Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Lars Messerschmidt

Hans Urs von Balthasar - teolog

 

I 1982 udgav Katolsk Forlag Troens ABC af Hans Urs von Balthasar oversat fra tysk. I mit forord skrev jeg: ”Hans Urs von Balthasars teologi er ingen ”skrivebordsteologi”, men en dybdeborende refleksion over livet - Kirkens liv […] Et særligt og fascinerende træk ved hans tænkning er hans evne til at fastholde de principielle hovedlinier. Det hænger dels sammen med hans særlige form for teologisk begavelse, men også - og det er endnu vigtigere - hans klare (afklarede!) fornemmelse for det helt centrale i kristendommen: den treenige Guds liv som det åbenbares for os og formidles til os i Guds Søn, Jesus Kristus. Hans teologi er udpræget ”trinitarisk; derfor får den ofte næsten karakter af en ”mystik”, der er i slægt med Kirkens store åndelige personligheder”. I dag ville jeg supplere den korte præsentation af Urs von Balthasars teologi med at understrege, at hans teologi samtidig er ”inkarnatorisk”: Treenighedens mysterium åbenbares i Guds Søns menneskevordelse, hans lidelse, død, nedfart til dødsriget, opstandelse og himmelfart. Urs von Balthasar bruger ordet ”kenose” taget fra Filipperbrevet 2,7 (”han gav afkald” - han tømte sig selv for sin guddommelige skikkelse) som overskrift over den treenige Guds selvåbenbaring.

 

For at forstå lidt mere af denne personlighed, som mange i dag vil kalde en af de største katolske teologer i det 20. årh., må man kende til hans baggrund. Hans Urs von Balthasar blev født 12. august 1905 i Luzern i Schweiz. Han studerede filosofi og germansk litteratur ved universiteterne i Zürich, Wien og Berlin. I 1928 blev han doktor i germansk litteratur med en afhandling om ”Den tyske litteraturs eskatologiske problem”. I 1929 tog hans liv en ny retning, da han besluttede sig for at indtræde i jesuitterordenen. Under sine filosofiske studier i Pullach kom han under indflydelse af Erich Przywara, en dyb og originalt tænkende jesuit. Han fortsatte sine teologiske studier ved jesuitternes fakultet i Lyon-Fourvière i Frankrig og kom her under den senere universelt anerkendte teolog Henri de Lubac’s indflydelse. De Lubac indgød ham og hans samtidige en særlig kærlighed til kirkefædrene. Det blev langt senere til Urs von Balthasars studier over Maximus Konfessoren (’Kosmisk Liturgi’, 1941), Gregor af Nyssa (’Nærvær og Tanke’, 1942) og Origines (’Ord og Mysterium hos Origines’, 1957). Under sine teologiske studier i Frankrig fik han en stor kærlighed til fransk litteratur.

 

Kærlighedens skønhed

Denne oversigt over hans akademiske karriere giver os allerede en fornemmelse af, at han spændte vidt i de humanistiske, filosofiske og teologiske videnskaber. Hans geni var, at han kunne mestre det alt sammen og lave en syntese af alle disse discipliner. De udgjorde i hans hoved en helhed, og de belyste gensidigt hinanden med teologien som videnskabernes dronning. Dertil skal tilføjes, at han var usædvanlig musikalsk og en dygtig pianist. Han fortæller selv, da han var blevet meget ældre, at han gav alle sine grammofonplader med Mozarts værker væk, fordi han kunne det alt sammen udenad og behøvede ikke at spille musikken på en plade. Denne naturlige musiske begavelse disponerede ham til at opleve ”det skønne” også i Gud. Gud er kærlighed. Kærlighed er smuk. Kærlighedens skønhed viser den guddommelige kærligheds væsen. Sådan kunne man måske sammenfatte hans teologi.

 

Adrienne von Speyr

Afgørende i Hans Urs von Balthasars personlige udvikling er hans møde med den schweiziske læge, husmoder og mystiker Adrienne von Speyr, der blev hans konvertit, og som han var åndelig vejleder samt ”sekretær” for indtil hendes død i 1967. De grundlagde sammen et såkaldt sekularinstitut, Johannesfællesskabet, for kvinder, der ønskede at vie deres liv til Kristus, men i verden. Han nedskrev ydmygt Adrienne von Speyers guddommeligt inspirerede diktater, mere end 50 værker, og fik således et dybt indblik i Helligåndens værk i og gennem et menneske. Han var fuldstændig overbevist om, at Gud talte gennem Adrienne og gav hende undervisning om troens sandheder. Han udtalte selv, at Adriennes ”teologi” langt overgik hans egen, og at hans egen var dybt influeret af hendes inspirationer.

På grund af sin forbindelse med Adrienne og deres fælles projekt med at grundlægge et sekularinstitut måtte han i 1950 forlade jesuitterordenen og blev en slags freelance teolog. Han levede i en lang periode i et slags kirkeligt eksil uden formelt tilhørsforhold til en lokal kirke. Først i 1956 blev han medlem af gejstligheden i Chur som verdenspræst.

 

Først sent anerkendt

Mange nutidige kommentatorer nævner, at han ikke som mange andre af de store teologer blev indbudt som sagkyndig ved 2. Vatikankoncil. Han var stadig ude i kulden eller overset. Jeg kan ikke lade være at citere fra Henri de Lubac’s artikel om Urs von Balthasars: ”Det er forstemmende, at ingen tænkte på at invitere Hans Urs von Balthasar til at være med i det forberedende arbejde i koncilet […] ja og ydmygende […] Måske var det bedre, når alt kom til alt, at lade ham hellige sig helt sin opgave, at lade ham fortsætte sit arbejde så umådelig i omfang og dybde, at den samtidige Kirke aldrig har set noget lignende. I lang tid frem over vil hele Kirken drage nytte af det”. Og Henri de Lubac fortsætter med at forudsige: ”Når tiden engang er inde til at udforske (koncilets) skat, vil man opdage, at for at løse denne opgave vil intet værk blive til så stor hjælp og fyldt af så mange ressourcer som von Balthasars”. Sådan kunne hans gamle lærer skrive i sin nekrolog over ham. I 1967 blev han af pave Paul VI udnævnt til medlem af den pavelige teologiske kommission. Og dermed begyndte Kirkens anerkendelse af ham.

 

Sammen med Henry de Lubac og Josef Ratzinger grundlagde de efter 2. Vatikankoncil det internationale teologiske tidsskrift ’Communio’ for at svare på den udfordring, som fulgte i kølvandet på koncilet. ’Communio’ var et slags alternativ til det ligeledes efterkonciliære teologiske tidsskrift ’Concilium’, hvis linje de tre teologer ikke helt kunne følge. Urs von Balthasar betragtes af mange som pave Johannes Paul II’s favorit teolog, og denne udnævnte ham da også til kardinal i 1988; men Hans Urs von Balthasar døde imidlertid få dage inden sin afrejse til Rom for at modtage kardinalsværdigheden - da han var ved at forberede sig til at fejre messe!

I anledning af hans død sendte pave Johannes Paul et telegram: ”Alle som kendte præsten von Balthasar er chokeret og sørger over tabet af en stor søn af Kirken, en fremragende teolog og kulturpersonlighed, som fortjener en særlig æresplads i samtidens kirkelige og kulturelle liv. Jeg ønskede på højtidelig vis at anerkende og ære hans fortjenester for hans mange og utrættelige anstrengelser som åndelig lærer og en agtet forsker ved at udnævne ham til kardinalsværdigheden i det sidste konsistorium [rådsforsamling af kardinaler]. Vi underkaster os med ydmyghed Guds afgørelse, som har kaldet denne Kirkens trofaste tjener så uventet til Evigheden […] Må han, som for mange var en åndelig leder på vejen til tro, nu hvor hans jordiske liv er fuldført, få skænket beskuelsen af Gud, ansigt til ansigt”.

Det er værd at bemærke, at paven omtaler ham som ’præsten’, som han selv har kendt, ’Kirkens tjener’, ’stor søn af Kirken’, ’fremragende teolog og kulturpersonlighed, ’åndelig lære’ og endelig ’åndelig leder på vejen til tro’. Hver af disse betegnelser siger mere end mange ord, hvem Hans Urs von Balthasar var, og hvordan Kirken først efter lang tid forstod det. Disse ord er ikke tomme ord. Urs von Balthasar har uden al tvivl gjort et stort indtryk på Johannes Paul II både som teolog og som præst. Disse forskellige betegnelser viser igen hans rige personlighed, og at den var helstøbt.

Når paven slutter sit telegram med ønsket om, at Hans Urs von Balthasar nu må få den nåde at se Gud ansigt til ansigt, er det ikke en from tanke, men han rammer dybt ned i von Balthasars mystiske teologi. Jeg vil forsøge at beskrive det lidt nærmere i det efterfølgende. I slutningen af min artikel vil jeg igen citere en paves bedømmelse af ham, nemlig Benedikt XVI, som i mange år var hans medkæmper for den rette forståelse af Kirkens tro, der på mange måder blev anfægtet fra mange katolske teologers side i tiden efter koncilet.

 

Hans Urs von Balthasar er en åndelig og mangesidig gigant, som jeg slet ikke vover bare at give omridset af. I mine snapshots har jeg især ladet mig inspirere af hans egen lærer og gode ven igennem alle årene jesuitten Henry de Lubac, som jeg også har citeret ovenfor. Ingen har vel været bedre i stand til at give et teologisk og åndeligt portræt end netop han.

 

Hans Urs von Balthasar kan ikke sættes i bås som konservativ eller moderne. Han er helt igennem original og sig selv. Han formåede med sit umådelig førstehåndskendskab til både profan, filosofisk og teologisk litteratur at se en åndelig helhed. Han var på ingen måde synkretist (en der blander tingene sammen), for han gik bag om og dybere ned og formåede således at se det, der er fælles; men han var samtidig i stand til at forholde sig kritisk til stoffet.

 

Trinitarisk teologi

De Lubac skriver, at hans teologi er sagt med ét ord trinitarisk, ligesom vores trosbekendelse; men Treenigheden er blevet åbenbaret for os i frelsesværket: ’Jesu kjortel vævet i ét stykke’ (Joh. 19,23) og ’lansestødet’ (Joh. 19,34) er de symboler, han brugte for at tale om Treenigheden åbenbaret i Jesu død. Ligesom Jesu klæde var vævet i ét stykke, således var hele Treenigheden i ham. Da Jesu hjerte blev gennemboret af lansen, åbenbaredes det, at Den treenige Gud er kærlighed.

Det er mysteriet i ham, som er persona ineffabilis (den person, man ikke kan tale om på rette vis). ”Fra ham kommer hele Kirken, da han døde, ved vandet og blodet - Kirken med alle dens sandheder, liturgier og dogmer er kun en udstrømning fra det hjerte, som brast til døden, som Origines har forstået det bedre end nogen anden”. ”Lansestødet på Golgatha er på en vis måde sakramentet for det åndelig stød, som sårede Ordet og således spredte det overalt […] Guds Ord kastet ind i vor verden er frugten af dette enestående sår” (Hans Urs von Balthasar).

 

Og videre: ”Det er Helligånden, som uden ophør fører den kristne ind i hjertet af dette mysterium”. Åndens rolle er ”daglig at forny Kirkens hukommelse og at supplere den på en fornyet måde”. Urs von Balthasar går videre og trækker en linje til Helligåndens rolle, da Ordet blev menneske. Der er en forbindelse mellem ”Marias erfaring” og ”Kirkens moderlige erfaring”. Henri de Lubac ser i disse enkle begreber en koncentration af hans teologi. En teolog, skriver de Lubac, må videregive en sandhed, som ikke er hans egen, og som han må beskytte mod forvanskning; men denne sandhed skal videregives i stadig nye situationer, hvilket kræver fra hans side et virkeligt engagement. Urs von Balthasars dristighed udgår fra troen, og den vokser i forhold til røddernes styrke. Han er selv en af de mænd, som han skriver om, mænd som vier deres livsværk til ”teologiens stråleglans - denne fortærende ild mellem to nætter, to afgrunde: tilbedelse og lydighed” (von Balthasar). Det er på denne måde, de Lubac beskriver hans teologiske metode. Tilbedelse og lydighed er teologiens yderpunkter og skaber dens spændingsfelt.

 

Jeg citerer her de Lubacs omtale af von Balthasars forhold til de humanistiske videnskaber: ”Han [von Balthasar] kender de humanistiske videnskabers værdi, han beundrer deres landvindinger, men han vil ikke underkaste sig deres krav om at være eneherskende. Hans mange bemærkninger vedr. bibelsk eksegese, vedr. nødvendigheden af en åndelig forståelse [af Skrifterne], og i særdeleshed vedrørende en vis historisk-kritisk metodes blindhed, når det drejer sig om at behandle Israels historie og Jesu person, fortjener et bredt publikum”. Og de Lubac citerer von Balthasar: ”Helligånden er en virkelighed, som filologer og sammenlignende religionsfilosoffer er uvidende om eller i det mindste ’midlertidigt sætter parentes om’.” Og de Lubac fortsætter: ”Von Balthasar fjerner parenteserne, eller rettere, han viser os, hvordan Helligånden selv fjerner dem”.

 

”Vi lever i en tid med åndelig tørke”, siger von Balthasar. Den vitale balance mellem handling og kontemplation er gået tabt tilsyneladende til fordel for handlingen, men af samme grund også til tab for den, skriver de Lubac. Von Balthasar har forsøgt at genoprette balancen. Hele hans værk har en kontemplativ dimension, og det er frem for alt den, der giver det dets dybde og duft […]. Von Balthasar har observeret, at hvor som helst de allerstørste værker er skabt, var der uden undtagelse tale om ’et miljø af bøn og kontemplation’,” siger de Lubac. Von Balthasar er her i fuld overensstemmelse med den hellige Dominikus’s princip ’contemplata aliis tradere’: At videregive det, man har kontempleret.

 

Jesus, ’det udelelige Gudmenneske’ er på én gang genstanden og modellen for kristen kontemplation. ’Alt det, vi er i stand til at bevidne overfor andre mennesker, vore brødre, om den guddommelige virkelighed, kommer af kontemplation […] Hvem taler i dag om Tabor i Katolsk Aktion (katolsk lægmandsorganisation)?´ Og her citerer de Lubac en central passage af von Balthasar: ’Men også, hvem taler om, at den korsfæstede Kærligheds svaghed og tilsyneladende magtesløshed, hvis ’tilintetgørelse’, der går så langt som at blive ’synd’ og ’forbandet’, har givet fødsel til styrke og frelse for Kirken og menneskeheden?’ Denne sætning udtrykker kernen i Hans Urs von Balthasars tro og tænkning, som den fremstilles i hans ’Theologie der drei Tage’. I denne bog analyserer han det hellige Triduum: Langfredag, påskelørdag og påskedag. Hans analyse af påskelørdag er enestående original og dyb. Påskelørdag er denne ovenfor omtalte ’tilintetgørelse’. Jesus nedsteg til dødsriget dvs. han var i en tilstand, der ikke kunne være længere borte fra Gud, som er livet. Dødsriget, som Jesus nedsteg til, var ikke bare et opholdssted for de afdøde, det var fortabelsen, dvs. fravær af Gud. Det var en stor inspiration for mig at læse netop denne vigtige bog i dagene op til påske i år. Når man læser den - og den er ikke så let at læse - føler man, at man er langt fra blot at fatte en lille smule af Kristi frelsesværk på korset. Vi er alt for meget bundet af vante fromme forestillinger og billeder. Den benhårde metafysiske realisme undslipper os. Men det er denne realisme, mystikerne ved Helligånden får del i, når de kontemplerer den Korsfæstede.

Urs von Balthasars udsagn om kontemplation er ligeså aktuel i dag: ”Alle de andre uudgrundelige dybder, som menneskets kontemplation kan gennemtrænge, er enten ikke virkelige dybder overhovedet eller er djævelens, hvis ikke de eksplicit eller implicit er dybderne i Treenigheden, det gud-menneskelige (Jesus Kristus) eller det kirkelige liv”.

 

Kun kærlighed er troværdig

Fra kirkefædrene har han arvet kærlighed til Kirken. For dem som for ham er ”Kirken horisontens præcise grænse for Kristi forløsning, nøjagtig som Kristus for os er Guds horisont”. Kirken når ligeså langt ud i horisonten som Kristi forløsning, ligesom Kristus når helt ud i Guds horisont dvs. uendelighed. Han siger, at det er ligeså unyttigt at fremhæve alle de menneskelige fejl i Kirken, ”som blot er alt for tydelige for enhver, som ser”, som det er vitalt at bringe Kirkens forunderlige hemmeligheder frem i lyset, som verden ikke ved af, og som næppe nogen ønsker at opdage”.

Kirken er Kristi brud, men vil ikke blive anerkendt som sådan undtagen i det transcendente, som er hendes kærlighed. Glaubhaft ist nur Liebe (Kun kærlighed er troværdig), som han kaldte en af sine bøger. ”Hvis den højeste virkelighed i Gud var sandhed, ville vi være i stand til med vidt åbne øjne at skue ned i dens afgrundsdyb, måske blændet af så meget lys, men ikke hindret af noget i vores flugt mod sandheden. Men fordi det er kærlighed, der er den endegyldige virkelighed, dækker seraferne deres ansigter med deres vinger, for den evige kærligheds mysterium er sådan, at selv dens nats overvættes glans kun kan blive herliggjort i tilbedelse”.

 

Påskelørdags spiritualitet

Henri de Lubac sammenfatter Hans Urs von Balthasars spiritualitet med ordene: ”det er en påskelørdags spiritualitet”: ”Der var én dag, hvor Nietzche havde ret: Gud var død, Ordet kunne ikke høres i verden, legemet var begravet og graven forseglet, sjælen steg ned i Shells [dødsrigets] bundløse afgrund […] Ingen kunne nogensinde udstøde dette skrig (hvorfor har du forladt mig) fra en dybere afgrund and han gjorde, hvis liv evigt skulle blive født af Faderen” (Urs von Balthasar).

 

Benedikts XVI’ vidnesbyrd

Jeg vil slutte, som jeg lovede, med at nævne pave Benedikts (Josef Ratzingers) sammenfatning af Hans Urs von Balthasars storhed og betydning i anledningen af et symposium i forbindelse med fejringen af hans 100-års fødselsdag. Pave Benedikt nævner i følgende rækkefølge hans betydning: Hans aktualitet; det personlige venskab, han har haft med von Balthasar, som kom til udtryk i tidsskriftet ”Communio”; menneskevordelsens og korsdødens centrale plads i hans teologi; hans søgen efter Guds spor overalt; hans teologi var i Kirkens tjeneste; hans teologis åndelige og eksistentielle dimension; han var et eksempel på en sand teolog. Til slut fremhæver Benedikt, at Hans Urs von Balthasar aldrig fremhævede sig selv, men tro mod Ignatius’s ånd altid søgte Guds større ære.

 

Efterskrift

Jeg har bevidst i min præsentation af Hans Urs von Balthasar holdt mig til de tre teologer, som har været tæt på ham og som har format til at vurdere denne usædvanlige teolog, nemlig hans lærer i teologi Henri de Lubac, hvis bøger jeg selv med begejstring stiftede bekendtskab med under mine teologiske studier i Paris, pave Johannes Paul II og den nuværende pave, Josef Ratzinger. Disse fire personer var i en sjælden grad åndsbeslægtede og på markante områder skilte de sig ud fra den fremherskende moderne katolske teologi. For dem alle gælder, at man føler sig i trygt og godt selskab. Jeg er overbevist om, at de alle er autentiske tolkere af det store 2. vatikankoncil og repræsenterer den ægte klassiske katolske tradition, samtidig med at de på hver deres måde nytænker den. Fælles for dem alle er, at teologi og åndsliv er to sider af samme sag. De har alle overvundet den århundrede lange ufrugtbare opsplitning af teologien i forskellige discipliner og gensidigt inspireret hinanden i denne proces.

Alle citater fra de nævnte teologer er oversat fra engelsk af Lars Messerschmidt.

 

Lars Messerschmidt er præst i den Katolske kirke og med i Levende Vand’s referencegruppe.

 

(levende Vand 3 2009)

 

 

Teologi og mystik

 

 

Hans Urs von Balthasar - teolog

Af Lars Messerschmidt

 

 

Adrienne von Speyr

Læge, husmor, mystiker:

1902-1967

Af Grethe Livbjerg

 

 

Julian af Norwich

Kærlighedens apostel

Af Louise Øhrstrøm Poulsen

 

 

”Din længsel er din forening med Gud”

Samtale mellem Peter Halldorf og Wilfrid Stinissen

 

 

Du er bange for din egen skygge

(Uddrag af ”Den tolvte åndelige tale”)

Isak af Syrien

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk