Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Pil Dahlerup

Rosenkransens Maria

 

Historie

Rosenkransen viser centrale sider af Maria-opfattelsen, ikke mindst i senmiddelalderen, hvor denne andagt blev opfundet. Dominikanerne ville gerne have æren for opfindelsen og fortalte, at Maria havde givet St. Dominikus (1170-1221) rosenkransen som hjælp i hans kamp mod kættere. Nyere forskning (Klinkhammer 1972) har påvist, at det var karteuserne, der gav rosenkransen dens udformning. Karteuser-prioren Adolf von Essen (ca. 1350-1439) skrev omk. 1400 en Rosengertelin (Lille Rosenhave) til kurfyrstinde Margareta af Bayern. Heri gav han anvisninger på, hvordan man kunne bede en rosenkrans med 5 Pater noster og 50 Ave Maria. Han anbefalede, at man tænkte på Jesus’ liv imens. Det samme anbefalede han sine munke, bl.a. en vis Dominikus af Preussen, som han havde optaget i sit kloster trods hans brogede fortid. Men Dominikus kunne ikke koncentrere sig om meditationen, og så fandt han på at skrive 50 sætninger om Jesus’ liv ned. Prioren så straks, at disse sætninger kunne hjælpe andre og lod dem afskrive og sende til andre karteuserklostre.

Dominikanerne fik derimod betydning for rosenkransens videre udbredelse, især gennem Alanus de Rupe (1428-1475), der blev en slags rosenkransmissionær; han prædikede vidt og bredt om rosenkransen og skrev en bog på latin om den; den blev trykt i 1498 og 1506 på bekostning af henholdsvis Sten Sture og Svante Sture. Den forelå i svensk oversættelse i 1534. I Danmark bearbejdede hr. Michael på dronning Christines opfordring denne bog på danske vers i 1490erne; den blev trykt i 1515. Alanus de Rupe oprettede det første rosenkransselskab i 1470. Det næste rosenkransselskab i Köln, oprettet 1475, fik 5.000 medlemmer i løbet af det første år og havde 1482 over 100.000 medlemmer. I Slesvig oprettedes et rosenkransselskab i 1481 og i Odense i 1492.

 

En multisensorisk andagt

Rosenkransen, som den blev bedt i senmiddelalderen, tog alle den bedendes sanser i brug. Fysisk har man som hovedregel lagt sig på knæ, lagt håndfladerne mod hinanden og anbragt rosenkransen mellem pege- og tommelfinger. Alanus understregede dog, at man kunne bede rosenkransen i enhver gående eller stående stilling.

Rosenkransen har som andagt det særpræg, at den aktivt involverer følesansen. Fingrene skal under bønnen glide fra perle til perle; det er følesansen, der angiver bønnens struktur og holder styr på bønnernes antal. Malerier af mennesker i rosenkransbøn, f.eks. Albrecht Dürers (1471-1528) portrætter af faderen og moderen, viser tydeligt, at deres blik og tanker ikke er ved perlesnoren; den styres af den taktile berøring alene.

Hver enkelt rosenkrans har desuden haft sit taktile kendetegn. Enhver kunne anskaffe sig en krans, der svarede til pengepung og smag; den kunne være af sejlgarn, træ og ben, men også af kostbare perler. Pater noster perlerne kunne have forskellig form, f.eks. udskårne roser, sårsymboler, hjerter, duer eller muslingeskaller (for pilgrimme). Det kan tilføjes, at man også uden for andagten kunne føle rosenkransen på sin hud. Man bar den som regel rundt om håndleddet, men kunne også have den om halsen. I vore dage kan man finde rosenkranstatoveringer.

Rosenkransen har også involveret høresansen. Den bedende har mumlet sine Ave Maria; har man bedt i fællesskab, har man udover sin egen stemme også kunnet høre de andres. Det har været en ensartet, gentagen lyd, de samme ord igen og igen 50 gange (150 gange ved et psalter). Den monotone lyd udgør i rosenkransandagten en meditationsteknik. Romano Guardini (1885-1958) har sammenlignet gentagelserne med hjerteslaget og åndedrættet; Johannes Paul II har set dem som udtryk for ”kærlighedens psykologiske dynamik”: man siger et elsket navn igen og igen. Jeg ved ikke, om man i middelalderen sang rosenkransen, men rosenkransselskaberne har sunget ved deres møder, bl.a. Salve Regina. Fra en senere tid har man nogle berømte Rosenkranz-Sonaten af Heinrich Biber (1644-1704), der har korte musikstykker til de enkelte meditationssætninger.

Man har ikke set på rosenkransen under bønnen, men uden for bønnen var rosenkransen i senmiddelalderen beregnet til at kunne ses. På billeder signalerer et menneske med rosenkrans altid fromhed. Rosenkransen har også kunnet angive rigdom, f.eks. på Jean Heys billede 1490 af den 10-årige Magaret af Østrig; hendes Pater noster perler er af guldfiligran, og Ave-perlerne er guldindfattede. De bedende har før bønnen undertiden udset sig et madonnabillede, foran hvilket de har villet bede deres bøn. I sådanne tilfælde indgår klart visuelle ydre elementer i bønnen. Hertil kan også regnes rosen-kransbilledbøger, hvoraf den første kendte stammer fra 1483. I denne bog har glædens, sorgens og herlighedens rosenkrans hver sin farve, henholdsvis hvid, rød og gul, og hver af dem består af fem rosenomkransede billeder.

Hertil kommer så de scener fra Jesus’ liv, de bedende under meditationen har set for deres indre øje, situationer fra barndommen i glædens rosenkrans, fra passionen i sorgens rosenkrans og fra opstandelsen og himmelfarten i herlighedens rosenkrans. Det var disse indre syner, Dominikus af Preusen ikke kunne koncentrere sig om, og som fik ham til at lave de 50 huskesætninger. Hermed kom endnu et synselement ind i rosenandagten, nemlig skriften.

Rosenkranse kunne i senmiddelalderen laves af rosenblade. Man lod disse tørre, tilsatte forskellige kemikalier samt rosenolie og rullede heraf perler. Ved fornuftig opbevaring beholdt en sådan rosenkrans sin duft. I vore dage kan man købe rosenkranse lagt i æsker med rosenduft. Rosen som synligt og duftende element i rosenkransen hænger sammen med, at rosen er hovedmetaforen for Maria, og at forskellige fortællinger om rosenkransen knytter den til rosemetaforen. F.eks.: En munk overfaldes af røvere i en skov. De lader ham i fred, da Maria viser sig og plukker en rose af munkens mund, for hver gang han beder et Ave. Maria laver sig en krans af disse roser. Adolf af Essen siger i sin Rosengertelin, at et Maria-psalter består af tre ”roser”. I glædens rosenkrans er ”Ave Maria” således det første rosenblad, ”fuld af nåde” det andet osv.

Rosenkransen har således lagt op til, at mennesker i senmiddelalderen har involveret krop og sanser i deres rosenkransandagt.

 

Følelsesregistre

Rosenkransandagten har også trukket på en række følelsesregistre. De to bønner, Pater noster og Ave Maria, får mennesket til at stille sig under henholdsvis faderlig og moderlig omsorg, med alle de nuancer hver af dem indebærer.

Men følelsesregistret er endnu mere sammensat. Et helt psalter forudsætter således, at den bedende føler først glæde, så sorg, så herlighed ved at meditere over Jesus’ liv.

Den mest iøjnefaldende og provokerende teknik i rosenkransandagten er imidlertid dens anvendelse af synsvinkel. Den drejer hele den kendte nytestamentlige beretning om Jesus’ liv, idet den fremstiller den fra hans moders synsvinkel. Det bliver beretningen om de glæder, sorger og herligheder, Maria oplevede gennem ham. Det er tydeligt sprogligt formuleret i glædens rosenkrans: Jesus, som du undfangede, som du bar, som du fødte, som du fremstillede, som du genfandt. Det er et karakteristisk middelalderligt træk, at man så menneskelige relationer i et religiøst perspektiv. Bernhard af Clairvaux (1090-1153) reflekterede således over venskabets og grådens teologi, det sidste i forbindelse med, hvad man som menneske kunne tillade sig at græde over. Johannes Paul II, der tilføjede en lysets rosenkrans om Jesus’ læregerning, opfattede Maria som kontemplationens forbillede, og han tolkede det blik, hvormed hun fulgte sin søn fra fødsel til opstandelse som et spørgende blik, et undersøgende blik, et smerteligt blik, et strålende blik og et glødende blik. At bede rosenkrans vil således sige at betragte Jesus’ liv med Marias blik. Rosenkransen lægger op til udfoldelse af evnen til medleven. I senmiddelalderen blev rosenkransbønnerne i rosenkransselskaberne også brugt som forbøn for afdøde søstre og brødre og har således kaldt på omsorg for de døde. Det kan tilføjes, at rosenkransen var socialt vidt udbredt og anvendtes af rig og fattig, læg og lærd, mand og kvinde, ung og gammel. Rosenkransselskabet i Slesvig havde blandt medlemmerne sociale yderpunkter som tjenestefolk og hertug Frederik, den senere Frederik I.

 

Rosenkransen som tekst

Rosenkransen har også en status som tekst. Som sådan var den i senmiddelalderen mindst lige så mangedimensional som på sansernes, følelsernes, funktionens og det sociales niveau.

Rosenkransen forenede middelalderens to mægtigste bønner, Pater noster og Ave Maria. Hver af disse tekster har deres egen struktur og historie samt deres eget netværk af tekster, de er forbundet med. Alt dette samles i rosenkransen. Ave Maria trak således associationer til de talrige eksempler om mennesker, der blev reddet fra ulykke eller fortabelse, fordi de bad Ave Maria.

De 50 meditationer udgjorde i senmiddelalderen en hel minibibel og blev også kaldt sådan. Rent tekstligt er der her tale om en narrativ koncentration, der samler hele Det nye testamente i 50 korte sætninger.

Men rosenkransen havde i senmiddelalderen også et stort register for varians. Pater noster kunne således udskiftes, f.eks. med Salve Regina. Men dertil kom det helt specielle ved senmiddelalderens rosenkrans, nemlig at de 50 meditationssætninger kunne udskiftes med en hvilken som helst tekst. Der kunne så at sige laves meditationstekster af hvad som helst, blot man indlagde det foreskrevne antal Ave Maria på passende steder.

I Middelalderens danske bønnebøger er bevaret 7 meditationstekster, der er indgået i rosenkranse, blandt dem Ave, gaude, salve, vale, O Maria fra Anna Brahes bønnebog, anlagt i 1497. Hun var abbedisse i Maribo birgittinerkloster. Teksten er en oversættelse af et latinsk Maria-digt i 25 strofer, Crinale B.M.V., skrevet 1356 af den østrigske karteuser Konrad von Haimburg (d. 1360) under et ophold hos karteuserne i Prag.

I denne tekst kan man se nogle af de centrale litterære strategier, der i middelalderen blev anvendt til at udtrykke tidens Maria-opfattelse. I den første dekade kan man se eksempler på den karakteristiske metaforophobning, som også kendes fra Det lauretanske litani. Metafor på metafor følger efter hinanden. Der er ingen fremadskridende handling. Det hele er hilsener til Maria, hvis væsen bestandig udvides ved tilføjelse af nye billeder. Der er roser, himmellegemer, gammeltestamentlige symboler, de fire elementer, kongelighedsmetaforer og familiebetegnelser. De har alle den funktion, at de på én gang gør Maria konkret og nærværende og samtidig overmenneskeligt ophøjet.

Rosen-associationen gør Maria sanseligt nær, samtidig bliver den i denne tekst brugt til at give hende en grænseoverskridende rumlig dimension. Rosen vokser i højden over alle himle, spreder sig i bredden ud over alverden, samtidig med at den samler sig beskyttende om den bedende som skjul og skygge.

Maria er nærværende i tiden; mennesker kan bede til hende; samtidig tillægges hun en dimension hinsides menneskelig tidsberegning. Hun er planlagt fra tidernes begyndelse, medtænkt fra evigheden og forudset af profeterne.

Maria betegnes i teksten ved en række typiske familiefunktioner, hun er jomfru, moder og brud (i andre tekster også datter). Men at hun er alt det i forhold til sin egen søn, sprænger enhver biologisk realisme. ”Du jomfru med barn” er tekstens formulering for denne biologiske umulighed. I den tredje dekade udtrykkes samme forhold således: ”sand moder og en jomfru, for du har overgået naturen.”

Disse strategier er nogle af de litterære virkemidler, hvormed der skabes et væsen, der samtidig med, at hun er almenmenneskelig, sprænger alle menneskelige rammer.

 

Rosenkransen som billede

På samme måde som skribenter kunne lave enhver tekst til en rosenkrans-meditation, kunne malerne lave rosenkransmalerier ud af ethvert billede ved at male en krans af roser omkring motivet. Det har fået nogle fortolkere til at betragte disse malede rosenkranse som ren dekoration. Man kan gå en anden vej og forudsætte, at der i hvert enkelt tilfælde har været en mening med dem. Rosenkransmadonnaen i Århus Domkirke kan stå som eksempel.

En tolkning kan være, at dette kalkmaleri er en visuel pendant til den verbale multi-metaforik. Billede er hobet på billede og udvider for betragteren bestandig Marias væsen. Grundbilledet er madonna med barn, dvs den grundlæggende følelsesrelation, som rosenkransen bygger på. Tre rosenkranse gør Maria til en rosenkransmadonna; glædens og herlighedens rosenkrans er malede roser, mens sorgens er en perlekrans med sårsymboler som Pater noster perler. Ind i dette billede er malet madonna i solgissel, et højmiddelalderligt symbol for den ubesmittede jomfru. Oven i ses den apokalyptiske kvinde, der er klædt i solens skin og står med foden på måneseglet. Maleren har givet Maria krone på hovedet og en stiliseret lilje som scepter og derved også gjort hende til himmeldronning. Tilmed har maleren anbragt nogle linjer af antifonen Alma redemptoris mater (Frelserens milde moder) øverst i billedet og hermed inddraget Maria som forbederske (”bed for os syndere”). De fire evangelistsymboler i billedets hjørne indsætter det hele i nytestamentligt perspektiv.

 

Konklusion

Senmiddelalderens rosenkrans er eksempel på denne tids folkelige kreativitet. Der forelå ikke officielle bekendtgørelser for, hvordan denne bøn skulle bedes, og der var ikke sat grænser for digternes og malernes fantasi, når de beskrev Maria. Det blev et billede fuldt af farver, sanser, følelser, spiritualitet, menneskelighed og overmenneskelighed. For både den protestantiske og katolske eftertid blev det for meget. Men det er en anden historie.

 

Henvisninger

Guardini, Romano: Guds Moders Rosenkrans (1940), dansk oversættelse ved H.D.T. Kiærulff Paulus-Kredsen, København 1941.

Johannes Paul II: Rosarium Virginis Mariae, 2002, dansk oversættelse ved Ole og Bente Meyer, Ansgarstiftelsens Forlag, København 2003.

Klinkhammer, Karl Joseph: Adolf von Essen und seine Werk, Joseph Knecht, Frankfurt am Main 1972.

Nielsen, Karl Martin: Middelalderens danske Bønnebøger (MDB), I-V, Gyldendal, København 1945-1982.

 

Pil Dahlerup er dr. phil. i litteratur.

 

 

 

(levende Vand 2 2009)

 

 

Maria

  

Hvilken slags sjælesorg

behøver protestanter

 for at få hjælp med Maria?

En samtale om Maria

 

 

Rosenkransens Maria

Af Pil Dahlerup

 

 

Rosenkransen

Af Kirsten Krog

 

 

Ave Maria - Fuld af nåde

Af Jesuitpater Heinrich Ross

 

 

Mirjam, Israels datter

Af Sr. Sophie OP.

 

 

Bøn før pinsen

Af Simeon den Nye Teolog

(942-1922)

 

 

Om Maria

Af Pave Benedikt XVI

 

 

Vidner

Efraim Syreren

– en semitisk kirkefader

Af Sebastian Olden-Jørgensen

 

 

 

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk