Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Elisabeth Glenthøj

Guds ja i Kristus kan bære igennem vore lidelser                  og åbne udsigten over graven

 

Når vi læser i Første Mosebog, ser vi, hvordan Gud skabte alt såre godt i begyndelsen. Der står flere gange i skabelsesberetningen, at ”Gud så, at det var godt.” Efter fuldendelsen af hele skaberværket, hedder det: ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” Her har vi altså det gode liv i egentlig forstand. Uden lidelse. Et herligt liv, hvor Adam og Eva levede i et trygt og nært forhold til Gud. De havde oven i købet lov til at spise af livets træ, så de kunne blive udødelige. Men inden de nåede så langt, overtrådte de, som vi ved, Guds bud. De måtte ikke spise af træet til kundskab om godt og ondt (1. Mosebog 2,17). Men det gjorde de alligevel, fristet af slangen, som vi læser om det i kapitel 3. Slangen var også skabt af Gud, men den vendte sig mod sin skaber. Her er vi ved den store gåde. Hvordan i alverden kunne det ske? Det får vi ikke noget svar på, så længe vi lever her på jorden. Gud havde sagt til Adam: ”Den dag, du spiser af træet, skal du dø!”

Og selvom Adam og Eva ikke faldt døde om, så blev deres liv fra nu af mærket med døden i form af smerte, lidelse og til sidst død. Eva skulle føde børn med smerte, og Adam skulle med møje og besvær dyrke jorden og skaffe føden i sit ansigts sved. Så det gode liv var definitivt slut! Det var slut med muligheden for at spise af livets træ og derved leve evigt (se kapitel 3 vers 22).

Var alt håb så ude? Nej, Gud ske lov! vi læser også i kapitel 3 ordene om Evas afkom, som skulle knuse slangens hoved (vers 15), omend slangen først ville hugge Evas afkom i hælen. Vi forstår disse ord som en forjættelse om Jesus, Marias søn, som ved sin død og opstandelse skulle besejre den gamle slange, djævelen. Og det helt ubegribelige, det som går helt ud over, hvad vi kan fatte, det skete, da Gud blev menneske i Jesus Kristus. Vi har forjættelsen om Herrens lidende tjener i Esajas 53. I vers 5-6 læser vi: ”Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham.” Paulus taler mange steder om Jesu død for vores skyld, f.eks. i Rom. 5,8-10: ” Men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Så meget mere skal vi, der nu er blevet gjort retfærdige i kraft af hans blod, ved ham frelses fra vreden. For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever.” Vi har hørt disse ord så mange gange. Men aldrig må vi holde op med at undres over, at Gud blev menneske i Kristus. At Jesus gik i vores sted og led for vore synder. Gud er ikke længere vores fjende, vi er forligt med Gud. Guds nåde er over os hver ny dag.

***

Jeg har i mit liv oplevet, at dette med Guds nåde ikke var nogen selvfølge overhovedet. Og det, at jeg troede, jeg var fordømt af Gud, vil nok altid stå som mit livs værste oplevelse. Som ung teologistuderende i Århus (1977) fandt jeg ind i et varmt fællesskab i en karismatisk bedegruppe. Jeg havde her nogle meget stærke erfaringer af Jesu nærvær ved Helligånden. Erfaringer, som jeg i dag er taknemmelig over. Grundtvig skriver i sine salmer og prædikener meget om Herrens nærvær ved sin Ånd. Det i sig selv er en velsignelse. Men jeg fik vendt velsignelsen til forbandelse. Der var jo ingen i den sammenhæng, jeg kom, som direkte sagde, at et nyt og sejrrigt kristenliv ville begynde, når man havde haft disse erfaringer. Men jeg havde åbenbart læst det mellem linjerne. Da jeg efter de åndelige oplevelser kom ned fra beruselsens tinder, måtte jeg konstatere, at jeg ikke var den stærke og udfarende kristne, som jeg følte, jeg burde være. Jeg begyndte også at få det svært med nogle af de ting, der foregik i den karismatiske gruppe. Men dengang vendte jeg det mod mig selv og mente ikke, jeg havde den rette troende indstilling. Jeg drøftede ikke mine problemer med nogen i gruppen, men trak mig efterhånden ud af den. Flere andre faktorer spillede ind, og hen på efteråret 1978 var jeg godt på vej ind i en psykisk krise. Men pligtopfyldende, som jeg altid havde været, ville jeg ikke give op. Så jeg fortsatte med studierne, til jeg til sidst ikke kunne finde nogen mening i de trykte bogstaver på siderne. Og i min sygelige tilstand begyndte jeg at tvivle på, om det nu også virkelig var Helligånden, som havde givet mig disse erfaringer af Jesu nærvær. Herfra er der for det svage sind ikke langt til at gøre regnskabet op: jeg havde syndet mod Helligånden, for nu tvivlede jeg jo om ægtheden af, hvad jeg havde oplevet. For mine forældre er den kristne tro fundamentet for alt, og jeg er selv vokset op til en personlig tro og har aldrig været væk fra kirken. Hvis jeg nu mistede Gud, mistede jeg alt. Det gik når vi forenes med Ham ved nadverbordet ved at spise Hans legeme og drikke Hans blod, så er det Hans blod, der løber i vore årer, og vi skal aldrig dø helt galt. Jeg mente ikke, jeg var værdig til at have et navn længere. Jeg vendte fotos af mig, som mine forældre havde stående, om, så jeg blev usynlig. Jeg var helt færdig, nu Gud ikke ville have med mig at gøre. Jeg havde ikke ret til at leve.

Jeg kan nu se, at der selvfølgelig både var en psykisk og en åndelig dimension af mine problemer. Den psykiske var et solidt mindreværd. Og når vi er selvdestruktive, går vi ikke Guds, men den ondes ærinde. For der er intet, djævelen ønsker mere, end at sætte os skakmat i forhold til Gud. Han er løgnens fader, så det er ikke så sært, jeg fik alt fordrejet. Jeg siger ikke, at jeg var besat. Jeg havde godt nok en oplevelse af, at djævelen kom meget tæt på mig. Det var forfærdeligt. Og selv her mange år efter husker jeg det hele tydeligt. Mit sind var gået i stykker for en tid, og mit gudsbillede var helt forvrænget. Seks uger var jeg på psykiatrisk afdeling. Jeg opholdt mig i en anden by, end hvor mine forældre boede, og jeg havde ikke kontakt med folk fra den karismatiske sammenhæng. Alligevel fik jeg en dag et brev fra en kvinde i denne gruppe. Jeg havde som sagt ikke talt med hende, og hun vidste bare, at jeg havde det dårligt. Hun skrev nu dette brev til mig, et 10 sider langt håndskrevet brev, hvor hun ligesom indefra forklarede mig, hvad der var på færde. Essensen var, at jeg holdtes fanget af nogle onde kræfter, men Jesus elskede mig, og Han strakte sine arme ud mod mig på korset. Så rokkedes min indædte overbevisning om, at jeg var fordømt. Når et menneske, som jeg ikke havde talt med, fra en anden by kunne skrive sådan til mig, ja, så kunne det jo være, jeg tog fejl. Mine forældre gjorde jo alt, hvad de kunne for at hjælpe mig, men det var en umulig opgave. Jeg ville ikke lytte, når de fortalte mig, at Gud elskede mig, for det ville de jo altid sige som forældre, tænkte jeg stædigt. Jeg tog nu dette brev som Guds smil til mig. Lidt efter lidt kom jeg tilbage til et normalt liv igen, hjulpet på vej af plejehjemsarbejde, hvor jeg var nødt til at komme bort fra mine egne tanker. En aften var jeg til et møde i sognegården med mine forældre, og en mand solgte disse træplader, hvor et skriftord er indridset. På en af dem stod ordene fra Kol. 1,12:”Gud friede os ud af mørkets magt og satte os over i sin elskede søns rige.” Den måtte jeg have, for jeg oplevede meget stærkt, at det udtrykte den virkelighed, jeg nu fik lov at erfare. Og jeg var fuld af glæde og taknemmelighed. Et halvt år senere genoptog jeg studierne, dog på halv kraft. Jeg blev ved at arbejde som afløser på plejehjem. Det gav en god balance i tingene for mig.

***

Jeg vover at fortælle så åbent om dette afsnit i mit liv, fordi jeg håber, det kan være et indlæg i vores fælles kamp mod al slags mindreværd og mod den onde. Hvis vi holder mund, så kommer vi i hvert fald ikke til at dele det svære med hinanden, og så er vi straks mere sårbare. Guds nåde kom til at stå for mig som det vidunderligste af alt. Den er simpelthen PERLEN, som vi må sælge alt for at eje. Paradis er åbnet, og det er jo helt fantastisk, at vi hver søndag ved nadverbordet må spise af Livets Træ. Kristus er Vintræet, Livets Træ, og når vi forenes med Ham ved nadverbordet ved at spise Hans legeme og drikke Hans blod, så er det Hans blod, der løber i vore årer, og vi skal aldrig dø. Det, vi ikke nåede i Edens Have, at spise af livets træ og leve evigt, det må vi nu, når vi indbydes til nadverbordet. Grundtvig taler meget stærkt om vores forening med Kristus ved nadveren. I DDS 539 ”Mit lys i mørke, Jesus sød!” hedder det i vers 3: ”… og hjertet, som mod død skal stå, kun med dit blod kan roligt slå.” Ved nadverbordet er der også det særlige, at her er vi allerede nu forenet med alle, som er hos Gud i himlen. Vi er i den samme menighed. Igen Grundtvig: ”Helgen her og helgen hisset er i samme menighed.” Vers 3 i salmen lyder: ” Sammen bo vi i Gudshaven, skilt kun ved det lille bælt, til at flyve over graven, vinge låner os vor helt.” Vi er kun skilt ved ”det lille bælt,” døden. Men vores helt låner os vinger, så vi kan springe over graven. For vi er gået over fra døden til livet, som vi læser i Johs 5,24: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.” Allerede her på jorden påbegynder vi det evige liv og i ånden er vi gået ind i de Levendes Land. Djævelen er besejret, selv om der tilsyneladende er meget, der modsiger det, når vi ser os omkring og ser ind i os selv. Men sejren tilhører Gud og Han vil, når Jesus kommer igen, synligt oprette sit rige, hvor det gode liv igen skal leves, som i Edens Have. Det oprindelige forhold til Gud er genoprettet, og en dag får vi lov at se ansigt til ansigt. ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.” Sådan lyder Paulus’ ord fra 1. Kor 13,12. Det står for mig som det herligste, at en dag skal sløret tages bort. Der skal ingen spørgsmål og spekulationer være mere, men klarhed og erkendelse fuldt ud. Og frem for alt skal synd og død ikke være mere. Livets træ i det ny Jerusalem skal give frugt og lægedom (Åb 22,2). Det oprindelige forhold til Gud vil være genoprettet. Lidelsen vil ikke findes mere (Åb 21,4).

***

Hvordan kan vi så leve med lidelsen i denne verden? Vi er endnu henvist til det stykkevise og det uklare, det er vi nødt til at bære. Men når vi lever som en gren på Vintræet og henter vores næring fra Kristus, så har vi en vældig styrke i os, som ikke er afhængig af, hvordan vi lige har det, og hvordan vores humør stiger og falder. Det er også en styrke, som er der gennem al lidelse, som rammer os. Igen ikke på den måde, at vi altid mærker denne styrke i vore følelser. Vores oplevelse kan godt være, at vi går til grunde. Men ordet bliver ved at lyde til os, at INTET kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, som Paulus siger det i Rom 8,39. Paulus, som virkelig kendte til et liv med trængsel. Om lidelserne siger han i samme kapitel 8, i vers 18: ”Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os.” Den kommende verdens herlighed har Paulus for øje midt i alle trængsler. Og det skal vi også have, når vi oplever lidelser i vores liv. Vi må gerne glæde os til denne herlighed og finde trøst, når vi plages af sygdom eller af sorg over de kære, vi mister. Nej, lidelsen er ikke, hvad den var før. Jamen, erkender jeg da slet ikke, at lidelsen her i livet kan være så uudholdelig, at alt håb synes ude? At man kan være totalt fortvivlet og ulykkelig. Jo, det gør jeg i høj grad. Jeg kender til fortvivlelsen. Og jeg har mange spørgsmål, som jeg ikke kan få svar på. Jeg siger ikke, at det er forkert at blive vred og råbe i afmagt til Gud. I bibelen, i Jobs Bog og i Salmernes Bog, læser vi, hvordan mennesker klager deres nød til Gud. F.eks. Salme 102 og Salme 22, som Jesus sagde på korset.

***

Jeg har nævnt det værste, der er sket i mit liv, at jeg troede, Gud havde fordømt mig. Også andet frygteligt er sket. Min mand og jeg har mistet to børn, Miriam på 2 ½ år ved en ulykke (i 1991) og Sebastian, som var multihandicappet og døde kort efter fødslen. Det var i 1995. Jeg har brugt lang tid på at sørge. Og som sagt kan jeg ikke få svar på ”hvorfor, Gud?” Jeg har måske heller ikke spurgt så meget om det. Karen Blixen har sagt noget fornuftigt i et af sine mottoer. Det lyder: ”Hvorfor ikke?” Ja, hvorfor skulle dette og hint ikke ramme mig? Hvad ret har jeg til et liv uden død og ulykke? Vi lever i en falden verden, hvor sygdom og død hærger, vi lever ikke endnu i paradis. Før i tiden her i landet levede mennesker med sygdom og død i en grad, som vi har svært ved at forestille os nu. Og de fleste mennesker på jorden i dag lever under svære forhold. Det er nok kun os i det bedst stillede del af verden, som kan gå hen og blive optagede af disse spørgsmål om, hvorfor det svære rammer mig. Jeg skal ikke rose mig af, at jeg ikke er blevet vred på Gud over de ting, som har ramt os. Det er også en del af Hans nåde. Det hænger nok sammen med det, jeg fortalte, om det sværeste i mit liv. Guds nåde kom til at stå som det største af alt, og jeg har lov at tro, at mine børn er hos Gud, og at jeg en dag skal se dem igen. Det er en tro og et håb, jeg har, selvom jeg naturligvis kan have fortvivlede stunder, når jeg savner dem. Jeg har en sorg, som først fjernes, når jeg får dem at se igen. Vores tredje barn er Hannah, vores dejlige datter på 22. Hun er udviklingshæmmet med autistiske træk, og allerede da hun var 4 år gammel måtte vi opgive at have hende boende hjemme. Hannah bor i bofællesskab og har nu en tilværelse i optimale rammer. Omsider oplever vi at blive løst fra belastningen i forhold til, om hun har det godt. Vi prioriterer en tilværelse, hvor vi har tid og ro til at have hende på besøg med jævne mellemrum. På denne måde har vi mange gode stunder sammen. Det er en meget stor opgave at have et handicappet barn og en stor udfordring til ægteskabet. Der er meget i mit liv, som jeg ikke kan rumme. Men jeg slår mig til tåls med, at jeg er rummet af Gud, som elsker mig. Så går det an at leve godt med lidelsen og de uløste spørgsmål alligevel. Grundtvig har været min bedste sjælesørger, for han har virkelig fået gaver til i sine salmer og prædikener at forkynde håb og tro på Kristi nærvær ved sin Helligånd og tro på vores fremtid hos Gud i Himlen. Da sorgen over tabet af børnene var værst, gentog det samme mønster sig igen og igen. Jeg var i dyb fortvivlelse, så satte jeg mig til klaveret og spillede og sang salmer, især fra afsnittet i salmebogen om Kødets opstandelse og det evige liv. Og så fik jeg trods alt håb igen. Efterhånden som tiden gik, blev det nemmere at få modet tilbage på denne måde. Dette er stadig medicinen, når modet synker.

***

Jeg har nævnt salmerne fra salmebogen som en kilde til livshåb. En anden vigtig kilde til liv er Jesusbønnen. Jesusbønnen er en ganske kort bøn, som har været i brug i den østlige kirke, især i klostrene, i århundreder. I 1900-tallet blev den også kendt i Vesten. En almindelig udgave af bønnen lyder i al sin enkelhed: ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig.” Man kan godt bruge andre formuleringer. Centrum er Jesu navn og bønnen om forbarmelse. Bønnen er beregnet til at blive gentaget, så den kan leve i den døbtes hjerte. Det var en stor gave for mig at møde den forståelse af bøn, som ligger bag Jesusbønnen. Jeg fik for alvor glæde af bønnen, da jeg var meget alene om at passe Hannah, mens min mand læste til eksamen i England. Vi vidste ikke dengang, at hun var handicappet. Hun græd så meget og var svær at trøste. Det hjalp mig at tænke på, at bøn ikke var noget, jeg skulle præstere. Bøn forstået som livsfællesskab med Gud, som allerede kender alle ting, og som er os nærmere, end vi er os selv.

Nøgleordet for mig i Jesusbønnen er nåde, at aflastes fra at præstere, modtage Guds nåde igen og igen. Åndelig talt vende tilbage til dåben, hvor vi har modtaget fylden af det åndelige liv med alle Guds gaver - nemlig Ham selv. Det er bønnens formål at føre ind i stilheden for Guds ansigt, at forene os med Gud, sådan som vi blev det i dåben. Således er bønnen en stadig manifestation af dåbens nåde. Man beder ikke Gud om noget bestemt, men søger ind i en lyttende stilhed, hvor det bliver klart, at jeg ikke er subjekt i bønnen, men Gud selv beder i mig - med Paulus’ ord fra Gal. 2,20 - ”ikke mig, men Kristus i mig.” I bønnen kan vi nemlig blive bevidst om, at Kristus og Helligånden har taget bolig og er virksomme i hjertets indre helligdom. Hele det kristne liv tilføjer ikke noget i forhold til dåben. Man skal blive, hvad man allerede er, en ny skabning i Kristus. Og det bliver vi naturligvis først fuldt ud i den kommende verden.

Det er meningen, at Jesusbønnen skal inddrage hele mennesket og hjælpe én til at være nærværende foran Herren Jesus. Den korte, gentagne bønsformular har til formål at forenkle og samle den forvirrede strøm af tanker og billeder, som forstanden producerer. Og således kan man få hjælp til at koncentrere sig om at være til stede her og nu i bønnen, så man fornemmer Jesu nærvær. Man vender sig ligesom bort fra tankerne og overlader det til Jesus at skabe ro i hjertet. Hjertet opfattes i den ortodokse tradition bl.a. som et hus med døre. Gennem disse døre er der adgang ud til den åndelige verden. Vi er ikke selv i stand til at gennemskue, hvorfra tankerne kommer, men så kan vi bede Jesus stå vagt ved vort hjertes døre og vogte os fra alt ondt. Der er megen aflastning i denne forståelse af bøn. Bønnen har særlig værdi for mig i tiden, før jeg falder i søvn. I den tilstand, hvor bevidstheden glider over i søvnen, kan jeg på denne måde befale mig i Guds hænder. Bønnen er jo så kort og enkel, at den kan bruges, når man er i gang med arbejde, der ikke skal tænkes så meget til. Eller når man står i kø og venter. Jeg beder også bønnen, hvis jeg skal i gang med en vanskelig samtale. I bønnen om forbarmelse overgiver jeg mig til Gud, som ved, hvad der tjener mig bedst. Denne brug af bønnen dagen igennem er den frie brug. Men for den, som lever sit liv ud fra denne tradition, f.eks. i klostrene, er den fastlagte brug den grundlæggende.

I denne brug af Jesusbønnen lukkes alt andet ude, og man koncentrerer sig om bønnen, som gentages, mens bedekransens sorte uldknuder glider mellem fingrene. Målet er, at intellektet skal forenes med hjertet, så bønnen bedes fra det dybeste sted i os, hjertet, mødestedet mellem Gud og menneske. Det hedder om bønnen, at mennesket må stige ned med intellektet til hjertet. Man kan i dette liv nå et stykke af vejen mod denne tilstand, som betegner en aftagen fra menneskets side, som giver plads for Guds virken. Som Johannes Døber sagde: ”Han bør vokse, men jeg blive mindre.” Først i himlen nås denne tilstand af forening med Gud som fandtes på skabelsens morgen. Da alt endnu var såre godt. Men ved syndefaldet skete der et brud mellem hjertet og intellektet, som begyndte at gå sine egne veje. Målet er at de forenes igen.

En forudsætning for at nå hen imod denne enhed med Gud er ydmyghed, at man erkender, at man ikke i egen kraft kan komme til Gud. Det er i magtesløsheden, at vi for alvor søger Gud, og Jesusbønnen er netop hjertets skrig til Gud, ud af erfaringen af ens egen tomhed. At hvis Gud ikke kommer mig til hjælp, går jeg til. I første del af bønnen rækker man sig mod Gud i tilbedelse, i sidste del vender man tilbage til sig selv i anger. Bønnen om nåde slår bro mellem Guds retfærdighed og hellighed og menneskets elendighed, idet bønnen udtrykker håb og tro på Guds kærlighed til den, som beder Ham om hjælp. En af de store østlige teologer, Johannes Klimakus, har udtrykt det sådan, at Jesusbønnens sorg er en ‘sorg, som skaber glæde’. I Jesusbønnen holdes altså de to centrale aspekter af den kristne bøn sammen: tilbedelse og anger.

Jesusbønnen hjælper mig til at være forankret i Gud. Når jeg f.eks. ikke ser nogen mening i en svær situation, som bare præges af forvirring og tåge, uden spor af udvej, så får jeg hjælp ved at påkalde Jesu navn og bede om Hans barmhjertighed. Og inspireret af det, det Ny Testamente og den ortodokse teologi siger om magten i Jesu navn - og udfra min erfaring - så tror jeg, Han kommer til stede, når jeg kalder på Ham. Ikke så jeg nødvendigvis føler det. Der advares meget i den ortodokse tradition om at bede bønnen for at få en dejlig oplevelse ud af det. Vi må søge Gud for Hans egen skyld, ikke for de gaver, Han muligvis vil give.

Gennem en tillid til, at Han kommer, når jeg påkalder Jesu navn (og denne tillid er jo i sig selv en nåde), så får jeg håb og mod til at vente på, at en løsning viser sig. Og det er jo en stor hjælp at få fred midt i stormen. At er Han ombord i mit lille skib, så skal det nok klare sig, selv igennem det strideste vand. Ja, også på det dybe indre vand, det der kan true med at oversvømme mig helt og tage luften fra mig inden i - også der har jeg erfaret, at jeg får hjælp ved at lade Hans navn lyde og derigennem stole på Hans nærvær. At er Han der, sammen med mig i dybet - så gør det ikke så meget, om jeg tumler noget omkring.

 I en periode med for meget tryk på i dagligdagen, mærkede jeg en indre uro, som jeg blev bange for. Og en nat i halvsøvne lå jeg så og omformulerede ordene fra Salme 23 ”Herren er min hyrde” til ”Herren er min undervandsbåd.” Det kan måske lyde næsten blasfesmisk. Men jeg nævner det ikke for at være morsom. Og jeg tror, at den, der kender til angst og uro, ved, hvad jeg mener. Omslutter Herren Jesus mig som en båd, og er Han nær hos mig i det dybe, så går det an at være tryg. Dette billede blev et middel til at modtage den ro, Gud havde at give mig.

Med mine erfaringer fra den karismatiske bedegruppe i bagagen, var det også en stor gave at møde en bønstradition, som kendte til de åndelige kræfter og samtidig havde et nøgternt og afbalanceret forhold til f.eks. åbenbaringer. Her sagde man ikke straks: ”halleluja” (underforstået - ”nu sker der noget”) men, ”nu må vi så bedømme kilden til denne åbenbaring.” En sætning fra mine studier af traditionen bag Jesusbønnen bed sig fast: ”Religiøs følelse kan let blive et dække over en farlig form for grådighed og sanselighed.”

Jeg oplever i stigende grad rigdommen ved at bede Jesusbønnen, mens jeg går fra knude til knude i min bedekrans. Ordene ”Herre Jesus” beder jeg på indåndingen, ”forbarm dig” på udåndingen. Så følger bønnen mit naturlige åndedræt. Det er en gave at få hjælp til at falde til ro og blot være til stede for Herrens ansigt i tillid til, at Han forbarmer sig over mig. Så svært at få sat sig ned, og dog så enkelt. Ingen rigdom kan måle sig med Herrens eget nærvær. Lad os søge Ham hvor Han findes. Først og fremmest i nadveren, i Hans Ord, i lovsangen og bønnen i menighedens fællesskab, men også hos den enkelte af os i bønnens stilhed.

Den varme spiritualitet, som er i traditionen bag Jesusbønnen, har jeg genfundet hos Grundtvig. Og jeg vil lade hans ord slutte denne artikel. Grundtvig siger i sin prædiken til 5. søndag efter trinitatis 1824, at alene Kristus kan bære os over de store afgrunde til himlen, til de evige boliger. Det hedder: ”… thi det føle vi da dybt, at til et saadant Maal, der ligger paa hin Side høie Bjerge og store Afgrunde, dertil kan vi kun føres paa underlige Veie, dertil behøve vi høit en Ledsager som ikke blot fører os ved Haanden, men binder til for vore Øine og bærer os paa Hænderne, da vi ellers maatte grue ved at see, hvorledes Afgrund gaber mod Afgund ved vor Side, maatte snuble og falde og nedstyrte. Han holder sin hånd under os på et så dybt plan inden i os, at vi kan lade os bære og bo i tryghed i vort hjerte. Lige meget hvor dybt, vi synes at falde, vil Hans hænder altid være under os.”

Elisabeth Glenthøj, cand.theol, har forsket i Grundtvigtekster på Århus Universitet og er nu præst på Samsø.

 

(levende Vand 4 2008)

 

 

Lidelse - i troens lys

 

 

Guds ja i Kristus kan bære igennem vore lidelser og åbne udsigten over graven

Elisabeth Glenthøj

 

Den indstrømmende Gud

Thomas Sjödin

 

Guds velsignelse i sort papir

Kirsten Krog samtaler med Brita Krarup

 

Ord fra den udelte kirke

Uddrag af en inderlig bøn til Helligånden

Af Simeon den Nye Teolog 949-1022

 

Pascals bøn om at gøre god brug af sygdom

Af Sebastian Olden-Jørgensen

 

Kom og vær mit lys

Af Moder Teresa

 

Kristenforfølgelsen i Kina i det tyvende århundrede

Jan Ulrik Dyrkjøb

 

Forfølgelse i Rumænien

Af Monica Papazu

 

Vidner

Pater Pio

Af Lissie Lundh

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk