Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Peter Halldorf

Når præster synder

 

Når fristelsen til at foragte den, som er faldet, melder sig, plejer jeg som kur mod mavesurhed at tænke på den skotske præst Alexander White. Historien er følgende: En kendt person i Edinburgh var blevet afsløret i en skandale og dømt til fængsel. Søndagen efter den afsluttende retsforhandling sidder Alexander White i sin katedral. Om få minutter skal han stige op på prædikestolen. Da kirkeklokkerne ringer, vender han sig om til sin medarbejder, siger den nu dømte mands navn og tilføjer: "Den mand hører disse klokker i sin celle. Det kunne have været mig."

Det kunne have været mig.

Muligvis kunne vi forestille os at udtale en sådan bekendelse om et eller andet uskyldigt fejltrin, men også om tilværelsens virkelige genvordigheder? Også om det uforklarlige svigt?

Kunne det have været mig?

Der findes tanker, som føles uudholdelige, sårende.

Mig? Aldrig!

Blandt eneboerne i 300-tallets ørkenvækkelse, en åndelig bevægelse, som voksede så længe, den forblev under jorden, dyrkede man en skånselsløs jagt på den personlige stolthed.

"Vi har hørt, at du er en rigtig horebuk", sagde nogle drilagtige unge på besøg hos en af de gamle munke.

"Helt korrekt! Det passer", var svaret.

"Du synes også at være et værre snakkehoved og en løgner".

"Jo, det er jeg da".

"Og du er også en vranglærer".

"Nej, det er jeg ikke!"

Drillepindene undrede sig sikkert over, at manden tog de indledende beskyldninger til sig, men ikke den sidste.

"Det første, det er bare nyttigt for min sjæl at høre. Men at være en vranglærer, det er at være skilt fra Gud, og det vil jeg ikke være." 1)

Den, som i ørkenens øde ser ned i sin indre afgrund, får indsigter, der er lige så frygtelige, som de er fascinerende. Det højeste og det laveste hos mennesket bor tæt på hinanden. Helgenen og horebukken er helt almindelige mænd.

Det menneske, som har mødt sig selv på dybet får længere til foragt. Men endnu vigtigere er, at det herefter med Pauli ord til ynglingen Timotheus ved, at det må "give agt på sig selv" (1 Tim 4,16). Det gælder om ikke at skyde slåen for sine døre til den "farlige" verden og endnu mindre om at lade selvkontrollen hvile. "Syndens bedrag" (Hebr 3,13) er en opfordring til dagligt at arbejde med sig selv, i særdeleshed for den, som betros med det ansvar at være hyrde og vejleder for andre.

 

Alfred Lorenzen

En, der lærte mig meget om disse ting, både om glæden og om alvoren i at findes værdig til den tillid at måtte tjene som præst, var Alfred Lorenzen. Under nogle vigtige år i begyndelsen af 1980'erne var han min åndelige far. Han døde i 1988 kort efter at have fået besked om, at han var alvorligt syg, kun 49 år gammel. Jeg glemmer aldrig begravelsen. Den fandt sted i Helligåndskirken på Strøget i København. En kvindelig præst fra folkekirken ledede gudstjenesten, og deltagelsen var overvældende. Det var usædvanligt, ja unikt, for det var jo lederen af en bevægelse i kristenhedens udkant, vi tog afsked med.

Men Alfred Lorenzen var ingen almindelig pinsepræst. Hverken før eller senere har jeg mødt hans lige. Vi var en gruppe unge præster, som var ham meget hengivne. Han elskede os som en ven og opdragede os som en far. Jeg har kendt få mennesker som ham, for hvem Gud var så virkelig, så nærværende i alt. Først mange år senere har jeg forstået, hvor meget han virkelig betød for mig på min egen åndelige vej.

Når jeg i dag tænker på det lod, han sænkede ned i os, som sad ved hans fødder og iagttog hans liv, mærker jeg frem for alt betydningen af to ting: Han lærte os at elske Gud over alt andet og at sky synden mere end alt andet.

Han elskede ikke kun os, der var hans disciple. Han kunne også være meget streng. Frem for alt i en henseende: det ansvar, som det indebærer at træde frem som åndelig lærer. Et folks største behov var efter hans opfattelse dets lederes hæderlighed; en kirkes største behov er præstens personlige helliggørelse.

Jeg indser, at dette er et standpunkt, som nu ofte opfattes som forældet. Det er i dag langt fra indlysende, at man skulle kunne stille større krav til præsten end til sognebørnene. Det er få, som stadig mener, at en præst må gå af, når han har begået en alvorlig synd. Bare han angrer og beder om forladelse, så kan han vel fortsætte som hidtil? Gud er jo barmhjertig og tilgiver synder.

Det hændte, at præster, som var faldet i synd, kom til min åndelige far. De græd, de var fortvivlede, de angrede. Og han græd med dem. Han sørgede med dem, han omfavnede dem, han beskyttede dem. Han sagde: Gud har tilgivet dig, og jeg tilgiver dig. Men han sagde også: Du må ikke fortsætte med at prædike.

Hårdt og ubarmhjertigt? Således er det også meget sjældent, at det i dag nævnes, at alt lederskab bygger på karakter, ikke karisma. I spørgsmålet om forførelse er Gud streng. Når en åndelig leder forbryder sig mod et andet menneske og angrer det, så er dem, han er ansvarlig overfor, forpligtede til at tilgive. Det er en kristen pligt altid at tilgive. Men hvis de også lader ham fortsætte i sit embede – tilsyneladende som om intet var hændt – medvirker de til en endnu værre forførelse: den subtile underminering af menneskers bevidsthed om syndens alvor, som altid bliver følgen, når en overtrædelse ikke anses at kræve bod. For slet ikke at tale om den indre rystelse, svigtet forårsager hos mange af dem, som har set op til lederen.

 

Dødssynder og andre synder

Det er blandt andet i det perspektiv, Biblen taler om "større" og "mindre" synder. Synde gør vi alle dagligt, eftersom "Enhver uretfærdighed er synd" (1 Joh 5,17). Det er til de troende og døbte, Johannes skriver ordene: "Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor" (1 Joh 1,8). "Alle begår vi mange fejl" (Jak 3,2), siger Jakob. Derfor har vi brug for dagligt at give og modtage tilgivelse.

"Synd" har i kristen sprogbrug altid sit ophav i naturlige behov. Når behovet bliver orienteret forkert – ofte fordi det ikke bliver mættet – "bøjes" det og forvandles til et begær. "Når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden" (Jak 1,15), skriver Jakob videre i sit brev. At skelne mellem behov og begær er afgørende i kristen sjælesorg. Behovet er noget, som vi skabes med, det er helt igennem godt. Begæret kan ofte spores tilbage til et forsømt eller undertrykt behov; det kan forklare, hvorfor jeg handler, som jeg gør, men aldrig forsvare min handlemåde.

Klassisk teologi har med støtte i Biblen altid ment, at der findes mindre alvorlige og mere alvorlige synder, såkaldte "dødssynder" (1 Joh 5,16-17) eller "dødbringende" synder. 2) Udtrykket "synd til døden" hos Johannes er svært at tolke, men viser at man allerede i urkirken anså visse synder for at være mere alvorlige end andre. Sandsynligvis menes en synd, som begås med fuldt overlæg, med "fuld bevidsthed og med overvejet samtykke",3) uden vilje til at indse eller erkende handlingens alvor. En sådan synd svækker ikke kun kærligheden, men dræber den. Den katolske Kirkes Katekismus giver en oplysende definition af de to begreber i netop den henseende: "Dødssynden ødelægger kærligheden i menneskets hjerte ved en svær krænkelse af Guds Lov. Den vender mennesket bort fra Gud, som er dets endemål og salighed, ved at foretrække et ringere gode frem for Ham. Den tilgivelige synd lader kærligheden bestå, men krænker og sårer den".4)

Tidligere talte teologer endda om "himmelråbende synder". Abels blod (1 Mos 4,10), sodomitternes synd (1 Mos 18,20; 19,13), skriget fra det undertrykte folk i Egypten (2 Mos 3,7-10), den fremmedes, enkens og den faderløses klage (2 Mos 22,20-22), uretfærdighed mod lønmodtagere (5 Mos 24,14-15; Jak 5,4) er eksempler på synder, om hvilke Biblen siger, at de "råber til himlen".

Hvis synden yderligere begås af nogen med ansvar for andre, en åndelig leder, skærpes alvoren yderligere. Jesu veråb er aldrig strengere, end når han vender sig mod dem, som har sat sig på Moses' stol, og som "ikke selv gør, hvad de siger" (Matt 23,3). Lederen bærer ikke kun ansvar for sit eget liv, men også for andres. Hans liv kan hjælpe eller hæmme andre i deres stræben efter hellighed. "Giv agt på dig selv og på den undervisning, du giver, hold fast ved det; for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig" 1 Tim 4,16), skriver Paulus til Timotheus.

Når det stod dårligt til med præsteskabet i Israel – de horede med de kvinder, der gjorde tjeneste i templet – hedder det om deres synd, at den "var meget stor, da det var Herrens offer, de viste foragt for" 1 Sam 2,17). Og om de unge mænds far, præsten Eli: "Min dom over hans hus skal stå fast til evig tid på grund af hans skyld; han fik ikke sine sønner talt til rette, skønt han vidste, at de forbandede Gud" (1 Sam 3,13). På lignende måde taler Jeremias om profeterne, som "horer og farer med løgn": Deres synd er dobbelt alvorlig, fordi "de opmuntrer forbryderne, så ingen vender om fra sin ondskab" (Jer 23,14). Religiøse lederes letsindighed får konsekvenser langt ud over dem selv: "For gudløsheden har bredt sig fra Jerusalems profeter til hele landet" (Jer 23,15).

 

Et spørgsmål om integritet

Origenes fra Alexandria var en af oldkirkens mest blændende åndelige lærere. Men det var hans eksempel mere end hans prædikener, som efterlod det stærkeste indtryk på omgivelserne. "Hans liv var som hans tale, og hans tale som hans liv", sammenfattede kirkehistorikeren Euseb det.

Det fortælles, at Origenes engang afsluttede en diskussion med nogle biskopper ved at sige til dem alle: "Lad jer forvandle!" At undervise i den Hellige Skrift forpligter til et helligt liv. Præstens vigtigste aktiv er hans liv. Men livet kan også blive hans største belastning.

Det har i Kirkens historie været indlysende, at man måtte stille større krav om moralsk rygrad og personlig helliggørelse til præster end til andre. "Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet" (1 Kor 9,27), siger Paulus, når han skal begrunde, hvorfor han er strengere mod sig selv end mod andre. "For at give jer et forbillede, så I kan efterligne os" (1 Thess 3,9), er hans begrundelse for af og til at afstå fra det, han har ret til. "Tænk på jeres ledere, som har talt Guds ord til jer", siger Hebræerbrevet og formaner os til at "betragte udfaldet af deres livsløb" (Hebr 13,7). Det personlige liv og ikke det tøj, han bærer, eller den titel, han har stående på sit visitkort, giver præsten hans troværdighed som åndelig leder.

Når Paulus opregner de kvalifikationer, som en leder af menigheden bør måles på, er det altid karakteren, der fokuseres på (1 Tim 3,1-7; Tit 1,5-9). Udstråling, talefærdighed og evner giver ikke forret. Det personlige eksempel er afgørende. En leder i Kirken bør derfor være "ulastelig" (1 Tim 3,2), skriver han til sin åndelige søn Timotheus. Og i brevet til Titus: "Som Guds husholder må en tilsynsmand være en, der ikke er noget at udsætte på" (Tit 1,7).

Nej, det, der efterlyses, er ikke fejlfrihed; det er integritet, det handler om. Et liv, som er helt, et liv støbt i et stykke – et liv, som er til at stole på, og som man kan støtte sig til. Den, som prædiker forvandling for andre, må selv være rettet mod Kristi efterfølgelse. De, som er Åndens mund, forventes også at bære Åndens frugt. Den, som har fået myndighed til at tilbyde nåde, bør have smagt sandhedens sværd i sit eget liv. Som Dietrich Bonhoeffer udtrykte det: "Først når man lader Guds lov gælde for sit liv, kan man også vove at tale om nåden".5) Og Dag Hammarskjöld: "Du må være streng mod dig selv for at have ret til at være mild mod andre".6)

Hvad burde på denne baggrund være det første passende spørgsmål i en ansættelsessamtale med den potentielle pastor eller præst?

Muligvis dette: "Har du mødt lidelse her i livet"?

Det Nye Testamentes ord og det ovenfor sagte kunne ellers let få det til at lyde, som om ingen andre skulle gøre sig besværet end dem, som fra naturen er tilbøjelige til selvbeherskelse og askese. Et stoisk ideal, som få kan leve op til og endnu færre identificere sig med. Sandheden er snarere, at vejen kan være længere for den, som hurtigt og let føler sig hjemme på selvdisciplinens vej: Risikoen for at anse sig for retfærdig, at stole på sin egen styrke, mere end på Guds nåde, er overhængende. Som en af ørkenfædrene siger: "Jeg foretrækker en synder, som ved, at han har syndet og omvender sig, frem for en, som ikke har syndet og anser sig for at være retfærdig." 7)

Et troværdigt liv, gennemlyst og forædlet i sin menneskelige skrøbelighed, det er frugten af Helligåndens gerning i det menneske, som har afklædt sig sit panser, nået til bunds i sin uværdighed og bekendt sin absolutte afhængighed af Gud. Den inkarnation, Paulus kalder "Kristus i mig" er ikke mulig – det vidner helgenernes erfaring enstemmigt om – uden den smerte og den lidelse, heriblandt ikke mindst sorgen over egne synder, som driver mennesket frem til det punkt, hvor det kan bevidne og sige: "Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig" (Gal 2,20). Derfor bygger al kristent lederskab, ja alt kristent liv, på korset. Apostlen er den første til at sige: "Jeg er korsfæstet med Kristus" (Gal 2,19). Hans vidnesbyrd stod for en radikal og smertelig nedbrydning af alle de ambitioner og idealer, han havde bygget sit tidlige, så selvsikre livsprojekt på. Bag talen om korset fandtes ikke kun en gennemtænkt teologi om Kristi lidelse og død, men lige så meget en personlig erfaring af smerte, hengivelse, foragt og fattigdom, som blev Paulus' lod fra den dag, han begyndte at vandre ad efterfølgelsens vej.

Et af den tidlige Kirkes mest interessante vidnesbyrd om lederskab, den lille bog Om præsteembedet af kirkefaderen Johannes Chrysostomos, sætter denne holdning i relief. Johannes forsøgte selv at gemme sig, da rygtet nåede ham, at han var blandt kandidaterne, da menigheden ledte efter en ny præst. Han skriver: "Dem, som vil foreslå nogen som egnet til præsteembedet, kan ikke nøjes med det almindelige omdømme, men må frem for alt selv undersøge ham. ... Hvorfra kommer ellers uorden i menighederne? Jeg kender ingen anden grund end letsindig og sjusket eksamination og udvælgelse af præster." 8)

For Johannes er præstegerningens alvor så stor, at den spontane reaktion, når man selv kommer på tale, bør være at undslå sig. Den, som stræber efter det, har allerede derigennem afsløret, at han er uegnet.

Og hvad så, hvis man er blevet betroet med præstegerningen, men begår en så alvorlig fejl, at tilliden i betydeligt omgang er nedbrudt? Så skal man ikke afvente andres dom", mener Johannes, "men komme begivenhederne i forkøbet og selv nedlægge sit embede".9)

 

Bod og bedring

Hvordan skal dette forstås? Findes der ingen tilgivelse for præsten, når han synder?

Johannes ville nok have svært ved at forstå spørgsmålet. Det drejede sig jo slet ikke, om man skulle tilgive eller ej. Det var indlysende. Tilgivelsen burde snarere være større for præsten end for andre, for hans synd var jo "større", fordi den medførte, at også andre – dem, hvis forbillede han havde været – ville falde på grund af ham.

Nej, det, som det handler om, var boden, ikke tilgivelsen.

Tabet af boden i den kristne sjælesorg har medført en stor ulykke for kirken i moderne tid og er grund til det forræderi mod mennesket – og mod evangeliet – som Bonhoeffer kalder "billig nåde". Barmhjertighed uden bod er noget dybt ubarmhjertigt: Man tager ikke længere mennesket så alvorligt, som det fortjener. Ligesom heller ikke synden tages alvorligt. Når talen om "nåde" og "barmhjertighed" affærdiger boden som en rest af gammel gerningsretfærdighed, befæstes indtrykket af, at synden ikke behøver at have konsekvenser, når "bare" man angrer det onde, man har gjort. Hvilken far fordømmer sin søn, når han angerfuldt fortæller, at han har smadret naboens forrude med sin bold? Men er faderens tilgivelse identisk med, at "det ikke gjorde noget"? Det skete er tilgivet, men den skade, der er sket, får alligevel konsekvenser. Nogen må betale for den smadrede rude.

At gøre bod handler om godtgørelse og helbredelse. Denne dobbelte betydning kommer godt til udtryk i ordet bod. At gøre godt igen, ikke for at tilgivelse – den er af nåde og helt uafhængig af boden – men for at genoprette den skade, jeg har påført andre. De fleste af os ved af egen smertelig erfaring, at brudt tillid ikke genoprettes bare ved, at man siger "undskyld". Det, som er gået i stykker, må læges – bødes – og det tager ofte tid. Gennem anger og bekendelse forsones mennesket med Gud og sine medmennesker, men det ophæver ikke automatisk de negative følger af synden. De må repareres. Både sårene i mit eget indre såvel som de sår, min synd har påført andre mennesker, har behov for at blive helbredt. Og der er få ting, menighedens tro skades så meget af som de svigt, dens hyrde begår. Har jeg begået en så alvorlig synd, at jeg er blevet en anstødssten for mennesker, en hindring for deres tro, er det af hensyn til helbredelsen, at jeg – med Chrysostomos' ord – bør "nedlægge mit embede", i det mindste for en tid.

At dette tidligere i historien har været en almindelig holdning fremgår af de bevarede udkast til forskellige kirkemøder. Om den bodspraksis, som gjaldt åndelige ledere i middelalderen, skriver Michael Nordberg i bogen Den dynamiske medeltiden: "Præster, som forsynder sig, må se frem til tre til fem års bod, munke til syv år og biskopper til ikke mindre end tolv år plus en degradering. Havde de oven i købet syndet med en gift kvinde, skulle de afsættes fra alle kirkelige embeder og for livstid spærres inde i et kloster."

Findes der så ikke nogen vej tilbage for den leder, som gennem sin synd er blevet en "anstødssten" for menigheden og samfundet? Allerede i 200-tallet opstod der uenighed om strengheden af den bod, man skulle kræve af kristne, som var faldet fra, men ønskede at vende tilbage til menighedens fællesskab. Nogle fulgte en stram, legalistisk linje: I tilfælde af visse synder var vejen for altid lukket. Andre mente, at de, som havde syndet, umiddelbart skulle optages i fællesskabet. Kirken endte dog i overensstemmelse med den måde, man opfattede Skriften på, med at vælge en middelvej: Syndens alvor måtte ikke udvandes, men boden skulle være begrænset.

Biblens to klassiske eksempler på åndelige ledere, der faldt i alvorlig synd og genvandt tilliden, er David og Peter. I begge tilfælde er forudsætningen for tillidens genoprettelse den samme – dyb anger og sønderknuselse over sin synd; i begge tilfælde er boden også begrænset. Hos hyrdekongen David eksisterede der til start ikke nogen virkelig indsigt i alvoren af den forbrydelse, han havde begået, da han havde taget en anden mands hustru og planlagt mordet på hendes mand. Som rettroende israelit savnede han på ingen måde viden om det forkerte i sin handlemåde. Men det er først, da hans psykologiske forsvar smuldrer, at han virkelig indser, hvad han har gjort: "Min synd bekendte jeg for dig, og jeg skjulte ikke min skyld" (Sl 32,5). Fra profeten Nathans mund fik han i samme øjeblik at høre: "Så tilgiver Herren din synd. Du skal ikke dø" (2 Sam 12,13). Men selv om hans synd var tilgivet, fik den konsekvenser: Den søn, Batseba fødte, døde.

Det er næppe muligt at forestille sig et grovere svigt end Peters fornægtelse af Jesus. Efter tårerne i fornægtelsens nat følger boden ved Genesaret sø, koncentreret om de tre spørgsmål på stranden. Sjælesørgeren Jesus er lige så skarp, som han er mild. Uden skygge af fordømmelse eller moralisme lader han Peter erkende dybet i den synd, han har begået, ved at konfrontere ham med spørgsmålet om – kærligheden. Den person, hvis bekendelse var højere end alle andres, var faldet dybere end alle andre. Nu blev han mødt med ordene: "elsker du mig mere end de andre?" (Joh 21,15). Et stilfærdigt spørgsmål, et tveægget sværd!

Hvad mere er der at sige? "Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær" (Joh 21,17).

Den betingelsesløse tilgivelse – ikke syv gange, men halvfjerds gange syv – er evangeliets "salighed og gådefuldhed". Og dér, hvor synden var "større", "er nåden blevet så meget desto større" (Rom 5,20). Men i kampen mod synden står meget på spil (Hebr 12,4). Meget kan genoprettes; tilliden kan genskabes, selv om det tager tid. Og det bør for alles skyld tage tid. Men hvor sorgen ifølge Guds mening – grunden til al bod – er til stede, dér kan selv det mest alvorlige anstød blive ophævet og tilliden genvundet.

 

Kærlighed og alvor

"Flere brændinger bruser mod præstens sjæl, end der er storme, som oppisker havet",10) skriver den gyldenmundede Johannes Chrysostomos. Den kristne menighed har derfor et særligt ansvar for gennem stadig forbøn at rejse en beskyttelsesmur omkring sine ledere. Og den, som betros med ledelsesansvar i kirken må mere end andre vogte på sit liv og levned. "Stræb efter at stå din prøve for Gud som en arbejder, der ikke behøver at skamme sig" (2 Tim 2,15). At leve i lyset for Gud, men også over for en personlig sjælesørger, som man regelmæssigt betror sig til og skrifter for, det er den sikreste beskyttelse mod "syndens magt til at bedrage".

"Kun få af jer skal være lærere ... vi får en særlig hård dom" (Jak 3,1), skriver Jakob. Usikkerheden over for embedets alvor forstærkes af indsigten i vor egen svaghed og utilstrækkelighed. Præsten må ligesom abba Agathon i fortællingen fra ørknen mere end andre besinde sig på sin manglende hellighed og ligesom Johannes Chrysostomos indse sin uværdighed – og samtidig mere hengivent end andre søge at besvare kaldet fra ham, som siger: "I skal være hellige, for jeg er hellig" (1 Pet 1,16).

Der findes ingen anden vej end kærligheden til Gud, som samtidig er ydmygheden. Johannes, kærlighedens apostel, taler ikke kun med større skarphed end andre om syndens trussel. Han har også klarere end de fleste andre forstået nådens tyngde: I sidste instans er det alene kærligheden, som formår at modstå fristelsen. "Enhver, som bliver i ham (Kristus), synder ikke" (1 Joh 3,6). Hvordan skulle den elskende kunne svigte den elskede? På den måde er nåden ikke kun vor redning, når vi er faldet; den formår også at gøre det rodfæstet, som giver kraft til at "stå Djævelen imod" (Jak 4,7; jf. 1 Pet 5,9; Hebr 12,1). For Guds nåde "opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster" (Tit 2,12).

Derfor er der intet højere kald for en kristen leder, ja, for en kristen slet og ret, end at lade sig drages ind i den kærlighed, som forvandler hjertet og livet. Samtidig med at man med Chrysostomos varetager sit embede med største alvor. Og med Agathon ikke tager sig selv alt for alvorligt.

Oversat af Sebastian Olden-Jørgensen

 

Peter Halldorf er leder af Ekumeniska Kommuniteten i Bjärka-Säby og redaktør af det svenske tidsskrift Pilgrim.

 

Noter: 

  1)  Øreknfädernas tänkespråk, Artos 1982, s. 35.

  2)  Thomas Aquinas: Summa theologiae, I-II, 889, 2.

  3)  Den katolske Kirkes Katekismus, nr. 1857.

  4)  Sammesteds, nr. 1855.

  5)  Citeret efter Anders Piltz: Honung ur klippan, Artos 2000, s. 51.

  6)  Dag Hammarskjöld: Vägmärken, Bonniers 1963, s. 89.

  7)  Abba Sarmatas, Örkenfädernas Tänkespråk, s. 146.

  8)  Johannes Chrysostomos: Om prästämbetet, Artos 1993, s. 53, 69.

  9)  Sammesteds, s. 69-70.

10)  Om prästämbetet, s. 67.

 

 

(levende Vand 3 2010)

 

 

Synd og nåde

 

 

Når præsten synder

Af Peter Halldorf

 

Den dyre nåde

Af Dietrich Bonhoeffer

 

Sjælen som turist

Af Henrik Højlund

 

Tårerne skal frelse verden

Af Simon Fuhrmann

 

Barmhjertighedens kilde

Af Thomas Aquinas

 

Hvordan Gud danner et klostermiljø

Af Grethe Livbjerg

 

Kommunitetet på Nya Slottet Bjärka-Säby

Af Samuel Carlsson

 

Påske

Af Grethe Livbjerg

 

Røster fra Oldkirken: Landet, hvor tankerne finder ro

Af Isak af Syrien

 

Vidner:

 Starets Siluan – angerens mystiker

Af Kirsten Krog

 

 

Noter

 

1

Øreknfädernas tänkespråk, Artos 1982, s. 35.

    

2

Thomas Aquinas: Summa theologiae, I-II, 889, 2.

 

3

Den katolske Kirkes Katekismus, nr. 1857.

 

4

Sammesteds, nr. 1855.

 

5

Citeret efter Anders Piltz: Honung ur klippan, Artos 2000, s. 51.    

    

6

Dag Hammarskjöld: Vägmärken, Bonniers 1963, s. 89.

    

7

Abba Sarmatas, Örkenfädernas Tänkespråk, s. 146.

    

8

Johannes Chrysostomos: Om prästämbetet, Artos 1993, s. 53, 69.

    

9

Sammesteds, s. 69-70.

    

10

Om prästämbetet, s. 67.

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk