Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Grethe Livbjerg

Påske

 

Hvilken glæde – påskeglæde. Jesus er opstået fra døden. HAN LEVER!

Mødet med kirkefædrene - kirkens første teologer - ændrede totalt min holdning til døden. Hos dem er opstandelsen i centrum. Jesus besejrede døden, og drager os med ind i opstandelsen.

”Mindet om døden er en nåde, der lægges til de øvrige gaver, som Gud giver os”, skrev Johannes Klimakus (7.årh). ”Mindet” i den forstand er et metafysisk minde, en erindring, der er vidt forskellige fra det psykologiske minde, som erfaringer har skabt. Dybt i os ved vi, at vi ”haver andetsteds hjemme”, som Blicher sang. Dette minde er forbundet med troen: ”Det er umuligt at tilbringe den kommende dag i troen, hvis vi ikke betragter den som den sidste i vort liv”. Vi stejler over for de ord. Kan man ikke leve i tro uden ustandseligt at skulle mindes døden?

Men ”mindet om døden” skal være forbundet med Jesu navn, navnet på ham, som har besejret døden. Johannes Klimakos siger: ”Måtte mindet om døden være nærværende, når du falder i søvn, og når du vågner, ligesom påkaldelsen af Jesus. Så vil du være beskyttet mens du sover”.

”Hvis ikke Kristus er opstået fra de døde, er vi de elendigste af alle mennesker”, siger Paulus. Jesu – og vor – opstandelse er kristendommens omdrejningspunkt.

Jeg oplevede engang en dåb ved neddykning. For mig, der er vant til de tre håndfulde vand hældt over barnets hoved, var det en stærk oplevelse. Præsten gik sammen med de to store børn ud i søen. Efter tur forsvandt de ned i vandet for straks igen at dukke op. De døde med Kristus og opstod med ham.

”Og er vi døde med Kristus, skal vi leve et helt nyt liv”. Opstandelsen er den grund vores etik står på. Oldkirken kaldte ethvert døbt menneske for ”en opstanden” og de kristne ”dem, der ikke frygter døden”.

Helligånden gør os bevidste om, at vi er døde med Kristus og lever opstandelsens liv. I den viden forsvinder angsten for døden. Hjertet af sten smelter og bliver et hjerte af kød; et hjerte som er følsomt for Åndens hvisken; et hjerte der er befriet fra den hårde angst. Denne erfaring er i grunden kærnen i skærsilden, sådan som pave Benedikt forklarer denne: ”I mødet med Guds uendelige kærlighed og retfærdighed erfarer sjælen sit eget utilstrækkelige gensvar, … Skærsilden er altså ikke et fysisk sted, men en dyb indre erfaring af Gud, som man oplever i bøn og som kommer til syne i vort hjerte, når det vækkes af Guds kærlighed”. 

Enhver døbt er kaldet til et liv med døden lagt bag, hvor vi ikke skal frygte legemets død.

Kirkens liv er opstandelsens liv. Den er fremfor alt opstandelsens kraft og sted. Olivier Clément siger i ”Kilder”, at Kirken dybest set er verden på vej mod sin forklarelse, verden som bliver gennemtrængt af den paradisiske fylde.

Kirken giver os opstandelsens næring: Den Opstandne selv. Kirkefaderen Irenæus siger ”Som brødet efter påkaldelsen af Gud ikke længere er almindeligt brød, men eukaristi, som består af både en jordisk og en himmelsk del, således er vore legemer, som deltager i eukaristien ikke længere forgængelige, fordi de i sig bærer håbet om opstandelsen”.

Død og opstandelse er indvævet i livet. I fødslen dør vi fra livmoderens tryghed og opstår til det menneskelige liv. Den treåriges trods er død fra spædbarnets afhængige tryghed og opstandelse til selvstændigt liv. Engang så jeg i tv en sød konfirmandpige, der ikke ønskede at blive ældre: Hun havde det så godt og trygt sammen med sine forældre. Yndigt! Men usundt. Hun skulle jo dø fra denne tryghed og opstå til større frihed, måske gennem en krise, der var svær for både hende selv og hendes forældre.

Midtvejskrisen er eksistentiel krise i ordets egentlige forstand. Myten om evig ungdom er indristet i vores psyke, og i et samfund hvor kilderne til den ægte evige ungdom er stoppede, bliver myten forvrænget i en illusion, som kosmetologer og plastickirurger lever højt på. Da må spørgsmålet for alvor stilles: Hvad identificerer jeg mig med? Min natur eller mig selv som et åndeligt væsen? Her gælder det at realisere sin dåb: at opstå til et rigere indre liv. Nu må kontemplationen, kilden til stadig fornyelse, overtage førstepladsen, hvis ikke den før har haft den. Først da kan vi leve efter Pauli ord: ”Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag” (2 Kor 4,16).

Hvis barnet kunne fortælle om den sidste tid i livmoderen, mon det så ikke ville være beretning om at det hele blev for snævert? Sådan kan det også føles når man bliver ældre: Dette liv bliver for snævert. Det er ikke ensbetydende med livslede, tværtimod! Det er en voksende livsglæde og livslængsel. Den længes bare efter større rum – efter det liv i overflod, som Jesus har lovet os.

Vi døbes til Jesu død og opstandelse, og hele vort liv skal være en øvelse i at dø og opstå.

Men: Det er jo ikke så sikkert at vi skal dø!

I hver messe siger vi: ”Vi forventer dit komme i herlighed”. Er det sandt? Forventer vi virkelig Herrens komme?

Nu er der videnskabsfolk der I ramme alvor drøfter jordens undergang. Det kan oven i købet ske på flere måder. Ikke rart at tænke på.

Men vi kristne forventer ikke undergang, men nyskabelse. Jesus sagde: ”Når I ser disse ting ske, så løft jeres hoveder, for jeres forløsning nærmer sig”. Også her gælder loven: dø og opstå.

I et interview sagde den ortodokse engelske ærkebiskop Kallistos Ware: Måske kommer Jesus i aften.

De første menigheder levede i den forventning. Nu er der gået 2000 år, og forventningen er slukket. Og dermed også dynamikken.

Vi må genoplive vores forventning: Måske kommer Jesus i aften. ”I herlighed” så alle ser ham.

Men: Han er opstanden.

 

HAN LEVER HER OG NU!

GLÆDELIG PÅSKE!

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

Synd og nåde

 

 

Når præsten synder

Af Peter Halldorf

 

Den dyre nåde

Af Dietrich Bonhoeffer

 

Sjælen som turist

Af Henrik Højlund

 

Tårerne skal frelse verden

Af Simon Fuhrmann

 

Barmhjertighedens kilde

Af Thomas Aquinas

 

Hvordan Gud danner et klostermiljø

Af Grethe Livbjerg

 

Kommunitetet på Nya Slottet Bjärka-Säby

Af Samuel Carlsson

 

Påske

Af Grethe Livbjerg

 

Røster fra Oldkirken: Landet, hvor tankerne finder ro

Af Isak af Syrien

 

Vidner:

 Starets Siluan – angerens mystiker

Af Kirsten Krog

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk