Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

En samtale om Maria

Hvilken slags sjælesorg behøver protestanter for at få hjælp med Maria?

 

Hos Mariadøtrene OSB i Heliga Hjärtas kloster ved Omberg, uden for Vadstena, mødtes Jan Erixon, pastor i Svenska Missionskyrkan, søster Anna og søster Katarina for at tale om Marias rolle i den troendes liv.

 

Jan Erixon: Vi skal tale om Maria, og jeg kan jo tage udgangspunkt i min skepsis.

Søster Katarina: Ja, gør du blot det!

Jan Erixon: For os som protestanter og i særdeleshed som frikirkelige spiller Maria ingen anden rolle end en tekst man skal prædike over. Og da fremhæver vi gerne hendes strålende eksempel. Men vi har ikke et andet personligt forhold til Maria end vi har til Peter eller til Johannes. Jeg har arbejdet 17 år i Rusland, og dér har Maria en stor betydning. Personlig gjorde jeg en opdagelse da jeg var i Firenze med Pilgrims referencegruppe i forbindelse med foreningens tiårsjubilæum (2003). I en trappeopgang så jeg et billede der forestillede bebudelsen, engelen der begyndte at tale til Maria. Da jeg så den ... det var en meget sær oplevelse, jeg vil ikke anvende ordet ”mystisk”, men fra da af begyndte der at ske noget med Maria i mit liv. Det er siden blevet fordybet under mine ophold i Rusland. Der findes, som I ved, forskellige Maria-ikoner, i det mindste tre forskellige holdninger. Men det er Ømhedens Moder der har ramt mit hjerte. Når Maria har barnet i sine arme og trykker det mod kinden. Det er forstærket af at vort næstmindste barnebarn gerne lægger sin kind mod min. Det er sådan vi ser Jesus på ikonen, kind mod kind med Maria. Og så slår det mig: Det er sådan Gud vil at vi skal leve, uden frygt, uden reservation.

Skepsisen som jeg taler om, den kommer jeg ikke over. Det er da underligt?

Søster Katarina: Hvori består den?

Jan Erixon: Ja, det er et godt spørgsmål ... det har vel noget med ”skriften alene” at gøre. Og så kommer tvivlen: Det er vel ikke sådan at Maria tager Jesu plads?

Søster Katarina: Det er et relevant spørgsmål.

Jan Erixon: Men hvilket forhold har I til Maria? Jeg hørte jo i dag i middagsbønnen hvordan I bad en bøn direkte til Maria.

Søster Anna: Du mener i Angelus? Nej det var ikke en bøn, men en lovprisning. Når søsteren derefter siger: ”Lad os bede” følger en bøn rettet til Kristus.

Jan Erixon: Nå, det er sådan det hænger sammen.

Søster Katarina: Egentlig er Angelus ikke først og fremmest en Maria-bøn, men en påmindelse om menneskevordelsen, med citater fra Lukasevangeliet. Men når man hører den første gang, tænker man måske at det er en bøn til Maria. Vi ser hende fordi hun giver os Jesus. Da jeg første gang kom til huset her, havde jeg en samtale med den daværende priorinde om Maria. Jeg mindes en vigtig sætning: ”Jeg lover dig, at Maria ikke vil komme til at skygge for Jesus, hun kommer tværtimod til at gøre Ham større i dit liv!” Det er over 30 år siden, men jeg kan huske de ord: ”Hun kommer tværtimod til at gøre Ham større for dig.” Sådan er det.

Søster Anna: Til forskel fra mange mennesker der samler sammen til sig selv, samler hun til Jesus. Når vi lærer Maria at kende, mærker vi at hun ikke har interesse i at beholde noget for sig selv. Hun giver det altid videre. Som det udtrykkes i bibelordet om Maria og Johannes under korset: ”Dér er din søn. Dér er din mor” (Joh 19,26-27). Vi stod tidligere nede i indgangshallen, ved statuen af Maria som viser ind til Jesus, til kirken. Hun kommer os i møde, og intet er for småt til at hun ikke skulle kunne bære det frem for Jesus. Som ved brylluppet i Kana. Hun siger ikke hvad Han skal gøre, men kun: ”De har ikke mere vin.” Hun siger ikke mere end det, men går til tjenerne og beder dem gøre som Han siger til dem.

