Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Joel Halldorf

En mystiker i den svenske vækkelsesbevægelse

– om 1800-talsprædikanten Emil Gustafson

 

I vor tid opfattes vækkelseskristendom og mystik som hinandens modpoler. Som en oprørt læser af det kristne dagblad Dagen udtrykker det: ”Jeg har svært ved at forstå den pludseligt opblussende fascination af mystikken. Det er ikke let at fatte, hvad den kan lære de menigheder, der står pinsebevægelsen og den karismatiske del af kirkeligheden nær.”

Samtidig kan det ikke nægtes, at der i vækkelsestraditionen er en række personer som uden tvivl har gjort sig fortjent til etiketten »mystiker«. En af dem er Emil Gustafson (1862-1900), prædikant, sangskriver, sjælesørger og en af den svenske vækkelsesbevægelses mest indflydelsesrige forkyndere.

 

Opvækst

Emil Gustafson blev født i 1862 af forældrene Gustaf Olsson og Carolina Andersdotter. Som mange andre vækkelsesprædikanter var han under sin opvækst omgivet af kvinder, foruden sin mor i dette tilfælde også de to ældre søstre, Josefina Albertina og Maria. Forholdet til faderen synes at have været rigtig godt, og Gustafson omtaler ham livet igennem med varme og taknemmelighed. Familien boede i Kräcklinge sogn lige syd for Örebro. Faderen var landmand, og den gård, Gustafson voksede op på, var stor nok til folkehold.

Familiens forhold til Den Svenske Kirke virker til at have været godt i begyndelsen. De gik regelmæssigt til nadver, og kirkebøgerne vidner om, at de klarede sig godt ved overhøringen i hjemmet. Dette gælder i særdeleshed Emil selv, der som 11-årig overgik sine forældre og fik højeste karakter. Dette afspejler indførelsen af den almindelige skolepligt i Sverige. Emil fik en bedre uddannelse end sine forældre.

 

Bruddet med Den Svenske Kirke

I 1870’erne sker der noget med familiens forhold til Den Svenske Kirke. Den regelmæssige altergang bliver til enkeltstående episoder, og hen mod slutningen af 1870‘erne forekommer der år, hvor ingen var til alters. Familiens allersidste altergang i Den Svenske Kirke finder sted i år 1880.

Hvad var det der skete? Svaret er ikke, at familien blev sekulariseret, men at den blev grebet af vækkelsen. Slutningen af 1800-tallet er tiden for den såkaldte »Moody-feber« i Sverige. Det var en national vækkelse inspireret af den amerikanske evangelist Dwight L. Moody. Han besøgte ganske vist aldrig Sverige, men hans skrifter blev trykt og spredt i stort tal. Også på Gustafsons bogreol står der i disse år en bog af Moody. Samtidig har sognet fået en skolepræst, Johan Gottfrid Malmqvist (1846-1894). Der er allerede en præst ved navn Ekstrand, men han er kritisk over for vækkelsen og ligger desuden i konflikt med flere i menigheden. Det er anderledes med Malmqvist. Han er påvirket af nyevangelismen og dens grundlægger, Carl Olof Rosenius. Desuden er han Gustafsons konfirmationspræst og påvirker den unge Gustafson, der netop på den tid er på vej bort fra den kristne tro. Mystikeren Henrik Schager, en af Flodbergkredsens medlemmer, skriver om dette i sine erindringer, hvor han fortæller, at Gustafson blev påvirket af »den åndfulde præst Malmqvist.«

Gustafson havde, som han skriver, »allerede som barn lært at elske Herren«, men som ung gik han for en tid væk fra den kristne tro. Vækkelsen i sognet, ikke mindst formidlet af Malmqvist,­ førte ham imidlertid tilbage. Når han ser tilbage, skriver han om »mit frafald og min omvendelse til Gud« som »det mest vidunderlige og betydningsfulde, jeg har oplevet.«

 

Afbrudte planer

Gustafson var godt begavet, og han søgte at gøre brug af denne begavelse ved at tage en uddannelse. Nitten år gammel flyttede han hjemmefra og blev indskrevet ved Lidsta Landbrugsog bogholderiskole. Han stræbte sikkert efter at blive godsforvalter eller lignende. Disse planer blev imidlertid tilintetgjort af en sygdom, der ramte ham ved juletid 1882. Det var en mavesygdom af en eller anden slags – nok et mavesår – og den plagede Gustafson meget. Langsomt skulle den ændre hans liv. Gustafson søgte hjælp med det samme hos forskellige læger og tilbragte endog en måned ved kurbadet Porla. Men intet hjalp, smerterne fortsatte.

Gustafson måtte afbryde sin uddannelse. Hans begavelse skulle ikke give ham en lysende karriere i verden. Langsomt kom han til at se dette som Guds ledelse. Han blev i stedet vækkelsens mand. Da hans tilstand stabiliserede sig – rask blev han aldrig – engagerede han sig i den religiøse virksomhed på egnen. Først som søndags­skolelærer,­ siden som prædikant, sangskriver og forfatter. Han startede til og med sit eget forlag, Betlehemsstjärnan, hvor han udgav to egne sangbøger og seks bøger. Den verdslige karriere var nok begravet, men virketrangen fandtes stadig, og Gustafsons talent og energi fandt et nyt mål.

 

Kampen mod sygdommen

Sygdommen indebar imidlertid en svær lidelse og en personlig kamp for Gustafson. Efter at have prøvet alle de veje, lægevidenskaben tilbød, kom han i kontakt med den såkaldte helbredelsesbevægelse. Den kom fra USA og nåede i begyndelsen af 1880’erne til Sverige gennem forkyndere som William Boardman og Charles Cullis. Budskabet var, at frelsen ikke kun omfattede sjælen, men også kroppen. Den, der blev frelst, modtog ikke kun syndernes forladelse, men blev også – gennem troen – helbredt for legemlige sygdomme. De troende blev opmuntret til at vælge »Herren som læge«.

Ifølge en radikal tolkning var dette at have »Herren som læge« eksklusivt. Det vil sige, at man ikke skulle stole på nogen anden ”menneskelig” læge. Man skulle heller ikke tage medicin. Troen alene var det, der talte – og at afstå fra medicin blev tolket som et tegn på sand tro. Denne radikale vej slog Gustafson ind på i vinteren og foråret 1883. Ikke flere medikamenter og ingen forsigtighed ned hensyn til, hvad han spiste. På den tid skrev han daglige notater i en dagbog. Hans notater viser tydeligt, hvor meget han kæmpede for at opbyde den rette tro, der skulle gøre ham rask. Men uden held. I april skriver han:

”Der er nu gået tre måneder, siden broder M[ård] efter Guds befaling salvede mig med olie i Herrens navn og bad for mig under håndspålæggelse, for at jeg skulle blive rask; men min tilstand er ikke meget bedre, end den var. Jeg føler mig mere end andre uværdig til en sådan nåde, men alligevel er det sært, at Gud ikke opfylder sine løfter. Ak, måtte Gud hjælpe mig, min tro er så svag.”

Hans tilstand bliver efterhånden værre, og i juni giver han efter for sine forældres indtrængende bønner og tager til lægen. Denne giver ham ikke meget håb om helbredelse, men udskriver en medicin, som Gustafson med en vis bæven begynder at tage. Han beder om, at den må være virkningsløs, hvis dette er mod Guds vilje, men opdager at den hjælper ham godt.

 

Forkyndelsen om lidelsen

For eftertiden er Gustafson ikke mindst prædikanten, der havde en særlig evne til at tale om lidelsen og til de lidende. Det var også sådan, han forstod sig selv og sin forkyndergerning. Denne evne udsprang givetvis af hans egne erfaringer og kamp med lidelsen. Det, Gustafson oplevede efter at have forladt den radikale helbredelsesbevægelses vej, var at sygdommen nok var plagsom, men at den samtidig syntes at føre ham tættere på Gud. Han indså at det ikke var en straf, ikke frugten af en for svag tro. Nej, lidelsen var Guds omsorgsfulde opdragelse af sine børn. Lidelsen og de erfaringer, som han gør i perioder med svær sygdom, bidrager til at gøre vækkelsesprædikanten Gustafson til mystiker. På Torpkonferencen i 1892 beretter han:

”For et år siden bad jeg Herren om et mere fuldt og rigt mål af velsignelse. Da lod Gud mig se en tronhimmel, som dog forblev fjernt fra mig. Da jeg siden blev syg og måtte gå til sengs, troede jeg, at Herren ville kalde mig hjem, at dette var den tronhimmel, jeg havde set. Men nu er gåden løst: syv måneders sygeleje var den herlighed, Gud viste, at jeg havde foran mig.

I disse måneder har jeg gjort erfaringer, som jeg ikke kan åbenbare for noget menneske, men hvorom jeg nok kommer til at tale i fremtiden.”

Gustafson havde selv oplevet, hvordan lidelsen ledte ham fra et liv i stræben efter at gøre karriere og vinde »verdslig fremgang«. Men hvis Guds hensigt med lidelsen var at opdrage mennesket, at vende det bort fra »verdens småting« mod de himmelske ting, burde lidelsen så ikke aftage i takt med, at mennesket blev mere helligt? Burde Gustafson, der nu var forkynder og virksom i Herrens tjeneste, så ikke befries for sin lidelse? Var han ikke kommet nær nok, var han ikke blevet ganske hellig på det tidspunkt? Selv om Gustafson ikke åbent spekulerer over dette, så får man alligevel det indtryk, at spørgsmålet findes der, under overfladen, og plager ham. Mod slutningen af sit liv skriver han en bog, Kongens brud, om tre slags lidelse – med udgangspunkt i patriarkerne Jakobs, Abrahams og Josefs liv. Jakob repræsenterer mennesket, der lider på grund af »sin naturs svaghed«, og når han til slut når målet for sin vækst, ophører også hans modgang. Jakobs lidelse var menneskelig, skriver Gustafson, medens Abrahams derimod var »af åndelig natur« – han var hellig, men lidelserne fortsatte, eftersom Gud havde »overordentlig høje mål« med ham. Men det er den lidelse, som Josef gennemgår, Gustafson tydeligst identificerer sig med. Josef lider ikke for sig selv, men for andre, og, fortsætter Gustafson: »Denne lidelseshistorie gentages endnu i dag i dem, Herren udvælger til broderfyrster.« Sådan taler Gustafson også om sig selv i et brev:

”For den tanke har slået rod i min sjæl. at Herren vil opfostre mig til de lidende her på jorden. Intet andet end min uværdighed kan afholde mig fra at bede om den nåde at bære Hans tornekrone: kronet med andres sorger.”

Rollen som sjælesørger bidrager til at give mening til Gustafsons egen lidelse. Lidelsen er den erfaring der bidrager til at udvikle et antal dyder, der er nødvendige for sjælesørgeren: ”Den, der aldrig er blevet nedbrudt af sorg, er ingen broderfyrste i nøden. Han savner det moderhjerte og den finfølelse, som syge, lidende, svage, livstrætte, misforståede og ensomme hjerter behøver. Hvis sværdet er trængt igennem din eget sjæl, har du også et blødende hjerte.”

 

Mystikeren Emil Gustafson

Emil Gustafson havde fælles udgangspunkt med sin tids mest kontroversielle og karismatiske forkyndere. For eksempel den apokalyptiske Fredrik Fransson, der skrev Himlauret, hvor han forudså Jesu genkomst påskedag 1898, og den omrejsende vækkelsesforkynder Nelly Hall, som indførte helbredelsesbevægelsen i Sverige. Den blide, stilfærdige Gustafson så åbenbart ingen modsætning mellem sin forkyndelse og deres, selv om han aldrig købte Franssons forudsigelse af Jesu genkomst. For sandheden er, at mystikken altid har ligget vækkelsens folk meget nær.

Da pietismens forgrundsskikkelse Johann Arndt i 1600-tallet udgav sin Sande kristendom, byggede han først og fremmest på Johann Tauler og de tyske rhinlandsmystikere. Samme indflydelse kan spores hos efterfølgerne Filip Jakob Spener, August Herman Francke og Nikolaus Ludwig von Zinzendorf. Fokuseringen på livet i Kristus snarere end læren gjorde, at vækkelsens mænd og kvinder stadig droges mod og inspireredes af middelalderens mystikere. Med disse delte de en længsel efter et dybere liv i Gud, et større mål af fællesskab og en tættere forening. Og det er netop denne hjertets fælles længsel, der er grunden til denne uventede relation mellem vækkelsesforkyndere og middelalderlige munke og nonner. Også det karismatiske er jo et udtryk for en længsel efter et dybere og mere inderligt liv i Gud.

Hos Gustafson fordybedes det mystiske sprog hen imod slutningen af hans korte liv. Det var også i denne periode at han lærte Henrik Schager og Flodbergkredsen i Stockholm at kende. Gustafsons posthumt udgivne Evighetsljus på mörka moln (”Evighedslys på mørke skyer”) anvender et billedsprog, der minder om Johannes af Korsets tale om det blændende mørke, og En Konungs brud er også en kommentar til gudselskernes særlige øjesten Højsangen. To længere citater fra denne bog skal afslutte denne artikel:

Se, hun er så indtaget af hans skønhed, at til og med sangen om hans liljer er forstummet. Hun synes ikke at have behov for at sætte fællesskabet med ham i forbindelse med nogen ydre herlighed, for han er selv summen af alt dette for hendes hjerte. Og det sidste forbund, hun indgår med sin ven på denne side af havet, har hun udtrykt med følgende ord: ‚Læg mig som en seglring ved dit hjerte, som en seglring om din arm; for kærligheden er stærk som døden, lidenskaben er grum som dødsriget, dens flammer er flammer af ild, en voldsom brand’ osv. (Højsangen 8:6). Ak, hvor nær er hun ikke himmelens porte. Hvor må hun dog gennem denne kærlighed være frikøbt fra det jordiske. Tændt af denne Herrens brand har hun kun én lidenskab tilbage, og det er Jesus alene. Og den, der ejer hans hjerte, må hvile i hans arm. Hans kærlighed og hans almagt står til hendes rådighed. Dette er hellighedens højdepunkt. Så længe blomsten er indesluttet i knoppen, er den indre skønhed mindre udviklet, end når båndet er bristet og dens skære kalk åbner sig mod solen. Og jo mere vort liv åbnes gennem overgivelse til Herren, desto mere vil vi bære hans billede. Men ligesom blomstens duft aldrig er dens egen, men en fri gave til den udvalgte fra naturens gavmildhed, så er alt af nåde. Hvordan skulle Aser kunne blive sine brødres yndling, hvis ikke han dyppede sin fod i olien (jf. 5 Mos 33:24). Men oliestrømmen flyder ud fra nådens trone. Skal bruden kunne være Kristi repræsentant på jorden, må hun leve af ham ligesom grenen af stammens liv og rodens fedme, time for time. Han er os af Gud til helligelse. Kun han er din kærlighed værd (En konungs brud, side 118-119).

Hvad himmelske væsener ej kunne modtage, det har han beredt for os syndere. Og der findes tilstrækkelig nåde til at leve som en helgen. Solen blænder vort øje, men hviler i dugdråben. Sådan vil også han, der er »retfærdighedens sol«, hvile i os, hvile, indtil vi går op i ham, lige som dugdråben opsluges af solen, hvile, til vi mister vor egen skygge, og der hverken tales om Paulus eller Apollos (jf. 1 Kor 3:4), men Kristus er alt og i alle (En konungs brud, side 167).

Oversættelse: Charlotte Olden-Jørgensen

Joel Halldorf er dr.theol

 

(levende Vand 4 2010)

 

 

 

Mystikere i Norden

 

 

 At tænde lygter

Af Ulrika Ljungman

 

 

Mystikeren Hjalmar Ekström (1885-1962)

Af Lisbet Rømer

 

 

En mystiker i den svenske vækkelsesbevægelse

Af Joel Halldorf

 

 

Den hellige Birgitta, økumeni, spiritualitet og mystik

Af Grethe Livbjerg og Marianne Bønløkke

 

 

Ramt af det uventede

Af Grethe Livbjerg

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk