Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Kirsten Kjærulff

”Et tårn af længsel vil jeg bygge”

Bønnen i Hildegards holistiske univers

 

”I Himlen er mit hjem,

dér møder jeg al skabningen;

Guds kærlighed er min lyst,

et tårn af længsel vil jeg bygge.

 

Hvad Du, Gud, vil, det vil jeg gøre.

Med den gode viljes vinger

flyver jeg op over himlens stjerner

for at gøre Din vilje.

Intet mere søger jeg eller ønsker jeg.

Jeg længes kun efter Den Hellige.

 

Lad mig, o Gud, være dit strengespil

Din kærligheds zitherklang.”

 

Kristendommen har lige fra begyndelsen været en kropslig og sanselig religion. Den er altomfattende og universel, det vil sige ”katolsk”. Ordet katolsk er afledt af græsk ”katholikós” af holos, der betyder ”hel”, ”universel”, ”for alle”. Den har derfor altid stået som en levende modsigelse af rent åndelige, mere elitære bevægelser, som for eksempel oldtidens dualistiske gnosticisme, middelalderens kætterbevægelser og nutidens nyreligiøse bevægelser.   

Frigørelsen fra Gud og den dualistiske adskillelse af ånd og materie var kernen i renæssancens og oplysningstidens paradigmeskift. Vi lod os spærre inde bag vor egen bevidstheds glasvæg, lukket inde i os selv, i vort EGO’s fængsel afskåret fra det dybe livsfællesskab med Gud og dermed også med vore medmennesker og med naturen, som nu bare blev et objekt for udnyttelse. Det fysiske og det åndelige blev adskilt (Descartes). Ja splittelsen går direkte ned gennem vor egen person: Legemet blev sjælens fængsel, sjæl og legeme blev fjender.      

På denne rationalistiske og dualistiske verdensopfattelse har vi opbygget hele vor moderne verden. Mennesket mener, at vi selv – uden Gud - kan skabe et godt og retfærdigt samfund – et paradis på jord. Det er ”Det moderne projekt”, som den marxistiske filosof, Jürgen Habermas beskrev, og som stadig er visionen for nutidens moderne, verdsliggjorte samfund. Vi ser nu, hvor dette moderne projekt er på vej hen. Både på det globale og på det menneskelige plan.

Og derfor tørster vi. Nu LÆNGES vi efter den levende Gud, efter et livsfællesskab med Gud og dermed det dybe fællesskab med andre mennesker.

Vi længes efter mening, efter den dybe sammenhæng.

Gud, du er min Gud, dig søger jeg, efter dig tørster min sjæl, efter dig længes mit kød i et tørt, vansmægtende, vandløst land” (Sl 63).

”Sjæl” og ”kød” – begge er skabt til at være hellige, derfor længes begge efter igen at blive ét med Skaberen.

 

Den kristne holisme hos Hildegard af Bingen

Den oprindelige kristne helhedstænkning finder vi udfoldet i mange dimensioner hos Hildegard von Bingen. Hun føjer intet nyt til Guds Åbenbaring eller Kirkens Tradition, men gennem hendes visioner bringer Helligånden ”troens kærne til at gløde” , så sjælen løftes til nye indsigter i de guddommelige mysterier. Hildegards visioner adskiller sig fra alle andre mystikeres åbenbaringer, fordi hun modtager dem med både intellekt og alle sanser og bagefter formår at skildre dem i dramatiske ord, i farvestrålende billeder, i digte og karismatisk musik. Her bliver det særlig klart, at kristendommen er kropslig, sanselig og altomfattende. Intet falder uden for Guds mysterium.

Hildegard af Bingen udtrykker det således: ”Med legemets øjne ser du de skabte ting, men med troens øjne ser du overalt Gud.”

Hendes teologi er blevet kaldt en ”skønhedens teologi”. Hendes gudsforhold er fyldt af sanselighed, af jubel over skaberværkets skønhed, som afspejler Guds uendelige visdom og godhed. Hun hører Ham sige: ”Jeg, den højeste og ildfyldte kraft, jeg har tændt hver gnist af liv, og død udgår ikke fra mig. Jeg råder over livet ... med visdom har jeg ordnet verdensaltet. Jeg tænder markernes skønhed, jeg lyser i vandene og brænder i sol, måne og stjerner. Med hvert åndepust vækker jeg alt til liv med en usynlig kraft, der opretholder alt.

Hildegard elsker naturen og lovpriser Gud for skaberværkets skønhed og visdom, men hun har ikke efterladt nogen lærebog i åndelig praksis eller nogen bønnebog. Heller ikke nogen bog om sin ”sjæls historie”. Her adskiller hun sig fra mange senere åndelige personligheder som for eksempel de store cisterciensiske mystikere fra Helfta og de karmelitiske i Spanien og mange andre, som fortæller udførligt om deres personlige vej til Gud.

Hildegard er først og fremmest profet, et kald som hun selv følte som en belastning, men som hun påtog sig i lydighed og ydmyghed. Gud åbenbarer sig ikke for hende for at drage hende til sig i mystisk forening, men for at sende hende ud med sit budskab til den vildfarne menneskehed. Når hun en sjælden gang bruger ordet ”Jeg” i en vision, er det altid for straks at træde tilbage, som en åben dør, hvorigennem en anden kan træde ind: GUD. Hun opsøgte aldrig selv åbenbaringen. Den kom over hende uden varsel, hvor hun gik og stod midt i det daglige arbejde, mens hun var lysvågen og nøgtern. Hun faldt ikke ekstase, som mange andre mystikere. Hun var en yderst nøgtern og disciplineret kvinde, men også temperamentsfuld og viljesstærk. Samtidig et dybt ydmygt menneske, der livet igennem følte sig uværdig til det profetiske kald, Gud havde pålagt hende.

 

Hildegards bøn

Hildegard var som barn blevet klostergivet. Hun elskede livet i klosteret og besluttede derfor allerede som 16-årig at aflægge klosterløfterne og indtræde i benediktinerordenen. Den benediktinske spiritualitet er en praktisk efterlevelse af inkarnationens virkelighed: I sakramenter, liturgi og hele den daglige livsførelse efter Benedikts Regel er krop og sjæl ligeværdige partnere i tilbedelsen af Gud. Livet er én syntese af bøn og arbejde ”ORA ET LABORA”: Hele tilværelsen gennemlyses af bøn og af Guds nærvær.

Gennem Hildegards personlige bønner stråler hendes forbundethed med natur og kosmos, samtidig med, at hendes trøst og forankring ligger i Kirken og dens sakramenter, som det fremgår af følgende to bønner, som kulminerer i udtrykkene: ”Livets brød” og ”Kongens bord” – begge udtryk for eukaristien, for højdepunktet i livet med Gud er messen, hvor foreningen med den himmelske Brudgom fuldbyrdes.

 

Bøn om hjælp

Fader, dit barn skriger til dig,

For du vil mig jo det bedste,

og jeg erkender dig som Gud.

Jeg drikker din velsignelses dug,

Og smiler til dig fra mit knuste hjerte.

Endnu gennem tårer fryder jeg mig over dig

Og råber til dig: Gud, kom mig til hjælp!

Englene svarer mig med harpeklang

de lovpriser dig, mens jeg kalder.

Din nådes morgenrøde stråler,

Livets brød rækker du mig,

fordi jeg bad dig om styrke.”

 

Kongens datter

Over stjernerne troner jeg,

for dine gaver er mig nok.

Jeg fryder mig ved paukens søde lyd,

For jeg stoler på dig.

Jeg kysser solen, omfavner månen,

jeg holder den fast, mig er det nok,

hvad den lader spire frem til mig.

Hvad skulle jeg ønske mig mere?

Jeg behøver jo ikke andet.

Alt viser mig barmhjertighed.

Jeg må bo i min Konges hus,

sidde ved Kongens bord,

fordi jeg er Kongens datter.

 

Bønnen er et arbejde

Men den daglige bøn er også et stykke regulært arbejde, ”opus dei”, for Jesus har sagt: ”Bed uden ophør”, og det praktiseres i klosteret ved at bede tidebønnerne syv gange om dagen foruden nattebønnen, vigilierne.

Tidebønnerne en liturgi, som er nedarvet helt fra Jesu tid, hvor recitationen af Davids salmer hørte med til synagogens gudstjeneste. At synge Davids salmer og andre bibeltekster næsten i døgndrift gennem et helt liv bevirker, at ens sind langsomt fyldes og formes af Guds ord. Hele den daglige tilværelse farves af denne lovprisning, disse klage- og jubelsange, som løfter sindet op mod Gud på en måde, som sjældent lykkes gennem private bønner. Det er en renfærdig, objektiv bøn, som er givet af Helligånden selv, og som vi ved har været bedt af Kirken lige siden Jesu tid. Samtidig ved vi, at de samme bønner stadig bedes af munke, nonner, præster og lægfolk over hele verden, hver dag forskellige tekster, men de samme over hele verden. Den faste døgnrytme med tidebønnerne dag og nat opdrager også den bedende til disciplin, til tålmodighed og udholdenhed, egenskaber, som er afgørende vigtige for vækst i det åndelige liv.

I den benediktinske tradition spiller musikken en afgørende rolle: Salmerne bliver sunget eller reciteret syngende på melodier, som også går tilbage til synagogesangen på Jesu tid.

For Hildegard blev musikken en himmelstige. Hun kunne med Augustin sige: ”Den, der synger, beder dobbelt”. Hun hørte også himmelske sange i sine visioner og skrev dem bagefter ned i ord og toner. Der er overleveret et stort gennemkomponeret mysteriespil samt 79 sange til forskellige kirkelige fester, bl.a. den store lovprisning af Helligånden, der citeres som afslutning på denne artikel.

 

Bibellæsning

Et vigtigt element i klosterets og Hildegards åndelige liv er bibellæsningen, ”lectio divina”, som hører med til klosterlivets faste rytme. Det at grunde over Guds ord, at bede og meditere over dem og fatte dem stadig dybere, er en vigtig dimension af klosterets bønsliv. Hildegards visioner er for en meget stor del fortolkninger af Bibelen. Hun skriver i forordet til sit hovedværk, Scivias, hvordan Gud åbenbarede sig for hende: Der ”kom et stort flammende lys som en ild ned fra den skyfri himmel. Den gennemstrømmede mit hjerte og mit bryst ligesom en flamme, der dog ikke brændte, men varmede på samme måde, som når solen varmer en ting, som dens stråler falder på. Og pludselig kunne jeg se meningen med Skriften, med Davids salmer, med Evangelierne og de andre katolske bøger i Det nye og Det gamle Testamente.” Hildegard kunne store dele af Bibelen næsten udenad, og det har været med til at forme hendes åndelige praksis i en grad, man har svært ved at forestille sig i dag.

 

Arbejdet er en bøn

Det intense liv med Bibelen har ikke kun formet Hildegards åndelige liv, men også i høj grad hendes daglige praktiske arbejdsliv. Alt er skabt til at være helligt, og det er mennesket, som Gud har sat til at forvalte dette hellige skaberværk. Derfor bliver også det praktiske arbejde en bøn: Hvert minut på dagen kan Gud lovprises også i de små daglige gøremål. Alt er skabt af Gud, og menneskets gerning er at være medarbejder på Guds værk, så derfor må man gøre sit praktiske arbejde for Guds skyld, ”for at Gud i alt må blive herliggjort”. Hildegard stillede alle sine rige gaver til rådighed for Gud. Aldrig tog hun selv æren for noget, men trådte selv ind i skyggen: ”Gud alene æren”. Men det betyder også, at hun altid var åben for Guds virkelighed. Guds nærvær gennemlyser og helliggør hele virkeligheden, så derfor har Hildegard også gået og ”snakket” med Gud om stort og småt.

Det kommer frem i hendes mange hundrede breve, hvor hun rådgiver høje og lave, gejstlige og lægfolk, konger og kejsere om åndelige og praktiske ting, om politik og helbredsspørgsmål, om teologi, musik og psykologi. Gud er med i det alt sammen.

 

Helligåndens tempel

Det kommer især klart frem i hendes naturvidenskabelige værker, bl.a. hendes lægebog, hvor hun stærkt understreger, at legemet er helligt og derfor må behandles med ærbødighed, omhu og kærlighed. Bemærkelsesværdigt er hendes frie og naturlige forhold til seksualiteten:

Menneskelegemet er gudskabt og helligt, "Helligåndens tempel". ”Som mand og kvinde skabte Han dem”. Mand og kvinde er tilsammen Guds billede. Den legemlige, sanselige kærlighed er en Guds gave, et billede på selve den skabende kærlighedsrelation mellem guddommens tre personer. Kærlighedsakten er hellig, fordi mennesket her bliver delagtigt i den guddommelige skaberakt.

I hele skaberværket er Helligånden kærlighedens livgivende kraft. Kærligheden er det skabende, livgivende princip – også på den måde er mennesket Guds billede. Først når mand og kvinde forenes i kærlighed ,realiserer de mest fuldkomment deres gudbilledlighed. Seksualiteten er derfor den legemlige side af denne gudbilledlige kærlighed. Den er skabt til at være hellig – til at være kulminationen på både det legemlige og det sjælelige kærlighedsforhold.

Mand og kvinde skal knytte sig til hinanden i troskab og blive ét kød, dvs. én levende organisme. Således bliver de også et billede på den levende organisme, som er Kristus og Hans Kirke.

Paulus siger i brevet til menigheden i Efesus: "Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket Kirken og givet sig hen for den... Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Dette rummer en stor hemmelighed – jeg sigter til Kristus og Kirken."

Jesus er brudgommen, og vi, som er ét i Hans Kirke, er Kristi brud. Jesus selv levede i cølibat, netop fordi Han i sit mystiske legeme bærer hele menneskeheden og er ét legeme med den i sin hellige universelle Kirke. Derfor er der også mennesker, som i Kristi efterfølgelse kaldes til at leve i cølibat, dvs. seksuel afholdenhed i kærlighed til Kristus og i en universel kærlighed til hele Kirken og alle mennesker.

For Hildegard, der selv som nonne lever i cølibat, er den sublimerede kærlighed til den himmelske Brudgom kilde til ekstatisk henrykkelse. I nedenstående sang lovpriser hun jomfrueligheden med en lidenskab, der lader ane, at sublimeringen af den jordiske kærlighed ikke er en jomfrunalsk apati, men et eksistentielt valg, et offer frembåret af en altbesejrende kærlighedsglød til den himmelske Brudgom.

 

Jomfruernes sang

Du blide elskede,

du som ømt omfavner os,

hjælp os at vogte

vor jomfruelighed.

Vi er fremspiret af støvet

og - ak - af Adams synd.

Meget strengt er det at modstå

nydelsens frugt,

Oprethold os, Frelser, Kristus.

Vi længes brændende efter at følge dig.

Hvor svært det er for os arme

at efterfølge dig, du uskyldsrene

Konge over alle engle.

Og dog stoler vi på dig,

fordi din længsel er at søge

ædelstenen i smuds og dynd.

Nu påkalder vi dig, Brudgom og Trøster,

du som har frelst os ved korset.

Ved dit blod er vi trolovet med dig,

ingen jordisk brudgom ønskede vi,

men valgte dig, Guds Søn.

O, du dejligste,

o søde duft af længselens frugt

vi sukker altid efter dig i tårefyldt udlændighed.

Hvornår skal vi se dig og blive hos dig?

 

Bevidstheden om, at hun selv og hendes søstre var gudviede jomfruer, trolovet med Kristus, kommer også til udtryk i den for et kloster utraditionelle skik, at Hildegard og hendes nonner på store festdage smykkede sig for deres himmelske Brudgom med udslået hår, lange, lysende hvide silkeslør, guld- og perlebroderet hovedsmykke og guldringe på fingrene ”for at Gud i alt må blive herliggjort” - hvilket naturligvis vakte en ikke ringe forargelse på nonneklostrene i nabolaget!

 

Kosmiske perspektiver

Hildegards holistiske teologi træder særlig klart frem i hendes forhold til naturen, hvor hun i sine visioner ser, hvordan det er menneskenes synder, som forårsager sygdom, ødelæggelse og død i naturen. Det er indsigter, som i vores tid er blevet uhyggeligt aktuelle. Hun hører elementerne klage: ”Elementerne bliver bragt i oprør fra øverst til nederst på grund af menneskelige ugerninger.

Med et vildt skrig råber de til deres Skaber. Du hører dem ikke klage på menneskers vis, men i stedet med alle andre tegn på deres undertrykkelse. De overskrider jo den bane, som deres Skaber har sat dem i ved deres naturstridige kredsløb, som er bragt i kaos af menneskenes synder. De klager sig over, at de ikke kan følge deres bane og fuldende deres naturlige funktioner, sådan som det er pålagt dem af Gud, fordi de af menneskenes ugerninger bliver bragt ud af naturens orden. Du hører halvkvalte og fordrejede skrig af hunger efter retfærdighed, og stanken breder sig ... Menneskene er jo ansvarlige for elementerne, ligesom også elementerne er forbundet med menneskene.”

 

Men også natur og kosmos er med i Guds frelsesplan. I Kristi menneskevordelse ser Hildegard “Guds omfavnende moderkærlighed, som er kommet ned til os. Det er den, der i omfavnelsen giver os livets næring, den står os bi i fare. Det er den dybeste og blideste kærlighed, som viser os vejen til omvendelsen”.

Kristus, som hun også kalder Caritas, Kærlighed, bærer i sin favn eller i sit hjerte hele kosmos som et kredsende hjul: “Guddommen er i sit forsyn og i sit værk lige som et hjul, som på ingen måde kan deles, fordi det ikke har begyndelse eller ende. Ingen kan fatte Guddommen, for den er uden tid. Og lige som en kreds omslutter sit indhold, så omslutter også Den Hellige Guddom ubegrænset alt i sig og overskrider alt.”

Gud vil i tidens fylde genoprette hele sit skaberværk, så alting igen bliver helligt, alting gennemtrængt af Ånd i én levende organisme, endnu skønnere end i den første skabelse.

 

Til Helligånden:

O Helligånds ild,

livets Liv for hele skaberværket,

hellig er du, alt det skabtes Levendegører.

Hellig er du, der salver de dødeligt sårede,

hellig er du, der renser de stinkende sår.

O, helligheds Ånd, o kærligheds ild,

o søde smag i vort hjerte,

o dydernes liflige vellugt, der udbredes i vor sjæl.

O rene kilde, som lader os se,

at Gud samler de vildfarne og søger de fortabte.

O livets rustning

og håb om enhed blandt alle lemmer,

o retfærds bælte, frels de velsignede.

Værn dem, der er fængslet af Fjenden,

og løs de lænkede, som Guds kraft vil frelse.

O du Guds kraft, der gennemtrænger alt,

i det høje, på jorden og i alle afgrunde,

du samler alle og føjer dem sammen til ét.

Du virker, at skyerne driver, og vindene suser,

at stenen vædes, og kilderne driver bække frem,

og jorden grønnes af frugtbarhed.

Du lader også lærde folk vokse frem

og fylder dem med visdommens ånd.

Ære være du, som er al lovprisnings klang,

Livets glæde, håb og urokkelige ære,

Du skænker Lyset selv som løn”.

 

Kirsten Kjærullf er cand. mag i musik, dansk og litteraturhistorie og forfatter til flere bøger om Hildegard af Bingen.

 

 

(levende Vand 2 2010)

 

 

Min krop længes

 

 

Gnosticisme

Af Peter Halldorf

 

”Et tårn af længsel vil jeg bygge”

Af Kirsten Kjærulff

 

Pilgrimsspiritualiteten som kroppens bevægelse

Af Elizabeth Knox-Seith

 

Er klosterlivet for alle?

Af Simon Christoffer Fuhrmann

 

De nye kommuniteter

Af Grethe Livbjerg

 

Røster fra Oldkirken:

Gå ind i stilhedens kultur

Isak af Syrien

 

Vidner:

Franz Jalics - den kontemplative livsholdning

Af Grethe Livbjerg

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk