Mærkeligt nok kan nogle føle sig udbrændt i bønnen. Netop den som skulle give styrke! Måske fordi det hele føles overvældende: Hvordan blive hellig? Hvordan nå til forening med Gud? Helgenerne kunne, men hvad med lille mig? Du får måske ikke altid bedt - og ikke særlig længe. Alle gode råd om bøn preller ligesom af på dig, og dine beslutninger dør ud efter kort tid. Du bliver hængende foran tv - eller bruger for megen tid på nettet! Du ved godt, at det burde være anderledes, "men i dag er jeg for træt, jeg må bare slappe af." Der er altid et men ... Og alligevel ved du, at Gud alene kan tilfredsstille din længsel, at du kun kan blive lykkelig i forening med Ham. Men målet føles så fjernt.

Men fat mod - der er en genvej!

Sæt dig ned alene i dit værelse - bare ti minutter, dem kan du dog afse. Sig det til Gud som det er, at du slet ikke er så trofast og udholdende i bøn som du i grunden gerne ville være. Men ophold dig ikke længe ved dette negative. Hos Gud skal vi ikke se på alle vore negative sider, men se os selv som Han ser os: Med stort håb.

Og nu vil du i det mindste på ét punkt gøre som Jesus har sagt at vi skal.

Tænk nu på de mennesker som du dårligst kan lide - måske ligefrem dine fjender som har gjort dig ondt. Begynd at bede for hver enkelt af dem. Du behøver ikke bede om noget særligt, men om at Gud vil velsigne dem - du kan mentalt bære dem ind i Guds kærlighed.

Måske er det ikke det sværeste at bede for dem, der virkelig har gjort én megen fortræd. Man føler sig måske lidt stolt når man kan det. Jeg mødte en ung mand som var flygtning fra et land, hvor hans far var blevet skudt og hans øvrige familie forfulgt. Nej, han følte ikke noget nag, han elskede alle. Fint nok, men han fik det forbistret svært med nogle af dem han i hverdagen skulle fungere sammen med.

Bed for dem som altid irriterer dig, for dem der har en helt anden kemi end dig, og om hvem du kan gribe dig i at tænke: Hvis ikke han - eller hun - var på min arbejdsplads, så ... (Naturligvis: sådan tænker et pænt menneske ikke, men et eller andet sted sidder den tanke måske alligevel, pænt skjult under det ræsonnement at han/ hun ikke er sin plads voksen, men burde flyttes).

Måske føler du dig under denne bøn som en hykler, for du føler ikke det mindste for det du beder om. Måske sidder endda følelsen der stadig: Hvis bare han - eller hun - ikke var der!

Men bryd dig ikke om dine følelser. De er ikke det vigtigste i os. Ved at udføre bønnen for dem du ikke kan lide, gør du som Jesus - ja forener du dig med ham, som på korset bad for sine fjender.

Faktisk går du lige til sagen, du trænger lige frem til Guds hjerte: Du beder for dine fjender.

Du forener dig med Abraham, som bad for Sodoma (som han sikkert følte en vis afsky for!), med Moses som stod så længe med armene strakt op i bøn, at han måtte have hjælp til at holde dem oppe. Med Job, som gik i forbøn for sine venner (som ikke havde været særlig venlige mod ham!) Men "Da Job gik i forbøn for sine venner, vendte Herren hans skæbne ..." ? - og vigtigst: du forener dig med Jesus selv.

Nej, du føler dig ikke som en bønshelt som disse store! For du kan stadig ikke lide den og den. Men igen: Følelserne betyder ikke så meget, det er viljen, som tæller.

Kan du ikke holde dine beslutninger om lang tids daglig meditation, så kan du dog afse bare ti minutter - måske bare fem minutter - dagligt til denne forbøn. Du kan også hver gang dine følelser melder sig med dette: "Hvis bare den og den ikke var der ... " - eller når du griber dig selv i at rationalisere dine negative følelser med seriøse grunde til ikke at kunne lide, så erstatte med et: Gud velsign den og den.

Prøv dette - og se hvad der sker. Du vil ... nej, se selv!

Der er mennesker, som lider under at de ikke kan tro: "Andre har fået troen som gave, men ikke jeg". Prøv at leve troen - og engang vil du opdage at du har den.

I Dostojevskijs bog Brødrene Karamazov giver en kvinde i en samtale med staretsen Zosima udtryk for at hun føler sig angst og i vildrede overfor døden:

"Jeg lider ... ved min ringe tro"

"De tvivler om Gud?"

"Oh nej, nej! Det vover jeg ikke at tænke på. Men det tilkommende liv - det er ufatteligt, det er en sådan gåde! ... Jeg forsikrer Dem ved alt, hvad der er mig helligt, at jeg ikke taler letsindigt i dette øjeblik. Nej, denne tanke om livet hinsides graven sætter min sjæl i oprør, i en angst, en rædsel... Hele mit liv igennem har jeg troet - så dør jeg en skønne dag, og pludselig er der ingenting mere; "på min grav vokser kun en burre", som der står hos en digter. Det er en forfærdelig tanke! Hvordan skal man dog få troen tilbage? Forøvrigt; det var kun som barn, at jeg var troende; da troede jeg rent mekanisk, uden at gøre mig tanker om nogen verdens ting... Hvordan få bevis, hvordan blive overbevist. Åh, jeg ulykkelige! Jeg ser mig omkring - alle er det ganske ligegyldigt, ja omtrent alle! Ikke en sjæl bekymrer sig nu om den ting, men alene kan jeg ikke bære det, jeg evner det ikke! Det er dræbende!?

"Ja, uden tvivl er det dræbende. Men beviser skal man ikke søge i dette, bevise noget kan man ikke. Men en overbevisning kan man vinde."

"Hvorledes? Gennem hvad?"

"Ved erfaringen gennem en virksom kærlighed. Bestræb Dem for uophørligt og virksomt at elske deres næste. I samme grad som De vinder fremad i kærlighed, vil De blive overbevist både om Guds eksistens og om Deres sjæls udødelighed. Og når De til den fulde hengivelse og selvopofrelse i kærlighed til næsten, så når De dermed også til den fulde tro, og ingen tvivl vil mere kunne forurolige Deres sjæl. Det er prøvet, det fejler aldrig."

(Fjodor Dostojevskij: Brødrene Karamosov, 1, København 1965, s. 83-84)

Godt arbejdsår!

Grethe Livbjerg