Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Christoffer Jamisson

En lykkelig død

 

Der er ikke nogen naturlig sammenhæng mellem ordene ”lykkelig” og ”død” i nutidens kultur. Derimod har den katolske tradition bønner ”for en lykkelig død”. Så lad os se på en lykkelig død for at illustrere denne særlige betydning af lykke.

Fader Michael Smith var munk i Worth, og historien om hans død viser langt bedre end nogen teoretisk forklaring, hvad det betyder at være lykkelig i klosterlivets forstand. I mange år havde Worth et lille munkefællesskab, der levede og arbejdede blandt de fattige i Peru. Fader Michael havde arbejdet der og var berømt for at gå over Andesbjergene for at tjene mennesker i fjerne landsbyer. Han blev kendt som ”el gran misionero”, den store missionær. Da han endelig gik på pension og rejste hjem til England i en alder af over 80 år, blev han syg og indlagt på hospitalet. Han fik konstateret uhelbredelig hudkræft, resultatet af at have levet mange år i den stærke sol. Da Michael fik diagnosen, og lægen havde forklaret ham om sygdommen, blev han sendt hjem, og jeg satte mig ned sammen med ham for at snakke det igennem. Jeg forklarede, at hans sygdom normalt påvirker huden, men at den i sjældne tilfælde spreder sig ind i kroppen. ”Nå, så det bliver det, der kommer til at gøre det af med mig”, sagde han i en tone, der antydede, at han altid havde spekuleret på, hvad han ville dø af. Jeg sagde: ”Michael, du har besteget mange bjerge i dit liv, og nu skal du bestige det højeste af dem alle”. Hans øjne lyste op, og han svarede: ”Ja, jeg har ofte tænkt på det på den måde, og det bedste ved at bestige et bjerg er udsigten fra toppen”. Så i to måneder besteg Michael dette bjerg i stor tro, og i den periode fik vi et stærkt indtryk af hans åndelighed. I sine sidste leveuger kunne Michael ikke forlade sit værelse, og han kunne ikke spise; hans liv var reduceret til et absolut minimum. Efter at have været de ringestes tjener blev han nu selv en af de ringeste. Og dog bevarede han det, der altid havde været det centrale i hans liv: det brede smil, bønnerne, accepten af ubehag, bekymringen for andre, især for peruanerne, som han stadig spurgte til. Han døde på samme måde, som han havde levet. Og hver dag modtog han nadveren på sit værelse, koncentreret og med stor værdighed. På den næstsidste søndag i sit liv var han meget svag, og en lille gruppe munke holdt messe med ham på hans værelse. Ved ordene: ”Dette er mit legeme. Dette er mit blod”, spærrede han øjnene vidt op, og det var, som om hans tro gennemtrængte brødet og vinen og lod det blive til Kristi blod og legeme og skabte en dyb følelse af kontemplation og fællesskab for alle os, der var til stede. I dagene, der fulgte, gled han langsomt ind i bevidstløshed, og han døde den følgende uge. Vi havde som klosterfællesskab det privilegium tæt at kunne følge hans oplevelse af en lykkelig død; det er stadig en stor kilde til inspiration og trøst for os. Nogle af os har måske en ældre far, mor eller slægtning, som vi har haft en lignende oplevelse med. Det bemærkelsesværdige for mig er ikke bare, at en, der ligger på sit dødsleje, kan være taknemlig for at have levet et lykkeligt liv, selv om det i sig selv er en stor velsignelse. Det, der slog mig ved Fader Michaels død, var, at selve det at dø var en lykkelig oplevelse. I livet og i døden kendte Michael til glæden ved at rette blikket mod Gud og leve et liv i dyd. Naturligvis er det at dø i en høj alder, at vide, at vi er døende, omgivet af venner og families kærlige støtte, elementer i en lykkelig død. Men en lykkelig død kan antage mange former. Hvis vi som en del af søgen efter lykken kan forstå, hvad lykke betyder i sammenhæng med døden, som jo, når alt kommer til alt, er den eneste fremtidige erfaring, vi alle har til fælles, har vi måske fundet en forståelse af lykken, der også vil tjene os godt i livet. I sin Regel siger Benedikt, at ”en munk dagligt må have døden for øje”. Nogle føler måske, at det er en makaber holdning, og at tanken om at finde lykke gennem at tænke på døden virkelig er morbid. Men jeg tror, denne indstilling er det stik modsatte; det er en morbid holdning at dvæle ved døden og være fascineret af den. Jeg opfordrer i stedet til, at vi ser døden i øjnene og i en vis forstand besejrer den ved at beskrive, hvordan vi kan gøre den lykkelig. Folk, der får konstateret en livstruende sygdom, beskriver ofte, hvordan sygdommen har fået dem til at revurdere deres liv og prioriteringer. Det fører sommetider til en bedre og mere enkel livsstil, hvor de bruger deres tid på det, der er mest værd i livet. Uden at være klar over det følger folk Benedikts formaning til dagligt at holde sig døden for øje. De ville blive overraskede, hvis nogen kaldte dem for morbide; de ville snarere fastholde, at de havde fundet en bedre måde at leve på. Dagligt at holde sig døden for øje betyder, at man tænker over, hvordan ens egen død kunne blive lykkelig. Det gør os ikke alene i stand til at acceptere dødens virkelighed som en del af livet, det hjælper os også til at leve livet nu og her med fuld opmærksomhed på det, der virkelig er vigtigt, og på den måde er det en vigtig del af det at finde lykken. Et eksempel, som overraskende nok kommer fra forretningsverdenen, illustrerer også, hvordan dette kunne fungere for os. Inden for projektstyring kalder man det ”back planning”, når man begynder ved slutningen af et projekt og arbejder sig baglæns. Når vi ved, hvordan slutstadiet skal se ud, kan vi arbejde os baglæns for at beskrive begyndelsen. Denne tilgang har den fordel, at man skaber et fuldstændigt billede af det, vi har at gøre med; den fortæller os både det sidste og det første skridt. Så ved begyndelsen af vores rejse mod at finde lykken bør vi foretage ”back planning” af et lykkeligt liv, hvilket betyder, at vi må begynde med beskrivelsen af en lykkelig død.

Bortset fra almindelige ting som daglig omsorg og næring kan en lykkelig død indebære: fravær af lammende smerte (men fuldstændigt fravær af smerte er ikke afgørende vigtigt); fravær af vrede, enten fordi den er blevet bearbejdet til accept, eller fordi den aldrig har været der; en følelse af fællesskab med ens kære og med Gud. Ideelt indebærer den også en bevidsthed om, hvad der sker, så man kan give slip - ikke grådigt klynge sig til noget eller kræve ting af andre. Den indebærer måske et taknemligt tilbageblik på livet, og at man får udtrykt en tak til sine kære. Dette er ikke nogen udtømmende liste, men blot nogle ting, der falder mig ind, og som udspringer af min personlige erfaring. Jeg foreslår, at vi alle hver især laver en beskrivelse af vores egen lykkelige død, for når vi gør det, vil vi formentlig opdage, hvad et lykkeligt liv er.

En lykkelig død som en del af et liv, der er oplyst af kontemplation og dyd, giver et overordnet billede af vores rejse. Dette klassiske syn på lykken kan virke håbløst idealistisk og overdrevent begrænset for mennesker i dag.

 

Christoffer Jamisson er abbed i klostret Worth Abbey i West Sussex. Artiklen er taget fra hans bog: ”At finde lykkens vej”, Boedals Forlag.

 

 

(Levende Vand 4 2009)

  

 

 

Døden og det evige liv

 

 

Gennem troen overskrides tid og rum

Af Peter Halldorf

 
"Kun for deres skyld, som er uden håb, er håbet givet os"

Af Jan Ulrik Dyrkjøb

 

Kunsten at dø

Af Wilfrid Stinissen ocd

   

Alderdom

Af Enzo Bianchi

 

Død og tro

Af Enzo Binachi

     

En lykkelig død

Af Christoffer Jamisson

 

Vidner

Makrina - en stærk kvinde og indirekte kirkemoder

Af Sebastian Olden-Jørgensen 

 

Det liv, som døden ikke standser

Af Johannes Værge

 

Noter

1.

Oliver Clément

Kilder

(Katolsk Forlag i samarbejde med Forlaget Boedal 2008).

 

2.

Wilfrid Stinissen

Bønnens vej, side 11

(Steno Forlag 2007).

 

3.

Kilder, side 87.

 

4.

Kilder, side 26.

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk