Guds nærvær i alle ting

”Åndelig vejledning” er hjælp til at være opmærksom på og respondere på Guds nærvær i alle de ting, vort liv består af. Gud anvender hele skaberværket - og dermed også alle vores hverdage og vores livserfaringer - som sit åbenbaringsområde. ”For kristne er Gud altid at finde i den virkelige verden”.1)

Selvom jeg har været præst i mere end 27 år og har brugt meget af min tid på sjælesorg, er det først i de senere år, jeg for alvor har mødt den klassiske kristne praksis: åndelig vejledning. Min erfaring er, at den formidler sundhed og modning ind mit eget og andres liv.

Mit møde med åndelig vejledning er - udover gode samtaler og input i referencegruppen omkring Levende Vand - primært foregået på en række retræter i Sverige under ledelse af Magnus Malm, og det er intensiveret det sidste år, hvor jeg har gennemgået et uddannelsesforløb i regi af ”Foreningen Kompass”, som arbejder med fordybelse i ignatiansk spiritualitet.

Det er altså det ignatianske, som særligt er min reference-ramme. Som jeg forstår det, indførte Ignatius af Loyola (1491-1556) ikke nye tanker i forhold til kirkens klassiske teologi og praksis, men han systematiserede dens visdom til en meget anvendelig og praktisk instruktion, ikke mindst i de kendte ”Åndelige øvelser”. Hans tanker og praksis er på en særlig måde rodfæstede i inkarnationen: Gud er blevet menneske; Gud er lige her, hvor vi er og giver sig til kende i vores erfaringer og livsvilkår. Så at lære Gud at kende er ikke at fjerne sig fra sine erfaringer, men at være opmærksom på Gud midt i dem og snakke med Gud og sig selv om dem. Åndelig vejledning er en uvurderlig hjælp til at komme ind i denne ærlige refleksion og samtale.

En definition kunne være: ”Åndelig vejledning er en bønsproces, hvor et menneske, der søger hjælp til at opdyrke et dybere personligt forhold til Gud, møder et andet menneske til bøn og samtale, som er fokuseret på at øge bevidstheden om Gud midt i alle livets oplevelser og at fremme overgivelsen til Guds vilje”.2)

I det følgende vil jeg forsøge at skitsere de teologiske grundværdier, som åndelig vejledning - som jeg har forstået det indtil nu - bygger på. Til sidst vil jeg kort beskrive, ”hvordan vi gør” i de kirker, som jeg særligt har med at gøre.

Grundværdier under åndelig vejledning:

Hjertet og livet er ”stedet”:

Det er vores virkelige tilstand, der er kontaktpunktet mellem Gud og os. Han inviterer os ind i en aflæring af måske mange års praksis som skuespillere, der bruger vores mund til at fremsige ”de rigtige replikker” fra de ”rollehæfter”, der ligger på bordene i vort miljø. Vi siger de ting, der forventes og accepteres; munden snakker, mens hjertet og virkeligheden er koblet fra.

God åndelig vejledning er tværtimod at blive opmuntret og støttet i at ”lære sin mund at sige, hvad der er i hjertet” (ikke hvad der ”burde” have været, men hvad der rent faktisk er i hjertet), som én af de egyptiske ørkenfædre fra 300-tallet lærer os. ”Så snart jeg er sand overfor mig selv, også der, hvor det kan gøre ondt at være sand, så møder jeg Helligånden”.3)

Vi skal ikke væk fra verden og vores erfaringer for at finde Gud. Det er netop hér, inkarnationens Gud har sat os stævne. Trækker vi os væk fra vores erfaringer og lader dem ”blive udenfor” i vores samtaler med Gud, spilder vi sådan set tiden. Dermed holder vi nemlig også Gud udenfor, og tilbage er en religiøs abstraktion, ikke en levende Gud, så er der bare tale om en facade og en abstraktion, der sidder og small-talker!

”I store dele af den kristne tradition er sanseerfaringer ofte blevet opfattet som forstyrrelser, der med Guds hjælp skal afvises, så vi kan hengive os til en dybere åndelighed. Men fordi vi dermed lukker af for den kontaktflade, vi har fået… lægger der sig snart en mærkelig kulde og uvirkelighed over relationen til Gud. Den bliver mere abstrakt og teoretisk, hvad enten dens ydre skikkelse er opskruet karismatisk eller distanceret akademisk…”.4)

Åndelig vejledning hjælper os til i en tryg ramme at mærke livet, som det er, og dele det med Gud, som er nær.

Guds nærvær er ”kernen”:

Uden dette nærvær måtte vi tage til takke med medmenneskelig omsorg og terapi (så værdifuldt dette i øvrigt er). Men åndelig vejledning bygger på en tillid til, at Gud også - ja, først og fremmest Han - er til stede. Hans nådige nærvær berører og interesserer sig for alle tematikker i vores tilværelse: erfaringer, drømme, selvbillede, seksualitet, kald, relationer, sår, prioriteringer… alt muligt.

Jesus er ”målestokken”:

I den forbindelse er det afgørende, at det er Jesus, der toner frem i vores Gudsbillede - at Guds ansigt og væsen er Jesus. Ellers bliver vores religiøsitet et trykkende og klemmende foretagende. Vi inviteres i evangeliet til at ”filtrere alle vore tanker om Gud gennem den endegyldige åbenbaring af ham selv i Jesus af Nazaret. Hver tanke og antagelse, som vi har om Gud, må måles på Jesus”.5)

Her rører vi ved den vigtige faktor i vores liv og i åndelig vejledning, som hedder ”bedømmelse”. De gudsbilleder, der ikke ligner Jesus, er falske billeder. De billeder, der udtrykker ligegyldighed, ikke-nærhed og forkastelse, er karikaturer og er ikke malet af Helligånden.

Bønnen er ”rammen”:

Refleksionen og samtalen - og stilheden - sker for Guds ansigt. Og alt, hvad der siges og ties, tænkes og føles, grædes og grines, gøres og høres… for Guds ansigt, dét er bøn. Gud er altid nær, men i åndelig vejledning hjælpes vi til at være særligt opmærksomme på det. Til sidst i denne artikel vil jeg beskrive, hvordan vi konkret lader det komme til udtryk i den åndelige vejledning, jeg deltager i.

Skriften er ”spejl” og ”vindue” og ”dør”:

Det er en dybtgående og skøn forandring for en fundamentalistisk opdraget kristen som mig at få mit forhold til Skriften forandret fra, at den er en ”genstand”, jeg skal forstå (rigtigt!!) - og til dels at være et spejl, hvorved jeg lærer mig selv bedre at kende, og dels til et vindue, hvorigennem jeg ser ind (eller ud!) i Guds rige, ser Jesus ansigt, og endelig en dør, hvorigennem jeg kan bevæge mig ud i Helligåndens univers, Guds kærlighedsrige. Jeg siger ikke, det er lige meget med forståelsen af Skriften, men endnu vigtigere er det at leve i hans rige og i fortroligt fællesskab med ham, som Skriften peger hen til.

Det er meget vigtigere at give sin opmærksomhed til at lade sig forvandle af Jesus end til at få ret. Det er vigtigere at bruge Skriften som drikkekilde og spisekammer end som leverandør af argumenter for mine synspunkter… vigtigere at lade sig elske og elske end at vide skråsikkert. ”… At gå til Bibelen, ikke for absolut at skulle bevise, men for af hele sit hjerte at bede; ikke for at få forklaringer, men for at blive forvandlet…”.6) Det sker, når vi under læsningen er opmærksomme på, hvordan ordene berører vort liv - og responderer på det.

Helligånden er den ”egentlige vejleder”:

Jeg synes ikke, det kan formuleres bedre end i følgende: Den åndelige vejleders opgave er ”ikke at forme disciplen til en kopi af sig selv eller få denne til at efterligne hans egen opførsel. Hvert menneske har sin egen vej at gå. En god åndelig vejviser fortæller os ikke, hvor denne vej går; han hjælper os til at finde vor egen vej ved at lytte til Ånden. Vejlederen er en medvandrer, ikke en ”gud”.7)

Langt vigtigere end at efterligne andre er det at vokse i sin egen relation med Jesus Kristus og lytte til og respondere på, hvad hans vej for mig er.

Vore længsler er ”pegepinde på Guds vilje”:

Også denne indsigt er en revolution i forhold til min opdragelse, hvor det bestemt mere var en dyd at undertrykke sine længsler end at være opmærksom på dem. I dag får jeg lov til at tro, at i sin rod er alle vore længsler fra Gud.

Jeg ved så vel som nogen, at vejen ind til de inderste længsler og vore længslers rod kan være lang, og på vejen derind træffer vi mange fordrejede og forvrængede længsler. Pointen er så, at også disse fordrejede længsler må vi ærligt og trøstigt tage med ind for Guds ansigt - snakke med Jesus om dem. Han, der i forvejen ”ved, hvad der gemmer sig i mennesket” (Joh 2, 25), er den eneste, der til fulde kan bære vores fordrejethed og rette det krogede ud og følges med os ind til vores Gudskabte kerne. Vil vi ikke røre ved de fordrejede længsler, kommer vi heller ikke i nærkontakt med den inderste og genuine Gudgivne længsel.

En konkret måde at gøre det på

Jeg har gennem mere end 27 præsteår oplevet det som dybt meningsfyldt og rigt at følges med en række medmennesker. Dog har frustrationen ofte været, at der i vores kristne virksomhed blev alt for mange ord uden jordforbindelse og alt for meget travl aktivisme. Da jeg for ni år siden for første gang deltog i en uges stille-retræte, åbnedes der en dør for mig ud til et jordnært Gudsnærvær, som mødte en længsel, jeg knapt vidste, jeg havde. Her ni år senere er jeg fortsat en begynderlærling, når det gælder åndelig vejledning, men vandringen er håbsgivende.

De sidste tre år har jeg derfor prioriteret højt at arbejde med åndelig vejledning, dels i min egen kirke, og dels i andre kristne fællesskaber, der har ønsket det. Et vigtigt element i denne vandring er, at jeg selv går til åndelig vejledning. Det duer ikke at være fritsvævende og selvhjulpen; jeg har brug for følgeskab og vejledning fra andre. Som Magnus Malm skriver et sted: ”Den, der vil forvandles alene, forbliver den samme!”

I Frikirken Salem i Frederiksværk, hvor jeg har været præst i 14 år, er ca. 25 begyndt regelmæssigt at gå til åndelig vejledning. Efterhånden er nogle af disse selv begyndt at være vejledere for andre. I forbindelse med, at jeg for nogle måneder siden sluttede i Frederiksværk og begyndte som præst i Bethelkirken på Amager, er der nu samlet et ”team” på tolv vejledere, der stiller sig til rådighed - og som jeg og andre prøver at følge med støtte og vejledning.

Den helt enkle og konkrete model for åndelig vejledning, som vi bruger, kan beskrives sådan:

1: Vi aftaler at mødes en række gange, normalt ca. én gang om måneden, til en samtale af typisk en times varighed (undertiden kortere, men sjældent længere).

2: I måneden op til samtalen har den, der går til åndelig vejledning haft en kort bibeltekst, oftest en tekst fra evangelierne, at grunde eller meditere over. Jeg anbefaler, at man i løbet af måneden læser teksten stille og langsomt en række gange - ikke med analyse-briller på, men ”med hjertet” - for at lade teksten arbejde i sit liv. Anliggendet er ikke at forstå teksten intellektuelt, men at lade sig berøre af den og at lægge mærke til og sætte ord på, hvad der berører os.

3: Når vi mødes, har jeg tændt et lys - for at fokusere på, at Jesus Kristus er verdens lys, og han er lige her, hvor vi sidder - både geografisk og eksistentielt.

4: Så beder jeg en bøn: ”Tak, du gode Gud, at du er lige her. Dit er dette sted, og din er denne tid, som ….. og jeg nu har sammen til at være særligt opmærksomme på, hvem du er, og hvad du siger. Hjælp ….. til at komme ind på det, der fylder, og hjælp mig til at lytte og gå ved siden af. Vil du lede os ad dine gode veje. I Jesu Kristi navn, amen!”

5: Så begynder jeg typisk at stille nogle enkle spørgsmål. De mest hyppige er nok: ”Hvad snakker Jesus og dig om i øjeblikket?” Eller: ”Hvad ligger øverst i dit liv?” Eller: ”Hvor er du i denne tekst?” Min erfaring er, at jo mere, min samtalepartner er blevet vant til åndelig vejledning, jo mindre behøver jeg at spørge.

Og for øvrigt er stilhed og pauser ofte noget af det vigtigste i samtalen!

6: Vi slutter med at bede og sige det til Gud, som vi har talt om. Og vi aftaler en ny tekst og en ny dato.

… Ja, så enkelt og jordnært. Men jeg har aldrig i mine mange år som præst i en frikirke fået lov til at arbejde med noget, der går så dybt og som i den grad hjælper folk i vandringen med Jesus. Når nogen lytter, løsnes sproget. Og når sproget løsnes, løsnes følelserne, og vi kommer i kontakt med vores erfaringer og længsler. Og i dem er Gud med sin nåde og sit lys.

Noter:

(1): Gerard Hughes i ”Gud i ét og alt” side 8, Forlaget Boedal

(2): David Benner i ”At vandre sammen” side 89, Forlaget Boedal

(3): Sagt af en svensk karmelitternonne og citeret af Peter Halldorf i ”Hellige rødder” side 93, Forlaget Boedal

(4): Magnus Malm i ”Hvisken fra katakomberne” side 150, Forlaget Boedal

(5): David Benner i ”At vandre sammen” side 106, Forlaget Boedal

(6): Peter Halldorf i ”Uberørt land” side 116, Forlaget Boedal

(7): Peter Halldorf i Levende Vand, nov. 2004, side 17

Gunni Bjørsted er præst i Missionsforbundet, i Bethelkirken på Amager og med i Levende Vand´s referencegruppe. Forfatter til ”Skabersmilet” og ”I virkelighedens lys”. Har udgivet CD-en: ”Med varme øjne”.

(levende Vand 1 2010)