Vi har fået flere positive tilbagemeldinger på bønsskolen, så den opfylder åbenbart et behov. Men én har også udtrykt forventninger om noget andet: Om en mere konkret, systematisk indføring i bøn.

Nu er bøn jo ikke en metode. Bøn er det mest personlige forhold der findes. Vi kan have et nok så tæt forhold til et andet menneske og dog er det kun en svag afglans af forholdet til Gud. Han er jo - som Augustin sagde det - os nærmere end vi er os selv. Bøn er i grunden bare at vågne op til virkeligheden: Gud bor i mig. Den hellige Treenighed lever sit kærlighedsforhold i min indre helligdom. Dér kan jeg forene mig med selve Kærligheden.

Derfor er det mere inspiration end belæring om metode som vækker os til bøn. Og dog: fordi vi er mennesker, behøver vi hjælpemidler.

Vi ved kun alt for godt hvor let vi glemmer selve Virkeligheden og bare lever i en skin-virkelighed. Alt det daglige lægger beslag på os, tiden går, vi glemmer... og måske søger vi endda adspredelser for at få tiden til at gå lidt hurtigere - vi keder os! Og alt imens har vi det mest spændende liv, selve Livet, i os.

Derfor må bønnen finde en vis rytme i vort liv. Man kan bede altid, på hvert et sted, men erfaringen viser at vi kun lever i stadig bøn hvis vi har faste bønstider, hvis vi har en vis disciplin i vort bønsliv. Der kommer tørre perioder i bønnen og da er disciplinen det svinghjul som holder bønnen levende.

Ingen udholdende bøn uden disciplin!

Fast tid

Hvis det er muligt, er den faste tid et must. Morgenen er den bedste tid, med mindre man er absolut b-menneske. Vær vis på at den tid du står før op om morgenen, får du igen i dagens løb ved at du arbejder mere koncentreret. Det fortælles om Luther at han til daglig mediterede én time om morgenen, men når han havde særligt pres på, så to. Jeg havde fortalt dette på en retræte, og en tid efter ringede en meget travl kvinde og fortalte at hun havde afprøvet dette. Hun skulle en weekend have en masse gæster, og det var ved at vælte hendes i forvejen spændte program. Hun tænkte: Der sker ikke noget ved at prøve, altså mediterede hun to timer disse morgener. Og alt forløb i harmoni og ro, hun blev ikke spor stresset.

Men naturligvis: Beslutter man at stå væsentligt tidligere op end man plejer, må man gå tilsvarende tidligt i seng. Det er måske især dér disciplinen skal sættes ind: At man ikke bliver hængende ved tv eller computer!

Fast sted

Vi kan lære af vore ortodokse medkristne. Når de skal indrette deres bolig, vælger de det smukkeste hjørne til ikonen. Dette sted bliver så deres bønssted. Erfaringen viser, at man lettere kommer til ro et sted hvor man tidligere har fundet indre stilhed. Betingede reflekser, vil nogen sige. Men de hører jo også med til vores menneskelige natur, og hvorfor ikke udnytte dem?

En svensk biskop sagde engang: "Vi er den første kristne generation uden religiøse billeder på væggene".

Måske er nogle af os både anden og tredje generation der lever med denne mangel. For år tilbage var der på Ålborg Kunstmuseum en udstilling af hjemmets religiøse billeder. Lige da jeg trådte ind i udstillingen, fik jeg næsten åndenød: De forfærdeligste rædsler masede sig ind på mig. Engle i korssting. Fromme sentenser i fladsting. Lysende kors! - den værste kitsch. Men da jeg havde gået lidt rundt, begyndte jeg at skamme mig over min første overlegne holdning. Der var jo da også pæne ting, og ét var i det mindste sikkert: De som havde broderet dette, og de som havde hængt det op, udtrykte deres tro, og disse billeder havde været med til at give dem en troens atmosfære i deres hjem. Endnu husker jeg at hos mine bedsteforældre hang over døren et broderet, indrammet billede hvor navnet "Jesus" lyste i ganske smukt broderi på sort baggrund. Da jeg endnu kan fremkalde det på min nethinde, må det have virket ind på mig.

Men jeg ville ikke drømme om at have lignende hængende. Og intet fra denne udstilling ville finde nåde for moderne menneskers øjne. Hvad så?

Jeg selv har et meget enkelt kors hængende over mit skrivebord. En karmelitermunk lavede det til mig for mange år siden. I karmeliterordenen symboliserer dette nøgne, enkle trækors vores askese: Jesus døde for os, men vi skal også selv afdø fra vores synder, vores egoisme, vores selv , så Gud selv kan leve i os. Dette kors skal minde mig om det. Det er smukt i sin enkelhed.

Ikonen har i de sidste år fået stor udbredelse. For vore ortodokse venner har ikonen en særlig betydning, og til marts vil en ortodoks her på siden fortælle om ikonens betydning i hans daglige fromhedsliv.

Vi kan også bare have en bibel liggende ved vores bønsplads, stille en blomst, et lys.

Men vil man finde et smukt krucifiks, en ikon eller andet religiøst, kan vi henvise til Steno-butikken.

Fast indledning

Det er vigtigt at man meget bevidst begynder bønnen. Den hellige Ignatius var som gammel soldat meget disciplineret: Han sagde: "Stands op tre skridt foran din bønsplads og betænk hvem du træder frem for". Også Teresa af Avila formaner sine søstre til at tænke over, hvem de taler til i bønnen.

Vores forberedelse kan være kort, men den er vigtig. I grunden er det Helligånden som beder i os, så det er klogt at henvende os til Ham og bede om Hans hjælp til ret at bede. Vi kan gøre det med den gamle bøn:

Kom Gud Helligånd

Fyld dine troendes hjerter (opfyld mit hjerte)

Og antænd i dem din kærligheds ild (antænd i mig din kærligheds ild)

Eller med Augustin:

Gud Helligånd, kom ind hvor jeg er åben, og åbn mig hvor jeg endnu er lukket.

Vigtigt er det helt bevidst og konkret at give Gud den tid, jeg har afsat til bøn. Jeg skal ikke søge mig selv, men Gud i bønnen.