Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Kirsten Krog, mag.art.

Dagmar Norell hendes liv og mystik

 

Dagmar Norell blev født den 14. januar 1917 som nummer syv i en søskendeflok. Hun fortæller om sine forældre, at de "var rigt udrustede personer, som havde yderst begrænset skolegang, men som hele livet igennem blev ved at uddanne sig og følge med i, hvad der rørte sig i tiden. De læste, så snart de havde en ledig stund. Far havde to dagblade og to lokalaviser med forskellig politisk farve; også litteratur fulgte de med i, efterhånden som de mange børn gjorde den aktuel. Favoritlekturen var rejseskildringer og biografier."

Dertil kom, at begge forældrene var alvorligt kristne mennesker. Hvilken betydning troen og menighedslivet havde i familien fremgår af Dagmars beskrivelse af den aften, hun blev født:

"Far var for en gangs skyld blevet hjemme fra aftenmødet i Nordre Missionshus som Missionskirken i SöSderhamn hed på den ti" - og senere: "Mor og far havde en andagtsstund sammen hver morgen ved sekstiden, inden far begyndte dagens arbejde [... ]. Far læste et kapitel af Bibelen, selv slægtstavlerne i Det gamle Testamente, og bad højt for prædikant og menighed samt alle familiemedlemmer én for én."

Det var da også allerede som helt lille - som treårig - at Dagmar Norell oplevede at få et kald til at blive missionær. Alligevel skriver hun om en langt senere epoke i sit liv: "Jeg længtes efter igen at kunne læse Bibelen, men uden at høre vækkelsesprædikanternes røst fra min barndom."

Måske hun da tænkte tilbage på en evangelist, som spiste hos hendes forældre, da hun var otte år: " Jeg var altid bange for den prædikant. [... ] Han talte meget om synd og helvede. En synd, som ikke kunne nævnes ved navn, syntes at være den alvorligste. Hvordan vidste man for resten, om man var 'frelst'? Var jeg 'frelst'? [... ] Nok elskede jeg 'Barndomsvennen' og ville gøre godt, men alligevel..."

  

Troskrise

Endnu en ting kom ind som en skygge i den ellers glade Dagmars barndom. Da hun er seks år, opdager hun, at noget er galt med hendes ene øje. Denne opdagelse bliver indgangen til mange vanskelige år, og sygdomsperioden bliver forlænget og forværret af en fejldiagnose og en deraf følgende fejloperation.

Faktisk kommer hun først under den rette behandling, da hun som medicinstuderende tager et øjenkursus, hvor hun selv bliver brugt som forsøgsperson. Her opdager docenten endelig, at hun er blevet fejlbehandlet af den øjenlæge, som har fulgt hende i flere år, og en ny operation kan nu afhjælpe den skade, som fejloperationen har forårsaget.

Disse år er imidlertid ikke sværest på grund af de fysiske problemer, men hele dette sygdomsforløb kaster Dagmar ud i en psykisk og åndelig krise. Hun beretter: "Det kom til en tillidskrise mellem Gud og mig. Jeg følte mig stadig mere indesluttet, men fortsatte med at gå i kirke, læse i Bibelen og bede. Jeg havde det imidlertid ikke godt."

Denne troskrise forbliver tilsyneladende en del af hendes væsen, om end ubevidst, gennem hendes senere år som lægemissionær i Indien og er måske en medvirkende faktor til et alvorligt psykisk sammenbrud, som følger umiddelbart efter hendes hjemkomst fra Indien. I den efterfølgende kamp for at genvinde sin psykiske sundhed bliver troskrisen i forbindelse med øjensygdommen et tilbagevendende emne, men heller ikke da bliver hun færdig med problemet:

"Jeg troede, jeg havde arbejdet mig helt igennem oplevelsen, men i sommeren 1979 skete der noget mærkeligt. Altså næsten 55 år senere! Jeg var på Rättviks meditationscenter på et ugekursus i eutoni, som betyder god spænding, en metode, hvor man gennem en bevidstgørelse af sin egen krop når til en udligning af spændingstilstanden. Vi lå på gulvet med hænderne foldede og håndryggen hvilende mod øjenbrynene. Vi skulle opleve mellemrummet mellem øjnene, og hvordan øjenæblerne hvilede i øjenhulernes muskler og bløddele. Pludselig følte jeg en intensiv smerte bag højre øje, som når en byld brister. Tårerne begyndte at løbe, og jeg hørte mig selv hviske: 'Jeg tilgiver Dig, Gud.' Endelig var den ovre, barnets tillidskrise med Gud."

 

Missionær i Indien

Under sit medicinstudium begynder Dagmar Norell at føle sig mere og mere tiltrukket af psykiatrien, "men ingen havde hørt tale om, at man sendte en psykiater til missionsmarken" (ØL, s.40). Men efter at have mødt metodisten og Indien-missionæren  E. Stanley Jones i 1949 begynder missionskaldet og hendes uddannelse inden for psykiatrien endelig at vise sig at gå op i en højere enhed. Stanley Jones har således planer om at åbne en klinik for psykisk syge i Indien. Dagmar Norell har på det tidspunkt tilhørt metodistkirken i ti år og bliver nu antaget som dens missionær.

Det bliver til i alt seks spændende og givende år i Indien. Men selv om Dagmars kald synes at være faldet på plads, bliver disse år også fyldt med megen modstand især fra gamle missionærer, som har svært ved at forstå sammenhængen mellem en missionærgerning og arbejdet med psykiatri. Nogle tvivlede endog på, at der kunne være tale om et egentlig kristent arbejde. Denne modstand, sammen med det meget hårde arbejde og alt for lidt søvn, bliver efter hendes hjemkomst i 1956 en medvirkende årsag til et psykisk sammenbrud.

Mens hun stadig er i Indien, får hun kontakt med en dr. Medard Boss, som var professor i psykoterapi ved universitetet i Zürich. Han var rejst til Indien for at studere indisk filosofi. Det bliver besluttet, at Dagmar Norell i sit friår efter første periode i Indien skal videreuddanne sig hos dr. Boss i Zürich, samtidig med at han skal tage hende i terapi.

 

Depression og troens nat

Det, som skulle have været et friår med videre studier og opladning til endnu en periode i Indien, ender imidlertid med et psykisk sammenbrud. Efter et par uger i Sverige rejser Dagmar til Zürich, og kort tid efter begynder hun at få flere symptomer på en psykose. Udover høre- og synshallucinationer udvikler hun en alvorlig paranoia, hvori bl.a. barndommens vækkelsesprædikanter dukker op som helvedesprædikanter, der aflytter hendes telefonsamtaler med dr. Boss.

Denne tilstand varer i flere år og fører til, at hun må opgive ikke blot at komme tilbage til Indien, men i det hele taget at arbejde som psykiater. Men disse år bliver også indgangen til et dybere indre liv med Gud.

Hos Dagmar Norell ser man, hvordan alvorlig psykisk lidelse kan smelte sammen med det, som mystikeren Johannes af Korset taler om som den mørke nat. Ifølge ham går vejen til den fulde forening med Gud gennem nætter, der renser såvel sanserne som ånden.

Nætterne har mange fællestræk med psykiske lidelser. Den, som befinder sig i den mørke nat, oplever således, hvordan han eller hun mister glæden ved det jordiske såvel som ved det himmelske; alt synes gråt, præcis som man kan opleve det i en depression. På samme måde oplever et menneske, der befinder sig i den mørke nat, hjælpeløshed, angst, ja til tider fortvivlelse; alt sammen noget, som kan genfindes i forskellige psykiske lidelser.

Men Johannes af Korset pointerer, at den mørke nat ikke er psykisk sygdom, og at psykisk sygdom ikke er en mystisk nat. Nætterne sendes af Gud, for at mennesket må blive løst fra alt det, der binder det, hvad enten det er materielle ting eller f.eks. behovet for åndelige oplevelser. Målet med nætterne er, at man helt bliver fokuseret på og forenet med Gud selv, og dette sker ikke automatisk hos psykisk sårede eller syge mennesker. Men tillader vi Gud at virke sin frigørelse gennem vore svagheder og psykiske sår, kan han forvandle selv psykisk sygdom til en forvandlende nat. Som Wilfrid Stinissen skriver i Natten er mit lys: "Der er ikke noget ondt, som ikke kan forvandles til 'lykkelig nat'. Men Gud forvandler kun det, vi bærer frem for ham."

Denne sandhed er Dagmar Norell et tydeligt eksempel på. Hendes beretning om, hvordan Gud bruger det i hendes liv, som ved en overfladisk bedømmelse ser ud som det største nederlag og som noget fuldstændigt meningsløst, kan derfor være en stor trøst for dem, der midt i deres dybeste kriser og psykiske sår kan føle sig uden for Guds forvandlende rækkevidde. Og det var da også netop i det, Dagmar Norell så sit kald, helt fra hun valgte at blive psykiater, til hun mange år efter sit psykiske sammenbrud skriver: "Jeg skal være det tavse talerør for dem, som råber i deres angst, ja, selv for dem, som i deres blinde og stumme angst ikke forstår og formår at råbe. Min tjeneste nu er at være forbøn og lidelse for andre."

 

Vejen finder hende

Efter sit sammenbrud og erkendelsen af ikke at kunne vende tilbage til missionær- og lægegerningen, står Dagmar Norell i et akut behov for at finde en anden levevej. Men det bliver ikke hende, der finder den, men den, der finder hende.

Under sin sygdom og i terapiforløbet med dr. Boss oplever Dagmar en magtesløshed og træthed over for ord, både det talte og det tænkte. Til gengæld opdager hun en frigørelse og styrke i billedet, og hun begynder at udtrykke og meddele sig først gennem tegningen og senere mere og mere gennem leret. Det keramiske udtryk bliver en vej ud af psykosen og ind i meditationen, samtidig med at det viser sig at blive hendes levevej.

Den psykiske sygdom og den mørke nat fører hende altså ind i et nyt kald. Hvor hendes kald tidligere mest var en tjeneste, bliver den nu en indre, kontemplativ tjeneste. Dagmar taler om, hvordan leret bliver vejen til det indre liv på følgende måde: "Leret hjælper mig til at holde mig på jorden, at 'sidde ned indvendig'." Denne 'sidden ned indvendig' er et udtryk for den kontemplative livsstil og for den meditation, som arbejdet med leret bliver for hende. Hun skriver om indgangen til sit liv som kunstner:

"Jeg oplevede mit legeme, især brystpartiet, som et kar, der skal tømmes og fyldes i ud- og indåndingen, i den guddommelige vejrtrækning, livets puls [... ]. Jeg gik direkte ind i værkstedet og påbegyndte den første meditative form af Mennesket er et skrøbeligt kar, som har mange variationer; den form, jeg er blevet mest kendt for som kunstner."

Skulpturen Meditation fra 1982 er et eksempel på denne grundform. Skulpturen, som er en vase, er ikke det tydeligste eksempel på en keramisk afbildning af menneskets brystparti, men kender man nogle af de øvrige skulpturer, vil man kunne genkende formen (I bogen Från ögonspegel till lera (Fra pandespejl til ler) er der fotos af nogle af hendes skulpturer). Som vase symboliserer den den indre tomhed, der skal fyldes, som citatet ovenfor beskriver. På vasens yderside sker der ved hjælp af den indsunkne del en centrering mod midten, men også mod dybet. Den mere fremhævede del giver således vasen en tyngde, så man næsten kan mærke harmonien og hvilen i skulpturens dyb. Vasen synes at sige det samme, som Dagmar Norell siger med ord på følgende måde: "Fra den stund kunne jeg til tider synke gennem angsten ned til en hvile på Grunden inden i mig, Guds nærvær på dybet af mit væsen."

 

Ægteskab og brudemystik

I 1966 træffer Dagmar Norell sin senere mand, den kendte kritiker og skribent Eugen Wretholm. Eugen har ikke som Dagmar en kristen baggrund, men i sit samliv med hende åbner han sig mod den åndelige dimension. Hun fortæller således, at han, efter at de i 1978 besøger karmeliternonnen Teresas inkarnationskloster i Avila, beder hende om at fortælle om sin tro: "Natten efter sov han ikke. Hele hans liv passerede revy, og han kunne endelig acceptere sin åndelige længsel, efter tidligere at have bedyret, at han var ateist."

Gennem sit kærlighedssamliv med Eugen lærer Dagmar i praksis noget værdifuldt om kærlighedens væsen, som hjælper hende til at leve i og modtage Guds kærlighed på en ny måde. Som da Eugen ser Dagmars nervøsitet op til en kunstudstilling og siger: "Hvad bekymrer du dig for? Vær ikke bange. Jeg er her jo." Denne erfaring med Eugen giver hende, som hun siger "en eksistentiel dimension til ordene i Bibelen: 'Jeg er her jo.' Kristus forlader os aldrig."

Men også kærlighedsrelationen i Treenigheden og mellem Kristus og sjælen bliver uddybet ved at opleve kærligheden mellem hende og Eugen vokse: "Den modne kærlighedsrelation [... ] er en bølgen frem og tilbage, hvor man er en indre åben favn for hinanden, som tager imod hele personen."

Netop forholdet mellem Kristus og sjælen, den såkaldte brudemystik, har en fremtrædende plads hos Dagmar Norell. "Jeg ved jo, at jeg ikke kan blive 'Sponsa Christi' i Kirkens forstand, men ingen kan hindre mig i at være Kristi brud i mit hjerte."

Brudemystikken udtrykker på en særlig måde det inderlige fællesskab med Gud, som vi alle er kaldet til, og må som sådan være noget naturligt for en kristen. I vores meget sexfikserede tid kan brudemystikkens sprogbrug imidlertid virke anstødelig på mange kristne, hvilket den også gjorde på Dagmar, da hun var ung. Men netop i en tid, hvor kærligheden på så mange måder er blevet forvrænget, er det vigtigt, at vi vover at tale brudemystikkens sprog, både for ikke at miste forståelsen for det inderlige kærlighedsforhold til Jesus, som vi er kaldet til, og for derigennem at være en modvægt til kærlighedens vrangbillede. Vor tid har brug for et sandt kærlighedens tegn.

Op gennem Kirkens historie har klosterkaldet på en særlig måde haft denne tegnkarakter. Den gudviede stand, som Dagmar henviser til med sit "Sponsa Christi", er et synligt tegn for det forhold, der eksisterer mellem Kirken og Kristus. Men vi er alle kaldet til at leve i dette brudeforhold, i en dyb forening med Kristus, som Dagmar Norell udtrykker på følgende måde: "Kristus, min Brudgom, lad mig gemme mig i dit hjerte. Lad mit hjerte blive helt forenet med dit hjerte, så jeg lever i dig og du lever i mig."

 

Katolik og karmelit

Både i sin natmystik og i sin brudemystik skriver Dagmar Norell sig ind i en side af Kirkens mystiske tradition, som i særlig grad blomstrer blandt andet i den karmelitiske tradition. Og netop den karmelitiske mystik går som en rød tråd igennem Dagmars liv, helt fra de unge år. Allerede i 1939 læste hun Thérèse af Lisieux' selvbiografi og to år senere en bog om Teresa af Avila,

Netop på dette tidspunkt var der en meditativ og kontemplativ interesse hos nogle metodister, der også startede en retrætevirksomhed kaldet Skt. Lukasstiftelsen. Her fik Dagmar Norell også kendskab til andre kristne klassikere som Ignatius af Loyolas Åndelige øvelser, Thomas a Kempis' Om Kristi efterfølgelse og Frans af Sales' Filotea, alle skrevet af katolske helgener og mystikere.

Mange år senere, i 1985, bliver Dagmar selv optaget i Den katolske Kirke, og kort tid efter optages hun som sekularkarmelit. En sekularkarmelit er en person, som er tilknyttet Karmeliterordenen, men lever i verden. Igen nogle år senere bliver hun derudover vejleder for de nye aspiranter, novicerne, i sekularordenen.

 

Ringen sluttes

Det, som er så karakteristisk for Dagmar Norells liv er, hvor perfekt alle tilsyneladende modsætningsfyldte elementer i hendes liv passer sammen. Som barn følte hun kaldet til at blive missionær, og efter en traditionel missionærgerning kaldes hun ad underlige veje til en indre, mystisk missionærtjeneste.

Som ung følte hun sig draget til psykiatrien, og efter at have virket som psykiater i Indien må hun selv gennemgå en psykisk sygs lidelser for derigennem at kunne tjene andre lidende på en dybere, åndelig måde. Og hendes åndelige vej bliver banet lang tid før, hun selv kan forstå det. Gennem læsningen af kristne mystiske bøger i sin ungdom åbnes hendes sind for den åndelige vej, Gud vil lede hende ad - mystikkens vej.

Dagmar Norell fik i 1995 levercancer. Den sidste tid på hospice blev én lang retræte. Hun ønskede kun få besøg. Hendes sidste tid skulle tilbringes i bøn. Hun døde i april 1996.  

 

Citaterne er taget fra "Från ögonspegel till lera" og "I krukmakarens verkstad", Dagmar Norells to selvbiografier.

 

 

(Levende Vand nr. 1 2005)

 

Dagmar Norell

  

Dagmar Norell

 - hendes liv og mystik

Af Kirsten Krog, mag.art.

 

 

Fra læge til pottemager

Af  Dagmar Norell

 

 

Det kontemplative liv

Af  Dagmar Norell

 

 

Aforismer

Af  Dagmar Norell

 

 

Bøn

Af Dagmar Norell, julen 1993

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk