Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Marianne Bønløkke

Hvem er hun, der komme op fra ørkenen, lænet til sin elskede? 

 

Ordene i overskriften er fra Højsangen.1) For mig er det levende ord om erfaringen af Åndens nærvær. For Åndens liv i mig har at gøre med kærlighed, tillid og overgivelse. Venskabet mellem Herren og mig fordybes. Lader jeg Ånden lede, så bliver bønnens møde med Herren så forunderligt levende, at jeg for mit indre øje „ser“ det er mig, der kommer op fra ørkenen - lænet til min elskede Herre.

I skrivende stund er et nyt år netop begyndt, og det har været tid til eftertanke over det år, der er gået - også hvad angår mit åndelige liv. Tankerne går tilbage til dage med særligt dyrebare åndelige erfaringer, som jeg taknemmeligt bærer med mig, og som giver liv og lys til mit daglige bønsliv.

 

Det er ofte på retræter, at jeg virkeligt får øje for, hvordan Ånden leder mig. I stilheden bliver jeg mere opmærksom, og da bliver Åndens spor i mit liv også mere tydelige. På en retræte i april 2009 skete det igen, og denne gang blev der vakt en længsel i mig efter at skrive det jeg erfarede. Og jeg mener netop ”skrive det“ - for jeg skrev ikke om det jeg erfarede. Ordene var selve „mødet“ - ordene i min åndelige dagbog var samtalen mellem min Herre og mig.

Nu hvor jeg læser det igen - i eftertankens lys - så ser jeg også, at det egentligt er et forunderligt vidnesbyrd om det, som sker, når Ånden leder et menneske.

Og selvom min åndelige dagbog normalt kun er ord til mig selv, så vil jeg her dele noget af det, som jeg skrev, med Levende Vands læsere - som et vidnesbyrd om Åndens liv i et menneskeliv. Jeg siger nemlig ikke, at det er sådan for alle, når Ånden leder til mødet med Herren i bøn og bibelmeditation, men jeg ved, at sådan er det for mig.

Det første, som slår mig, når jeg læser min åndelige dagbog fra retræten, er, at når Ånden leder mig ind i dette forunderlige møde, så er al afstand mellem Herren og mig ophævet. Mødet er mellem et „du“ og et „jeg“ - her og nu. Den indre samtale i stilhed, bøn og meditation er levende, fortrolig og kærlig - som i et sandt venskab. Og til dette venskab hører også, at de bibelske ord bliver levende på ganske særlig måde. Afstanden til de bibelske beretninger i tid og rum ophæves - og jeg bliver èt med de mennesker, som Bibelen fortæller om.

Hvis jeg med få ord skal beskrive dette bønnens møde med Herren, så må jeg igen ty til Højsangen. Siden 2003 har Højsangens ord været meget levende ord i mit liv. Og de ord fra Højsangen, som klarest udtrykker dybden i kærlighedens møde med Herren er: „Min elskede er min, og jeg er hans.“2) Ja, netop sådan er det for mig nu, men sådan har det ikke altid været.

Engang syntes jeg, at det var alt for inderligt at tale om forholdet til Jesus på den måde. Men de senere år er jeg gennem stilhed og bøn blevet ledt ind i en mere inderlig relation til ham, som jeg er døbt til at tilhøre. Fra at være Herren, Verdens lys, er Jesus mere og mere blevet min Herre - ja, min elskede ven og livets lys for mig.

Min vej hertil bliver tydelig i noget af det, som jeg skrev på retræten i april:

Tænk, at det er blevet sådan med mig. Siden 2003 er der sket så meget. For bare 6 år siden turde jeg ikke være dig nær. I din nærhed kunne alt jo ske - og mit liv blive et helt andet end det jeg kendte. Det skræmte mig.

PM havde sat det hele i gang, da han i slutningen af august skrev i en mail: „Spørg Gud, hvad der er hans vilje med dit liv - du har modet til det!“ Men han tog fejl - jeg græd, da det gik op for mig, at jeg ikke havde modet til at spørge Gud om hans vilje med mig. For måske var hans vilje noget andet end det jeg ville?

Han havde kaldet mig til præst og det var nok. Jeg havde mit embede, min familie og et godt liv. Dette måtte jo være hans vilje, så hvorfor spørge mere? Men inderst inde vidste jeg, at Gud ville mere med mig. Men jeg var bange!

Bange for at miste det jeg havde. Bange for, at Gud ville føre mig til steder, hvor jeg ikke længere havde kontrol. Bange for Guds Ånds kraft. Ordene af Efraim Syreren talte dengang stærkt til mig:

Midt mellem frygt og kærlighed stod jeg.

Min kærlighed til paradiset

indbød mig til at udforske det,

men frygten for dets herlighed

forbød mig at gøre det.

Ja, Herre, frygten for herligheden i din nærhed holdt mig på afstand. Så meget er forandret. Mit liv er forvandlet. Det er ikke sket over natten, men gennem år med stilhed og bøn. For pludselig blev både bønnen og Højsangen levende i mit indre. I stilheden - og med Højsangens ord i mit hjerte kom du mig nær, Herre.

Tak, at du gjorde Højsangens ord så levende for mig. Det blev min redning. Så nær er jeg kommet dig, at jeg uden tøven kan sige: „Min elskede er min, og jeg er hans.“3)  Ja, Herre, du er min elskede ven, som fører mig til vinhuset. På skiltet over mig står: Kærlighed!4)

For da du så, at jeg var bange, så nøjedes du ikke med at kalde. Du kom selv og tog mig ved hånden. Og du sagde til mig: „Lad mig se din skikkelse, lad mig høre din stemme, for din stemme er dejlig, din skikkelse er yndig.“5)

Jeg mærkede, at dine ord var så fulde af liv. Jeg tog din hånd - var ikke længere bange! Du ville jo bare føre mig derhen, hvor livet er for mig. Hvor forunderligt! „Hvem er hun som kommer op fra ørkenen, lænet til sin elskede?“6) Tænk, at det er mig! Tak, Herre, at du dengang hjalp mig ud af mit skjul!

 

„Væk ikke kærligheden, væk den ikke til live, før den selv vil!“ står der i Højsangen.7) Da tiden er inde i mit liv, så bliver længslen mere tydelig. I dag er jeg ikke i tvivl om, at det var Ånden, som i 2003 vækkede kærligheden til Herren ved at lade sin milde vind8) berøre mit hjertes længsel efter komme dybere ind i dåbens og troens liv. Jeg havde inden i mig en længsel efter at vokse mere ind i „Livet i Kristus“, som Paulus taler om i sit brev til Kollosenserne: „Når I nu har taget imod Kristus Jesus, Herren, så lev i ham, rodfæstede i ham, opbyggede i ham, grundfæstede i troen, som I har lært det, overstrømmende i jeres tak.“9)  

Da det var tid til åndelig opvågnen i mit liv, så blev kærligheden til Herren Jesus Kristus mere levende end nogensinde før. Ånden ledte mig ind i en dybere erfaring af, jeg er rodfæstet i ham. Og det føder taknemmelighed, som Paulus også bemærker. I det jeg skrev på retræten siger jeg derfor også igen og igen „Tak!“ og „Tak, Herre!“. For når Ånden leder fyldes jeg af en dyb taknemmelighed over den uforbeholdne kærlighed, som Herren møder mig med, og som vækker en længsel i mig efter at give et svar. Ja, jeg fyldes umiddelbart af en længsel efter at gøre godt mod min Herre og give udtryk for min kærlighed. Denne kærlighedens dynamik fik jeg sat ord på under retræten i april, og ordene jeg skrev, var disse:

 

Min elskede Herre! Du ved, hvorfor jeg er her. For du er min og jeg er din! Her i retrætens stilhed kan jeg give mig selv til dig - inderligt, hengivent og uden forbehold. Længslen er stor!

Ja, sådan er det med mig nu - og det ved bare du. Tak, Herre, at du vil have mig. Tak, at mit delte hjerte er dig nok.

 

For mit kald er at elske dig - det ved du og det ved jeg. Mit kald er at sidde ved dine fødder som Maria fra Betania. Bare det at være dig nær er det ene fornødne for mig.10) Jeg salver dine fødder - er ødsel med den kostbare nardusolie.11) Intet er for godt til dig.

Jeg er Maria fra Magdala, der tidligt om morgenen går ud til din grav - for at være dig nær.12) Her i det skjulte lader jeg tårerne rense mit blik. Jeg ser dig komme - genkender dig, da du siger: „Marianne!“

„Dit kald er at elske mig!“ - sådan var dine ord til mig den dag i begyndelsen af fasten. Så fine og klare ord talt til mig.

Men så kom dette „hvis“, som kan splitte menneskehjerter i et nu: Hvad nu hvis det bare er indbildning. Hvis jeg slet jeg hørte din kærlige stemme i mit indre. Og hvis det er sandt - hvorfor så lige mig? Jeg, med mine halvhjertede og mere eller mindre mislykkede forsøg på at følge Herrens ord til mig om at gå fastens vej. Hvorfor skulle Herren nu tale så dyrebare ord til mig?

Men det var sandt! Der er ikke noget „hvis“ - og jeg spørger ikke længere hvorfor mig.

For sandt er det, at du sagde: „Dit kald er at elske mig!“ - og sikken velsignelse til mit liv! Så forunderligt det var den dag. Jeg blev så stille indeni.

Du spurgte ikke: „Marianne, elsker du mig?“ Sådan som du engang spurgte Peter, der tre gange måtte bekræfte dig i, at han havde dig kær.13) Nej den dag i fasten sagde du bare disse ord: „Dit kald er at elske mig!“.

Så kom en længsel efter at give dig svar. Mit indre menneske sagde stille: Jeg elsker dig, Herre! Det har jeg sagt før, men denne dag var mit hjerte - i et nu - fyldt med en forunderlig varme og kærlighed. Alt var til dig, Herre! Hjertet flød over af en velduftende nardusolie.

Se, Herre! Mine øjne lyser - fuld af glæde! Hør, Herre! Min sjæl synger - fuld af tillid: Jeg vil give dig mit hjerte! Jeg vil give dig mit liv! Alt i mig skal flyde som en salve - en velduft til dig!

Engang sagde du: „Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.“14) Min elskede ven! Må det aldrig blive sådan igen! Tak, at mine hænder må være det sted, hvor du kan hvile dit hoved.

 

Ja, når Ånden leder, bliver meningen med mit liv klarere - og sandheden om mit liv, som menneske skabt i Guds billede, tydeligere. „Dit kald er at elske mig“ siger Herren.

Det er ikke for ingenting, at Helligånden også kaldes Kærligheds Ånd, Lysets Ånd og Sandheds Ånd. For når Ånden leder, så fyldes jeg af kærlighed til min Herre, samtidig med, at der kommer et forunderligt lys over mit liv. Jeg ser klarere, hvad der er sandheden om Gud og mennesket, og hvad Gud vil med mig og mit menneskeliv.

Og da mærker jeg også, at jeg egentligt ikke selv skal gøre så meget. Jeg skal bare være åben og modtagelig, så kommer livet til mig på en ganske forunderlig måde. Jeg ved, hvad jeg skal, og hviler i det jeg gør.

For jo mere jeg giver rum for Åndens liv i mig, jo mere ledes jeg ind i en tillid til min Herre - den tillid, som er vejen til overgivelse. Ord som „Uden dig er jeg intet, med dig er jeg alt“ bliver pludseligt meget levende ord. På retræten kom dette til udtryk på denne måde i det jeg skrev:

 

I disse velsignede dage vil jeg give dig det hele. Her i stilheden, hvor intet holder mig tilbage, mærker jeg min hengivenhed. Alt mit er dit! Tag min sjæl varsomt i dine hænder, for den er din - med alt hvad den rummer af menneskelig fryd og smerte!

Sommetider tænker jeg: min sjæl er som en dyb brønd - ser jeg ned i brønden, så ser jeg mig selv på dybet.

Engang så jeg kun en bange lille pige! Det gør jeg ikke længere. Du giver mig mod, Herre.

 

I dag ser jeg en moden kvinde fuld af længsel efter at give sig selv til dig. For i dag ved jeg, Herre, at jeg ikke er overladt til mig selv. Men jeg ved også: uden dig er jeg intet - med dig er jeg alt!

Må den bøn altid lyde i mit hjerte: Når jeg er svag, Herre, så vær du stærk i mig!15) Fyld mig med din Ånd!16) Lad mig tænke dine tanker!17) Må du, Herre, en dag fuldt ud se dit eget ansigt, når du ser ned i min sjæls dybe brønd.

Den dag skal jeg frimodigt sige som Paulus: „Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig!“18)

Hvad ser du nu, Herre, når du ser ned i min sjæl? Jo, du ser mig - som jeg er lige nu, som jeg var engang, og det som skal komme. Du ser mig på dybet. I dit blik bliver både mit livs glæde og mit livs smerte så tydelig. Du ser også synden. Men du ser på det hele med ømhed. Stor ømhed! Tak, Herre!

 

Åndens liv i mig har i tiltagende grad at gøre med „hvile“ - at jeg hviler i dette at være elsket som det menneske jeg er. At jeg bliver mere og mere klar over, at min Herre længes efter mig sådan som jeg er, og ikke sådan som jeg synes, at jeg burde være. Kort sagt: at mit delte hjerte er ham nok! Det er nåden - et under og en gave, som jeg taknemmeligt tager til mig og hviler i, så ofte jeg kan. Tænk, at Herren længes efter min kærlighed, og slet ikke synes den er fattig, selvom jeg selv synes den er det. I min retrætedagbog udtrykkes det sådan:

 

Nu er jeg din - knæler ved dine fødder, og holder kærligt om dig. Jo, det i sandhed et under! Du bøjer dig ned og siger stille til mig: Tak fordi du er her, Marianne! Tak for din kærlighed! Den er en velduftende salve, en balsam der gør mig godt!

Herre, jeg bliver så varm indeni når kærligheden til dig flyder gennem mit hjerte. Lad mig aldrig blive kold! Tak for denne velsignende varme og glæde, som gennemstrømmer mig. Det er levende vand!19) Må denne kilde, der vælder med vand til evigt liv, altid rinde i mit indre.20)

Kildens frie løb gennem mig giver på en gang fred og uro til mit indre menneske. Fred fordi jeg ved hvad jeg skal i mit liv, og ikke behøver at tvivle om det - at der for mig er det ene nødvendige: „Dit kald er at elske mig!“

Jo, det en velsignelse at hvile i dette, at alt godt i mit liv skal komme fra kærligheden til dig! Jeg behøver slet ikke anstrenge mig - skal bare give mig hen til det, som du ved jeg kan: at elske dig!

Sikken fred, og dog mærker jeg også en uro. Men uroen er god - en hellig uro! For med kærligheden vækkes en længsel efter at give mere af mig selv til dig.

Jo, længselen efter at være dig nær i alt, som jeg er og lever, giver en livgivende uro til sjælen. For hvilens vande, som du har ført mig til,21) er ikke dødt vand, men en rindende kilde, som altid er i bevægelse.

Men nu ved jeg, at det er sandt: mit kald er at elske dig! Alt i mit liv må være et tegn på min kærlighed til dig. At du er min og jeg er din!

Langsomt vil det gå op for mig, hvordan alt i mit liv begynder med dig. At hvad jeg end gør, så handler det ikke om mig, men om dig! „Vær ikke bekymrede“ siger du „Søg først Guds rige, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“22) Til mig må det være sådan: „Giv mig din kærlighed, Marianne, så skal alt andet komme af sig selv. Der er ingen grund til bekymring!“ Ja, sådan må det være for mig!

 

Nej, der er ingen grund til bekymring. For med det kærlige møde med Herren følger også en forunderlig tillid til, at relationen mellem min Herre og mig er ubrydelig. Han gik jo i døden for mig. Som Jesus selv siger det: „Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner“.23)

Lad mig her, som det sidste, dele med jer, hvad jeg skrev om netop dette i min retrætedagbog fra april 2009 - som et vidnesbyrd om, hvad der kan ske, når Ånden leder et menneske:

 

Nu er der intet som kan skille os ad - hverken den onde, synden, tvivlen, vreden, sygdom eller sorg - ja, end ikke døden kan skille os ad. Ingen af disse vældige vande, der kan skylle ind over mit liv, kan slukke kærligheden.24) Absolut intet kan skille os ad.25)

Frivilligt gav du dit liv for din elskede ven - for mig! Jo, jeg er din og du er min! Tak, at din kærlighed må være klippegrunden i mit liv. Tak, at min kærlighed til dig må være den livgivende kilde, som springer fra klippen - livets vand givet mig for intet!26) 

Tak, Herre, at du den dag i fasten sagde til mig: „Dit kald er at elske mig!“ I de ord findes liv for mig. Min elskede ven! Du er min, og jeg er din! Hør, Herre! Mit indre menneske jubler: Det er sandt! I dig er livet, som er menneskers lys!27)

 

Til allersidst blot dette: I dagene op til retræten var jeg fyldt af en eneste bøn, som kom til mig igen og igen: „Herre, fyld mig med din Ånd - fyld mig med Kærlighedens Ånd!“

Når jeg i dag læser min åndelige dagbog fra disse dage er jeg ikke i tvivl om, at min bøn blev hørt.

Og hvis nogen spørger mig: „Hvem er hun, der kommer op fra ørkenen, lænet til sin elskede?“ Så kan jeg uden tøven svare: „Det er mig!“

 

Noter

1): Højs 8,5

2): Højs 2,16

3): Højs 2,16

4): Højs 2,4

5): Højs 2,14

6): Højs 8,5

7): Højs 2,7

8): Joh 3,6-8

9): Kol 2,6-7

10): Luk 10,38-42

11): Joh 12,1-8

12): Joh 20,11-18

13): Joh 21,15-19

14): Matt 8,20

15): 2 Kor 12,9-10

16): Ef 5,19

17): 1 Kor 2,16

18): Gal 2,20

19): Joh 4,10

20): Joh 4,14

21): Sl 23,2. gl.oversættelse: „hvilens vande“ / 1992: „det stille vand“

22): Luk 12,31

23): Joh 15,13

24): Højs 8,7

25): Rom 8,37-39

26): Åb 22,17

27): Joh 1,5

 

Marianne Bønløkke, præst og med i Levende Vand’s redaktion.

 

(Levende Vand 1 2010)

   

 

Ledet af Ånden

 

 

Kirkens enhed - et mirakel, der er Helligånden værdigt

Af Biskop Anders Arborelius & Sten-Gunnar Hedin

 

 

Helligånden

Af sr. Veronica, Op

 

 

Guds nærvær i alle ting

Af Gunni Bjørsted

 

 

Åndelig vejledning

Af Charlotte Thaarup

 

 

”Himlen er hans trone, og Maria er hans moder”

Af Louise Øhrstrøm Poulsen

 

 

Hvem er hun,

der komme op fra ørkenen, lænet til sin elskede?

Af Marianne Bønløkke

 

 

Trædesten

Af Per Åkerlund

 

 

 

Røster fra Oldkirken

Du er bange for din skygge

Isak af Syrien

 

 

Vidner

Jean Pierre de Caussade – øjeblikkets mystiker

Af Sebastian Olden-Jørgensen

 

 

 

 

 

Noter

 

1

Højs 8,5

 

2

Højs 2,16

 

3

Højs 2,16

  

4

Højs 2,4

 

5

Højs 2,14

 

6

Højs 8,5

 

7

Højs 2,7

 

8

Joh 3,6-8

 

9

Kol 2,6-7

 

10

Luk 10,38-42

 

11

Joh 12,1-8

 

12

Joh 20,11-18

 

13

Joh 21,15-19

 

14

Matt 8,20

 

15

2 Kor 12,9-10

 

16

Ef 5,19

 

17

1 Kor 2,16

 

18

Gal 2,20

 

19

Joh 4,10

 

20

Joh 4,14

 

21

Sl 23,2. gl.oversættelse: „hvilens vande“ / 1992: „det stille vand“

 

22

Luk 12,31

 

23

Joh 15,13

 

24

Højs 8,7

 

25

Rom 8,37-39

 

26

Åb 22,17

 

27

Joh 1,5

  

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk