Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Johannes Værge

Det liv, som døden ikke standser 

 

Håbet i kristendommen handler om noget, som endnu ikke er, men som vi dog allerede nu har en begyndende adgang til.

Lad mig benytte H.C. Andersen til at komme på sporet af det:

I H.C. Andersens eventyr Sneedronningen lever de to børn Gerda og Kay i en virkelighed præget af den gamle bedstemors fortællinger og i glæde over væksterne - roserne især - i forældrenes trækasser uden for deres vinduer, og de synger salmen om roserne: ”Roserne voxe i Dale, / Der faae vi Barn Jesus i tale!” Andersen fortsætter: ”Og de Smaa holdt hinanden i Hænderne, kyssede Roserne og saae ind i Guds klare Solskin og talte til det, som om Jesusbarnet var der. Hvor det var deilige Sommerdage, hvor det var velsignet at være ude ved de friske Rosentræer, der aldrig syntes at ville holde op med at blomstre”.

De to børn er i Guds verden. De ser ind i den velsignelsesvirkelighed, hvor der er guddommeligt nærvær. Men så sker ulykken, faldet: Kay får en splint af troldspejlet i hjertet og øjet; det, han hidtil har levet i hengivelse til og glæde over, får han kold foragt for.

Kay ser med andre ord på en helt anden måde nu. Forandringen i hans syn betyder, at hans forbindelse til Guds verden blokeres: Da han på et tidspunkt under rejsen mod snedronningens slot bliver ængstelig og vil bede sit fadervor, kan han kun huske den store tabel. I den situation er han håbløs, og snedronningens isslot er, kunne man sige, en nordisk variant af det sted, som i Dantes

Guddommelige Komedie karakteriseres ved skiltet: ”Her lades alt håb ude”. Altså det helvede, som det i sydligere egne er mere nærliggende at forbinde med gloende varme, men her er isnende koldt med skærende vinde, vidtstrakt og tomt. På alle måder så forskelligt fra den velsignelses -verden, hvor børnene sang salmen om Jesus og så ind i Guds klare solskin.

Heldigvis har Kay så Gerda, der som en anden lille Kristus sætter alt til side for at finde og frelse Kay og i afgørende situationer netop beder til Gud, derved har et virksomt håb. Det sætter hende i stand til at kæmpe sig frem til Kay - og, igen som en lille Kristus, åbne hans helvede, kalde den levende Kay frem. Det er hendes bøn, der får de skærende vinde i isslottet til at lægge sig, og da hun omfavner den stive og kolde og tavse Kay, græder hun, og de hede tårer optør isklumpen i hans hjerte og fortærer spejlstumpen, som var derinde. Da Gerda derpå sang salmen om Jesusbarnet, brast også Kay i gråd, troldsplinten komme ud af hans øje, så han igen bliver seende - og frelses.

Og de to vender tilbage, modnede, med fornyet, voksen adgang til den guddommelige, evig verden, som i eventyret markeres med salmelinjerne om roserne, der vokser i de dale, hvor vi får Jesus i tale.

 

Ud af det håbløse

Den tragiske mulighed, at mennesket kan have mistet evnen til at se, være i en tilstand af håbløs blindhed, så orienteringen i forhold til det evige er gået tabt, er H.C. Andersen ikke alene om at erkende og beskrive - og pege på udvej for. Hos evangelisten Johannes er det et særlig fremhævet træk, at mennesket kan leve seende eller ikke-seende. Han er den af Det Nye Testamentes forfattere, der klarest understreger, at mennesket ved at blive seende kan leve i forbindelse med Guds verden, eller med Johannes-evangeliets særlige sprogbrug: det evige liv.

Hvor Andersen i Sneedronningen anviser, at åbningen til det guddommelige nærvær udvirkes af bøn, salmesang og Kristus-efterfølgelse - ikke direkte benævnt sådan, men vist af Gerda - sammenfatter evangelisten Johannes det i det at se og kende Kristus, med andre ord: ved at tro og at elske.

 

I den jødedom, som kristendommen jo er udsprunget af, var der på Jesu tid ikke enighed om de dødes opstandelse. I kristendommen bliver billedet anderledes entydigt: Der er et evigt liv. Det Gudsrige, Jesus forkynder, ”er kommet nær”, er blevet tilgængeligt, og det er samtidig et rige, en virkelighed, som døden ikke har magt over. Mennesket kan leve i håb, hvile i Guds magt både i livet før døden og i livet efter døden. Festmåltidet og brylluppet bruges som særlige billeder på dette håb, dette Kristus fællesskab.

I Johannesevangeliet betones temaet om det liv, døden ikke standser, med en særlig intensitet. Det sker vel at mærke samtidig med, at dette skrift til forskel fra de andre evangelier gengiver budskabet om ”det sidste” - dom, evigt liv - uden at forbinde det med datidens gængse forestillinger om et ydre, dramatisk hændelsesforløb. Hvor de andre evangelister taler med mytologiske sprogbilleder om jordens og himlens bæven ved verdens ende, lader denne evangelist sådanne udenomsværker ude af betragtning og samler blikket: Det er mødet med Jesus, der afgør sagen og åbner det evige liv.

Evangelistens projekt er derfor at gøre os seende, dvs. modtagende i forhold til det, der giver sig til kende ved at lyse i Kristus.

Samtidig bliver det klart, at evigheden, som allerede antydet, ikke er noget, der så at sige ligger indkapslet på den anden side af døden. Det evige er ikke adskilt fra os som en afspærret etage i forhold til den, vi nu befinder os i. Ved at fæstne blikket på Jesus Kristus, blive seende, viser det ”hinsidige” sig at være virksomt i det ”dennesidige” og til at få del i her og nu. Med Jesus har det evige så at sige brudt hul i tidens gang, åbnet for en anden dimension.

Et særligt udtryk for denne åbning er troen på opstandelsen fra de døde.

Paulus skriver særlig udførligt om dette led i den kristne tro i 1. Korintherbrev kap. 15. Afgørende for Paulus - som for de første kristne i det hele taget - har det været, at mange af dem selv har oplevet at møde den opstandne Jesus. I Paulus’ tilfælde er mødet med den opstandne knyttet til hans omvendelse, da han som kristen-forfølger var på vej til Damaskus. Dette selvoplevede bliver hos Paulus til et afgørende argument for opstandelsen fra de døde, og da opstandelsesvidnerne ikke bare har hørt, men også set den opstandne Jesus, altså at han har haft skikkelse, ligger det så at sige uden for diskussion, at der er legemlighed knyttet til opstandelsen.

Samtidig står det imidlertid klart, at ”legemlig” ikke er en éntydig sag.

Det er en af pointerne hos Paulus i 1. Kor. 15: Der findes mange slags legemer, fastslår Paulus her, ikke kun jordiske, også himmelske - med hver deres glans, som han formulerer det.

Hvad opstandelsen fra de døde angår, understreger Paulus karakteren af forvandling i legemligheden - en radikal forvandling fra dødelig, begrænset legemlighed for at kunne indgå i evigheden i en anderledes skikkelse. Paulus bruger det billede, at det med menneskets opstandelse forholder sig som med sædekornet, der lægges i jorden - og dør, forsvinder. Det, der kommer op, har en helt anderledes skikkelse end det, der er lagt i jorden, og dog udgør det en fortsættelse med en sammenhæng. Tilsvarende med vores død og opstandelse: en indre identitet mellem det, der er før og efter døden, men samtidig en radikal forvandling i skikkelse. Forvandlingen sker med det mål, at Gud kan blive ”alt i alle”.

Det evige liv er altså ikke noget, der svarer til en fortsættelse af det jordiske liv. Paulus taler om, at vi opstår med et åndeligt legeme i stedet for det jordiske.

I de ældste Paulusbreve ser han forvandlingen ske i mytologiske billeder af den yderste dag ved Jesu genkomst. Dette motiv fortoner sig imidlertid i de senere af hans breve: Nu tolker han opstandelsen på den måde, at forvandlingen sker for den enkelte efter døden, afventer ikke en ydre genkomst af Jesus til den fælles verden.

Igen vil jeg - for en kort bemærkning - lade H.C. Andersen komme til orde. Han indleder uden dikkedarer sin fortælling Paa den yderste Dag på denne måde: ”Den helligste Dag blandt alle Livets Dage er den, vi døe paa; det er den yderste Dag, den hellige, store Forvandlingens Dag”.

Som hos Paulus: forvandling!

 

Kristus-møde, lys

Et kernepunkt i den kristne opstandelsestro består i det lysende, rensende, afgørende møde med Kristus efter døden. Og hvis det skal give mening at kalde Kristus ”verdens frelser”, altså at anerkende hans universalitet, må det indbære muligheden for, at alle - også de, der ikke har kendt til ham i deres jordiske liv, og de, der har afvist ham - får skænket dette mødes forvandlende muligheder efter døden.

Hvori består så forvandlingen?

Det Nye Testamentes forbinder de dødes opstandelse med dommen. Dvs. en proces, der gør indgangen til den forvandlede, himmelske tilværelse mulig.

I oldkirken var det en dominerende forståelse, at dommen skulle anskues som en rensende proces. Gregor af Nyssa beskriver det på den måde, at vi efter døden kommer til et overgangsrige, hvor vi typisk medbringer nogle af de livsfjendske handlingsmønstre, som har præget os i den jordiske tilværelse. For at vi fuldt ud kan nå målet, hvor Gud bliver alt i alle, må disse livsfjendske rester udrenses. Nogle kan allerede i det jordiske liv have opnået et sådant mål af renselse eller lutring, at deres rejse efter døden bliver ”behagelig og let”. Men for mange af os vil frelsen komme til at ligne en redningsaktion efter et jordskælv, hvor et menneske er begravet under ruiner, så det giver sår og smerte at blive trukket ud, fordi murbrokker, bjælker og jernstænger presser mod legemet. Eller det er, som når lægen må skære i patienten eller iværksætte en ubehagelig kur for at redde patientens liv. I ingen af tilfældene har det lidelsesfulde med straf at gøre; det sker ikke ”for at få hævn over et ondt liv”, derimod af kærlighed, ”med noget bedre for øje”.

I en anden sammenhæng bruger Gregor udtrykket ”en renselse og terapi” om dommen.

Renselsen fører til, at ondskaben helt forsvinder, og ”Gud kan være alt i alle” - og det gælder netop alle: ”Han, som bliver alt, bliver det også i alle. Her forekommer det mig, at Skriften lærer, at det onde helt skal forsvinde”. Med andre ord: I sidste ende fører processen til, at alle opnår at blive frelst.

 

Endnu en gang får jeg lyst til at henvise til H.C. Andersen.

Hvor det drejer sig om et menneske, der har lidt stor fortræd på jorden, er indgangen til den himmelske lysfyldhed ukompliceret hos Andersen. I sådanne tilfælde er der ikke brug for lutring, men rejsen kan blive ”behagelig og let”, som Gregor af Nyssa formulerede det. Hos Andersen kender vi det i kort form fra Den lille Pige med Svovlstikkerne: Da pigen i en krog mellem to huse dør af kulde, ser hun i lys den, som havde været hendes livs Kristus, mormoderen, der som den eneste har vist hende godhed. Hun er død, og pigen kalder nu på hende: ”O tag mig med!” Og i lyset fra de sidste svovlstikker er mormoderen så smuk som aldrig før, og så stor: ”hun løftede den lille Pige op paa sin Arm, og de fløi i Glands og Glæde, saa høit, saa høit; og der var ingen Kulde, ingen Hunger, ingen Angest, - de vare hos Gud!”

Det er dog ikke alle, der så ukompliceret som denne lille pige kan indgå i det himmelske. Andre har gjort vejen mere besværlig for sig selv. Andersen har i Pigen der trådte på brødet skildret, hvordan en hovmodig, selvhævdende pige måtte en tur gennem helvedespinsler - hendes mellemtilstand - for at blive beredt til det himmelske. Og den nævnte fortælling På den yderste dag handler om de prøvelser, som en strengt troende, kristeligt nidkær mand kommer ud for, da han dør. Han må igennem smertelig selverkendelse for at opnå den ydmyghed, som modtagelsen af Guds suveræne nåde kræver.

 

Hvad kan vi sige om den tilværelse, der er hos Gud efter døden?

Der er i disse forhold en uanskuelighed, som må respekteres. Men for mig spiller fortællingen om Jesu forklarelse på bjerget en afgørende rolle som et pejlepunkt.

Fortællingen drejer sig om, at i Kristus er et lys af en anden verden, anderledes end noget jordisk lys, trådt ind i den jordiske virkelighed. Det er det lys, som helbreder syge, sætter lammede i bevægelse, kalder håb frem i stivnede og fortabte og overvinder døden.

Det er dét forvandlende lys, vi møder i døden.

”Lys” er både i den bibelske og den efterfølgende kristne tradition det afgørende billede på det, som nyskabende - i livet og i døden - udgår fra Gud og Kristus. Skabelsen begynder med lys, vi udgår fra lysets hjem, og alt ender i Guds lys. ”Lys i dit lys skal vi skue”, som vi synger. I det lys er det stykkevise overvundet, så vi skal ”kende fuldt ud” (1 Kor 13), nå vores bestemmelse som lysets børn, rensede for det, der har forvansket Guds mening med hver enkelt af os. Dér samles alle mit livs tråde.

Gud selv er lys, og vi er skabt i Guds billede, skabt med den bestemmelse, som disciplene så lyse i Jesus i forklarelsen på bjerget. I dåben og i troen tager vi allerede nu hul på at bliver forvandlede på samme måde, blive lys. I nadveren styrkes dét indre menneske, som skal lyse, hvor Gud er blevet alt i alle.

 

Johannes Værge var fra 1988 til 2007 sognepræst ved Københavns Domkirke, han har i 2008 udgivet ”Efter døden. En bog om det evige liv”.

 

 

 

(Levende Vand 4 2009)

 

  

 

Døden og det evige liv

 

 

Gennem troen overskrides tid og rum

Af Peter Halldorf

 
"Kun for deres skyld, som er uden håb, er håbet givet os"

Af Jan Ulrik Dyrkjøb

 

Kunsten at dø

Af Wilfrid Stinissen ocd

   

Alderdom

Af Enzo Bianchi

 

Død og tro

Af Enzo Binachi

     

En lykkelig død

Af Christoffer Jamisson

 

Vidner

Makrina - en stærk kvinde og indirekte kirkemoder

Af Sebastian Olden-Jørgensen 

 

Det liv, som døden ikke standser

Af Johannes Værge

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk