Vidner

Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os (Hebr 12,1).

Kirsten Krog

Vidner: Starets Siluan – angerens mystiker

I en tid, hvor talen om synd og anger tilsyneladende er gået af mode i de fleste kristne sammenhænge, er det forfriskende og livgivende at stifte bekendtskab med den ortodokse munk og starets Siluan. Han viser os, at angeren og sorgen over synden langt fra at trykke os ned løfter os op og sætter os fri.

Starets Siluan levede fra 1866 til 1938. Han kom fra en fattig russisk bondefamilie og havde ikke gået meget i skole. Tiden inden han indtrådte i klostret på Athos, arbejdede han blandt andet som snedker og som soldat. Udadtil var hans liv ganske begivenhedsløst, men nogle enkelte episoder og tildragelser i hans barndom og ungdom synes at blive afgørende for hans livsbane og livsvalg.

Da Simeon Ivanovitj Antonov, som var Siluans borgerlige navn, var fire år gammel, kom en bogsælger forbi familiens hjem og blev inviteret ind. Bogsælgeren var ikke nogen særlig lærd mand, men dog mere belæst end Simeons far, som knap havde gået i skole. Han demonstrerede sin "lærdom" ved at argumentere for, at Jesus ikke var Guds søn, og at Gud slet ikke eksisterede. Selvom den lille Simeon efter at have lyttet til denne mand besluttede sig for at søge Gud overalt for at finde ham, havde bogsælgerens ord dog vakt en tvivl i drengens sind, som var helt fremmed for ham.

Flere år senere hændte der endnu en episode, der skulle få betydning for Simeon: En lille, tilsyneladende ubetydelig hændelse, som Gud brugte til at kalde på den nu unge mand. En kvinde, som lavede mad til de håndværkere, som Simeon på det tidspunkt arbejdede sammen med, havde været på en pilgrimsrejse, hvor hun havde besøgt den berømte eremit Johannes Sezenovs grav. Hendes beretning om denne hellige mand og de mirakler, som skete ved hans grav, gjorde indtryk på Simeon, og han tænkte: "Om han er et helligt menneske, betyder det, at Gud er med os her, og jeg behøver ikke gå ud og søge ham overalt".¹ Simeons søgen var slut – ikke efter, at han havde søgt Gud alle vegne, som han som barn besluttede, men ved at åbne sig for ham i nuet og lige dér, hvor han var og stod.

Selvom Simeon tydeligvis havde mødt Gud og endda havde besluttet sig for i fremtiden at tjene ham i klosterlivet, måtte han endnu omvej, før han endegyldigt overgav sig helt til Guds hånd. Nogle måneder efter sit møde med Gud var han således tilbage i sit gamle liv. Han var populær – også hos det andet køn – og det endte med, at han forgreb sig på en kvinde. Hans handling plagede ham, men førte ham ikke umiddelbart til omvendelse. Dertil kom, at han ved et andet tilfælde var på nippet til at blive morder. Simeon var bomstærk og holdt sig ikke fra de våde varer. Det fortælles, at han på en enkelt aften på værtshuset kunne drikke tre liter vodka uden af den grund at blive særlig beruset. En eftermiddag, da Simeon kom gående sammen med en ven, kom de i klammeri med byens skomagere. Det endte med, at Simeon slog en af skomagerne så hårdt i brystet, at denne begyndte at bløde ud af munden. Skomageren kom sig efterhånden nogenlunde, men lå syg i flere måneder. Endelig fik Simeon øjnene op for, at han var en synder.

Mens beretningen om en hellig mands liv kun havde kunnet føre Simeon frem til en halvhjertet overgivelse, endte det nu med, at hans synd – eller hans erkendelse af sin synd – førte ham til en radikal og gennemgribende omvendelse. Gennem en drøm berørtes Simeon således for anden gang af Gud, og nu så dybtgående, at han aldrig blev den samme igen. I drømmen så Simeon en slange krybe ind i sin mund, og han fyldtes af væmmelse og afsky – og vågnede i det samme. Straks efter at han vågnede, hørte han en stemme, der sagde: "Du slugte en slange i søvne og følte væmmelse; ligeså svært er det for mig at se på, hvad du gør".² Straks så Simeon alvoren i sin synd og en dyb sorg over synden fødtes i ham; ikke blot som en kortvarig stemning, men som en grundtone i hans liv, som skulle vise sig at blive kilden til hans glæde og hans kærlighed til Gud.

I efteråret 1892 indtrådte Simeon i det russiske kloster Sankt Panteleimon på Athos. I klosteret blev Simeon – som nu hed Siluan – snart inddraget i kampen mod sit eget kød og mod djævelen. Djævelen drev gæk med ham ved snart at dømme ham til fortabelse og snart at rose ham for hans store hellighed. Selv Siluans dybe anger kunne djævelen bruge til at friste ham til hovmod og dermed tage angerens nåde fra ham – for den hovmodige græder aldrig over sin synd. Det blev imidlertid en from starets ved navn Anatol, der uforvarende blev årsag til Siluans største fristelse til hovmod, men også indirekte redskab i Guds hånd til at rense og uddybe Siluans omvendelse. I sin nød havde Siluan opsøgt Anatol, der – slået af den stadig helt unge Siluans fromhed – sagde til ham: "Om du allerede er kommet så langt nu, hvad skal der så ikke blive af dig, når du bliver gammel".³ Selv om disse rosende ord sikkert var ment som en opmuntring til den plagede unge munk, bar det blot ved til de plager og angreb, som Siluan stod i. Vi har nok alle i det små oplevet, hvordan et forræderisk "det klarede du godt!" ofte følger ovenpå en god og uselvisk handling; men for Siluan blev det ikke ved en sådan "lille" fristelse. Hans klostercelle fyldtes af dæmoner, der nær havde drevet ham til fortvivlelse. Mit i disse angreb råbte han til Gud og fik dette overraskede svar: "Hold din ånd i helvede, og fortvivl ikke".⁴ Hvad kan dette underlige svar betyde? Var Siluans problem ikke netop, at han blev plaget af helvedes ånder? Kan det virkelig have været Gud, Siluan hørte i dette svar?

Nogle af Levende Vands læsere har sikkert hørt om eller oplevet helvedesprædikanter, der næsten med begejstring har talt om helvede og fortabelsen, som om tanken om, at synderne skulle havne dér, gav dem en vis tilfredsstillelse. I sin bog om Siluan beskriver Arkimandrit Sofrony netop noget lignende: "Jeg husker en samtale mellem [Siluan] og en vis eremitmunk. Denne sagde: "Gud vil straffe alle ugudelige. De kommer til at brænde i den evige ild". Han virkede næsten som om han fandt tilfredsstillelse i denne tanke. Synligt ilde berørt sagde fader Siluan: "Sig mig: Hvis du kommer til Paradiset, og du derfra så nogen brænde i helvedes ild, kunne du da finde ro?", "Hvad kunne jeg gøre, det ville jo være hans egen skyld", sagde den anden. Fader Siluan svarede med sorg i blikket: "Kærligheden kan ikke holde noget sådant ud … man må bede for alle".⁵

Alligevel har helvede tilsyneladende en funktion i den troendes liv – hvilket svaret til Siluan da også understreger – dog ikke som et skræmmemiddel, men som et redskab til sand ydmyghed. Svaret på Siluans fristelser og kampe mod hovmodet var derfor tanken på helvede. For den, som i sandhed har erkendt sin syndighed, ved også, at han har gjort sig fortjent til fortabelsen, og denne erkendelse udelukker hovmodet. Netop på den baggrund bliver glæden over frelsen også så overstrømmende stor. Siluan siger om dette: "Jeg fortjener helvede og alle dets plager, alligevel giver du mig Helligåndens nåde. Og om du har ladet mig, synder, lære dig at kende gennem Helligånden, da beder jeg dig, o Herre, lad alle mennesker lære dig at kende".⁶

Hvor underlig Guds svar til Siluan end lød, og hvor logisk det kan synes, at et sådant råd måtte føre til endnu større fortvivlelse og mørke, blev det netop dette råd, der satte Siluan fri. En naturlig følge af den ydmyghed, som udsprang af efterfølgelsen af dette råd, blev, at der i Siluan fødtes en brændende kærlighed til Gud og til næsten. Som han selv udtrykker det: "Min sjæl ønsker, at jeg aldrig må miste Herrens nåde, for lifligheden deri driver sjælen til altid at elske sin Skaber".⁷ Og videre: "Når en sjæl er fyldt af kærlighed til Gud, sørger den af uendelig glæde og beder i tårer for hele verden, at alle mennesker må lære deres Herre og himmelske Fader at kende. Den findes ingen hvile, og ej heller ønsker den at hvile, før hele menneskeheden får lov at nyde hans kærlighed".⁸ "O, om jeg kunne føre jer op på et højt bjerg, så I fra dets top kunne se Herrens milde, barmhjertige ansigt, og jeres hjerter kunne glædes. I sandhed siger jeg jer: Jeg finder intet godt hos mig, kun mange synder, men Helligåndens nåde har udslettet alle min synder. Og jeg ved, at til den, som kæmper mod synden, skænker Herren ikke bare tilgivelse, men også Helligåndens nåde, som giver sjælen glæde og dyb og liflig fred".⁹

Siluans liv og forkyndelse bliver dermed en opfordring til os i dag om igen at tale om begreber som synd, anger og nåde.

Noter

¹ Sofrony, s. 17

² Ibid., s. 21

³ Ibid., s. 42

⁴ Ibid., s. 49

⁵ Ibid., s. 55

⁶ Ibid., s. 333

⁷ Ibid., s. 325

⁸ Ibid., s. 327

⁹ Ibid., s. 345

Anvendt litteratur