Jan Erixon: Der findes en anden russisk ikon hvor Maria kaldes Gudsmoderen, vejviseren. Der er Jesusbarnet lidt større og sidder på skødet og peger med den ene arm. Vi kan komme tilbage til det, men jeg vil gerne vende tilbage til bønnen i Lukasevangeliet. Maria siger selv: ”Alle slægter skal prise mig salig”: Det forstår jeg ikke rigtig. Hvad er det for en lovprisning? Er det til hende? Hvordan forholder man sig til det?

Søster Katarina: Hun kan jo ikke være kommet på det af sig selv. Hun må have været helt fyldt af Helligånden, da hun stod der og sagde de ord. I vinduerne i klosterkirken fremstilles det som kirkefædrene siger, Maria bliver med barn gennem øret. Fra Faderens hænder udgår Ånden, duen, der hvisker i Marias øre: ”Jesus”. Og så må hun jo blive fyldt af Helligånden! Det er også en erfaring som vi kan gøre, i mindre målestok. Og så siger hun: ”Alle slægter skal prise mig salig”. Det må betyde at vor glæde, vor lykke over forløsningen, er så stor at vi bare må takke den der sagde ja. Gud kunne have valgt hvilken som helst vej Han ville til at blive menneske. Han er jo almægtig, men Han valgte denne mærkværdige vej at komme gennem Maria, for at oprejse mennesket. Faderen siger også, at hun er den nye Eva; hun der var kaldet til at være menneskeslægtens Moder, men som faldt. Maria er den nye Eva, det nye gudsfolks Moder. Jesus er den nye Adam. Når vi er så lykkelige i visheden om, at Kristus har udslettet den arvesynd vi alle var behæftede med, så begynder lovsangen at lyde inden i os, inspireret af Helligånden som også talte til Maria. Og det er klart at vi er glade for hende, vor Moder, hun der sagde ja og åbnede vejen.

Jan Erixon: Glæden har jeg ingen problemer med, heller ikke lovprisningen. Men det er objektet. Og det er et mysterium for mig. Det er jo sådan at vi har mistet det i den evangeliske kristendom: ”Alle slægter skal prise mig salig”. Da indfinder der sig for den rationelle og for fundamentalisten – hvilket frygteligt ord – det som det Gamle Testamente forbyder: Man skal ikke tale til de døde. Men jeg ved jo at ”for Gud lever alle”, som Jesus siger. Det ved jeg. Alligevel findes der noget som ... Når jeg beder, ville jeg gerne kunne henvende mig til Maria, som hun selv har sagt gennem Helligånden. Men så kommer denne tvivl.

Søster Katarina: Er det et stoplys?

Jan Erixon: Ja. Men det som russerne kalder umilien, ømheden, det har hun givet mig.

Søster Anna: Når man bortrationaliserer Maria, forsvinder meget af ømheden og den moderlige dimension. Det bliver så logisk og strengt. Og Faderen bliver heller ikke den Han kunne være.

Jan Erixon: Hun hjælper os altså med menneskevordelsen?

Søster Anna: Hun er i virkeligheden garant for den.

Jan Erixon: Vi må læse mere om Maria.

Søster Katarina: At læse hvad der virkelig står i Skriften ... Paulina Mariadotter, vor grundlægger, sagde en gang at uden Jomfru Marias fiat er al tale om Jesu menneskevordelse urealistisk.

Søster Anna: Hun skulle sige ja. Det var et frit ja. Den hellige Bernhard fortæller om hvordan englene skælver for, hvad Maria skal svare. ”Så svar da, jomfru!” skriver han. ”Hvad er dit svar?” De holder vejret, hvad vil hun sige? Vil hun sige nej som Eva? ”Jeg vil ikke tjene.” Eller vil hun sige ja? ”Jeg er Herrens tjenerinde.”

Jan Erixon: Hvis vi fortsætter fra lovprisningen til forbønnen. For det er jo sådan at I – og jeg har set det samme hos mine ortodokse venner i Rusland – beder Maria om hjælp i forbøn.

Søster Anna: Men du har jo egentlig allerede svaret på det selv. For Gud lever alle. Vi beder hinanden om forbøn. Og hvorfor skulle den mulighed ophøre i og med at vi forlod denne jord? Den store skillelinje er det der skete gennem Jesu fødsel og menneskevordelse. Vor død er ingen egentlig skillelinje, i det mindste ikke fra Guds perspektiv. Vi siger jo at dem der dør, går hjem til Herren.

Jan Erixon: Men Paulus siger også at de sover. Og det har vi hæftet os ved inden for protestantismen, de er ikke virksomme. Men så læser vi heller ikke Hebræerbrevets 12. kapitel ...

Søster Anna: Det er svært at forestille sig at dem jeg har været forbundet med her i livet, holder op med at bede når de går hjem til Herren.

Jan Erixon: Jeg tror i og for sig, at der er en hel del protestanter, der fortsætter med at bede til dem, der er gået forud. Det ved jeg jo der er. Men vi vover ikke at gøre dogmatik af det og forkynde det. Men jeg tror, at mange ville blive hjulpet af et nyt perspektiv her. Så ville jeg for eksempel bede om hjælp af en advokat jeg mødte i Moskva. Hun er baptist. ”Det her vover jeg ikke at fortælle om i min kirke,” sagde hun. ”Men vi har en ikon derhjemme, og en gang da jeg var i en svær krise, begyndte Maria pludselig at tale til mig da jeg så på ikonen.” Hun er et rationelt og logisk menneske, men at Maria havde talt til hende var så naturligt. Da jeg antydede at hun måske havde drømt, lo hun og rystede på hovedet. ”Nej, nej,” sagde hun.

Søster Katarina: Det er interessant det du siger, med ikke at gøre dogmatik af det. Men det der lever i det troende folk og som ikke leder væk fra Kristus, men nærmere til Ham, det kan man jo tænke sig inspireret af Helligånden. Der står at kærligheden aldrig forgår. Så er det en næsten logisk følge at vi er forbundne med dem der er gået forud, om end på forskellige måder og forskellige niveauer. Så at det til og med kan give sig udtryk i at ”Maria talte til mig”.

Jan Erixon: Vi sad engang ved et bord i Bjärka-Säby og talte om netop dette. Gunnel Vallquist var med, og vi diskuterede Sankt Antonius. Per Beskow fortalte at han havde fået hjælp engang han havde tabt nogle vigtige nøgler i sin tid ved militæret. Da havde han vendt sig til Sankt Antonius og pludselig lå nøglerne der! Så vendte jeg mig til den gode Gunnel og hviskede i rent selvforsvar: ”Jeg henvender mig direkte til Jesus.” Hun så på mig og sagde: ”Han uddelegerer opgaverne!”

Efter en stund med hjertelig latter.

Jan Erixon: I Rusland har jeg også lagt mærke til Marias teologiske betydning. Hun er vejviseren. Hun peger. Er det også sådan hos jer?

Søster Anna: Når vi læser alle de steder i Bibelen der nævner Maria, mærker man at hun ikke siger meget. Men hun viser vældigt meget gennem sit liv og sine tegn. Hun går til Jesus med det menneskene siger til hende. Vort liv handler ikke så meget om at tale om Maria som at forsøge at leve som hende, leve hendes måde at leve på. I et ja til Herren. Hvad end Han kræver af os. Altid at være parat til denne ja-sigende livsholdning. Og ligesom hende vil vi gennem vort liv forsøge at pege på Jesus, at vise hen til Ham.

Søster Katarina: Hvis vi nu tager det fra den dogmatiske side, så diskuterede man under Andet Vatikankoncil om Maria skulle have sit eget skema, som man kaldte det. Mange gik ind for det. Men det var ikke den linje der blev afgørende, Maria blev føjet ind i et kapitel i dokumentet om Kirken. Jeg tror det er væsentligt. Maria er ikke, som det måske er blevet til i folkefromheden til visse tider, en del af guddommen. Maria er snarere den første troende, den der bærer os alle og går forud på vejen. Et forbillede og en forbeder. Men hun truer ikke nogen del af troslivet, og det, tror jeg, er vigtigt at se.

Jan Erixon: Men i den ortodokse Kirke er Maria blevet guddommeliggjort, og derfor tilbeder man hende.

Søster Anna: Opfatter du det sådan?

Jan Erixon: Ja, det gør jeg. Tag for eksempel dette med jorden. Maria er moder jord. Derfor kysser man jorden. På Sonjas opfordring kysser Raskolnikov jorden. Tættest ved sig har han det kvindelige, Sonja, Guds visdom. Det er som Tichon siger til Stavrogin: ”Du er kommet i nærheden af Helligånden uden at kende ham.” Sonja beder ham: ”Gå til et vejkryds og kys jorden.” Det har både noget at gøre med at Jesus har helliget jorden ved at blive menneske, og på en ejendommelig måde med Maria som bliver guddommeliggjort.

Søster Katarina: Vi må jo ikke glemme at det er målet for os alle sammen, at blive guddommeliggjorte.

Jan Erixon: Der har Maria ikke en særstilling.

Søster Anna: Hun er snarere den første, den der er nået længst.

Søster Katarina: Det er også vort mål, at blive så gennemtrængte af Helligåndens lys, det evige lys, at vi bliver guddommeliggjorte.

Jan Erixon: Siger apostelen Peter ikke også at vi skal blive ”delagtige i den guddommelige natur”?

Søster Anna: Hvis man ser tingene i deres sammenhæng, så tror jeg heller ikke at de ortodokse gør Maria større end hun er. Hun er ikke en del af gud-dommen.

Jan Erixon: Nej, men hun er jo opfaret til Himlen.

Søster Anna: Det håber vi jo alle at blive. Men for at vende tilbage til det, du sagde, om din baggrund og billederne. Vi læser Bibelen, men det er ikke altid vi med det samme forstår hvad der står. Vi hører ordene, men hvilke konsekvenser får de for os? Ingen af os to søstre er opvokset i Den katolske Kirke. Det er de fleste af vore søstre ikke. Selv kommer jeg fra en kirkelig familie. Det, der kom til at betyde meget for mig, var at min mor sendte mig et postkort engang hun var på kursus. På kortet var der et billede fra en kirke der på egnen, hvor hun havde været. Den forestillede Himmeldronningen i Heda. Det billede sagde mig allerede som tiårig: ”Dette er en levende virkelighed.” Jeg kunne ikke formulere det dengang. Maria har ikke bare sagt sit ja, hun har ikke bare født Jesus. Det er en levende virkelighed nu. Hun eksisterer. Siden mødte jeg noget af det i min skoletid. Det vi læste i litteraturen, talte dybt til mig når det handlede om Maria. Jeg mærkede, hvordan hun på en måde haler og skubber som den mor hun er, i retning af Kristus, i retning af Kirken. Han blev virkeligere og langsomt også behovet om at høre hjemme i Kirken. Da jeg langt senere, i slutningen af 70’erne, læste Tatjana Goritjevas beretning, genkendte jeg mig selv i meget af teksten. Hvordan hun, der levede langt udenfor troen, oplevede hvordan det var Jomfru Maria der førte hende til troen, til Kristus og Kirken.

Jan Erixon: Ja, det er en vidunderlig fortælling! Det er mærkeligt hvilken rolle Maria spillede i hendes liv. Jeg plejer at citere hende, når jeg siger at ortodoksien er den eneste konstante faktor i Ruslands historie. Det er det eneste der ikke har ændret sig.

Søster Katarina: Det er også hende der siger, at da der ikke fandtes åndelige vejledere, kom Maria selv og vejledte mennesker til troen.

Jan Erixon: Hvordan skal et kristent menneske der hele tiden søger efter Gud, få det rette forhold til Guds Moder? I ved jo, at indenfor protestantismen siger vi ikke ”Guds Moder”, vi holder os bare til Maria. Men det er jo sådan at hun er Guds Moder. Hvilken slags sjælesorg behøver protestanter for at få hjælp med dette?

Søster Katarina: Det er helt sikkert at Herren har en vej til hver enkelts hjerte, som Han altid har det når det gælder troshemmeligheder. Du beskrev, søster Anna, hvordan det var Himlens Dronning der blev levende for dig. Da Maria blev virkelig for mig, var det i en helt anden situation. Det handlede om at jeg blev bevidst om min synd og om korsets betydning i mit liv. Og dermed mit behov for Jesus Kristus i mit dybeste væsen, for at kunne blive det, Han har bestemt mig til. Dér, i bekendelsen foran korset, blev Maria virkelig for mig. Jeg kan ikke kun bekende min synd, men i den undervisning jeg fik som ny kristen, handlede det også om at leve det nye liv. Det hulrum der opstod, da jeg efterlod min synd og min byrde, måtte fyldes af Guds nærvær. Der blev det levende for mig, at Maria står under korset, ikke kun på Golgata. Hun står altid der, når jeg kommer med min synd og min længsel efter at blive et hengivent troende menneske. Og i overgivelsen til at leve det nye blev Maria virkelig for mig som en vejviser, en der opfostrer Kristus i mit eget væsen. For hun havde ladet sig fylde så meget med Helligånden, med Kristus. Jeg ved ikke om det kan være en vej for andre, det var i hvert fald sådan Maria blev virkelig for mig. Men det må vokse ud af Skriften, hele tiden, hele tiden.

Søster Anna: For mig har det også betydet meget at se Maria som den der har levet det jeg stræber efter, en tæt relation til Kristus. Hun har levet troens liv i alle prøvelser, de var jo ikke så få i hendes liv. Ikke mindst de 30 år i Nazaret fascinerer mig dybt. Hvordan holder jeg troens lue brændende? Hvordan lever jeg udholdenheden? Hvordan opfører jeg mig når jeg ikke erfarer eller oplever noget? Så betyder det meget at se Marias troskab. Hun må jo også have undret sig i alle de år. Hvordan skal det vise sig hvem Han virkelig er? Hvordan skal menneskene kunne forstå det? Men hun forbliver fast i sit ja. Det har været en stor inspiration for mig. Og jeg tror det hører sammen med at søge en der kan vejlede. Som ny kristen mødte jeg mange der ærede Maria på forskellige måder, men det var nok først da jeg mødte Mariadøtrene at jeg erfarede at der var en levende relation. Det genspejlede sig på forskellige måder i forskellige søstre. Ikke mindst hos Paulina Mariadotter fandtes der en meget levende relation til Maria.

Jan Erixon: Hver gang jeg er i Rusland, går jeg til en ortodoks gudstjeneste og er med i liturgien, selv om jeg ikke forstår gammelslavisk. Jeg følger dem der går hen til Mariaikonerne. Det som så blev til inspiration for mig, i min forkyndelse til mig selv, er at Kristus bor i mig, og Han vokser op i mit liv. Det ser jeg på Maria: hun bærer Jesus i sit legeme. Sådan bærer jeg også Jesus i mit legeme. Spørgsmålet er om Han endnu er barnet i mig. Eller er Han den mand man også ser på andre ikoner, hvor Maria er død? Hun ligger der og folk samles rundt om hende. Så kan man se Kristus deroppe, og Han bærer nu hende på sin arm. Har I set det? Det er en smuk ikon. Ligesom hun har båret Ham, bærer Han nu hende.

Søster Anna: Og de andre står og stirrer ned i den tomme grav!

Jan Erixon: Spørgsmålet er i hvilken grad vi lader Jesus vokse hos os og blive den fascination ... Vi gjorde en fantastisk opdagelse da vi var i Optina kloster, Peter Halldorf og jeg. Os ubekendt – men det er jo Herren der styrer dette! – kom vi der netop den dag hvor man fejrer mødet mellem Maria og Elisabeth. Da vi åbnede døren – det var så trangt at vi næppe kunne komme ind – blev jeg slået af Guds uhørte nærvær i denne liturgi. Da genkendte jeg atmosfæren fra Frank Mangs vækkelsesmøder. Jeg kan ikke forklare det – men det var hjertets ubeskrivelige oplevelse i Optina kloster.

Søster Katarina: Du oplever virkelig!

Jan Erixon: Og alligevel er jeg sådan en tvivler. Nej, ikke tvivler, men det går bare så langsomt. Så skrækkeligt langsomt. Lyt bare til mine infantile tanker om Maria.

Søster Katarina: Jeg synes de er fulde af tro og længsel.

Jan Erixon: Ja, længsel er de fulde af.

Søster Katarina: Hvis man virkelig har lært Jesus at kende, og har en så stor tro på Ham som du har, er det nok svært at stille Maria fra sig i entreen.

Jan Erixon: Ja, det går ikke. Umelie! Ømheden. Vort behov for trøst er umætteligt. Umætteligt. Og der kommer Maria ind som ingen anden.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

 

Fra det svenske tidsskrift Pilgrim nr.4.2008

 

(levende Vand 2 2009)

 

 

Maria

 

 

Hvilken slags sjælesorg

behøver protestanter

 for at få hjælp med Maria?

En samtale om Maria

 

 

Rosenkransens Maria

Af Pil Dahlerup

 

 

Rosenkransen

Af Kirsten Krog

 

 

Ave Maria - Fuld af nåde

Af Jesuitpater Heinrich Ross

 

 

Mirjam, Israels datter

Af Sr. Sophie OP.

 

 

Bøn før pinsen

Af Simeon den Nye Teolog

(942-1922)

 

 

Om Maria

Af Pave Benedikt XVI

 

 

Vidner

Efraim Syreren

– en semitisk kirkefader

Af Sebastian Olden-Jørgensen

 

 

 

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk