Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Tomas Sjödin

”Hvad man end løfter, finder man Gud

 

Det var fastelavnssøndag og endelig tid til den velsignede kirkekaffe. Eftersom jeg var gået alene i kirke den dag, slog jeg mig ned ved et bord, hvor der allerede sad tre andre mænd. To af dem kendte jeg fra tidligere, den tredje ikke.

Det er altid risikabelt at prøve at beskrive sit førstehåndsindtryk efter nogen tid, men lidt luvslidt så han ud, han havde ikke så mange tænder i munden, men stadig en hel del hår.

”Tomas”, sagde jeg og rakte hånd en frem.

”Så du tvivler altså?” svarede han uventet kvikt, og præsenterede sig. Hans spørgsmål fulgtes af et tandløst, lidt finurligt smil.

”Omtrent hver anden dag”, svarede jeg, og helt af sig selv var vor samtale i fuld gang. Pludselig var vi ikke fremmede for hinanden, det var som om vi var vokset op i samme bebyggelse af rækkehuse og nu mødtes igen efter tredive-fyrre år.

Jeg bad ham fortælle lidt om sit liv og fik at vide at han var opvasker på en vegetarisk restaurant i et kvarter i Göteborg, der i de tredive år, han havde været ansat der, var gået fra at være det usleste til at være eftertragtet. På godt og ondt.

”Så du vasker altså op?” sagde jeg med tankerne på hans tvivlsspørgsmål. ”Hvordan er det?”

Jeg troede at han ville svare at det var anstrengende, og at folk levnede rædsomt meget mad, men at man jo alligevel skulle være glad for at have et arbejde, især som tiderne var i dag.

Det var slet ikke det, han sagde. I stedet skulle det vise sig at jeg var kommet i selskab med en moderne broder Lorens, en grydernes og pandernes mester. Han elskede sit arbejde og sit køkken.

”Hvad man end løfter, finder man Gud”, sagde han.

”Det spiller ingen rolle hvad det er man løfter, det kan være en kasserolle, en tallerken, et barn eller en sten. Eller et par sko! Hvad end man løfter i universet, så opstår der et lille tomrum, og det tomrum fylder Gud ud med det samme”.

Sådan fortsatte han et stykke tid, og jeg blev i den grad revet med af hans fantastiske forklaring at jeg glemte mit rundstykke. Min kaffe drak jeg kold inden jeg gik ud til bilen. Og selv om lunken mælk og kold kaffe er noget af det værste, bemærkede jeg det knap.

Det han forklarede ved dette frikirkelige kaffebord, var storslået teologi, et program for hverdagen, der genopbygger den kristnes liv – og menighedens liv – på ganske kort tid. Det er karakteristisk for dem der ved hvad de taler om, de der bærer på integrerede erfaringer, at når de delagtiggør os i deres kundskaber, synes de så indlysende og hverdagsagtige at man næsten ikke tør tro at det kan være så enkelt.

Man lytter og tænker: ”Netop dette her har jeg troet hele mit liv, jeg har bare ikke vidst det!”

 

***

”Hvad man end løfter, finder man Gud”.

Storheden i denne måde at tænke og leve på ligger i at det samler to tilsyneladende modsatrettede impulser i det åndelige liv. Indad og udad. Og det er helt klart at vi ikke er indrettet på samme måde alle sammen. Nogen møder Gud i de tyste, nøgne rum langt borte fra det sociale tryk, andre går i panik i den slags rum. Guds landingsbane i deres liv er venskaberne, legemligt arbejde eller kunsthåndværk.

Med Göteborg-Lorens’ måde at tænke på vrimler verden med steder, hvor man kan møde Gud. Verden er fyldt med ting der skal løftes, byrder der skal bæres, hindringer der skal ryddes af vejen. ”Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov” (Gal 6,2), skriver Paulus og afslører med disse ord den underlige matematik der gælder i Guds rige. Hvis du tager min byrde og jeg tager din, så bliver den samlede vægt af vore byrder mindre end hvis begge havde båret deres egen.

Hvordan lader det sig gøre? Det ved jeg ikke. Men jeg ved at det er sandt. Måske har det at gøre med at når vi bytter byrder, giver vi os ind under – eller opfylder – en anden lov end den der gælder i verden: Kristi lov. Helt ubemærket blander en tredje part sig i vor udveksling af byrder. En tredjes skuldre slutter sig til vore skuldre. Tomas Tranströmer kan berette om kraften i en lignende erfaring: ”Sneen lyste og alle byrder blev lettere. Et kilo vejede 700 gram – ikke mere” (Den halvfärdiga himlen, 1962). Det er når vi løfter den andens byrder at vi flytter os ind i det kraftfelt som Jesus lader os ane når Han siger: ”Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (Matt 25,40).

 

***

Da jeg kom hjem fra kirke i søndags, fandt jeg alle mine broder Lorens-bøger frem. Deriblandt også At leve i Guds nærvær. Når jeg nu læser den igen, slår det mig hvordan hellige menneskers liv på forunderlig vis synes at ”genudsendes”. Ikke sådan at et liv kan leves om igen, men snarere sådan at den ånd der kendetegnede deres liv, kommer igen på de mest uventede steder. Afstanden mellem karmeliterklosteret i Rue de Vaugirard i Paris og en vegetarrestaurant i Haga i Göteborg er ikke-eksisterende.

Jeg besidder Gud på en lige rolig og urokkelig måde i uordenen i mit køkken, hvor flere mennesker af og til på en gang beder mig om forskellige ting, som hvis jeg lå på knæ foran det hellige sakramente”, skrev broder Lorens. Og fra opvaskebaljen i Haga svares: ”Amen”.

 

***

I den forgangne uge har jeg forsøgt at øve mig i dette. Det ville broder Lorens have sat pris på, for i hans verden var det øvelsen der talte: ”Guds nærvær, det er jo det, tror jeg, at hele det åndelige liv går ud på, og jeg tror at hvis man øver sig ordentligt i det, så bliver man åndelig på kort tid”.

Når han giver os eksempler på de åndelige øvelser der leder os til et åndeligt liv, begynder han et sted der ligger hans nutidige Göteborg-kammerat snublende nær. Det liv der leves i Guds nærvær, begynder med at man glæder sig over Hans guddommelige selskab, og det sker ved at man ydmygt og kærligt taler med Gud i ethvert øjeblik. I tørken, i lidelsen, til og med når man svigter og i synden. Pointen er at man aldrig skal lade den gode konversation dø hen. Det er – hvis jeg forstår broder Lorens rigtigt – denne hverdagssamtale der hindrer stien mellem Gud og os i gro til igen; de stier vi har så stort behov for, når den store nød kommer.

 

***

Det andet er at man skal anstrenge sig for at alle handlinger bliver til små samtaler med Gud. Dette skal ske »på en ukunstlet måde« understreger han. Det indre liv er således ikke begrænset til det indre. Gud møder os i strygetøjet, i bilen der skal vaskes, og i hockeyudstyret der skal slæbes til banen.

Så prøver jeg altså at løfte det der skal løftes i vores hus i denne ånd. Affaldsposen ud til skraldebøtten bag udhuset, sodavandskassen til Brugsen og muleposen med manuskriptet til aftenens foredrag i Bohusläns museum.

Jeg bærer og tænker: ”Hvad man end løfter, finder man Gud”. Jeg tager fat og løfter vores tolvårige søn Ludvig op på puslebordet. Ham har vi som en følge af hans sygdom løftet et helt liv; og i et ubeskriveligt, velsignet øjeblik forklares en smule af den konkrete følelse af gudsnærvær, der hele tiden har været omkring ham og hans brødre. ”Her er i sandhed Gud”.

En kvinde ringer og fortæller at hun det sidste år har haft det så dårligt at hun ikke har overkommet at holde sin lejlighed. ”Kan I hjælpe mig?” spørger hun. Og jeg hører mig selv svare på hendes nødråb med noget der ligner glæde. Længe inden vi er nået frem, ser jeg hendes lejlighed som et sted hvor der findes meget at løfte og dermed som et sted fyldt med åbninger for Guds herlighed.

Er dette åndelig romantik? Måske, men så er jeg i godt selskab med en 1600-tals romantiker.

Jeg vender min lille æggekage i stegepanden af kærlighed til Gud. Når den så er færdig og hvis jeg så ikke har andet at gøre, bøjer jeg mig til jorden og tilbeder min Gud der har givet mig nåden til at tilberede den, og derefter rejser jeg mig op, lykkeligere end nogen konge. Når jeg ikke kan gøre andet, er det nok for mig at have løftet et halmstrå op fra jorden af kærlighed til Gud” (Broder Lorens: At leve i Guds nærvær, Karmelitterne).

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

 

Tomas Sjödin bor sammen med sin familie i Säve udenfor Göteborg. Han er forfatter, præst og en populær foredragsholder.

 

 

(Levende Vand 1 2009)

 

     

Åndelig praksis

 

 

Det Kærlige Tilbageblik

Af Sr. Emma Martensen

 

 

Lad vandet stilne

– når eukaristien skaber et liturgisk liv

Af Simon Fuhrman

 

 

Kristuskransen, mit svømmebælte

Af Morten Miland Samuelsen

 

 

Hvad man end løfter, finder man Gud

Af Tomas Sjödin

 

 

Som en seglring ved dit hjerte

Af Marianne Bønløkke

 

 

Åndelig læsning

Af Liselotte Bjørsted Lapiki

 

 

En meditation af Frans af Sales

Af Sebastian Olden-Jørgensen

 

 

Dagligdagens ti bud

ifølge pave Johannes XXIII

 

 

Vidner

Isak af Syrien

Af Samuel Rubenson

 

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk