Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Wilfrid Stinissen ocd

Kunsten at dø

 

De sidste timer i et menneskes liv er yderst meningsfulde, og de der er til stede, plejer at huske dem. Det er måske derfor Evangelierne giver dem så stor plads i beskrivelserne af Jesu liv. De sidste timer er en sammenfatning, en slags koncentrat, af hele livet. Man dør som man har levet, det er vigtigt at leve rigtigt, for også at kunne dø rigtigt.

Vi må lære os det der i middelalderen kaldtes ”ars moriendi” (kunsten at dø). Det er uforstandigt og risikabelt at regne med, at man i dødsøjeblikket vil kunne give sit liv tilbage til Gud, frivilligt og kærlighedsfuldt, hvis man aldrig har øvet sig i det. Man kan ikke dø på den rette måde, hvis man ikke tålmodigt har lært sig det ved at dø bort fra sig selv mange, mange gange medens man levede.

Til denne ”ars moriendi” hører, at vi lærer os det der på tysk hedder ”Gelassenheit”. Vi skal lære os at give slip på alting og derigennem at give slip på os selv. Et ungt menneske, der har hele livet for sig, har tusind valgmuligheder, men så længe den unge endnu ikke har besluttet sig for en af dem og dermed fravalgt de 999 andre, sker der intet væsentligt i den unges liv. Den unge må give slip på (lassen/let go) alt det der ikke er det eneste nødvendige. Det er en slags død. I sin bog Enten-Eller beskriver Søren Kierkegaard (1813-1855) det æstetiske menneske, det vil sige det menneske der hverken kan eller vil bestemme sig. Det er en Don Juan, en kærlighedens dilettant der til sidst hentes af djævelen. Det vil alt og får derfor ingenting.

At vælge én virkelighed i stedet for tusind muligheder, giver menneskets liv en mening og en værdi. Men det indebærer, at man giver slip igen og igen.

Hvis man vil finde sig selv, findes der ingen anden vej end at give slip på det meste og især på sig selv. Det er ikke på en meditationspude, man finder sig selv, hvis man ikke også i hverdagen er villig til at fornægte det gamle menneskes forskellige ønsker. Der findes ingen mystik uden askese, ingen ”Åndelig sang” uden ”Bestigningen af Karmels Bjerg”. ”Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget” (Luk. 14,33). ”Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det” (Matt. 16,25).

Der kan ikke ske noget nyt hvis man ikke er beredt til at give slip på det gamle. Barnet kan kun fødes hvis dets mor er villig til at give det fra sig. Barnet kan kun vokse op og blive modent, hvis det er villigt til at give afkald på sin barndom, det kan kun blive voksent, hvis det slipper sin ungdom. Hele livet indbydes vi til at slippe det, vi har opnået: vore penge, vort helbred og vort arbejde. Forældre må give slip på deres børn. Livet består i denne dialektik: at tage imod og at give slip. Vort åndedrag er et perfekt udtryk for dette: ved indåndingen tager vi imod, ved udåndingen giver vi slip. Vi tager imod det der bliver givet os: vor eksistens, vor livshistorie og vor karakter. Men vi holder ikke fast i noget, vi giver slip på det, vi har modtaget.

Hver fødsel modsvares af en død, og det der dør, oplever på en eller anden måde en ny fødsel. I vor tid gælder dette til og med for de livløse ting: gennem genbrug lader man det gamle fødes på ny. Man kunne kalde denne cirkelproces for fødslens og dødens dans. Der findes, eller burde findes, en progression i denne gentagelse. Ser man bare på gentagelsen, hvordan alt der fødes, igen må dø, kan man blive forstemt eller rent ud bitter. Den der tror, oplever imidlertid livets cirkelproces som en rigtig dans, fødslens og dødens dans. Den troende opdager, at cirkelen ikke er en rigtig cirkel, men en spiral, hvor enhver ny fødsel altid overgår den gamle, og hvor det slutter med fødslen til det evige liv.

 

Selv om vi i teorien godt ved, at intet nyt kan opstå hvis ikke vi lader det gamle fare, har vi svært ved at bruge denne viden i vort konkrete liv. Det er ikke let at acceptere, at vore kræfter aftager, at vi bliver ældre og svagere og får behov for hjælp. Vi har svært ved at finde os i at gamle venner forlader os. Det er svært at forlade den rolle, man har spillet, at forlade sit panser, selv om man ved, at man ville få det bedre uden. Hvem bliver jeg, når jeg mister min gamle identitet?

 

At give slip på noget indebærer altid en slags død, man dør bort fra sit falske jeg, fra sit eget jeg, og det gør, at man bliver mere lig sit sande jeg. Vi kristne, som forhåbentligt beder en hel del, har i og gennem bønnen mange lejligheder til at dø bort fra os selv. Bønnen er en øvelse i at dø. Ægte bøn er altid en lille død. ”At bede er i virkeligheden at gå ind i Guds nærhed, og for at være i Guds nærhed, må vi dø, ‘for intet menneske kan se mig og beholde livet’ (2. Mos. 33,20)”.1) Når jeg beder, vender jeg mig bort fra mig selv, til Gud. Jeg erkender at jeg ikke er min egen herre, at jeg ikke kan eller vil styre mit liv, det ligger i Guds hænder. Den der beder, er bevidst om, at han ikke kan klare sig selv. Han afstår fra selvtilstrækkelighed og tillader Gud at være hans Gud, hans Skaber og Frelser.

Dette gælder naturligvis kun når det drejer sig om ægte bøn. Der findes jo også en måde at bede på, hvor man i stedet for at give sit liv til Gud, forsøger at styre Gud. Man giver ordrer til Gud og kræver at Han skal udføre dem. Man gør Gud til en stik-i-rend-dreng eller som mester Eckhart siger på sit djærve og ufromme sprog til en ”malkeko”. I ”Fadervor” kommer bønnen ”ske din vilje” før ”giv os i dag vort daglige brød”.

Når man livet igennem har øvet sig i denne død, bliver det sikkert let til sidst, når den legemlige død melder sig, at give slip på sig selv. Man gør bare det, man altid har gjort. I stedet for at blive tvunget til at forlade alt, noget der sker for de fleste, kan den der i løbet af sit liv har øvet sig i ”Gelassenheit”, ved sin død frivilligt gå ind i den totale ”Gelassenheit”. Kun en sådan død er en rigtig ”menneskelig” død. Det der gør mennesket til menneske er, at det er frit til at elske, til at give sig selv. Er det så ikke passende, at dets sidste handling der sammenfatter hele dets liv, er en fri kærlighedshandling, og ikke noget det bliver tvunget til? Hvis hele livet har været en skole i kærlighed, bliver døden kærlighedens højdepunkt. I dødens øjeblik kan man endelig give alt, uigenkaldelig: ”Min Gud, her får du hele mig selv”.

 

Men som jeg allerede har antydet falder den virkelige død, vor ”pascha” (overgang til det evige liv), ikke helt sammen med den synlige død, altså med det de omkringstående ser og opfatter. Hvis vi er nogenlunde ”fromme” eller ”åndelige”, ønsker vi måske at dø en smuk og opbyggelig død. Vi vil gerne være klare i hovedet, når vi dør og have lejlighed til at sige nogen smukke ord, ligesom nogle helgener har gjort, ord der måske udtrykker vor glæde over at skulle gå til Herren: ”Jeg blev glad, da de sagde til mig: ‘Lad os drage til Herrens hus!’” (Sl. 122,1). Men også dette må jeg give afkald på. At sige ja til min død betyder at sige ja til den død Gud har beredt mig, en død der måske hverken er så smuk eller opbyggelig, som jeg havde ønsket mig og forestillet mig. Jesus havde ikke nogen smuk dødskamp. At råbe: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” er ikke ligefrem opbyggeligt.

Dostojevskij beretter at da den hellige starets Zosima dør, sker der noget der havde været utænkeligt for de fleste. Fra kisten breder der sig mere og mere en lugt af forrådnelse, der langsomt bliver stærkere. Man havde ventet noget helt andet. Hvordan er det muligt at en hellig mands krop kan lugte så fælt? Eller måske var han slet ikke hellig? Nej, det kan han ikke have været!

Er det ikke mærkeligt, at vi til og med vil styre vor død og bestemme, hvordan den skal se ud, når døden nu per definition er den store kapitulation. Vi vil kapitulere på den måde, vi har valgt og glemmer, at så kapitulerer vi slet ikke, vi overgiver ikke vort liv til Gud.

 

Sjælens udødelighed
I Dostojevskijs bog Brødrene Karamazov giver en kvinde i en samtale med staretsen Zosima udtryk for, at hun føler sig angst og i vildrede overfor døden: ”Jeg lider [...] ved min ringe tro” - ”De tvivler om Gud?” - ”Oh nej, nej! Det vover jeg ikke at tænke på. Men det tilkommende liv - det er ufatteligt, det er en sådan gåde! [...] Jeg forsikrer Dem ved alt, hvad der er mig helligt, at jeg ikke taler letsindigt i dette øjeblik. Nej, denne tanke om livet hinsides graven sætter min sjæl i oprør, i en angst, en rædsel [...] Hele mit liv igennem har jeg troet - så dør jeg en skønne dag, og pludselig er der ingenting mere; ‘på min grav vokser kun en burre’, som der står hos en digter. Det er en forfærdelig tanke! Hvordan skal man dog få troen tilbage? Forøvrigt; det var kun som barn, at jeg var troende; da troede jeg rent mekanisk, uden at gøre mig tanker om nogen verdens ting [...] Hvordan få bevis, hvordan blive overbevist. Åh, jeg ulykkelige! Jeg ser mig omkring - alle er det ganske ligegyldigt, ja omtrent alle! Ikke en sjæl bekymrer sig nu om den ting, men alene kan jeg ikke bære det, jeg evner det ikke! Det er dræbende!”- ”Ja, uden tvivl er det dræbende. Men beviser skal man ikke søge i dette, bevise noget kan man ikke. Men en overbevisning kan man vinde”. - ”Hvorledes? Gennem hvad?” - ”Ved erfaringen gennem en virksom kærlighed. Bestræb Dem på uophørligt og virksomt at elske deres næste. I samme grad som De vinder fremad i kærlighed, vil De blive overbevist både om Guds eksistens og om Deres sjæls udødelighed. Og når De til den fulde hengivelse og selvopofrelse i kærlighed til næsten, så når De dermed også til den fulde tro, og ingen tvivl vil mere kunne forurolige Deres sjæl. Det er prøvet, det fejler aldrig”.2)

Er starets Zosimas råd så i virkeligheden et godt råd, eller er det bare from snak uden baggrund i virkeligheden? Lad mig først pege på noget, kvinden siger sådan i forbifarten: ”det var kun som barn, at jeg var troende; da troede jeg rent mekanisk, uden at gøre mig tanker om nogen verdens ting [...]”

 

En eller anden har sagt: ”L’enfant se sait immortel avant de se savoir mortel. Longtemps avant”.3) Barnet er overbevist om, at det vil leve for evigt, derfor plejer børns forhold til døden at være mindre kompliceret end voksnes. Barnet tror spontant at mormor, der lige er død, lever videre, at hun bare er rejst væk, og at man vil møde hende igen. ”Hvor er hun nu?” spørger barnet. Det samme kan også siges om de såkaldt ”primitive” folkeslag. Etnologerne forsikrer, at troen på et liv efter dette er en selvfølgelighed hos dem. Meget af det vi ved om dem, henter vi jo netop fra deres grave. Man kan definere mennesket som et ”animal religiosum” (religiøst væsen). Religiøsiteten adskiller mennesket fra dyret, og til denne religiøsitet hører ærefrygten for de afdøde. De primitive mennesker begraver eller brænder de dødes legemer, men opfører sig over for dem som om de levede endnu.

Nogen ville måske indvende at en sådan tro hos de primitive folkeslag netop er et bevis på, at de er primitive, ligesom barnets tro nødvendigvis er en barnlig tro (her erstattes ordet ”barnlig” ofte med ordet ”infantil”). Kunne man ikke i stedet hævde, at troen på et liv efter dette er naturlig, at den spontant melder sig, hvis den oprindelige tro ikke er blevet ødelagt af en såkaldt videnskabelig indstilling der reducerer hele virkeligheden til det der kan måles, vejes og verificeres? Desuden er det ikke kun børn og primitive folk, der tror på udødeligheden. Alle store religioner gør det, og med dem det store flertal af menneskeheden.

 

Men lad os hellere vende tilbage til starets Zosimas påstand om, at det er kærligheden, der overbeviser os om sjælens udødelighed. Kærligheden er den egentlige dør til evigheden. Der findes et absolutheds-, et evighedsmoment i kærligheden. ”At elske nogen er at sige: ”Du vil aldrig dø”, skriver den franske eksistensfilosof Gabriel Marcel (1889-1973). Hvis kærligheden er ægte, det vil sige ubetinget og betingelsesløs, transcenderer den alle tilfældigheder, alle ”derfor”. Den hviler i sig selv, den er sit eget udspring og mål.

To mennesker der er ét i kærlighed, erfarer og ved, at deres kærlighed overgår dem selv, at den er mere end summen af den enes plus den andens kærlighed. I kærligheden berører de en transcendental virkelighed, der står over tid og rum. Kærligheden er sammenfaldende med selve livet. Og hvordan skulle livet kunne dø!

Men det tåler gentagelse at dette kun gælder når det handler om ægte kærlighed, om en kærlighed hvor man kun vil den andens bedste, hvor man ”vil den anden”. Jeg vil endnu engang citere Augustins definition på kærlighed, en definition som Martin Heidegger (1889-1976) foretrak frem for alle andre: ”Amo, volo ut sis” (jeg elsker, derfor vil jeg, at du skal være til). Så længe man befinder sig på et niveau, hvor det bare drejer sig om at ”have”, kan man ikke tale om kærlighed, kun om egenkærlighed. En sådan vanskabt kærlighed hjælper mig ikke med at tro på et liv efter dette. Tværtimod! Hvis jeg lever for at have, hvis jeg identificerer mig med det jeg ejer, mister jeg alt, når den anden dør, eller når jeg selv dør. ”Din tåbe”, siger Gud ”i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?” (Luk. 12,20). Hvis min ven hører til det, jeg har samlet, for at besidde og nyde, så er han borte når han dør. Hvis jeg har investeret al min energi, hele min personlighed, i det jeg har, så findes der intet mere, når jeg er død. Og det betyder at jeg ikke længere er noget. Hvis det, jeg kalder kærlighed, ikke er andet end et seksuelt forhold, altså et forhold til den andens krop, så er alt slut, når legemet er dødt. For den der ikke kender nogen anden glæde, er døden enden på det hele.

 

Men hvis der er tale om rigtig kærlighed, hvis ikke vi udplyndrer hinanden, men i stedet er åbne for hinanden og lader alt det gode vi er og har, frit gå ind og ud hos hinanden, hvis vi deler det vi ”er”, hvis vi sammen er et ”vi” og ikke to jeg’er, der konkurrerer og rivaliserer, hvis vi sammen er åbne for Kærligheden med stort K, så kan vor kærlighed ikke angribes af døden. Hvor smertelig døden end er, kan den ikke ødelægge vor kærlighed. ”Fortis ut mors dilectio”, siger Højsangen (8,6). Kærligheden er stærk som døden, ja stærkere end døden. ”Vældige vande kan ikke slukke kærligheden, floder kan ikke skylle den bort” (8,7).

Mange, mange menneskers erfaringer bekræfter dette. Kærligheden dør ikke, når en af de elskende dør, kærligheden overvinder døden, og det beviser faktisk, at den elskede lever videre. En sådan universel, menneskelig erfaring, der berører de allerdybeste strenge i vort væsen, kan ikke være absurd, og det ville den være, hvis døden havde tilintetgjort den elskede. Mange ved og erfarer af og til at kærlighedsforholdet er der endnu, at den elskede ikke er langt væk, men helt nær, at dialogen ikke er afbrudt.

At troskaben er kærlighedens smukkeste egenskab, er noget de fleste sandhedssøgende mennesker er enige om. En kærlighed, der ikke er trofast, er ikke nogen rigtig kærlighed. Når jeg i kærlighed åbner mig for et andet menneske, må jeg kunne stole på, at han eller hun aldrig svigter mig, at vi begge er en klippe for hinanden, som vi trygt kan bygge på. Den medfødte indsigt, at troskaben hører til kærligheden, at jeg, når jeg siger ”Jeg elsker dig”, mener, at jeg elsker dig for evigt, at kærligheden altså har en evighedsdimension, denne indsigt peger på at kærligheden ikke er spærret inde i tiden, men hører evigheden til. ”Jeg lover dig evig kærlighed”, siger mennesket spontant, kærlighed og evighed hører sammen. At dette er så dybt præget i menneskets væsen og at det netop er de ædleste mennesker, dem der er allermest mennesker, der er mest klar over dette, er efter min mening et stærkt metafysisk bevis på, at menneskets liv ikke slutter når det dør. Ellers ville livet, selve det at vi er til, være absurd.

 

Guds trofasthed
Dette ”bevis” er tilgængeligt for alle, også for ikke-troende, men det får en helt ny kraft og stringens for dem, der tror. Den, der tror, ved at Gud elsker ham. Men hvis Gud elsker mig, det vil sige ”vil” mig, så vil Han mig for evigt, Gud er ikke lunefuld. Når Han én gang har sagt: ”Jeg elsker dig”, siger Han det for evigt, også selv om jeg svigter Ham. ”Med evig kærlighed har jeg elsket dig” (Jer. 31,3). ”Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig” (Es. 49,15). Israel bliver aldrig træt af at synge at Herrens nåde varer evigt (se Sl. 136).

Ville det for øvrigt ikke være sært, hvis Gud skabte os med en længsel efter udødelighed, en længsel, der er så dyb og stærk, at vi ikke kan forestille os at vi en dag ikke længere skulle være til, og at Han så ikke ville tilfredsstille denne længsel? Ville det ikke være topmålet af sadisme?

Hvis jeg kan sige: ”Gud elsker mig”, og det kan enhver troende, kan jeg umiddelbart tilføje, ”og Han vil aldrig forlade mig”.

 

Jeg har taget udgangspunkt i kærligheden, den menneskelige og den guddommelige, og dens iboende evigheds-dimension, for at ”bevise”, at døden ikke er det sidste ord i menneskets liv. Immanuel Kant (1724-1804) har et ganske andet udgangspunkt. Han argumenterer ikke ud fra kærligheden, men ud fra retfærdigheden. I sin Kritik der praktischen Vernunft påviser han den uafviselige pligt til at gøre det gode. Ethvert menneske ved, at det skal gøre sin pligt, og at dette indebærer at gøre det gode for det godes egen skyld. Vort moralske liv reguleres af dette ”kategoriske imperativ”, der altså forudsætter tre ting, tre postulater: 1. menneskets frihed, 2. en suveræn Dommer, Gud, der garanterer at dyden fører til lykke, 3. et liv efter døden uden hvilket der nemlig ikke findes nogen mulighed til at belønne det gode og straffe det onde på en retfærdig måde.

Noget enklere sagt: retfærdigheden kræver, at gode mennesker belønnes og onde, der ikke angrer deres fejl, straffes, men erfaringen viser, at dette ikke sker på en tilfredsstillende måde i det jordiske liv. Derfor kan døden ikke være afslutningen. Det er nødvendigt med et liv efter døden, hvor retfærdigheden kan ske fyldest.

Personligt anser jeg Kants argumentation for rigtig og gyldig, men vi kommer længere, når vi går ud fra kærligheden. Retfærdigheden kræver et liv efter døden, men ikke nødvendigvis udødelighed. Efter et stykke tid ville alle retfærdighedens krav være opfyldt, medens kærlighedens krav og forventninger ikke kan tilfredsstilles i tiden, men kun i evigheden.

 

Dødens frugtbarhed
”Hvis det [hvedekornet] dør, bærer det mange fold” (Joh. 12,24). Jesus taler om sig selv, om sin forestående død. Men samtidig formulerer Han et alment princip og taler om vor død. Vi dør sammen med Ham, vi deltager i Hans død, og således frelses vi selv fra døden - vi opstår med Ham - og vi frelser også andre. Endog vor død giver rig høst.

”Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv” (Rom. 14,7). Alt hvad vi er, er vi jo i Kristus, og Han døde ”for mange”. Når Han opstår, opstår Han ikke som enkeltindivid, men som fællesskab: ”Se”, siger Han, ”her er jeg og de børn, Gud har givet mig”(Hebr. 2,13).

Efter at have talt om hvedekornets frugtbarhed, tilføjer Jesus: ”Hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære” (Joh. 12,26). Disciplen står ikke over sin mester, han må dele mesterens skæbne, men han står heller ikke under sin mester, han ender med at være dér, hvor mesteren er, og Faderen vil ære ham ligesom Han har æret Jesus, ved at lade ham bære rigelig frugt. Ifølge Johannes bliver Jesus netop forherliget ved at Han i sin død bærer rigelig frugt. Jesus taler jo om hvedekornets død og dets frugtbarhed umiddelbart efter at have sagt: ”Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres” (Joh. 12,23-24).

 

Medens vi lever, ser vi ikke altid så meget til vort livs frugtbarhed. Også på dette område deler mange af os Mesterens skæbne. Hans liv sluttede menneskeligt set i fiasko. De, der forblev Ham tro i Hans modgang, udgjorde en ganske lille skare. Det var først da Han døde, at Hans liv blev rigtigt frugtbart. Når vi føler, at vore drømme om et frugtbart liv ikke rigtigt går i opfyldelse, at vort jordiske liv nærmer sig sin ende uden at vi har udført det, vi forventede, når alt virker håbløst, så har vi endnu en chance, den sidste store chance: vor død. Alting er stadig muligt, for vi kan for verden. Det vi ikke kunne i vort liv, kan vi i vor død. Dér får vi lejlighed til at udføre de ”store gerninger” Jesus taler om (Joh. 14,12). At dø er vort store, afgørende offer. Det kan vi kun helt og fuldt frembære ”når vi dør”. Så længe vi lever, kan vi ikke helt og holdent forenes med Jesu død, og derfor er vort arbejde kun begrænset frugtbart.

Det er jo ikke sådan at Jesus døde, da Han havde fuldendt sit værk her på jorden. Nej, det var i og med selve sin død, at Han frelste verden. Sådan burde det også være med os. Vi stoler alt for let på, at døden kommer efter at vi har gjort alt det, vi skulle, at døden er en slags hvile efter veludført gerning. Men faktisk er selve døden den store opgave. Den er vigtigere end alt det andet. På en måde er hele livet kun en forberedelse til at kunne dø på den rette måde, ved lige som Jesus, at give vor ånd til Faderen i en total given sig hen.

Og det, der venter os efter vor død, er ikke ”den evige hvile”, hvis vi opfatter hvilen, som om der ikke længere er noget, der skal gøres. Det egentlige, det store apostolat, begynder først når vi dør. Vi har allerede set, at det også var den Lille Thérèses inderlige overbevisning. Det Hebræerbrevet kalder hvile, (4,5) er faktisk arbejde, men et arbejde, der ikke længere er udmattende, som ikke kræver anstrengelse. Efter vor død arbejder vi sammen med Gud, med glæde og entusiasme: ”Min Fader arbejder stadig”, siger Jesus, ”og jeg arbejder også” (Joh. 5,17).

”Du vil vel kigge på os oppe fra Himmelen, ikke også?” spørger Moder Agnes sin syge søster. ”Nej, jeg vil komme ned!” svarer Thérèse.4) Nogle uger senere viser man hende et billede af Jeanne d’Arc i fængsel. ”Helgenerne opmuntrer også mig i mit fængsel”, siger hun. ”Sådan siger de til mig: Så længe du ligger i lænker, kan du ikke udføre din sendelse, men senere, når du endelig er død, da er din tid inde, da er det tid for dig at udføre dit værk og gøre dine erobringer”.5) Lige inden sin afrejse til Kina får Pater Roulland et brev fra sin åndelige søster. ”À Dieu, min broder”, skriver hun, ”afstanden vil aldrig kunne skille vore sjæle, og selv døden vil bare gøre vore sjæles forening inderligere. Hvis jeg snart går til Himlen, vil jeg bede Jesus om lov til at besøge dig i Su-Tchuen, og sammen vil vi fortsætte vort apostolat”.6)

 

Når Mesteren kommer, lader Han den gode og kloge tjener tage vare på alt hvad han ejer (Matt. 24,47). Det tjeneren udrettede tidligere, i sit jordiske liv, vil forekomme ham ringe i sammenligning med den opgave han nu har fået af sin herre: ”Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!” (Matt. 25,21-23). Hos Lukas ser vi, at den tro tjener kommer til at råde over ti eller fem gårde, når hans herre kommer tilbage (Luk. 19,17-19). Tjeneren kommer til at deltage i Herrens herredømme, i Hans arbejde. Jeg tror, at vi kan tolke det derhen, at tjeneren både kommer til at gå ind til sin Herres glæde og i Hans aktivitet.

På jorden støder vi som sagt bestandigt mod vore grænser. Vi kan ikke bede dag og nat, vi kan ikke engang bede hele dagen. Vi kan ikke være overalt. ”Bilocatio repugnat”, siger filosofien: Det er en selvmodsigelse at være to steder på en gang. I Himlen passer det ikke længere. Dér svarer virkeligheden til vore ønsker, det er nok at ville noget, for at det bliver virkeligt. Thérèse glædede sig til dette. Da søster Geneviève (Céline) et par uger før hendes død sagde til hende: ”Tænk at de stadig venter på dig i Saigon!” (hvor det var tanken at Thérèse skulle deltage i en klostergrundlæggelse), svarede hun: ”Snart, snart rejser jeg derhen. Hvis bare I vidste hvor hurtigt jeg vil være klar til min turné!”7)

Denne mulighed for arbejde og frugtbarhed er et vigtigt element i Himlens glæde. På den ene side synes den himmelske glæde at fordunkles ved at så mange mennesker på jorden stadig lider og lever i syndens mørke. Først på den yderste dag vil Gud være alt i alle (1. Kor. 15,28), men frem til den dag synes der at hvile en skygge over livet i Himlen. Men denne skygge vil opvejes af den glæde det medfører at måtte samarbejde med Jesus på verdens frelse. Denne glæde er typisk for tiden mellem vor død og Jesu genkomst på dommedag. Alle, der er medborgere i Himlen, deltager i Jesu forbøn for os hos Faderen (Hebr. 7,25). De vil se, hvordan de bidrager til at stadig flere mennesker frelses, de vil erfare at deres bønner bliver hørt, og se hvordan de får lov til at være Guds medarbejdere (1. Kor. 3,9). Gud kan ikke nægte dem noget, for Jesus har selv lovet, at Han vil gøre hvad som helst vi beder om i Hans navn (Joh. 14,14). Og Johannes skriver i sit første brev: ”Hvad vi end beder om, får vi af ham, fordi vi holder hans bud og gør det, som behager ham” (1. Joh. 3,22). ”Bed, og I skal få”, siger Jesus også, ”så jeres glæde kan være fuldkommen” (Joh. 16,24). Denne fuldkomne glæde er karakteristisk for denne ”mellemtid”. Efter Jesu genkomst er alle bønner hørt og alt arbejde for verdens frelse er ophørt.

 

 

Noter

1: Peter Kreeft, Starkare än döden, Hfs förlag, Kumla, 1992 s. 205.

2: Fjodor Dostojevskij Brødrene Karamasov, I, København 1965, s. 83-84.

3: Barnet ved at det er udødeligt inden det ved at det er dødeligt.
Længe før. Marie Fargues, citeret i Roger Troisfontaines, Je ne meurs pas, s 28.

4: Sista samtal, s. 56.

5: Sista samtal, s. 96.

6: Lettres 193.

7: Sista samtal, s. 124.

 

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

 

Wilfrid Stinissen var præst i karmeliterordenen og bosat i Sverige. Teksten er med forfatterens tilladelse taget fra hans bog:”Jag dör inte, jag träder in i livet”, Libris 2001. Denne bog er ikke udkommet på dansk.

 

 

(levende Vand 4 2009)

 

 

Døden og det evige liv

 

 

Gennem troen overskrides tid og rum

Af Peter Halldorf

 
"Kun for deres skyld, som er uden håb, er håbet givet os"

Af Jan Ulrik Dyrkjøb

 

Kunsten at dø

Af Wilfrid Stinissen ocd

   

Alderdom

Af Enzo Bianchi

 

Død og tro

Af Enzo Binachi

     

En lykkelig død

Af Christoffer Jamisson

 

Vidner

Makrina - en stærk kvinde og indirekte kirkemoder

Af Sebastian Olden-Jørgensen 

 

Det liv, som døden ikke standser

Af Johannes Værge

 

Noter

 

1

Peter Kreeft, Starkare än döden, Hfs förlag, Kumla, 1992 s. 205.

 

2

Fjodor Dostojevskij Brødrene Karamasov, I, København 1965, s. 83-84.

  

3

Barnet ved at det er udødeligt inden det ved at det er dødeligt.
Længe før. Marie Fargues, citeret i Roger Troisfontaines, Je ne meurs pas, s 28.

 

4

Sista samtal, s. 56.

 

5

Sista samtal, s. 96.

 

6

Lettres 193.

 

7

Sista samtal, s. 124.

 

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk