Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Thomas Sjödin

Den indstrømmende Gud 

 

Indledning af Grethe Livbjerg:

Tomas Sjödin er svensk pinsepastor, forfatter og en kendt foredragsholder. Han og Lotta er forældre til tre drenge, hvoraf den ældste, Karl-Petter, og den yngste, Ludvig, led af en medfødt hjernesygdom, som langsomt nedbrød dem og førte til deres død. Den midterste, John, 20 år, er rask. I flere bøger har Tomas Sjödin skildret familiens liv med to drenge, der krævede pasning døgnet rundt. Der er også udgivet en brevveksling mellem Tomas Sjödin og biskop Martin Lönnebo, der også er far til en svært handicappet søn, hvor de to udveksler deres erfaringer.

Lotta og Tomas er blevet udfordret med spørgsmålet, om ikke det ville have været bedre, hvis de to drenge fik lov at dø - vel underforstået: Var blevet aborteret. Tomas Sjödin svarer: ”Indbygget i spørgsmålet, sikkert stillet i kærlighed og omsorg, findes den tanke at livet skulle være bedre - måske desuden rigere, hvis det ikke var så besværligt … Er virkelig det ideelle liv det, hvor alt er friskt og fungerende? Ville det menneskelige liv ikke være uendeligt mere fattigt og uendelige mere kedeligt, hvis ikke det bød os modstand? Der findes usynlige tråde mellem besvær og mening. Mellem slidet i livet og dybeste glæde. Bag det tilsyneladende meningsløse kan nu og da livets skønhed være gemt … jeg tror der vil komme en tid, hvor vi vil se tilbage på den tid, da vi hårdest sled med vore drenge og indse, at netop da var livet mest meningsfyldt. For besvær har med kærlighed at gøre. At kæmpe for nogen man elsker. Og uden den kamp findes bare tomhed. Gabende tomhed.”

I sine bøger kommer Tomas ind på aktuelle spørgsmål, f.eks. udtrykker han sin afsky for udtrykket ”At skaffe sig børn”, på lige plan med at skaffe sig sommerhus og sportsbiler. For de to er børn en gave, og han beskriver ”glæden over at de kom til os og fyldte vore rum med en lykke som er sjælden i denne verden”, men også hvordan sorgen ved langsomt at miste dem, altid er med. ”Sorg og glæde er ikke hinandens modsætninger. Man kan faktisk på samme tid være glad og ked af det.”

Den ældste søn døde da han var 15 år. Tomas Sjödin fortæller, at sorgen, smerten også sad i ryggen, i de muskler der i så mange år havde måttet bære de voksende drenge, der behøvede hjælp med alt. I sin sidste bog Ett brustet halleluja som vi her bringer et kapitel fra, fortæller Tomas Sjödin om den yngste søns død i august 2007 og tiden derefter.

Da den elevator, der var installeret for at transportere de to rullestole mellem etagerne, nu var overflødig og blev fjernet, opstod der er stort hul; det materielle hul der symboliserede det tomrum, drengene efterlod sig. Og da kom Johannes af Korset ind, ham, for hvem nada (intet) var forudsætning for totus (alt).

 

Jeg har bredt sprængskitser af de klokker, jeg bedst kan lide, ud over mit arbejdsbord, og jeg konstaterer at disse dejligt lydende genstande mest består af tomhed. En knebel og en skal. Omgivne af tomhed, fyldte af tomhed. Også det tårn, klokken hænger i, er mestendels bare luft. Men det er netop denne overflod af tomhed der er forudsætningen for klokkernes klang, for tomhed er ikke kun en mangel, tomhed er også rum og genklang. Forudsætningen er, at der findes noget der giver lyd i tomrummet. Ingen mennesker kan fylde det. Ikke heller de mest meningsfyldte sysler, men i dag ved jeg det, jeg ikke vidste for nogle år siden: at Gud kan fylde tomheden, og at det hænder at Han gør det ved at sende en spinkel tone der forvandler tomheden til genklang.

***

Jeg var alene hjemme den dag de kom og afmonterede elevatoren i vores hus.

I mange år havde vi haft en elevator mellem stuen og førstesalen, en elevator der var stor nok til at rumme to mindre rullestole og endnu en person. Da Ludvig gik bort, følte vi et behov for at sortere i hans ejendele for at fjerne den følelse af sygestue som alt den tekniske udrustning havde skabt. Et smertefuldt arbejde, når man tænker på hvor tæt ting og minder er forbundet.

Sorteringsarbejdet havde to aspekter, at bevare alt det der knyttede sig til gode og nære minder om drengene, og at blive af med alt det der mindede om sygdom og handikap. Jeg kørte tilbage til det Sahlgrenske sygehus med iltkoncentratoren, AGA hentede iltflaskerne, og hjælpemiddelcentralen sørgede for at afhente rullestolen.

Sidst af alt fik vi en aftale med elevatorfirmaet om at afmontere elevatoren. Hele den del af huset hvor elevatoren stod, var en tilbygning fra drengene var små. Det tog et par dage for firmaet at afmontere elevatoren, og jeg var hjemme og arbejdede med andre ting imens.

Elevatorens fravær blev mere symbolsk ladet end jeg havde forestillet mig. Da elevatormontørerne på andendagen havde pakket sammen og var taget afsted, stod jeg på bunden af skakten mellem etagerne og kikkede op. Et gigantisk hul gabte mellem etagerne.

***

Når nogen spørger, hvordan vi klarer den efter at drengene er døde, synes jeg at vi alle tre svarer på nogenlunde samme måde: At det trods alt går ganske godt, at vi trods alt fik lov til at have dem i fjorten respektive femten år, og at der ikke var noget alternativ, eftersom de ikke længere orkede at leve. Nogenlunde.

Og det er sandt alt sammen. Det er lige så sandt at sige at vores liv ligner vores hus. Der gaber et stort tomt hul i vores familieliv, et stort, tomt hul, der går igennem alle etagerne i vor tilværelse: følelser, erindringer, hverdagsrutiner og årstidernes skiften. Kan man sige at vor tilværelse er fyldt med tomhed? Er tomhed ikke netop det modsatte, altså noget der ikke er fyldt? Netop fordi tomheden er så håndgribelig, vover jeg at skrive at vore dage og nætter er fyldt af tomhed. Man bliver sjældent ked af det når man tror at man vil blive det, savnet rammer snarere når man ikke er forberedt på det, og netop derfor er man så ubeskyttet. En morgen af og til kommer den dér stikkende smerte, og de andre dage er det bare tomt. Vi kan ikke genkende os selv i vort liv. Af og til siger Lotte og jeg til hinanden at vores liv ikke er så forskelligt fra vores venners. Deres huse tømmes også for børn på dette tidspunkt af livet. Nogle flytter tidligt hjemmefra, nogle tager til USA som udvekslingsstuderende, og nogle flytter til Umeå eller Lund for at tage en videregående uddannelse. Børn vokser op og flytter hjemmefra, sådan er det for alle, og sådan er det for os. Af og til dæmper det smerten en anelse at tænke sådan; samtidig ved vi hele tiden at der er en afgørende forskel. Vores børn kommer ikke på besøg, de skriver aldrig, de ringer ikke. I en af mine tidligere bøger skrev jeg at jeg frygtede tomheden den dag, drengene var borte. Nu står jeg i skakten mellem stuen og første sal og kigger op og ved at det er dér vi er nået til nu, til den fase i livet hvor vi skal konfronteres med tomheden og finde en måde at forholde os til den på i hverdagen.

***

Efter et stykke tid lagde John og jeg gulv i elevatorskakten, men det varede mange måneder inden vi så meget som tænkte den tanke at gøre mere ved de rum. Dels fordi vi var trætte, dels fordi vi forestillede os at rummene burde være tomme et stykke tid. At gøre noget ved dem for hurtigt ville være upassende. Skakten fik lov at stå, som et klokketårn uden klokke.

***

Efteråret gik og vinteren kom. Vinteren gik også, og det længe ventede forår kom, varmt og løfterigt. Jeg ved ikke rigtig hvordan vi kom igennem de måneder. Vi rejste bort og kom hjem igen, begyndte at arbejde og fandt det overraskende meningsfuldt, og næsten hver dag gik vi til graven med blomster eller lys. Det føltes som om vi bevægede os i et hav af tid. Vi havde rum i vort hus som vi ikke vidste hvad vi skulle stille op med. Vi manglede både lysten og kræfterne til at forandre noget. Men til sidst kom der en dag hvor vi sagde til hinanden: ”Og hvad skal vi så gøre med de rum?”

Jeg betragter det som et stort øjeblik. Jeg tror desuden at det øjeblik findes et eller andet sted i enhver sorgproces. Man begynder at høre en svag tone, den giver genlyd i det store tomrum, og inden man ved af det, synger man tøvende første vers af en ny sang. Man troede at man aldrig ville synge mere, men man synger.

Vi bestemte os ikke for at vove at synge, vi valgte ikke denne sang. Den kom bare, så svag at den til start næsten ikke var til at opfatte, som lyden fra utallige små klokker i det fjerne.

***

Da vi først var begyndt, gik det hurtigt. Vi satte et ekstra vindue i og fik på den måde et stort vindue ud mod skoven og parken, næsten som en udestue. Vi satte paneler op og malede på bedste det‘ Leth-maner. Det nye rum vedblev at være sparsomt møbleret. Bløde, dybe lænestole, et lille rundt bord, stereo og TV. Ikke mere. Til sidst hængte vi den sort-hvide fluesnapper i træ op, den havde jeg fået af mine forældre og jeg mener selv at det er en af de smukkeste ting, jeg ejer. Hver dag fyldtes det nye rum af musik.

Jeg tænker ofte på denne forandring. Man kunne sige at det var skønt at komme af med elevatoren - den havde gjort sit - men det ville være at forenkle det på en næsten stødende måde. Det var tungt at blive af med elevatoren og alt det andet der havde muliggjort vort liv sammen, alt var jo forbundet med vores kærlighed. Men at bevare det, ville være som at holde fast ved et liv der var slut, at lade som om det stadig blev levet.

Det vigtigste spørgsmål er nok snarere: Hvordan kan et tomrum blive en plads for noget nyt? Uden at savnet og sorgen pakkes ned for tidligt.

Jeg afskyr virkelig alle de lette svar: ” Man har det som man ta‘r det ” og ”Man må elske det, man kan få”. Og alligevel, er det ikke netop her alle sørgende og savnende mennesker kan mødes, i indsigten om at livet aldrig bliver det samme igen, at hullet i ens tilværelse er et faktum, at man hverken kan eller skal fylde det med noget andet? Men det ender ikke dér. Netop her må vi fortælle hinanden at tomrummet kan blive et resonansrum for musik igen.

***

I den proces har jeg fundet megen støtte i Johannes af Korset. Hans sange er født i lange, sorte nætter. Tomhed er et tilbagevendende ord i hans sprogbrug, og det spanske ord ”nada” er det begreb, han anvender. Intet. Men hos Johannes er det altid parret med et andet kort ord: ”alt”. Hos Johannes er ”nada” ikke kun synonymt med savn og afkald, det er lige så meget et muligt sted for noget andet.

”Ikke at fylde hullet med yderligere nyt, kan føles som at sulte ihjel, men det tillader det virkeligt nye at vise sig,” siger han.

I et brev til kommunitetet i Beas de Segura skriver Johannes om den ”der ikke forbliver i den tomhed der er nødvendig, for at Gud skal fylde ham med sin uudsigelige glæde” og om ”hænder der er tynget ned af andet, og ikke kan tage imod det Gud vil give.”

Problemet er ikke at Gud ikke er villig til at møde os, problemet er at vi ikke har noget tomrum. Måske er det grunden til at folk har stærkere gudsoplevelser når deres liv går itu. Det der i vore moderne tider tolkes som at man op finder en Gud der gør livet til at holde ud, handler måske i stedet om at der opstår et rum der ikke fandtes i forvejen. Det er ikke nødvendigvis Gud der skaber dette tomrum, men Han fylder der gerne.

Johannes har mange billeder for dette: tomme, skålformede hænder, den udtørrede flodseng der venter på vandet, stilheden der venter på tonen. Johannes romantiserer aldrig tomheden og savnet. Han ved hvad det er at miste nære og kære, han ved hvordan det føles at blive mistænkeliggjort og forladt. Hans ærinde er snarere at minde os om at der findes et lys i natten. Man ser det ikke til start, men når øjnene vænner sig til det sorte, opdager man det.

At søge Gud indebærer derfor ikke at man handler på en bestemt måde, ikke at man udfører en religiøs handling, men at man holder nogle pladser tomme. For at vende tilbage til rummet efter elevatoren i vores hus: at man ikke overmøblerer sit liv, selv om møblerne kan være både nødvendige og smukke.

***

Vi, Lotta og jeg, tog af sted på en pilgrimsrejse i miniformat i Johannes af Korsets fodspor. En forlænget weekend var hvad vi kunne få, men man kan nå ret langt på en forlænget weekend hvis man rejser den vej, man længes efter. I mit liv er Johannes af Korset netop forbundet med længsel. Længsel efter Gud, men også efter en tro der kan overvinde det åndelige mørke. Her er Johannes en af dem der har meget at sige, og at han gør det i form af smertelig skøn lyrik, gør det ikke ringere. Og selv om der kan synes langt mellem den pinsemissionske verden jeg er vokset op i, og en karmelitermunk i inkvisitionstidens Spanien, det sene 1500-tal, så findes sådanne forskelle altid kun på overfladen. I dybet mødes vi. Jeg har altid læst Johannes‘ bøger en skefuld ad gangen og altid følt at jeg møder hans barske tekster fra et meget moderne og overfladisk perspektiv, at jeg nok aldrig når længere end til første snublende skridt på den lange åndelige vandring, han beskriver. Det bekymrer mig ikke. Det vigtige er ikke hvor langt man når, men hvilken retning man rejser i.

***

Jeg efterlod Lotta sovende på hotellet en tidlig morgen, og vandrede langs floden Tajo der flyder i udkanten af byen Toledo, Spaniens forhenværende hovedstad. Tajo er ikke nogen stor flod, men niveauforskellene gør strømmen strid. På visse tider af året strømmer vandet desuden voldsommere end på andre. Jeg ledte efter spor eller tegn på Johannes‘ nærvær her. Jeg sendte en sms til min bror hjemme i Kramfors og fortalte at jeg ikke fandt hvad jeg søgte, at 400 år effektivt havde udslettet en del spor, men at jeg alligevel nød at gå her. Han sendte en besked tilbage der ordret lød: ”Men måske det du søger, finder dig hvis du bare er opmærk som.” Jeg tror ikke min bror har den mindste idé om hvor meget af Johannes af Korset der er i den sætning. Da jeg havde læst hans svar, så jeg op mod den høje stenmur og opdagede at jeg stod lige under en mindetavle af keramikplader. Der stod:

Ud i den mørke nat,

brændende af kærlighed og længsel

- o lykkelige lod! -

forlod jeg uset

mit hus, der nu var blevet stille.

 

Det er det første digt i ”Sjælens sang,” det digt Johannes af Korsets mest kendte bog, ”Sjælens dunkle nat,” bygger på. Jeg indså at jeg befandt mig lige neden for klosterfængselet, hvor Johannes havde opholdt sig ni måneder. På den tid var det ikke usædvanligt at et kloster havde sit eget fængsel hvor munke og nonner der havde gjort sig skyldige i alvorlige forbrydelser, blev holdt fangen. Ifølge karmelitternes regler havde Johannes gjort sig skyldig i oprørskhed mod overordnede, og derfor skulle han straffes. Sandheden var snarere at Johannes var blevet syndebuk i en strid mellem skoede og uskoede karmelitter, der trak spor langt ind i høje politiske kredse i Spanien. I den fire kvadratmeter store celle måtte han udholde ulidelig hede om sommeren og stærk kulde gennem den korte vinter. Desuden udholdt han fysisk og psykisk tortur.

Han beskrev dog kampen mod det åndelige mørke, eller ”natten”, som endnu mere plagsom. Han led under den åndelige tørke og under følelsen af at Gud havde forladt ham. Da han havde allerstørst behov for Gud, virkede Gud som en fremmed for ham. Johannes levede i månedsvis i dette mørke. Men der skete noget med ham i cellen, et møde med Kristus, ”et vist venligt nærvær og kraft”. Trukket over sine egne resursers tærskel, blev den eneste tilflugt den Gud der strømmer ind i livets mørkeste afkroge. I mørket afslørede Gud sin betingelsesløse længsel efter at elske ham.

Jeg satte mig på en bænk i parken ved bymuren og forsøgte at forestille mig hvilke af de lyde der kunne høres, som kunne have nået ind gennem den lille glug i Johannes‘ celle. Meget kunne lukkes ude, men ikke lyden. Han kunne helt sikkert høre klokkerne fra katedralen og alle de andre klokketårne. Dette er byen hvor klokkerne aldrig tier. De kimer fra et eller andet af byens tårne næsten hele døgnet. Klokkernes klang var helt sikkert velkomne hilsener til Johannes og mindede ham om at der i byen fandtes mennesker der samledes til bøn. Alligevel skrev han næsten ikke noget om det. Til gengæld skrev han så meget desto mere om en anden lyd, flodens fossende vand. Når man sidder her, forstår man at den strømmende lyd må have fyldt Johannes‘ trange celle døgnet rundt.

Johannes skrev teologi ud fra den lyd. ”Sådan er Gud,” siger han, ”altid indstrømmende”. Han mener at Gud hele tiden bevæger sig i retning af os, at Han ikke ønsker noget andet end at møde vor længsel. ”Hvis sjælen søger Gud, søger dens elskede den meget mere,” skriver han i ”Levende kærlighedsflamme”. Bevægelsen er ikke så meget at vi strækker os mod Gud - som bekendt overkommer man det ikke altid - det vigtige er den modsatte bevægelse. Gud fosser mod os. Floder har tre egenskaber, - den første er at de kaster sig over og oversvømmer alt de møder, den anden er at de fylder alle huler og dyb som findes på deres vej og det tredje er at de bruser så kraftigt at de overdøver alle andre lyde.

Murene omkring Johannes var velbyggede, væggene var tykke, vinduer nærmest ikke-eksisterende og døren bevogtedes af nidkære fangevogtere. De ydre omstændigheder talte samme sprog som hans indre verden. Han levede i følelsen af at være glemt af alle. Inklusive Gud. Kun et par ynkelige timer om dagen fandt lyset vej gennem den lille ventilationsåbning højt oppe på væggen. Men i dette mørke hørte han hvordan Tajofloden utrætteligt strømmede af sted. En bestandigt strømmende skaberkraft, en bestandigt strømmende kærlighedskraft, I fængslet lærte han en Gud at kende der anstrenger sig for at trænge ind i vort mørke og gøre natten og følelsen af tomhed til noget andet end en katastrofe.

En evig kilde er i det skjulte rundet jeg ved så vel, den har sit leje fundet skønt natten råder.

Da Johannes skrev dette, var det ikke et ønske. Ikke en mulighed under visse omstændigheder. Det var en forsikring: Gud strømmer altid ind, for sådan er Hans væsen. Flodguden opfylder vore lavtliggende punkter. Johannes hørte at floden ikke er stum, den taler klangfuldt, og han efterlignede sangen. Digtene skrev han på papirstumper medens han sad i fængsel, de mere reflekterende tekster skrev han, da han var blevet fri igen.

Da Johannes undslap efter ni måneder, undslap han ikke til friheden. Den havde han allerede fundet. Måske er den holdning som Johannes opviste i fængslet i Toledo, den eneste mulige: Udholde tomhed og mørke så længe man kan, men også vove at tro at der findes en ende på mørket. Da kan det paradoksale og forhåbningsfulde ske, at der fødes en sang ud af tomheden.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

 

 

(levende Vand 4 2008)

 

 

Lidelse - i troens lys

 

Guds ja i Kristus kan bære igennem vore lidelser og åbne udsigten over graven

Elisabeth Glenthøj

 

Den indstrømmende Gud

Thomas Sjödin

 

Guds velsignelse i sort papir

Kirsten Krog samtaler med Brita Krarup

 

Ord fra den udelte kirke

Uddrag af en inderlig bøn til Helligånden

Af Simeon den Nye Teolog 949-1022

 

Pascals bøn om at gøre god brug af sygdom

Af Sebastian Olden-Jørgensen

 

Kom og vær mit lys

Af Moder Teresa

 

Kristenforfølgelsen i Kina i det tyvende århundrede

Jan Ulrik Dyrkjøb

 

Forfølgelse i Rumænien

Af Monica Papazu

 

Vidner

Pater Pio

Af Lissie Lundh

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk