Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Marianne Bønløkke

Som en seglring ved dit hjerte

 

Overskriften er ord fra Højsangens 8. kapitel, hvor der står: "Læg mig som en seglring ved dit hjerte, som en seglring om din arm….".. At netop Højsangen giver overskriften til det, som jeg her vil fortælle om en side af min åndelige praksis, er ikke tilfældigt. Højsangen er for mig blevet en nøgle til forståelse af troens liv. Udvalgte ord fra Højsangens kærlighedspoesi har derfor i flere år været en helt naturlig del af mit daglige bønsliv. Denne side af min åndelige praksis har nu fået et meget konkret og håndfast udtryk. En bedekrans med "bønner" fra Højsangen er blevet en del af mit bønsliv. Hver dag lægges der en krans af ord fra Højsangen "som en seglring ved mit hjerte".

 

En underfuld gave

Det begyndte med, at jeg sidste sommer fik en fin bedekrans som gave fra de studerende ved Kirkefaglig Videreuddannelse. Nu må jeg ærligt indrømme, at bedekranse ikke har været en del af mit bønsliv. Jeg har forsøgt mig med Kristuskransen, men fandt også hurtigt ud af, at det ikke lige var mig. Men den bedekrans, som en af mine studerende selv havde lavet, viste sig alligevel at være den helt rigtige gave til mig.

Dels var den meget smuk, dels var der en fascinerede historie bag perlerne, som vakte min interesse. Træperlerne og det lille trækors ved kransens midte var lavet af oliventræ fra Israel. Glasperlerne i forskellige former og farver kom fra Hebron, og den smukke dybgule aflange ravperle, der skilte sig ud fra de andre perler, var rav fra en hule ved Det Døde Hav.

Jo, jeg glædede mig meget over denne smukke og unikke bedekrans skabt af træ, glas og rav fra min Herres eget land - lavet netop til mig og givet med kærlighed. Så selvom bedekranse ikke havde været en del af min åndelige praksis, så vidste jeg med det samme jeg holdt denne smukke krans i hånden, at den skulle få en ganske særlig plads i mit liv. Og det fik den - ja, det har den! For den er blevet mig en kær krans, hvor jeg kan hvile i de ord fra Højsangen, som hele tiden har haft stor betydning i mit bønsliv. Med bedekransen har jeg fået ordene sat ind i en fast ramme - hvilket har vist sig at være en underfuld gave til mit liv.

Kort tid efter, at jeg havde fået denne fine bedekrans skulle jeg på sommerferie. Jeg tror der var en mening med, at jeg de første par uger vågnede meget tidligt. For i disse tidlige morgentimer, inden familien stod op, fik min nye bedekrans det indhold, som den skulle have for mig, hvor ord fra Højsangen leder min bøn.

 

Kys fra den treenige Gud

Bedekransen begynder med tre perler, hvilket for mig naturligt blev til "Treenighedens perler". Udgangspunktet for min bøn med bedekransen er bekendelsen til Den treenige Gud: Fader, Søn og Helligånd! Til bekendelsen føjer sig så de ord, som indleder Højsangen: Ville han blot give mig kys af sin mund!

Netop disse ord er nemlig for mig blevet ord, som udtrykker en bøn om, at Bibelens ord må blive som livgivende kys fra Herrens egen mund.

Bedekransen indledes altså med en bøn om, at de udvalgte ord fra Højsangen må blive levende ord, der vækkerÅndens liv i mig og lader mig erfare, hvad det er for en kærlighedsrelation til Den treenige Gud, som jeg er døbt til at leve i og ud af.

Mens jeg holder om "treenighedsperlerne" - tommel- og pegefinger går

fra perle til perle - siger jeg stille for mig selv: Fader, Søn og Helligånd! Ville han blot give mig kys af sin mund! (Højsangen 1,1).

 

Trofasthed

Overskriften for den første store aflange glasperle udtrykker det fundamentale i mit liv med Den treenige Gud – ja, i det troens liv, som jeg er døbt til at leve: Guds trofasthed! Hvor ofte siger Salmisten ikke: Herren er trofast! De ord har jeg taget til mig. For også jeg kan hvile i dette, at Guds trofasthed er urokkelig. Derfor kommer Han mig i møde – igen og igen. Derfor fører Han mig til det rum - den indre celle - som har navnet "kærlighed". Her råder stilhed og fordybelse = her kan jeg samle mig om det, som Herren vil, at jeg skal bygge mit liv på: Hans kærlighed! De ord fra Højsangen, som for mig er levende ord om Herrens kærlige trofasthed er: ”Han har ført mig til vinhuset, på skiltet over mig står: Kærlighed”.

Med den første aflange glasperle mellem mine fingre, siger jeg: Trofasthed! Han har ført mig til vinhuset, på skiltet over mig står: Kærlighed (Højsangen 2,4).

 

Hvile

Tre steder på bedekransen findes der to små perler ved siden af hinanden, som for mig er blevet "hvileperlerne". Første gang, jeg mærker dem, er efter den aflange trofasthedsperle. Når jeg har givet disse perler overskriften ”Hvile” er det med tanke på Paulus‘ ord om, at "der venter Guds folk en sabbatshvile" (Hebr 4,9). De to hvileperler er en bekræftelse af, at Herren og jeg hører sammen - uanset, hvad der sker i mit liv. Det er dåbens løfte, som jeg trygt kan hvile i. Intet kan skille mig fra min Herres kærlighed!

Som Paulus siger det i sit brev til menigheden i Rom: "For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre" (Rom 8,37).

Det samme udtrykkes for mig i Højsangens poetiske og inderlige kærlighedssprog, når bruden siger til brudgommen: Min elskede er min, og jeg er hans!

Mens jeg mærker de to små hvileperler siger jeg: Hvile! Min elskede er min, og jeg er hans (Højsangen 2,16).

 

Godhed

At Herren er god - og god mod mig - er grundlæggende i min kristentro og mit liv. Hans trofasthed skyldes, at Han vil mig det godt. Ikke sådan, at mit liv skal være let og uden modgang - lidelse og kamp er også en del af mit liv. Men Herrens godhed har at gøre med, at Han er allestedsnærværende i mit liv - også når jeg ikke er nærværende overfor Ham. Han slår aldrig hånden af mig, men holder fast i, at Han og jeg hører sammen. Med Højsangens ord kan man sige, at Han er og bliver ”min elskede”, fordi jeg er hans "ét og alt". Derfor kommer Herren mig i møde, fordi han er god og vil mig det godt! Derfor banker Han på mit hjertes dør - ikke én gang, men mange gange - så jeg kan vågne op af min åndelige døs og høre Hans kærlige ord til mig - i glæde såvel som i sorg. Paulus siger det sådan i sit andet brev til Timotheus: "… er vi utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke" (2 Tim 2,13).

Jeg holder om den blå aflange glasperle og siger: Godhed! Jeg sov, men mit hjerte var vågent. Hør min elskede banker på: "Luk op for mig, min søster, min kæreste, mit ét og alt" (Højsangen 5,2).

 

Navnet

Nu følger to perler, som for mig er den endelige bekræftelse af det, som jeg har vidst hele tiden, at "min elskede" - når han møder mig - er ham, som Gud selv har givet navnet. "… og du skal give ham navnet Jesus" sagde budbringeren Gabriel til Maria ved bebudelsen af Jesu fødsel. I Højsangens poesi findes ingen navne, men drages man ind i den kærlighed, som findes mellem Højsangens to elskende, så får "min elskede" et navn. Dette er navnet, som Helligånden - Sandheds og Kærligheds Ånd - åbenbarer for mig: Jesus! Ja, netop Jesus er min elskede ven, som er trofast og god imod mig.

Mens jeg holder om den første af de to perler - den største af dem - siger jeg: Jesus! Derefter går jeg videre til den anden af de to perler og siger: Min elskede ven!

 

Ordet

Nu er vi så kommet til midten af bedekransen med det smukke kors af oliventræ, hvor de fire korsarme er lige lange. Og her ved bedekransens midte er vi også ved centrum i min kristentro og mit åndelige liv! For Jesus - min elskede ven - er den korsfæstede og opstandne Kristus. Korset er det stærkeste kristne symbol der findes. Der findes ingen sand kristen åndelighed uden korset, som peger hen på den korsfæstede og opstandne Kristus. Korset i bedekransen minder mig derfor om, at det er Jesus Kristus, der kommer til mig som Ordet og giver mig "kys af sin mund". Korset er Ordet med stort O, der forkynder mig det "levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde" (1. Petersbrev 1,3). Netop disse ord blev sagt som en del af den indledende lovprisning ved min dåb - og det er ikke tilfældigt. Det kristne håb er det grundlæggende i det liv, som jeg er døbt til at leve. I Højsangen lyder der derfor en ”håbets sang”, hvor ”min elskede” taler til mig om en ny frugtbar tid, som skal komme - efter vinter kommer vår - også i mit liv!

Jeg kysser korset og siger: Ordet! Så siger min elskede til mig: Stå op min kæreste, kom dog min smukke! For nu er regntiden ovre, regnen er hørt op, den er borte. Blomsterne kommer til syne i landet, sangens tid er inde, turtelduens kurren høres i vores land. Figentræets frugt modnes, vinstokkens blomster dufter. Stå op min kæreste, kom dog min smukke! (Højsangen 2,10-13).

 

Forundring

Efter korset er der en stor gylden perle. For mig er det blevet ”forundringens perle”. For jeg kan ikke andet end at forundres over Herrens kærlighed til mennesket – til mig. Det er da forunderligt, at Han vil være ”min elskede” og at Han ser mig som sit ”ét og alt”! Tænk, at Han virkeligt længes efter min kærlighed. Jo, jeg kan kun forundres over, at jeg er en sådan umistelig ”gylden perle” i Herrens øjne, som Han igen og igen tager ud for at lede efter. Og når Han finder mig, så Tænk, at Han virkeligt længes efter min kærlighed tager Han mig ved hånden og leder mig på vejen fra ørken til det frugtbare land.

Jeg holder om den gyldne perle og siger: Forundring! Hvem er hun, der kommer op fra ørkenen, lænet til sin elskede? (Højsangen 8,5).

 

Taknemmelighed

Nu er vi kommet til bedekransens smukkeste perle - den aflange dybgule perle af rav. Netop denne ravperle er min "taknemmelighedsperle". For efter forundring kommer taknemmelighed. Går det først for alvor op for én, hvad det for en dyb og forunderlig kærlighedsrelation, som Herren kalder mennesket ind i, så bliver hjertet fyldt med tak! Herren tager mig i sin favn og jeg må sige ham tak!

Jeg holder om den smukke bløde ravperle og siger: Taknemmelighed! Hans venstre hånd er under mit hoved, hans højre omfavner min (Højsangen 8,3).

 

Hvile

Nu følger de næste to »hvileperler«. Jeg tager en dyb indånding – indånder kærligheden fra "min elskede" - og siger: Hvile! Min elskede er min, og jeg er hans! (Højsangen 2,16).

 

Kærlighed

Kærligheden mellem mennesker er skrøbelig. Det ved vi af erfaring. To elskende, som tror sig evigt forbundet, kan hurtigt glide fra hinanden, hvis ikke begge to bevidst vælger at kæmpe for at bevare den relation og samhørighed, som kærligheden kaldte dem ind i. Når det gælder relationen mellem skaber og skabning, som dåben bekræfter er en kærlighedsrelation, da forholder det sig anderledes. Menneskets kærlighed til Herren er fortsat skrøbelig, men der er intet skrøbeligt over Herrens kærlighed til mennesket. Den ene part i relationen har på forhånd afgjort sig for altid at være nærværende. Kun mennesket står med et valg og må afgøre sig for om han eller hun vil være nærværende - eller om man vil lade sig distrahere af alt det, som er ødelæggende for forholdet. Ja, Herren forbliver tro, også når vi er utro, som Paulus siger det. Og med Højsangens ord kan man sige, at Herren forbliver "min elskede" også når jeg - Hans "ét og alt" - sommetider går mine egne veje. I det øjeblik det går op for mig, at det er vildveje, ser jeg Ham igen. For Han har hele tiden været der! End ikke syndens vældige vande kan nemlig slukke den kærlighed, som Herren har til mig. Som det så tydeligt siges hos profeten Esajas: Herren siger: "Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min. Går du gennem vand, er jeg med dig, gennem floder, skyller de ikke sammen over dig…" (Esajas 43,12a).

Jeg mærker den tredje aflange glasperle mellem mine fingre og siger: Kærlighed! Vældige vande kan ikke slukke kærligheden, floder kan ikke skylle den bort (Højsangen 8,7a).

 

Hvile

Igen to hvileperler, som får mig til at tænke på Augustins ord fra 300-tallet: "Mit hjerte er uroligt indtil det finder hvile hos dig, Gud" Hver dag må mit urolige hjerte søge hvile i den relation til Herren, som jeg er døbt til at leve i - så fuld af kærlighed, at det overgår al fornuft.

Jeg lader de to hvileperler glide gennem mine fingre, mens jeg endnu engang siger: Hvile! Min elskede er min, og jeg er hans (Højsangen 2,16).

 

Tillid

Hos Esajas kan vi læse, at Herren siger: "Mit folk skal bo på fredens boplads, i boliger, hvor tillid råder, på hvilesteder, hvor de kan være sorgløse" (Es 32,18). At dvæle ved Herrens trofasthed, godhed og kærlighed, som denne Højsangens bedekrans indbyder til, er for mig at slå sig ned »i boliger, hvor tillid råder« og at finde et hvilested, hvor jeg tør give mig hen i tillid til, at Herren ved vej for mig. Det handler om overgivelse - det handler om det, som Salmisten udtrykker med ordene: ”Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind” (Sl. 37,5). Kristen tro har at gøre med tillid - tillid til, at Herrens kærlighed er ganske konkret og giver sig til kende i mit liv. Som Paulus siger det: "Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses" (Hebr 11,1). Overgivelse er ikke let - det er svært at lade en anden råde i sit liv. Men når jeg tænker på, at jeg ikke skal betro mit liv til hvem som helst, men netop til "min elskede", som siger jeg er hans "ét og alt", så kan jeg overgive mig - i tillid.

Med den sidste af de fire aflange glasperler mellem fingrene siger jeg stille for mig selv: Tillid! Jeg er en mur og mine bryster som tårne, men overfor ham måtte jeg overgive mig! (Højsangen 8,10).

 

En krans af bønner er bundet

Når jeg beder med ord fra Højsangen er det kristen bøn. Derfor indledte jeg perlerækken af bønner med bekendelsen til den treenige Gud. Hvert et ord fra Højsangen har været ord sagt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

Derfor slutter jeg også min bøn med at holde om de to sidste perler og sige de bekræftende ord: I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

 

Smag og se, at Herren er god (Sl 34,9)

For nogle år siden sagde et menneske til mig: "Marianne, du skal udvide din tjeneste og lede mennesker ind i erfaringen af at se og smage, at Herren er god". Jeg havde på det tidspunkt været præst i mere end 10 år, og min forkyndelse har altid været båret af tillid til Guds kærlighed. Men disse ord gjorde på forunderlig vis et sådant indtryk, at de har givet mit liv retning. Min tjeneste som præst blev udvidet. Jeg fik også et kald som retræteleder, og har nu i et par år ledet temaretræter for Levende Vand på Sankt Birgitta Kloster i Maribo.

Men skal man lede andre mennesker ind i erfaringen af at "se og smage, at Herren er god" så skal man selv kende, ja leve og hvile i den erfaring. Man skal selv have "set og smagt" at Herren er god. Det har jeg, og mit hjerte er fyldt med tak! Men jeg ved også - af erfaring - at, der er brug for at hvile i ord fra Bibelen, som støtter og bekræfter denne erfaring.

Her har ordene fra Højsangen fået afgørende betydning for mit kristenliv. De bekræfter mig i, at troens liv først og fremmest handler om, at Herren kommer mig i møde med sin kærlighed. Ordene lader mig »se og smage, at Herren er god« – ja, at kristenlivet handler om at lade sig fylde af kærligheden fra Gud, hvis rækkevidde er langt større end jeg med mit menneskelige kortsyn kan se.

Det er jo netop derfor Paulus bøjer knæ for Faderen og beder for de kristne i Efesus: "at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås" (Efeserbrevet 3,17-19).

At bede med ord fra Højsangen er for mig et skridt på vejen mod "at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse" - det er at lægge Kristi kærlighed som en seglring ved mit hjerte med en stadig bøn om at ”fyldes, til hele Guds fylde nås”.

Marianne Bønløkke er præst og med i Levende Vands referencegruppe.

 

  

(Levende Vand 1 2009)

 

  

Åndelig praksis

 

 

Det Kærlige Tilbageblik

Af Sr. Emma Martensen

 

 

Lad vandet stilne

– når eukaristien skaber et liturgisk liv

Af Simon Fuhrman

 

 

Kristuskransen, mit svømmebælte

Af Morten Miland Samuelsen

 

 

Hvad man end løfter, finder man Gud

Af Tomas Sjödin

 

 

Som en seglring ved dit hjerte

Af Marianne Bønløkke

 

 

Åndelig læsning

Af Liselotte Bjørsted Lapiki

 

 

En meditation af Frans af Sales

Af Sebastian Olden-Jørgensen

 

 

Dagligdagens ti bud

ifølge pave Johannes XXIII

 

 

Vidner

Isak af Syrien

Af Samuel Rubenson

 

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk