Hvordan Gud danner et klostermiljø

Hvert kloster har sin historie, hvert kommunitet sin. Dog synes der at være et fælles træk: Gud har givet sig god tid. Det mest solide fællesskab har de dybeste rødder.

I juli 1979 ringede telefonen hos forstanderen i Sionsmenigheden i Linköping, Samuel Halldorf – far til Peter Halldorf. En stemme, som repræsenterede familien Ekman, ejere af Gamla og Nya Slottet i Bjärka-Säby, spurgte: "Mon I er interesserede i at få et slot?" Jo vist var de interesserede, de havde længe søgt en lejrbygning, men dette var ikke en almindelige lejrbygning, men et stort slot: Nya Slottet. Det måtte koste millioner? Og ikke kun var det et smukt slot, men det bar også på en rig åndelig tradition, hvor Ekmannavnet spillede en stor rolle.

Nu indledtes en forhandling under den yderste diskretion. Kun få fra Sionsmenigheden anede noget. Men da sagen syntes klarlagt, kunne menigheden få herligheden at se, og begejstringen var stor. Det, de så, var dog langt fra det, vi i dag oplever: Alt var forsømt, hvert et rum skulle renoveres.

Efter at den første begejstring havde lagt sig, kom da også betænkelighederne: Var det muligt med de midler, man havde, at sætte dette slot i stand? Kunne man fylde det? Hvad skulle det bruges til, når sommerens lejre var slut?

Samuel Halldorf mærkede at stemningen i menigheden nærmede sig nulpunktet, og at selv nogle i ledelsen var ved at miste modet. Han selv troede på, at dette var Guds vilje. Noget måtte gøres.

Han bestemte sig for at lægge kortene på bordet for Harald Ekman, familiens repræsentant i forhandlingerne. Kunne han komme og over for menigheden klarlægge intentionen med gaven? Han kom. Kirken var fuld. I et halv times foredrag fik Ekman vendt stemningen.

Han fortalte, hvilken forsømt tilstand slottet var i, da hans familie overtog det i 1868. På kort tid udvikledes ikke bare en mønstergård med tilhørende landbrugsskole, men Bjärka-Säby blev også et kulturelt og åndeligt center. Han fortalte om sin far Oscar Ekmans personlighed. "Være, ikke synes" var indgraveret i hans urkæde – og i hans hjerte. Det valgsprog sammen med "Bed og arbejd" var bærende for alt, hvad der skete på slottet. Oscar Ekman samlede alle til en daglig morgenandagt. For at arbejderne kunne få regelmæssig gudstjeneste, blev det store bibliotek tømt for bøger og indrettet til det, vi i dag kender som slotskapellet. Han var kendt som den, alle kunne komme til med deres bekymringer, af hvilken art de end var. Han var den gavmilde, hvis venstre hånd aldrig vidste, hvad den højre delte ud.

"Åndeligt center" var ikke en kliché, når det knyttedes til Nya slottet, men var gennem årene blevet en virkelighed. Her samledes den nystiftede kristne studenterbevægelse. Biskop Manfred Bjørkquist sås ofte som gæst. Han stod i spidsen for Ungkyrkarörelsen, en højkirkelig vækkelsesbevægelse, som også holdt deres stævner på Nya slottet. Han knyttede forbindelse til den fremvoksende pinsebevægelse, ja talte i dens kirke, Filadelfiakirken i Stockholm.

Efter Oscar Ekmans død fandt arvingerne i hans bibel, hans kæreste læsning, et papir, hvor der stod: "Hold ud i bøn. Vigtigt frem for alt: Lev i Guds nærvær. Læg alt i hans kærlighedsfulde hænder". De ord var hans åndelige testamente.

Da Harald Ekman gik ned fra talerstolen, var forsamlingen dybt grebet. Al betænkelighed var som blæst væk. Det var nu en enig menighed, der var beredt til at overtage ansvaret for Nye Slottet. Måske havde alle ikke helt fattet, hvilke forpligtelser gavebrevet indeholdt: Med den fysiske gave fulgte en åndelig arv, et økumenisk kald, som man nok først i dag er ved at opdage rækkevidden af.

Den 1. april 1980 kunne man i svenske aviser læse: "Kirke får slot". "Familien Ekman forærer pinsekirken i Linköping det smukke Nya Slottet i Bjärka-Säby". Det var 1. april, så rundt omkring ved morgenbordene blev der smilet: aprilsnar!

Men de kommende dage skulle vise, at historien var god nok. Naboer kunne se Sionsmenigheden møde talstærkt op og begynde den renovering, man havde forpligtet sig til i gavebrevet. I dag er det en skøn oplevelse at blive guidet rundt på slottet. Alt er smukt og velholdt. Men det syn, der mødte pinsemenighedens medlemmer, kunne nok tage modet fra de fleste: Her krævedes en kæmpeindsats og stor offervillighed. Ved et møde den 30. marts 1980 meddeltes, at menigheden allerede havde samlet 653.000 kr. ind til arbejdet. Blandt menighedens medlemmer fandtes den professionelle kompetence, som opgaven krævede. Det var en af Östergötlands mest erfarne havearkitekter, som straks tog fat på den noget tilgroede park, og efter sin pensionering i 1985 lagde alle sine evner og kræfter i slotsparken. Nu har han successivt overladt arbejdet til Samuel Carlsson, en af de unge i kommunitetet. I en af salene stod smukke gamle møbler, hvis betræk var nedslidt og hullet. En tapetserer fra menigheden fandt på loftet ubrugt stof af samme slags som det slidte, men der var ikke nok til alle stole. Hvad gør man så? Han knælede ned og bad – og stoffet rakte lige akkurat til. Sådan kan der fortælles mange historier, Hvor mange timers arbejde er ikke nedlagt her? Man har beregnet ca. 100.000. Hvor mange bønner er ikke bedt? Menigheden forvandlede slottet – og blev selv forvandlet.

Er det underligt, at man her føler en lethed i bønnen? Stedet ånder bøn.

Menigheden havde for 1980 valgt som motto: "For Gud er alting muligt". Ofte mindede Samuel Halldorf dem om dette – og han ønskede også at forkynde det efter sin død, så det skulle stå på hans enkle gravsten.

Århundredgamle rødder

Bjärka-Säby er kendt for Nordens største egelandskab. Her står gamle ege, hvis rødder rækker hundreder af år tilbage. Ligesom Bjärka-Säbys åndelige rødder. Birgitta af Vadstenas morfar er den først kendte ejer til gården Bjärka. I dette landskab har munke fra det berømte kloster Clairvaux i 1100-tallet vandret for at finde et sted at bygge kloster. Ruinerne i Alvastra viser os, hvordan de har levet. Da Birgitta i 1342 kom hjem fra sin pilgrimsrejse til Spanien, bosatte hun sig dér sammen med sin mand, og da han døde et par år senere, begyndte Birgittas mission som profet, som ordensstifter. Hun bosatte sig i Rom, og dér fik hun besøg af den daværende ejer af gården Bjärka, Sveriges første kendte havearkitekt, Johan Petterson. Ham pålagde hun at rejse hjem og bygge et kloster i Vadstena – Nordens første birgittinerindekloster – og han anlagde også den berømte klosterhave, hvor der i dag står en statue af ham.

Bjärka-Säby blev et sted, hvor bøn og arbejde er vævet sammen, og hvor kirkens enhed, som lå den hellige Birgitta så varmt på sinde, har fået nye udtryk. Her bedes den bøn, som ledte Birgitta: "Herre, vis mig din vej, og gør mig villig at vandre den".

Midt imellem klosterruinen i Alvastra og Vadstena knejser et stort nyt kloster højt over landskabet: Helliga Hjärtas Kloster, et levende benediktinerindekloster, hvis søstre betyder uendelig meget for de unge i Bjärka.

Retræte og kommunitet

Slottet kunne udlejes til høje priser, men ledelsen besluttede at gå den ydmyge vej, følge givernes intention og primært satse på retræter.

Enhver retræteleder kender forskellen på at lede en retræte i et tomt hus og i et hus, hvor der lever et bedende fællesskab, der har et regelmæssigt gudstjenesteliv. Også det sørgede Gud for.

To behov faldt sammen: slottet behøvede arbejdere, der kunne danne et miljø. Unge mennesker ønskede at leve en slags kommunitetsliv. I 1996 indledte to unge mænd et stærkt disciplineret liv i monastisk stil: Daglige tidebønner, begyndende med laudes kl. 6. Faste tider til personlig bøn og åndelige læsning. Til arbejde og fritid.

Flere kom til, der måtte indrettes en klausur. Efter nogle år kom der også unge piger, og en anden klausur blev indrettet et stykke fra slottet.

Opholdet dér var tidsbegrænset: Mindst et og højst tre år bandt man sig for. Mange af de unge var teologistuderende, og hvilken værdi kunne sådan træning ikke give til et fremtidigt liv i Kirkens tjeneste?

Ethvert kommunitet har sin egen spiritualitet. Bjärka-Säbykommunitetets spiritualitet kommer stærk til udtryk i det seneste skud på stammen: Johannesakademiet, "et studie- og samtalemiljø for økumenisk teologi, orienteret mod den monastiske tradition i Oldkirken". I et voksende bibliotek findes nu seks studiepladser. Der afholdes seminarer.

Og ikke at forglemme de store møder, der startede med vintermødet i 1999 med 800 deltagere. Siden har der også været et møde for præster med 400 deltagere – og i februar 2011 er planlagt et præstemøde, hvor indbyderne udover kommunitetet er Pinsekirken, den katolske Kirke og dele af Svenska Kyrkan.

Mere og mere fuldendes gavebrevets intention: "Hovedintention med gaven er at skabe et centrum for religion og kultur … også åbent for internationale kontakter i økumenisk ånd".

Meget mere burde nævnes: Det musikalske liv med koncerter i den smukke rotunde med den fine akustik, der tiltrækker unge musikere. Bibelskolen hvor unge gennem et års bibelstudier formes til en tjeneste i kirken. Og ikke at forglemme: Cafeen med de lækre kager, bagt af menighedens medlemmer, der sommeren gennem tiltrækker de lækkersultne.

Litteratur:

To bøger der kompletterer hinanden:

Peter Halldorf: Kyrka får slott, Silentium 2010.

Denne bog fortæller hele slottets historie.

Emanuel Eriksson & Lydia Halldorf: Mat är kärlek på Nya slottet Bjärka-Säby, Cordia 2009.

Ud fra køkkenet som centrum skildres i ord og billeder hele den omfattende virksomhed på Nya Slottet. Denne bog er et vidunderligt kunstværk.

Grethe Livbjerg er redaktør af Levendevand.dk

(Levende Vand 3 2010)