”Himlen er hans trone, og Maria er hans moder” 

-reportage fra seminar i Bjärkä-Säby 4.-6. december 2009

-Er der nogen, der har brug for en espresso nu?

Peter Halldorfs spørgsmål vækker latter hist og her i undervisningslokalet. Og det er befriende. For der blev helt stille for et par minutter siden, da den ortodokse teolog Michael Hjälm bekendtgjorde, at man overhovedet ikke kan kalde sig en kirke, hvis man ikke har Gudsmoder Maria centralt i sin teologi.

Vi er ca. 20 mennesker samlet på Nya Slottet Bjärkä-Säby, og vi kommer fra mange forskellige kirkelige traditioner. Også traditioner, der bestemt ikke ville kunne genkende sig selv i den ortodokse kirkes syn på Maria. Derfor får Hjälm og Linköpings ortodokse præst, Fader Misha, heller ikke lov til i pausen at spise deres kanelbullar i fred.

-Er det ikke Kristus og Kristus alene, der skal være kirkens centrum? Hvordan kan I sige at Maria var jomfru også efter Jesu fødsel - står der ikke Jesus havde søskende? Hvis Maria er så central i den ortodokse teologi, hvad så med Josef? Har han ikke også en plads?

Læser vi samme bibel?

Da vi samles igen efter pausen fortsætter diskussionen. Især spørgsmålet om Marias evige jomfruelighed tricker flere.

- Er det ikke den samme bibel, vi læser? siger en præst fra den svenske kirke og løfter sin læderindbundne bibel i vejret.

Michael Hjälm forklarer, at man rent sprogligt sagtens kan oversætte ordet ”søskende” med for eksempel ”fætre og kusiner”. Jeg har aldrig hørt den udlægning før, men det er svært at hamle op med oversættelsesargumenter, når man hverken kan græsk eller hebraisk. Indimellem virker det, som om det er et ”kort”, teologer altid kan spille som en slags trumf. ”Men Louise, det handler jo ikke om at have ret”, må jeg minde mig selv om. Det er bare så udfordrende at blive rusket i, når det gælder en måde at læse Bibelen på, som er så fremmed fra alt, man er opvokset med.

Skrøbelige lerkar

- Jeg kan mærke, at Marias evige jomfruelighed provokerer mange af jer, siger Fader Misha. - Men man kunne også vende det om og spørge: Hvorfor er det så vigtigt for jer, at hun ikke forblev jomfru?

Det studser jeg over. Tænker og tænker. Både under undervisningen, i kapellet, i spisesalen og på adskillige ture i skoven. Jeg kommer frem til noget af det samme, som en kvinde formulerer til en af vores samlinger.

- Men er det smukke ikke, at Gud lægger sine skatte i skrøbelige lerkar? Er det fantastiske ved inkarnationen ikke, at Gud blev fuldkommen menneske og lod sig føde af et udvalgt men almindeligt menneske? Hvorfor skulle det gøre Maria mindre hellig at hun fik flere børn?

Kvindens udsagn får mig til at tænke på Middelalderens syn på kvinder, som let blev meget sort og hvidt. Enten var kvinden nærmest dæmonisk, fristeren, som Eva. Eller også var kvinden fuldstændig hellig, ren og jomfruelig, som Maria.

Det maskuline og det feminine

Jeg har også lidt svært ved Michael Hjälms udlægning af inkarnationen som det punkt, hvor det maskuline og det feminine mødes. I hvert fald hvis det, som Hjälm siger, skal personificeres i Kristus og Maria. Ifølge den ortodokse tradition kan Maria tolkes som bruden i Højsangen, mens Kristus er brudgommen. Det synes jeg er en fin analogi, hvis Maria forstås som kirkens forbillede eller hver enkelt kristen, der bør sige som Maria: ”Lad det ske mig efter dit ord”. Men på en måde synes jeg, det gør Kristus mindre, hvis han kun skulle repræsentere det maskuline. Står der ikke i Bibelen, at han rummer hele guddomsfylden? Selvfølgelig blev han født som mand, men jeg kan fuldt ud følge for eksempel kirkefaderen Anselms beskrivelse af Kristus som en moder. Og egentlig synes jeg også, det giver kvinden en større værdighed, hvis Kristus rummer både det feminine og det maskuline. For mig at se står Maria helt enkelt for det menneskelige og måske den feminine, modtagende spiritualitet - men det er ikke gennem hende Kristus får sine feminine egenskaber som sådan. Men igen, jeg er ikke teolog.

Marias ”ja”

Michael Hjälm kommer i sin undervisning ind på mange forskellige facetter af den ortodokse kirkes teologi. Han tager udgangspunkt i skabelsesberetningen, og det er virkelig givende og interessant at høre ham udlægge skabelsen og syndefaldet fra et ortodokst synspunkt. Synden som en illusion, der skal afsløres frem for en skyldshandling, der skal straffes. Guds kærlighed til skabelsen, som fuldkommes i Gudsmoder, hvor også Eros og Agape mødes. Hjälm forklarer også på en fin måde, hvordan syndefaldet på mange måder handlede om utålmodighed. Mennesket ville selv tage i stedet for at lade Gud give. Men Maria gjorde det modsatte. Hun tog imod, da tiden var moden.

- Marias ”ja” gjaldt hele menneskeheden, siger Hjälm.

Han forklarer også, at hun kan sammenlignes med den brændende tornebusk, Moses så i ørkenen. Hun blev opflammet af Guds hellighed uden at blive forbrændt, og hun banede vej for at vi også kan helliggøres. Vi må sammen med Maria anbefale os til Gud.

Det uforklarlige

”Måske er det godt, at jeg ikke er teolog”, tænker jeg ved næste kaffepause. Jeg tror ikke, jeg egner mig. Min hjerne arbejder på højtryk. Der er så mange gode ting i undervisningen, jeg kunne modtage med hjertet. Men min hjerne vil så gerne forstå det, der undrer mig. Jeg bilder mig ind, at der må være ”en løsning” på Mariamysteriet - og der er vel heller ikke noget galt med at prøve at forstå. Samtidig må jeg sige, at min egen erfaring med Maria overhovedet ikke kan forklares. Under en retræte hos birgittasøstrene i Maribo stillede jeg mig foran et billede af Maria og bad Gud vise mig, hvad det var med hende, der var så specielt for de birgittasøstre, som jeg er kommet til at holde så meget af. Der måtte være noget. Jeg kan ikke forklare, hvorfor en dame ved den efterfølgende messe følte, hun skulle give mig sin rosenkrans. Jeg kan ikke forklare, hvorfor flere af søstrene netop på denne retræte fortalte mig om deres forhold til Maria, og at en af dem gav mig et Mariabillede, som nu giver mig uendelig megen ro at se på. Jeg kan ikke forklare, hvorfor søstrene også på denne retræte gav mig den tillid at byde mig med til deres interne rosenskrans-bøn. Og jeg kan overhovedet ikke forklare, hvordan jeg siden har følt Marias nærvær igen og igen i min daglige færden og mine bønner.

At mødes ved pejsen og i nadveren

Det er også det uforklarlige, mysteriet, spiritualiteten omkring Maria, der gør, at vi trods forskellig baggrund oplever en samhørighed på Bjärkä-Säby. Lørdag aften mødes vi foran pejsen i biblioteket og deler personlige indtryk fra seminaret. Præsten fra den svenske kirke, som tidligere holdt sin bibel op og spurgte: ”Læser vi samme bibel?”, byder nu ind på en helt anden måde.

- Jeg må sige, at det her seminar har været udfordrende. Og det har især været på det personlige plan. Jeg har længe haft svært ved fuldstændigt ærligt at bede: ”Jeg overgiver mig til dig”. Men jeg synes, at indblikket i Marias spiritualitet, har hjulpet mig.

Flere af seminarets deltagere fortæller lignende personlige anekdoter om at lade sig fylde og forvandle af Guds nåde. Det er, som om varmen fra pejsen, de bløde stole og Michael Hjälms færøske sweater gør stemningen helt anderledes end i undervisningslokalet. Ikke nødvendigvis bedre. Bare anderledes.

På seminarets sidste dag er vi til søndagsmesse i kapellet. Jeg har stadig mange spørgsmål, jeg tumler med. Men det giver glæde, at der findes et sted, hvor det er okay at være forskellige men ét i nadveren, hvor vi mødes og forenes i Kristus.

Louise Øhrstrøm Poulsen er cand.mag i litteratur.

(Levende Vand 1 2010)