Kirkens enhed - et mirakel, der er Helligånden værdigt 

Af de tre store kristne højtider er det nu kun to - jul og påske - der giver svenskerne ekstra fridage. Pinsen falder jo på en søndag, og anden pinsedag er strøget af kalenderen.

Et af de tydeligste tegn på kulturens sekularisering og privatisering af religionen er højtidernes forsvinden ud af vor bevidsthed og liv. Højtiderne fungerer som identitetsbevarende markører. Den tro der fejres, holder mindet levende og er et værn mod historieløshed. Den skaber fællesskab og fest omkring hændelser der skaber samhørighed med dem der levede før os, og vejleder os med henblik på fremtiden. Højtider samler og forener.

I den kristne kirke gælder dette i særdeleshed for pinsen. Den kaldes ofte for "Kirkens fødselsdag", men det er formodentlig den højtid, de fleste ved mindst om.

Pinsen er spiritualitetens fest i kirken. Den fejres for at mindes at Ånden, Levendegøreren, blev givet til de første kristne. Mennesker, der før havde været indesluttede og afventende, gennemgik en drastisk forandring. Fra da af har pinsen udgjort forskellen mellem en menighed der skrumper ind til en sekt, og en Kirke der favner verden. Helligåndens nærvær kan føles i en større og synligere enhed i kirken.

Pinsen er forudsætningen for en tro der gør en forskel, I menneskelivet og i samfundslivet, i kirken og i menigheden. Uden Helligånden forbliver Jesus en gådefuld skikkelse, Bibelen en ubegribelig bog og den kristne kirke en ængstelig institution som vogter sine grænser og værner sine interesser. Uden Helligånden bliver religionen en splittende faktor i stedet for en forsonende kraft i samfundet.

Det nye Testamente beskriver med følgende ord hvad der skete på pinsedagen: "Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige."

Pinsefolk er automatisk blevet forbundet med tungetale. Men denne åndelige gave er nu til dags vidt udbredt, også blandt katolikker og andre kristne gennem den karismatiske fornyelse der er skyllet over verdens kirker i de sidste 50 år.

Tungetale og henrykkelse. Der er ofte blevet sat lighedstegn mellem de to, og Helligånden er da også den ædru rus. Men det interessante er at den første pinsedags tungetale ikke gjorde de kristne uforståelige - de blev forståelige! Alle der mødte dem, forstod det de hørte, på deres eget modersmål.

Hændelsen er et tegn. Afarter af åndelighed skaber forvirring. En autentisk åndelighed afføder enhed. Det der skete i Jerusalem pinsedag, har et historisk modstykke i Mosebøgernes beretning om Babelstårnet. Hvad var drivkraften bag menneskehedens første tårnbyggeri? Man sagde: "Lad os skabe os et navn".

Den navlebeskuende kulturs trosbekendelse, mediekulturens mantra, den dekadente religions tungetale: "Lad os skabe os et navn!".

Gud stiger ned i sin barmhjertighed og forvirrer deres sprog for om muligt at redde os fra vort overmod: Troen på at vor gruppe, vor kirke, vort parti har eneret til sandheden.

Al splittelse sætter sig i vort sprog. Vi forstår ikke hinanden, vil ikke forstå hinanden. Uforsonlighed og sprogforvirring er to sider af samme sag. Det første tegn på den helbredelse der er sket i Kristus, viser sig i talen. Da Helligånden blev udgydt, begyndte mennesker at forstå hinanden på en ny måde. De der havde mistænkeliggjort hinanden, fører nu dialog i et nyt tonefald i en ånd af respekt og lydhørhed.

Pinsen repræsenterer i den kristne tro en erfaring der får mure til at bryde sammen. Ghettoen forsvinder i Jerusalem når mennesker fra forskellige kulturer forenes i samme længsel.

Den moderne pinsebevægelse der opstod på sidegaden Azusa Street i Los Angeles, udmærker sig ikke først og fremmest ved sin åndelige henrykkelse. Det var en åndelig vækkelse som nedbrød race- og klasseskel. I et meget opdelt samfund tændtes håbet om et fællesskab, der ikke bygger på at folk er ens. Den farvede prædikant William Seymour, som var vækkelsens forgrundsfigur, skrev i sin avis: "Pinsen får os til at elske Jesus mere og vore søskende mere. Den gør os alle til én familie."

Da pave Johannes XXIII åbnede det andet Vatikankoncil i 1961, gjorde han det med bønnen: "Send os en ny pinse!" Hans efterfølger, Johannes Paul II, skrev i sin første rundskrivelse: "Kirken i dag synes med endnu større glød og hellig iver at gentage: Kom Helligånd!" Denne bøn om Ånd er svaret på vor tids stadig dybere splittelse og konflikterne mellem mennesker og grupper i vort samfund. Den kan vise sig afgørende for kirkens overlevelse i Europa.

Spørgsmålet om grænser er ømtåleligt. Hvor stor afstand behøver en kirke til samtidens magtudøvere for ikke at være en medløber? Hvornår bliver den kristne menighed i sin iver efter at holde sig ren, en religiøs enklave hvor ingen vil smudse sig til?

Også her afspejler pinsedagen Evangeliets radikalitet. Alt det skabte blev omfattet af det der skete. Evangeliet er den sande universalisme, forudsagt af Jesus selv der foruroligede de religiøst korrekte ved sin måde at overskride grænser. Han omgikkes prostituerede, inviterede forrædere helt ind i inderkredsen, spiste sammen med de foragtede. Alt var et tegn: Gud strækker sig til det yderste, Han tager sig overhovedet ikke af vore etiketter, indenfor eller udenfor, radikal eller liberal, katolik eller pinseven.

Tider med åndelig fornyelse har i kirkens historie altid været perioder, hvor folk der før lukkede hinanden ude, begyndte at omfavne hinanden.

På pinsedagen dukker en kirke op der er profetisk, ikke moralsk. Ordet går nu i opfyldelse: "Jeres sønner og døtre skal profetere".

Hvis pinsen går tabt, risikerer den kristne tro at blive reduceret til et spørgsmål om rigtigt og forkert. Vi får en kirke der gør samfundets moralske oprustning til sin hovedopgave. Pinsedagen frigør det specifikt kristne. Det består ikke i en ny etik, men i en ny mystik, i en personlig erfaring af det mysterium Jesus talte om, da Han sagde: "Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: 'Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.'" Et åndeligt liv der ikke har radikale følger - etisk, politisk, socialt - bør der stilles spørgsmålstegn ved. Men disse følger er ikke et resultat af at mennesket har skabt sig et nyt etisk ideal. De har deres oprindelse i en dybt personlig erfaring af pinsens Ånd.

Når Helligåndens lys strømmer ind i et menneske, begynder det at se på verden med nye øjne, sådan som Gud ser den, med uendelig ømhed. En kirke er efter pinsedagen dybt rodfæstet i kærligheden til Gud. Den synes ikke at ret og sandhed er ligegyldig, men finder en anden vej end at være ensidigt engageret for eller imod en bestemt sag.

Kirken konfronterer det onde uden at plage dem der rammes af ondskaben. Dens liv er en afglans af den kærlighed der tror alt, håber alt og udholder alt. Kirken er således ikke moralsk, dens budskab til verden er ikke et modbudskab. Alligevel har dens liv, hvad den end er og gør, moralske konsekvenser. Disse konsekvenser kan aflæses i helingen af de dybe sår i samfundets legeme der udsondrer foragt og fordømmelse.

For kirken kan der ikke findes noget vigtigere end rodfæstet i sin tro og frygtløs i sin åbenhed at " drikke af Åndens ædru rus i glæde", for at citere kirkefaderen Ambrosius. En enhed der driver gæk med tidens politiske og religiøse konstellationer, ville være et mirakel der er Helligånden værdig.

Oversat af Charlotte Olden-Jørgensen

Anders Arborelius er katolsk biskop i Sverige. Sten-Gunnar Hedin var indtil 2009 landsleder af den svenske pinsebevægelse. Denne tekst er med forfatternes tilladelse taget fra deres fælles bog om Helligånden: Anden - Gud här och nu, Libris 2009.

(levende Vand 1 2010)