Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Lisbet Rømer

Mystikeren Hjalmar Ekström (1885-1962)

 

Der er bøger, det kan være svært at komme i gang med. De står i årevis på ens reol, ens blik glider af og til hen over bogens titel, standser lidt op og glider videre. Der kan være så mange grunde til, at en bog ikke lige er relevant. Nu har jeg oplevet det et par gange med bøger om mystik. Blikket er gledet forbi, fordi jeg har haft fornemmelse af, at tiden endnu ikke var moden. Det var en intuition, som jeg kunne overhøre og bare gå i gang af nysgerrighed, men alligevel lod jeg være, fordi jeg tænkte, at det ville være spild af tid. Jeg ville ikke forstå indholdet. For mange år siden oplevede jeg dette i forbindelse med en tynd lille bog, der hedder Uvidenhedens sky – hvordan sjælen bliver ét med Gud. Den stod nærmest tyve år på reolen, inden jeg tog mod til mig og tog den med på en sommerrejse til Grønland. Tæt på isfjorden ved Illulissat tilbragte jeg nogle stille dage sammen med min mor i en lille rød træhytte. Vi havde udsigt over det blåsorte vand helt ud i horisonten og til dovne slædehunde, der hvilede ud mellem klippestykkerne. Dér kom bogen om ”Uvidenhedens sky” pludselig til sin ret. Jeg læste i uforstyrret ro, nærmest meditativt, vekslende med øjnene i bogen og ud over havet, hvor de imponerende iskolosser sejlede langsomt forbi. De vandrende isbjerge skinnede som guld og sølv i solen. Det var de helt rigtige omgivelser, og tiden var moden! Jeg husker den glæde, jeg følte undervejs. Hvor betydningsfulde ordene var, og min tilfredshed over at forstå forfatterens anliggende og hele sammenhængen i teksten. Bogen er tilskrevet en anonym forfatter, en ukendt engelsk mystiker i det 13. århundrede.

Den samme erfaring har jeg også haft med den svenske mystiker Hjalmar Ekström. Han var skomager i Helsingborg, et erhverv, som han havde overtaget fra sin far, og han levede en noget skjult tilværelse som mystiker. I midten af 1990’erne faldt jeg over hans to brevsamlinger Den stilla Kammerenog Den fördolda Verkstaden i boghandelen på Berget, den svenske kirkes retrætested i Rättvik. Jeg stod og læste lidt hist og pist og følte mig både tiltrukket og frastødt. Brevskriveren var vist et meget ”dybt” menneske, men i sine breve til venner og søgende mennesker talte han om en åndelig fattigdom, jeg ikke følte mig parat til at lære at kende. Jeg tror, det havde noget med den eksistentielle smerte at gøre. Vi vil jo gerne undgå det, der gør ondt, men Gud er ingen flugtvej. Det forbavsende er, at når jeg nu læser brevene, er de ikke længere skræmmende, men fulde af trøst og en særlig form for visdom, der forklarer mange dunkle ting i troen.

Guds ord er evigt. Man må ikke bøje det eller forandre det, for så mister man det – som vand, der risler ud gennem hænderne. Ordet åbenbarer sig i sin fornedring ligesom Jesus åbenbarede sig i fattigdom og ydmyghed. Fornedringen er ordets dragt, men ikke dets realitet, for man mærker tydeligt ordets kraft, når man stiller sig ind under det. Og troen må nødvendigvis vække anstød, fordi den åbenbarer en anden verden end den, vi kender. I det skjulte og usynlige har troen sit værksted, og herudfra virker det på omgivelserne (Brev 33 i Den stilla kammeren).

 

Den åndelige fattigdom

Jeg tror, det er en erfaring, jeg deler med andre, at Guds ord ikke altid er lette at forstå. Når man går i lag med Bibelen, kan det være en kamp at holde fast i en fortløbende læsning. Tankerne får ganske vist meget godt stof at arbejde med, men det afgørende er jo altid, om jeg også selv bliver inddraget i fortællingen. Fik jeg fat i meningen, åbnede teksten sig, er jeg blevet klogere, forandrer det noget? Nogle gange står Guds ord bøjet i oplyste neonrør, og der er ikke noget at tage fejl af. Men andre gange er ordene ikke så klare, meningen er tåget, og jeg prøver mig frem. Gode Helligånd, gennemlys ordene, gør dem frugtbare! Og så kan det ske, at modstanden forsvinder. Mens tanken hviler, og der er stille, kan det uforklarlige ske, at ordene smuldrer, smelter og meddeler sig med en særlig varme – som honning, der flyder ud af klippen. I Hjalmar Ekströms breve er det, som om man bliver taget med på lidt af hans rejse gennem Bibelen og er så lykkelig at være med, når han forklarer rækkevidden af det svære bibelord. Han er omsorgsfuld over for dem, han skriver breve til, og han virker meget nøgtern og beskeden, når han fortæller om sine egne, åndelige erfaringer. De virker både stærke og overbevisende på læseren. Samtidig kan der være noget ”strengt” over hans tale om afkald, fattigdom og nøgenhed. Han bruger ofte ordet ”utblottad”, som betyder blottet og nøgen, fattig og forarmet, og det kan godt lyde puritansk. Hvis man går efter den glade, sanselige og frodige mystik, er Ekström ikke lige den rette at kaste sig over, for det apofatiske fylder meget hos ham. Måske skal man have været igennem noget livserfaring og mødt afmagt og smerte, både sin egen og andres, for helt at forstå ham. Alligevel er Ekströms mystik dog en lige så livsbekræftende trosvej som mange andre mystikeres.

Tro er i al sin enkelhed at leve det liv indefra, som Jesus Kristus har givet os. Det er livet i Guds rige og opstandelseslivet. At tro er ”ikke at vide noget, ikke kunne noget, ikke være noget og ikke at ville noget”. Deri består trygheden. Tingene er vendt på hovedet – at dø er at leve. Når Jesus siger, at vi ikke skal bekymre os, siger han i virkeligheden: ”Du har livet i dig, både kroppens og åndens liv. Lad det strømme af sig selv, for din himmelske far skænker dig alt, hvad du behøver (Brev 71 i Den stilla kammeren).

 

Den første mystiske oplevelse

Mystik er at blive berørt af Gud på en måde, man ikke kan forklare. Man har ingen indflydelse på det, der sker. Som 16-17 årig havde Ekström en mystisk oplevelse, en mere umiddelbar erfaring af Gud, end han før havde haft. Mens han var ude på sin sædvanlige aftentur følte han pludselig, at han blev løftet op – hans fødder havde ikke længere kontakt med jorden. Samtidig fornemmede han, at Gud var til stede, stærkt og levende og samtidig så tyst. Det var, som om hele verden lå åben foran ham, og som om han så hele skabelsens væsen og sammenhæng indefra. Alt blev gennemlyst og lyste, og Guds ord blev helt klart og gennemsigtigt. Han fik det blik, han i sine breve kalder for ”sølvblikket”. I et brev til Henrik Schager, den 27. juli 1924, omtaler han ”sølvblikket”: Dér, hvor Guds ord, som er Kristus, får lov at vokse i menneskets hjerte, dér vil Kristusblikket uundgåeligt lade sig føde. Og Kristusblikket, også kaldet sølvblikket, vil give liv til alt, hvad det falder på. Det vækker Kristus til live i alt, ikke alene i mennesker og dyr, men også i stok og sten. Alt stråler af liv under sølvblikket (Side 18 i Den stilla kammeren).

Begivenheden var uventet og overraskende, men samtidig oplevede Hjalmar den som noget helt naturligt. Alting omkring ham blev så stille, og han fortsatte sin aftentur og gik henved tre timer i en mild ekstase. Oplevelsen fulgte med ham hjem og påvirkede ham i flere dage, mens han spiste og sov, gik i skole og arbejdede i faderens skomagerværksted. Da den var forsvundet, efterlod den en længsel i ham efter at komme ind i tilstanden igen. Hjalmar Ekström kaldte siden i et brev til Flodberg denne hændelse for sin omvendelse. På dette tidspunkt i 1901 var han et søgende menneske, fortrolig med Bibelen og forskellige andagtsbøger. Han havde også fået et indtryk af mystikken og følte, at den var i konflikt med en mere traditionel kristendomsforståelse, og han fandt ikke genklang for sine erfaringer hos teologerne. Han begyndte at læse til præst, men blev forhindret i studierne, og han ville ikke komme nærmere ind på, hvordan det skete. Som 25-årig tog han en uddannelse som diakon og prøvede samtidig at virkeliggøre en ungdomsdrøm om at blive forfatter. Han udgav en digtsamling, der dog ikke vakte nogen opmærksomhed, og han slog ind på en aktivt missionerende vej sammen med vandrerpræsten David Petander. De skiltes igen, og Ekström giftede sig med Märta, der også var diakon, og fik undervejs to døtre. I denne periode var hans liv turbulent, og han kunne ikke kan falde til ro med noget nogen steder. Til sidst gik han i sin fars fodspor og slog sig ned som skomager. Men kort tid inden da fik han en ny mystisk oplevelse – som følger.

 

Den anden mystiske oplevelse

I lang tid havde Ekström levet med en følelse af, at ingenting betød noget, at alt var ligegyldigt. På en ensom vandring i en fremmed skov slog han en dag ind på en sti, der førte ham op på en bakketop. Dér var det, som om alting bristede. Guds kærlighed og Guds vrede mødtes i et lyn, som flammede op som et kors og fyldte både himmel og jord. Samtidig hørte han en røst for sit indre øre, der sagde: ”Fra nu af bliver vejen vejløs”, og det betyder en vej uden orienteringsmuligheder. Han følte, at han blev kastet ud i intetheden. Himmelen var tom, jorden var tom, alt var tomt, og han troede, at dommedag var kommet. Dog, da han havde sundet sig lidt, gik han videre, men solen skinnede ikke længere. Mørket var tættest de første ti dage efter, berettede han, og han led under sin tilstand og gjorde alting mekanisk som en, der aldrig mere kommer til at leve rigtigt. Han blev også syg og fik nogle forstyrrelser i hjerterytmen, som fulgte ham hele livet. Det var så skræmmende altsammen, som om han var sunket helt ned i støvet, en hjælpeløs skabning, der hverken havde holdepunkter eller fast greb i noget. Det land, han var trådt ind i, var det vejløse land og Guds rige, det var ”det himmelske” og ”den modsatte tingenes tilstand”, forklarede han siden. Et menneske, der er gået igennem døden med Kristus, er kommet ind i en ny verden. Men det varer et stykke tid, før et menneske opfatter det og kan orientere sig på det nye sted. For det er jo midt i den gamle verden med al dens glæde og sorg, at der pludselig opstår en helt ny verden med andre glæder og sorger og med helt andre opgaver og måder at være til på end i den gamle. Mennesket undergår en forandring. Det skærer ned på sine egne ambitioner og bliver stille. Det lærer en glæde at kende, der kan modarbejde al håbløshed og ligegyldighed. Ingen andre end Gud forstår det menneske, der er gået igennem døden med Kristus.

Kære B. En varm tak for dit kære brev. Der stråler en glæde ud af det, en altomfattende glæde, som må være Guds egen glæde, fordi den overgår al anden glæde og omslutter os på alle sider. Den trænger helt ind i det inderste af vort væsen, så vi med glæde kan modtage alting – medgang og modgang, ro og uro og lykke og lidelse. Glæden ledsagede også Kristus i hans liv på jorden, på korset, i graven og i himmelen. Den, der hviler i sin Kristusgrav på jorden og i sin Kristusbolig i himmelen erfarer også glæden. Den er som et hav, hvor nye bølger bestandig skyller hen over én (Brev 67 i Den stilla kammeren).

 

Vennerne og hverdagen

I 1922 kom Hjalmar Ekström i kontakt med Flodbergkredsen og udgav sammen med Henrik Schager i årene 1925-26 tidsskriftet Det fördolda lifvet (”Det skjulte liv”). De oversatte skrifter af kristne mystikere og skrev egne artikler. Samtidig knyttede Ekström en kreds af søgende mennesker til sig, som han vejledte og rådgav, og brevene, han skrev, gik ofte fra hånd til hånd. Det betød ingenting for ham, sagde han, ”de kan flyve rundt som bladene, vinden fører med sig.” Hans dagsforløb var velordnet som en ordensbroder, skriver Ulrika Ljungman i sin bog Gud – og intet mer. Han begyndte dagen med bøn og Fadervor og læsning i Bibelen. Han læste den fra ende til anden og forfra igen. Efter morgenmaden gik han i gang med arbejdet i skomagerværkstedet, og måske kom der en gæst på besøg i dagens løb. Mellem Ekström og gæsten udveksledes ikke altid mange ord, for Ekström forstod ”en halvkvædet vise”. Han opfattede mere end det sagte. Han har sagt, at han kunne læse breve, der aldrig havde forladt brevskriverens skrivebordsskuffe! I mange år arbejdede han til langt ud på aftenen, men i en periode midt i livet fik han ved hjælp af økonomisk støtte fra sine venner mulighed for at få ro til sin omfattende brevveksling nogle timer hver eftermiddag. I et brev til Sigrid Schager fortæller han (den 9.juli 1925):Siden i fredags i sidste uge har jeg kunnet slutte arbejdet kl. 7 hver aften, nogle aftener endda tidligere. Dog er det, som om trætheden føles værre, når man endelig får tid til at hvile sig. I søndags var jeg endda ude i luften et par timer – for første gang i årets løb. Må Herrens liflighed tage bolig i dig. Om aftenen læste han, aviser og bøger, og han var velinformeret om begivenhederne i verden. Men et par timer inden sengetid var helliget det, han kaldte ”en indre rundtur”, hvor han i ånden besøgte de venner, der havde behov for det. Netop den bøn kunne ofte være anstrengende. Han måtte bryde sig vej igennem og opfange den sjælelige tilstand i en lille lyskreds og derpå trænge ind i det himmelske med en forbøn for det menneske. Det skete altid på Helligåndens foranledning – det var ikke noget, han kunne gøre af egen kraft.

Gennem læsningen af hans breve mærker man, hvor velfunderet han var i hele Bibelen. Der var ikke noget sværmerisk over ham, men han havde en klarhed, der fik øje på det væsentlige i troen. Han citerede fra Bibelen i brevene, af og til det samme sted i flere breve, men han dængede aldrig bibelord oven på hinanden. Han fremstår, synes jeg, som et ærligt menneske, og han var både fast og følsom i sin åndelige vejledning. Spiritualiteten hos Ekström var forankret i Kristus og i Bibelen.

Når det drejer sig om bibellæsning er det én sag at fortolke en tekst og en anden blot at læse teksten med et åbent sind. Udlægningen af indholdet har sin plads, men kommer altid i anden række. Først og fremmest må man læse ordet som Guds ord uden tanke på, om man nu også får noget ud af det. Denne enkelhed er tro, og den er det vigtigste. Den er også den korteste vej til hjertet, hvor ordet skal sås som et lille frø og gå til og opstå. Ordet skal gemmes og glemmes, og man må ikke forsøge at sætte liv i det. Ordet skal tværtimod synke ned i menneskets underbevidsthed, og dér vækker Helligånden det til live. Ånden åbenbarer Kristus og forherliger ham (Brev 30 i Den fördolda verkstaden).

Ekström fortæller også et sted, at han kunne få meget mere af sit skomagerarbejde fra hånden og underforstået tjene noget mere, hvis han ikke tog det så tungt med omhyggeligheden og holdbarheden af sit arbejde. Men han er grundig og derfor også langsom. Det samme gælder troværdigheden af det, han skriver!

 

Den mystiske død

Det sværest tilgængelige hos Hjalmar Ekström er nok det, han kalder ”utblottelsen”, ”afdøen”. De, der har læst Johannes af Korset, vil genkende noget af det samme, når han beskriver erfaringerne af sansernes død, sjælens død og den åndelige død. Afdøen er i praksis noget helt enkelt, men processen er svær at beskrive. Først er der sansernes død, hvor et menneske så at sige bliver blind, døv og stum og ikke længere kan finde trøst og ro i alt det synlige. Verden føles som en ørken, der ikke kan byde på andet end en mund fuld af støv. Dernæst kommer den indvortes død, som er mere smertefuld end den første. Her forsvinder alle de dejlige følelser og al den liflighed, sjælen har følt ved det guddommelige. Den tredje død er den sværeste og den, der tager allerlængst tid. I denne tilstand bliver mennesket berøvet alle former for støtte. Det føler ikke længere Guds nærvær, og det er, som om både troen og kærligheden forsvinder. Men i hele processen er det i virkeligheden Gud, der er den virksomme hele tiden. For det er Guds ild, der fortærer menneskets jeg og leder det ind i en slags passivitet. Alt sammen for at føre mennesket dertil, at det lader sig lede af Gud og modtager alt lys fra ham. Livet bliver skænket på ny, og det sker skridt for skridt. Ekström bruger et smukt billede på denne proces, hvor mennesket må give slip på alt sit eget.

Nu står mennesket som en lilje blandt de andre liljer i urtegården uden at foretage sig noget. Når det vender sit ansigt mod solen, er det ikke af egen kraft, men det er solen selv, der drager med sit varme lys. – Se på violerne, hvordan de står og gemmer sig for alles blikke uden ønske om at gøre indtryk. Det er, som om de knap nok vil indrømme, at de er blomster, og dog røber deres farve og duft dem, uden at de selv ved af det. Sådan er det også i Guds urtegård. Dér lyder ordet fra evigheden, det skjulte og tyste ord, som kun kan udtales, når et menneske tier og er stille over for Gud (Side 15 i Den stilla kammeren).

Søren Kierkegaard siger i forbindelse med sin gennemgang af Fadervor, at forudsætningen for at høre Guds tale er, at mennesket selv kan tie. Men at tie er ikke noget, vi uden videre kan. Det er noget, vi må lære. Et menneske må gøre sig selv til intet og blive til intet for Gud. Det er vigtigt at forstå, at der ikke er tale om en form for menneskelig selvdestruktion, men at blive til intet for Gud betyder, at intet i mennesket hindrer Gud i at komme til orde. Derfor er denne afdøen ikke til at komme udenom. At afdø er at give afkald på alt det, der binder et menneske til det endelige, siger Kierkegaard, det timelige og verdslige. Afdøen er en løsrivelse, en negativ bevægelse baglæns for at komme til det nulpunkt, hvor Gud kan fylde mennesket, som man fylder et tomt kar.

 

Stilhedens nødvendighed

Hjalmar Ekström udtaler sig udførligt og ofte i brevene om betydningen af stilheden i bønnen. I et brev til Sigrid Schager skriver han bl.a.: I det stille kammer, hvor ingen uro kan trænge ind, og hvor intet andet fornemmes end Guds eget åndedræt som en sagte susen, i dette tyste, stille kammer møder jeg dig ofte og taler med dig. Hvor forunderligt er dog ikke dette kammer: det er så lille, at det ikke kan rumme noget skabt, og alligevel har det plads til hele verden og hele himlen. Dette lille kammer tilhører ikke én selv, men det er Guds bolig, og alle har adgang til det (Side 28 i Den stilla kammeren). En vigtig del af bønnens aktivitet er at blive fortrolig med stilheden, for det er igennem stilheden bønnen henter sin kraft.

Kære B. Du fortæller lidt om, at du har fornemmet, hvor livgivende stilheden er. Ja, dér møder vi Herren, ofte mærkbart, men også skjult. Der står i Hebræerbrevet: ”Glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden selv at vide det haft engle som gæster”(kap. 13, vers 2). Gæstfrihed over for Herren er at kunne vente på ham i ensomhed og stilhed. Selv kan man intet gøre for at fremskynde hans komme, og når han har været der, vil man ofte først opdage det bagefter. Man må blot lade alting i sig falde til ro og lade alle ønsker hvile. Han kommer netop, når det bliver allermest tyst, og ofte, når man ikke forventer det (Brev 37 i Den fördolda verkstaden)

Ekström forbinder også stilheden med læsningen af Ordet. Når vi i stilhed læser ordet, flyder bønnen ud af ordet. Den himmelske stilhed er en objektiv virkelighed, som omgiver os på alle sider, og når vi selv bliver stille, møder Kristus os ansigt til ansigt. Når vi har fortalt ham alt, hvad der er i vores hjerte, med ord eller uden ord, når vi har udtømt vores hjerte for ham, og hjertet er blevet stille, så ser hjertet uafvendt på Kristus og lytter til de milde ord, der kommer fra ham. Den fred, der ledsager bønnen i stilhed, vil blive en stille strøm, der følger én og flyder i alt, hvad man har med at gøre.

Allerede i begyndelsen af 1930’erne mistede Ekström to af sine nærmeste venner i Flodbergkredsen, Carl Flodberg selv og Henrik Schager, og det tyndede også lidt efter lidt ud i rækken af dem, han brevvekslede med. Det blev ensomt for ham, skriver Ulrika Ljungman, selv om han stadig havde Märta. Da Anden Verdenskrig brød ud, vidste han fra begyndelsen, hvad Det Tredje Rige stod for, og han kæmpede imod alt det onde på sin egen måde, ved at trække sig tilbage og bede med større inderlighed. Hans helbred blev efterhånden mere skrøbeligt, og han blev mere og mere træt, og til sidst opdagede lægerne den tumor i maven, som han døde af i julen 1962.

 

Bønnens frugt

Man støder ofte på den opfattelse, at mystiske oplevelser er illusioner og en form for religiøs selvoptagethed. Hjalmar Ekströms liv og breve vidner om, hvor forfejlet den opfattelse er. Han skrev et brev, der fortæller om bønnens frugt, hvor han kaldte stilheden for bønnens atmosfære og bønnens frugt at leve i Kristus. Vi skal ligne ham og være hans hjerteslag i en splittet og syg verden.

Kære R. Kristus er Guds hjerte for os og verden. Når vi drages ind i Kristus, bliver vi også Guds hjerte for verden, og vores hjerte banker for alle lidende mennesker. Heri ligger vores jordiske kald: vi skal være Guds lægende hjerteslag i en splittet og syg verden. Det kald er større end alle andre og forankret i den stille, ordløse bøn. Vi skal selv blive til bøn, den legemliggjorte bøn. Sådan var Jesu bøn, og sådan bliver vores bøn, når vi er i ham. Alt, hvad vi skal være og gøre i verden, strømmer ud af denne bøn (Brev 35 i Den stilla kammeren).

 

Lisbet Rømer er sognepræst i Dyssegård sogn.

Oversættelse af citaterne ved artiklens forfatter.

 

Litteratur

1. Den stilla Kammaren. Brev av Hjalmar Ekström. Artos bokförlag 1988.

2. Den fördolda Verkstaden. Brev av Hjalmar Ekström. Artos bokförlag 1988.

3. Ulrika Ljungman: Gud – och intet mer. Levnadsteckningar från den mystika Flodbergkretsen. Artos bokförlag 1984.

4. Søren Kierkegaard: Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler med efterskrift af Niels Jørgen Cappelørn. Kristeligt Dagblads Forlag.

 

(levende Vand 4 2010)

 

 

 

Mystikere i Norden

 

 

 At tænde lygter

Af Ulrika Ljungman

 

 

Mystikeren Hjalmar Ekström (1885-1962)

Af Lisbet Rømer

 

 

En mystiker i den svenske vækkelsesbevægelse

Af Joel Halldorf

 

 

Den hellige Birgitta, økumeni, spiritualitet og mystik

Af Grethe Livbjerg og Marianne Bønløkke

 

 

Ramt af det uventede

Af Grethe Livbjerg

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk