I sidste måned var jeg lidt inde på, at man i sin bøn kan blive egoistisk, kredse rundt om sine egne ønsker, om sin egen lille person, og om hvordan Fadervor retter os mod Gud og hans store anliggender: Helliget vorde dit navn - Komme dit rige - ske din vilje.

Den store fare i bønnen er, at vi beder for småt. At vi skaber os vores egen lille åndelige verden, hvor vi selv afstikker alle grænser. Engang beskrev en ung præst for mig nogle kristne, han havde mødt, med bemærkningen: "De har Gud i deres egne små kasser".

Men der findes kristne som har levet og bedt med vide horisonter. De har delagtiggjort os i deres bøn ved at nedskrive bønner. Sådanne bønner kan udvide vores bønsunivers. Vi kan læse dem som en slags åndelig læsning. Vi kan lære dem udenad og gøre dem til vore egne bønner.

Min første skriftefar rådede mig engang i et skriftemål til at bede følgende bøn:

Tag o Herre al min frihed.
Tag min hukommelse, min forstand og hele min vilje.
Hvad jeg end har og besidder, er du den som har givet mig det.
Jeg giver dig det alt sammen tilbage og overlader fuldstændigt til din vilje at råde over det.
Giv mig kun din kærlighed og din nåde;
så er jeg rig nok og noget andet foruden det begærer jeg ikke.

Jeg måtte svare, at den bøn kunne jeg ikke ærligt bede. Men jeg kunne da bede om engang at måtte kunne bede den.
En sådan bøn kan være som et fyrtårn, der viser retningen.

I karmeliterklostret i Norraby afslutter man morgenens time i indre bøn med Charles de Foucaulds bøn:

Far, jeg overgiver mig til Dig,
gør med mig hvad Du vil. Hvad Du end gør med mig,
takker jeg Dig.
Jeg er rede til alt,
jeg går ind på alt.
Måtte blot Din vilje ske med mig
og med alle Dine skabninger,
så ønsker jeg intet andet, min Gud.
Jeg lægger mit liv i dine hænder,
jeg giver Dig det min Gud
med al mit hjertes kærlighed,
fordi jeg elsker Dig,
og fordi kærligheden
gør det til et behov for mig,
at give mig selv,
at over give mig i Dine hænder
uden forbehold,
i uendelig tillid,
fordi Du er min Far.

(Charles de Foucauld var fransk officer og havde levet et ret så vildt liv. Efter pludseligt at have genfundet sin barndoms tro blev hele hans liv rettet mod at efterfølge Jesus fra Nazareth. Han tog bogstaveligt til Nazareth, men endte sine dage i Saharas ørken, hvor han boede mellem tuaregerne, var ven med dem, gav dem et skriftsprog - men blev dræbt af en tuareg. Hans vision var at stifte en orden, men den blev først realitet efter hans død: Jesu små Søstre og Jesu små Brødre.)

Frans af Assisis bøn - som man ikke er sikker på stammer fra ham! - er velkendt:

Herre, gør mig til redskab for din fred
hvor der er had, lad kærligheden råde.
Hvor der er uretfærdighed, tilgivelse.
Hvor der er mørke, lys.
Hvor der er fortvivlelse, håb.
Hvor der er sorg, glæde.
O, guddommelige Herre,
lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste.
Ikke så meget søge at blive forstået som at forstå,
ikke så meget søge at blive elsket som at elske.
For det er ved at give, at vi modtager,
det er ved at tilgive at vi tilgives,
det er ved at dø at vi fødes til evigt liv.

Denne bøn beder Mother Teresas søstre hver dag inden de går til de fattige.

Man skal vælge sig bønner, som klinger i én. Som man i det mindste med noget i sig selv kan bede ærligt. Værdien af bønnen afhænger af, hvor dybt vi kan engagere os i den. Måske fører den til en indre andagt. De mundtlige bønners mål er at rette os mod Gud. Teksten kan blive en ydre ledsager af den indre opmærksomhed. Måske sker der det, at opmærksomheden befrier sig fra ordene og kun retter sig mod Gud. Så er den mundtlige bøn på vej til at blive en kontemplativ bøn.

Under "artikler" er der nu lagt et temanummer af Levende Vand ind: Tidebøn.

I det vil du finde en gennemgang af Kirkens mest traditionelle - og aktuelle - form for bøn: tidebønnen.