filosof og teolog Blaise Pascal (1623-62) er kendt af mange for sine åndrige essays (Pensées), sine jansenistiske sympatier, sin ætsende antijesuitiske polemik (Lettres provinciales, 1656-57) og måske også for den seddel kaldet le Mémorial, man efter hans død fandt indsyet i hans tøj. På den finder man i få ord fastholdt en mystisk erfaring, som dateres til den 23. november 1654 fra kl. ca. halv elleve om aftenen til halv et om natten. De indledende ord falder som hammerslag:

”Abrahams Gud, Isaks Gud, Jakobs Gud,” (2 Mos 3,6)

ikke filosoffernes og de lærdes Gud.

Sikkerhed, sikkerhed. Følelse. Glæde.

Fred.

Jesu Kristi Gud.

Deum meum et Deum vestrum (Min Gud og jeres Gud, jf. Joh 20,17)

”Din Gud skal være min Gud” (jf. Judith 11,23)

 

Pascal havde hele livet et vaklende helbred, og fem år før sin død blev han alvorligt syg. Det er fra denne periode, man daterer den ”Prière pour demander à Dieu le bon usage des maladies” (Bøn til Gud om at gøre god brug af sygdom), som udgør det afsluttende 32. afsnit af førsteudgaven af Pensées (Paris 1670). Bønnen er meget lang og bør nok snarere opfattes som en betragtning eller meditation. Den er som alt, Pascal skrev, litterært i top, og den kan i Frakrig stadig købes i boghandlen som et separat lille værk.

I modsætning til så mange andre kristne bønner i sygdom rummer Pascals bøn ikke noget udtrykkeligt ønske om at helbredelse. Ikke at Pascal modsætter sig helbredelse, men det er Guds mening med sygdommen og hans egen rette brug af den, der står i centrum. Den lange bøn er delt i femten afsnit og rummer en rigdom af betragtninger samt ikke så få gentagelser. To centrale temaer kan dog identificeres.

Det ene tema er det moralske: Sygdommen som et udtryk for Guds pædagogik og en anledning - eller måske ligefrem en hjælp til - at få styr på tilværelsens prioriteringer. Kort sagt: Sygdom som det afgørende puf til omvendelse. Det andet tema er det kristologiske, hvor sygdommen får sin egentlige og dybeste mening i en relation til Jesu lidelse. Bindeledet mellem de to temaer er den inderlige tillid til Gud, som slås an i bønnens indledende afsnit, men som vender tilbage i form af bønner om at Gud må give den bedende trøst. Omvendelsestemaet fylder det meste af midterstykket, mens det kristologiske tema danner det afsluttende klimaks.

Også sproget bevæger sig undervejs. I begyndelsen er tonen mere filosofisk, og man finder mange eksempler på den glæde ved pointerede og modsætningsfyldte udsagn, som både er typisk for tiden og forfatteren. Undervejs farves sproget mere og mere af Biblen og liturgien, og det afsluttende afsnit er nærmest en parafrase af centrale steder fra de paulinske breve. Nedenfor gengives nogle centrale afsnit.

 

1.

Herre, du er så god og mild i alle ting og så barmhjertig, at ikke alene medgang, men selv den modgang, som dine udvalgte oplever, er udtryk for din barmhjertighed. Lad mig erfare den nåde ikke at opføre mig som en hedning i den tilstand, som din retfærdighed har bragt mig i, men lad mig som en sand kristen se dig som min Fader og min Gud, uanset hvordan jeg har det. For ændringen af min tilstand har intet at gøre med dig: Du er altid den samme, selv om jeg er underkastet forandring, og du er ikke mindre Gud, når du hjemsøger med plager, end når du viser skånsel.

 

2.

Du har givet mig sundheden for at tjene dig, og jeg har brugt den på en helt modsat og verdslig måde. Nu sender du mig sygdommen for at tugte mig. Tillad ikke, at jeg bruger den til at tirre dig med min utålmodighed. Jeg har misbrugt min sundhed, og du har retfærdigt straffet mig. Tillad ikke, at jeg misbruger denne straf. Og da min natur er så fordærvet, at den gør dine velgerninger skadelige, min Gud, så lad din almægtige nåde gør dine tugtelser helsebringende. Hvis jeg har haft hjertet fuldt af kærlighed til verden, dengang det havde nogen kraft, så udslet denne kraft for min frelses skyld og gør mig - for at jeg skal nyde dig alene - ude af stand til at nyde verden, hvad enten det skyldes legemets svaghed eller kærlighedens glød.

 

13.

Herre, tag den sorg fra mig, som min egenkærlighed føler ved lidelserne og ved de ting i verden, der ikke går efter mit hjertes tilbøjeligheder, og som ikke er til din ære. Giv mig i stedet en sorg, der svarer til din. Lad mine lidelser tjene til at stille din vrede. Gør dem til en lejlighed til frelse og omvendelse for mig. Lad mig fremover kun håbe på sundhed og liv for at bruge det og afslutte det for dig, med dig og i dig. Jeg beder hverken om sundhed eller sygdom, hverken om liv eller død, men om at du råder over min sundhed og min sygdom, mit liv og min død, til din ære, til min frelse og til gavn for din Kirke og dine hellige, som jeg tilhører. Du alene ved, hvad der gavner mig. Du er den højeste Herre, gør som du behager. Giv mig, tag fra mig, men ligedan min vilje med din. Og lad mig i ydmyg og fuldkommen underkastelse og i en hellig tillid tage imod dit evige forsyns befalinger og tilbede alt, som kommer fra dig.

 

15.

Herre, gør altså, at jeg ligedanner mig med din vilje, sådan som jeg er nu. Og da jeg er syg, så lad mig være stolt af mine lidelser (2 Kor 12,9). Uden dem kan jeg ikke nå til herligheden. Uden dem, min Frelser, ville du ikke selv være nået dertil. Det er på tegnene på dine lidelser, at du blev genkendt af disciple, og det er på lidelserne at du også genkender dem, som er dine disciple. Genkend mig altså som en af dine i de smerter, jeg lider både i mit legeme og i min ånd for de overtrædelser, jeg har begået. Og eftersom intet er Gud velbehageligt, med mindre det frembæres af dig, så foren min vilje med din og mine smerter med dem, du har lidt. Gør dem til dine og foren mig med dig, og opfyld mig med dig selv og din Ånd. Iklæd mig dig. Træd ind i mit hjerte og i min sjæl for dér at lide mine lidelser og fortsat i mig at tåle, hvad der mangler af dine trængsler (Kol 1,24), som du fuldbyrder i dine lemmer lige indtil dit legemes endelige fuldkommengørelse. Så at jeg opfyldes af dig, og det ikke længere er mig, der lever og lider, men dig, der lever og lider i mig, min Frelser (Gal 2,20). Og når jeg således på den måde har en lille smule del i dine lidelser, så fyld du mig helt med din herlighed, i hvilken du lever med Faderen og Helligånden i evighedernes evighed. Amen.

 

Note:

”Prière pour demander à Dieu le bon usage des maladies” er her oversat efter den nyeste udgave i B. Pascal: Oeuvres complètes, udg. af Michel le Guern, Gallimard 1998-2000, bd. II, s. 183-193. Den bygger på nye håndskriftfund og afviger på en række punkter fra teksten i den ovenfor anførte udgave af Pensées fra 1670.

 

Sebastian Olden-Jørgensen, lektor i historie ved Københavns Universitet.

 

(Levende Vand 4 2008)

 

  

 

Lidelse - i troens lys

 

 

Guds ja i Kristus kan bære igennem vore lidelser og åbne udsigten over graven

Elisabeth Glenthøj

 

Den indstrømmende Gud

Thomas Sjödin

 

Guds velsignelse i sort papir

Kirsten Krog samtaler med Brita Krarup

 

Ord fra den udelte kirke

Uddrag af en inderlig bøn til Helligånden

Af Simeon den Nye Teolog 949-1022

 

Pascals bøn om at gøre god brug af sygdom

Af Sebastian Olden-Jørgensen

 

Kom og vær mit lys

Af Moder Teresa

 

Kristenforfølgelsen i Kina i det tyvende århundrede

Jan Ulrik Dyrkjøb

 

Forfølgelse i Rumænien

Af Monica Papazu

 

Vidner

Pater Pio

Af Lissie Lundh

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk