Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Jan Ulrik Dyrbjøb

”Kun for deres skyld, som er uden håb, er håbet givet os”

Præsten Gerhard Fittkau i krig og under deportation

 

Går jeg ud på marken,

ligger de der, dræbt af sværdet;

går jeg ind i byen,

ligger de der, udtærede af sult.

Både profet og præst

slæbes bort til et land, de ikke kender.

 

Herre, vi kender vor ondskab

og vore fædres skyld,

vi har syndet mod dig.

Forkast, foragt ikke din herligheds trone

for dit navns skyld;

husk din pagt med os, bryd den ikke!

(Jer. 14:18, 20-21).

 

I det tidlige efterår 1944, nogle få dage før fejringen af Jomfru Marias fødsel den 8. september, ankom den unge katolske præst Gerhard Fittkau til sit nye sogn Süssenberg i Ermland i Østprøjsen. Han var i sit 33. år. Han havde hidtil fungeret som sekretær for Ermlands biskop Maximilian Kaller. Men mange præster var enten sendt i krig med den tyske hær, eller de var blevet fængslet eller forvist af Gestapo. Der var mangel på præster til de små sogne, og Gerhard Fittkau, der bortset fra sit hverv hos biskoppen også var en højt kvalificeret teolog, der først og fremmest egnede sig til en akademisk karriere, måtte drage ud til det lille landsogn nogle kilometer syd for byen Heilsberg.

Gerhard Fittkaus tid som sognepræst i Süssenberg blev kort, men mindeværdig. Allerede da han ankom til sognet, var Østprøjsen truet fra øst af den fremrykkende Røde Hær. Man nåede at fejre jul i kirken og i hjemmene, men efter nytår kom fronten tæt på området, og i slutningen af januar og begyndelsen af februar 1945 erobrede russerne Ermland og hele Østprøjsen by for by og landsby for landsby.

 

Krig og deportation

Tiden, efter at russerne var begyndt at erobre Østprøjsen, blev en frygtelig tid for civilbefolkningen. Østprøjsen havde under hele krigen været et af de mest fredelige områder i Tyskland. Mange mænd havde naturligvis været indkaldt, og mange var faldet, men selve området og dets byer havde været ret uberørt af krigen. Først i slutningen af august 1944 blev Østprøjsens hovedstad Königsberg bombet og lagt i ruiner, og i oktober stod Den Røde Hær for første gang på tysk jord.

Efterhånden som russerne trængte frem, blev byer og landsbyer angrebet. Store dele af byerne blev lagt i ruiner, bombet, sønderskudt eller nedbrændt. Civile blev vilkårligt dræbt. De russiske soldater plyndrede og voldtog, hvor de kom frem, og efter de første kaotiske dage blev en systematisk udplyndring sat i værk. Den sovjetiske hærledelse havde direkte opfordret til hævn for de grusomheder, som tyskerne havde begået under felttoget i Rusland. Det var ikke blot et spørgsmål om at erobre og besejre det nazistiske Tyskland. Det var et spørgsmål om grusomhed til gengæld for grusomhed.

Der findes de mest gruopvækkende beretninger om begivenhederne i Østprøjsen i vinteren 1944-45. Tusinder flygtede mod vest. En meget stor del af dem døde undervejs. Mange blev deporteret til arbejdslejre i Sovjetunionen. Et flertal af disse døde under transporterne eller i lejrene.

Slutresultatet blev, at af en befolkning på 2.490.000 døde 511.000 eller mere end en femtedel. Det fredelige Østprøjsen endte med at blive den del af Tyskland, hvor Anden Verdenskrig krævede flest ofre. Det 20. århundrede blev et århundrede fuldt af navnløse lidelser for millioner af mennesker i verden. For tyskere står det smukke Østprøjsen i dag som et tabt paradis, ”de mørke skoves og de krystalklare søers land”. Men netop dette lands skæbne kan ses som et koncentreret billede af menneskers og verdens skæbne i det århundrede, som vi har forladt.

Blandt utallige østprøjsiske landsmænd står Gerhard Fittkau som en særlig skikkelse. Vi kender hans skæbne i tiden omkring og lige efter krigens afslutning, fordi han godt en halv snes år senere skrev sine erindringer om denne tid. Han fortæller om krig, grusomheder, deportation, om utrolige lidelser og om sin hjemkomst i efteråret 1945, ikke til hjemstavnen i Østprøjsen, men til den første efterkrigstids Tyskland.

 

 

Sognepræsten, der forblev tro mod sit kald

Gerhard Fittkau blev i sit sogn og blandt sine sognebørn så længe, som det var ham muligt. Han samlede folk til messe, til skriftemål og til den hellige kommunion (nadver), i kirken og til sidst i huse og på gårde. Han trøstede, så meget han kunne, og han hjalp til med at begrave de døde.

En enkelt scene i præstens erindringer er sigende: En aften kort før russernes ankomst er han på vej ad en skovvej hjem fra besøg hos en nabopræst. Han bliver overmandet af dødsangst og afsky ved alt, hvad der sker omkring ham, og han bliver stærkt fristet til at flygte vestpå. Men straks efter møder han to udmattede tyske soldater. Han kommer i snak med dem, og det ender med, at begge soldater skrifter hos ham, og knælende ved en bænk langs vejen modtager de det indviede nadverbrød, som præsten har med sig. Det er ikke blot til velsignelse for de to krigstrætte soldater; præsten føler sig som et nyt menneske og beslutter at blive ved sine sognebørn, komme hvad der vil.

I løbet af februar måned får alle, der ikke er flygtet, ordre til at samles for at blive registreret. Pastor Fittkau vandrer med sine sognebørn de tre kilometer til nabolandsbyen Wernegitten. Det bliver begyndelsen på en lang rejse til arbejdslejr i Sibirien. Rejsen er fuld af svære prøvelser. De deporterede bliver stuvet sammen i godsvogne. De lider under kulde og en yderst sparsom forplejning, og ikke få dør undervejs. De ankommer til deres endestation i dagene mellem palmesøndag og skærtorsdag.

  

Påske

Sognebørnene fra Süssenberg spredes i forskellige lejre, men pastor Fittkau får nye ”menigheder” i de to lejre, hvor han kommer til at opholde sig.

Under deportationen er han sammen med en anden katolsk præst fra Ermland, pater Josef Kolfenbach, der bliver stærkt svækket under transporten og er døende, antagelig af tyfus, da de når frem til lejren. I lejren møder de to katolske præster en evangelisk præst, Theo Goebel fra Burgsolms ved Wetzlar. Da de har præsenteret sig, siger pastor Fittkau til Theo Goebel: ”Så er vi så at sige stedbrødre i Kristus”. Og pastor Goebel svarer: ”Stedbrødre? Nej, vi vil være brødre, sådan som Herren byder os”.

Og sådan bliver det. Inden ankomsten har de to katolske præster fejret palmesøndag ved sammen at læse helligdagens læsninger og liturgiske tekster. Nu planlægger de tre præster, hvordan de sammen vil fejre den stille uges og påskens helligdage. Pater Kolfenbach er så svækket, at han kun lige akkurat kan følge med. Da pastor Fittkau langfredag læser lidelseshistorien for ham, udbryder han: ”Nu begynder jeg at forstå, hvad Vor Herre har lidt!” Pastor Goebel prædiker på denne dag over Jesu korsord til røveren: ”Endnu i dag skal du være med mig i Paradis”. Den følgende dag, påskelørdag, dør pater Kolfenbach.

Pater Kolfenbach får lov at tage del i Jesu lidelser. Han dør helt bogstaveligt med Kristus. Denne påske erfarer alle tre præster påskens begivenheder så at sige på egen krop. Påskedag prædiker pastor Fittkau i barakken:

”Kammerater, de få dage, vi har været her i lejren, har vist os, at vi er som levende begravet i en stor kiste. I vort hjerte stiller vi alle det samme spørgsmål som de fromme kvinder i Bibelen: Hvem skal vælte os stenen væk fra indgangen? Lad os ikke gøre os nogen illusioner: Ingen kan gøre det uden Gud. Han har tilladt, at vi blev ført herhen. Han kender ikke blot de store ting, som foregår i en verden, der har vendt sig fra ham; han kender også den sidste og mindste tildragelse i vort liv. I undrer jer over, at han har kunnet lade dette ske, at han har kunnet lade os blive levende begravet her ved Petsjora. Heller ikke jeg kan give jer noget fuldstændigt svar. Vi er ført ind i Guds verdensomspændende frelsesplan, som han først vil åbenbare os i alle enkeltheder ved den yderste dom, når alt skal fuldendes.

Vi er alle Guds skabninger og næsten alle døbte kristne, men hvor ofte har vi ikke begravet Kristus levende i vort hjertes grav og forseglet den fast med vore synder og laster! Dette er vort påskebudskab: Vi er begravet her i dødslejren, for at vi skal åbne den endnu mere forfærdelige grav, som vi slæber om med i vort eget indre. Lad os bede om nåde og kraft til at bryde de røde segl og rulle stenen væk fra vort hjerte, for at Kristus atter kan opstå i os”.

Efter denne prædiken er der to medfanger, der trykker ham i hånden og siger: ”Ja, pastor, du ved jo, at vi er gamle, røde fritænkere, men vi kan godt lide at høre noget ordentligt om Kristus. Du kan roligt fortælle os mere”.

 

At lide og opstå med Kristus

Gerhard Fittkaus erindringsbog er en nøgtern beretning om begivenheder og om mennesker. Den er også en beretning om præster, der under de mest vanskelige og håbløse forhold forbliver tro mod deres kald. Men bogen rummer også forkyndelse, kortfattet og punktvis, men med desto stærkere betoning. Vi ser det i beretningen om påskefejringen i den sibiriske arbejdslejr: identifikationen med Kristus i hans lidelser og i hans opstandelse, følgeskabet på Golgata og ved graven påskemorgen, og så dette, at også de, der lider under andres grusomhed, bærer på en skyld, der må sones. I Gerhard Fittkaus beretning kommer vi ind til en af de dybeste og sværeste tanker i kristendommen: at også ofrene skylder at blive ofret. Man kommer til at tænke på et stærkt ord hos Søren Kierkegaard. Han siger et sted: ”Det Nye Testamente er en håndbog for dem, der skal ofres”.

Allerede i beretningen om tiden inden deportationen slås temaet an. Den 21. januar, 4. søndag efter helligtrekonger, prædiker Gerhard Fittkau i sognekirken i Süssenberg over beretningen om stormen på søen. Jesus siger til disciplene: ”Hvorfor er I bange, I lidettroende?” (Matt. 8:26). Præsten udlægger det sådan, at Jesus både i sit liv og i sin lidelse og død tager os med på en farlig færd. Vi vil gerne gøre det til noget hyggeligt og harmløst. Men sandheden er, at vores tro ikke kan blive ægte og moden, hvis vi ikke er rede til at vise den ved at tage del i Kristi lidelser. Efter denne søndag bryder Gerhard Fittkau og mange fra menigheden op for at flygte vestpå, men de opgiver igen flugten og vender tilbage til deres landsby. De samles i kirken. Det er den hellige martyrs Polykarps dag, og evangelielæsningen lyder: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve” (Matt. 10:28-31).

I den følgende tid får præsten selv, hans menighed og mange andre rig lejlighed til at leve op til de ord, der er blevet forkyndt for dem. De har al mulig grund til at frygte. Store farer venter dem, større end de kan forestille sig. Men ordene lyder: ”Hvorfor er I bange? Frygt ikke!” Det er ord, der rummer styrke og håb. Ikke et håb, der på nogen måde kan begrundes i denne verdens virkelighed. Men et håb for dem, der ikke har noget håb. Et håb, der kun kan være opstandelsens håb.

I de sidste dage inden de russiske soldaters ankomst til sognet, må pastor Fittkau høre skriftemål, læse messe og uddele kommunionen i folks stuer, i huse og på gårde. Ved en af disse lejligheder taler han om, at nogle vil dø i løbet af de kommende dage, og alle vil komme til at lide stor nød. Ingen vil være undtaget, og de, der overlever, vil ikke nogensinde få at vide, hvorfor netop de har overlevet, og hvorfor andre har måttet dø. Det, som alle må lægge sig på sinde, er dette, at Gud ønsker levende tro på jorden. For dem, der tror, er det en nåde at leve, det er en nåde at dø, og det er også en nåde at lide!

Lige før deportationen går pastor Fittkau i dæmringen alene gennem sit landsogn. Alle de forfærdelige ting, der er sket i dagene forud, fylder hans tanker. Det er en ”dødens nat”, der har sænket sig over det lille sogn. Men midt i dødens virkelighed står troen som et grønt træ, og troen vidner: ”Når Kristus, jeres liv, bliver åbenbaret, da skal også I blive åbenbaret sammen med ham i herlighed” (Kol. 3:4).

Præstens glæde er, at mennesker i disse dage griber efter sakramentet. De hungrer efter ”livets brød”. De, der hidtil har klaret sig med en tro i børnestørrelse og ladet sig nøje med at gøre deres ”religiøse pligt”, er i denne svære tid som forvandlede.

 

Det nye livs frihed

Gerhard Fittkau kommer til at opholde sig i to forskellige arbejdslejre i Sibirien, først en almindelig arbejdslejr og senere en særlig lejr for svage og syge - en såkaldt ”rekonvalescenslejr”, hvor forholdene dog stort set ikke er bedre end i arbejdslejren.

Gerhard Fittkau og den evangeliske præst Theo Goebel bliver virkelig præstebrødre og venner under hele tiden i Sibirien. Det lykkes Gerhar Fittkau at holde fast ved sin messebog med alle læsninger og liturgiske tekster, og Theo Goebel kan bevare sin Bibel uskadt. Trods modstand fra lejrpersonalet står de efter bedste evne deres medfanger bi med bøn, velsignelse og bibellæsning. Særlig i de mange tilfælde, hvor medfanger ligger for døden, forsøger de at være ved deres side. Dog møder de også hån og foragt fra medfangers side, og de må være vidner til det magtspil, der foregår omkring dem. Dette betyder, sammen med sygdom og svækkelse, at lejropholdet bliver en lidelsesvej, som man næsten ikke forstår, at de kan overleve.

Gerhard Fittkau er så heldig, at han allerede i efteråret 1945 kommer med en sygetransport til Frankfurt an der Oder. Derfra lykkes det ham at komme til Berlin, hvor han bliver helt restitueret. Også Theo Goebel overlever deportationen og kommer i løbet af det følgende år hjem til sin familie og sit sogn.

Da Gerhard Fittkau ankommer til Tyskland syg og stærkt svækket, bliver han mødt af en ung præst, som han kender fra tidligere. Denne bærer det indviede nadverbrød med sig under blusen og kan række sakramentet til den hjemkomne præst. Gerhard Fittkau fortæller: ”På et øjeblik sank al fangenskabets dødsangst og forsvandt i det nye livs frihed, som den Opstandne skænker dem, han har taget med ind i sin lidelse”.

 

Artiklens overskrift er hentet fra den tysk-jødiske filosof Walter Benjamin (1892-1940). Gerhard Fittkaus erindringsbog ”Mein dreiunddreissigstes Jahr” udkom i 1957 på Kösel Verlag og siden i mange oplag og på flere sprog. Den danske oversættelse,”Mit 33. År”, udkom allerede det følgende år på De Unges Forlag med forord af C. Bartholdy. Gerhard Fittkau fik senere i sit præsteliv mange og store opgaver i Tyskland og i USA. Han døde i Essen den 6.3.2004, 91 år gammel. Alle stednavne i Østprøjsen er i dag polske: Süssenberg = Jarandowo. Wernegitten = Klebowo. Heilsberg = Lidzbark Warminski. Ermland = Warmia.

 

Jan Ulrik Dyrkjøb er pastor emeritus.

 

(levende Vand 4 2009)

 

 

Døden og det evige liv

 

 

Gennem troen overskrides tid og rum

Af Peter Halldorf

 
"Kun for deres skyld, som er uden håb, er håbet givet os"

Af Jan Ulrik Dyrkjøb

 

Kunsten at dø

Af Wilfrid Stinissen ocd

   

Alderdom

Af Enzo Bianchi

 

Død og tro

Af Enzo Binachi

     

En lykkelig død

Af Christoffer Jamisson

 

Vidner

Makrina - en stærk kvinde og indirekte kirkemoder

Af Sebastian Olden-Jørgensen 

 

Det liv, som døden ikke standser

Af Johannes Værge

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk