Det er ikke så længe siden jeg flyttede, jeg er ikke kommet i orden og mange ting har endnu ikke fundet sin rette plads. Men noget af det første jeg gjorde, var at hænge mine ikoner op. Med dem på plads følte jeg, at nu var dette mit hjem. Foran ikonhjørnet er der ro midt i kaos, både blandt flyttekasser, i mit sind, i den larmende kaotiske omverden. Der foran mig hænger Kristusikonen, Gudsmoder, min navnehelgen, Treenighedsikonen og de andre, som har fulgt mig i så lang tid. De skaber et lille rum af hellighed omkring sig og der begynder min dag.

I min gamle bønnebog står der på første side: "Før du begynder dagen, stil dig med ærbødighed foran den Almægtige Gud. Gør korsets tegn og sig: I Faderens og Sønnens og Den Hellige Ånds navn. Amen - Efter påkaldelsen af Den Hellige Treenighed, stå stille en stund og lad dine tanker og følelser frigøres fra alle jordiske bekymringer. Bed så de følgende bønner med hele dit hjerte og uden hast". Stilheden og nærværet fylder en, og bønnebogens ord, bedt af hundredtusinder, ja millioner kristne før mig giver mig samhørighed og følelsen af fællesskab, og de trykte ord bliver mine egne. Jeg må tilstå, at det er ikke hver dag jeg tager mig tid til at bede hele rækken af bønner. Men Fader Vor, Trosbekendelsen, bønner til Gudsmoder, lovprisning til Helligånden - den tid i ro foran ikonerne giver mig et holdepunkt i den dag, der lige er begyndt. På mit arbejde, i mit lille bitte kontor har jeg også et ikonhjørne. Kristus Pantokrator, Gudsmoder af Vladimir, min navnehelgen. I løbet af en arbejdsdag kan det være mange gange man har behov for blot et par minutters fred og stilhed, og da har jeg det privilegium, at jeg kan finde ro foran mit lille ikonhjørne. Jesus-bønnen kan man jo altid ha' med sig. Den er så kort, og rummer dog så meget: "Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm Dig over mig synder". Igen - Igen.

For en udenforstående er en ikon blot et billede, malet med en speciel teknik på en træplade. Men for en ortodoks kristen er en ikon først og fremmest et sakralt billede som peger på den åndelige virkelighed udenfor den materielle verden vi nu lever i.Ikonen vil fortælle om hellige mænd og kvinder som lever i evigheden, formidle en kontakt mellem beskueren og den afbildede. På denne måde vil ikonen løfte den bedende op til et højere niveau i spørgsmål om tanker og følelser. "Et vindue til himmelen" siger man ofte om en ikon. Biskop Kallistos Ware siger i en af sine bøger, at en "ikon er et mødested mellem os levende og de døde der er gået før os". Et vindue til himmelen, en afspejling af det evige
liv. Sådan skaber ikonen et helligt rum omkring sig og bliver en vigtig central plads i vort bøns- og gudstjenesteliv. Er du gæst i et ortodokst hjem og inviteret til at spise, vil du opdage, at når bordbønnen bedes, vender alle sig mod ikonen, og man står op når man beder.

Den fattige skal spise og blive mæt; dem, der søger Herren vil lovsynge Ham; deres hjerter vil leve til evig tid. Ære være Faderen og Sønnen og Den Hellige Ånd. Herre forbarm Dig. Herre forbarm Dig. Herre forbarm Dig. Kristus vor Gud, velsign Dine tjeneres mad og drikke, thi Du er hellig, nu og altid og i
evigheders evighed. Amen.

Hvor ofte sker det ikke i ens liv, at bønnen synes tør, man mangler ord, eller ordene ligefrem "tørrer" ind. Da finder jeg ofte hjælp foran mit ikonhjørne. Mit blik fanges af Gudsmoderikonen. En dyb kærlighed omslutter mig. Kristus i sin Moders favn. Udenfor tid og rum og dog så nærværende. Mit hjerte fyldes af ordløs bøn. Der er dage med glæde og med modgang. Man svigter - og svigtes. Medierne fylder en med verdens ondskab og ulykker. Regn - Sol - Orkan - Stilhed. Bekymring og uro. Fred. Hvad har jeg nået i dag? Natten der nærmer sig. Dagen afsluttes foran ikonhjørnet. Jeg tænder den lille lampe, der med sin stille flamme kaster sit lys op på de kendte billeder. Trods trætheden skal der være tid til tak og lovprisning. Bøn om tilgivelse. Forbønner. Venner eller bekendte der trænger til min forbøn. Akkurat nu står måske én af mine venner langt væk, i et fremmed land, foran sine ikoner og beder for mig. Treenighedsikonen trækker mit blik til sig. Jeg føler Guds nærvær, Hans uendelige kærlighed, på trods af al min synd og utilstrækkelighed. De tre ynglinge der besøger Abraham og Sara. De sidder ved bordet, der er dækket af en hvid dug. Kærligheden og hengivenheden mellem de tre personer på ikonen er så fint udtrykt. Midt på bordet står kalken. "Den nye pagts blod - Drik alle deraf!". Igen fællesskab - Tilgivelse.
Fader, mit håb, Søn, min tilflugt, Hellige Ånd, min beskytter, Hellige Treenighed, Ære være Dig!

Ole Andreas Dahl