Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Skuffelse i bøn - og hvad så?

Jeg skrev sidst, at vi her vil anvende Franz Jalics´ bog "Kontemplative Exercitien" i erfaret, forkortet og bearbejdet form. Det bliver dog først når vi skal beskæftige os med den kontemplative bøn.

Men først lidt om den bøn hvor vi beder Gud om noget, for dette er for mange mennesker ensbetydende med bøn, og for de fleste er det den første form for bøn. Der ligger en vis tillid til Gud i at bede Ham om hjælp, om helbredelse, om lykke osv. Jesus siger da også: "Bed og der skal gives jer … for enhver som beder, får" (Luk 11.9-10). Paulus skriver: "Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak" (Fil 4.6-7). Gud er vores far som vi kan komme til med alt. Gud er kun kærlighed, og vi kan stole på at han hører os i kærlighed. At bede Gud om noget er som at dykke ned i et hav af kærlighed.

Og alligevel: " Jeg har bedt Gud hjælpe mig med at holde op med at ryge, men han hjælper mig ikke" - "Jeg bad Gud helbrede mit barn, men det døde" - Listen kunne fortsættes. Og man føler, at Jesu løfter er tomme og spørger: Er Gud alligevel ikke kærlig?

Men: Gud er far, og som Gud ser han hele vores liv og vil at det skal lykkes i sin helhed. Hvor vi kun ser bagsiden af den gobelin som vort liv kan lignes ved, kun de løse tråde, det ofte så tilsyneladende meningsløse, så ser Gud retsiden - som vi også skal se engang. Dér er alt smukt. Dér væver han det skønneste billede - hvis vi giver ham lov. Men Gud kan såmænd også væve på trods af vores større eller mindre modstand, hvis vi dog bare engang giver ham frit spil.

Derfor lægger Bibelen så stor vægt på at takke. "Sig tak under alle forhold" skriver Paulus. Han siger det, fordi han ved - har erfaret - at Gud er med i alt og bruger alt i vort liv til at føre os nærmere sig selv. Han siger jo også: "Alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud"

Men puh ha, takke for alt, kan man det? Jeg kan da ikke takke for det og det onde, som er sket - eller kan jeg?

Det mærkelige er, at jo ældre man bliver, jo mere indser man at de ganske svære ting som på et tidspunkt i livet så ud til at ødelægge alt, har bidraget ganske meget, måske allermest, til min vækst som menneske og kristen. Ja, jeg kan faktisk nu med fuld overbevisning takke for det som virkelig oplevedes svært og smertefuldt.

Hvorfor så ikke nu takke for det, jeg nu ikke forstår, som nu gør ondt, ja føles ødelæggende? Der er et spring fra at klage sig, søge trøst hos Gud og mennesker - hvad man også har lov til!!! - tigge Gud om at fjerne det smertefulde - og så til at takke for det. Det er troens spring, man kan også sige tillidens spring. Det onde som hænder mig, er ikke Guds direkte vilje, men når nu det sker kan han bruge det, ja han tillader det. Lidt banalt sagt: Gud ser en chance i det som jeg finder destruktivt: "Ah ha, det kan bruges så jeg kan skabe hende endnu smukkere, gøre hende endnu mere lykkelig end jeg først havde tænkt!"

Når man tager dette troens spring, oplever man en stor befrielse. Smerten er der stadig, men jeg er ikke helt dér hvor smerten er, jeg er i Gud, i tilliden til ham.

Vi kan på et øjeblik skifte "sted". Vi kan være i vores smerte, vore problemer og helt grave os ned i dem med de følger det får for vores psyke - eller vi kan træde over i Guds verden hvor han bruger alt til vores bedste.

Enhver psykiater eller psykolog ved, at helbredelsen findes i at patienten fra at være navlebeskuende vender sig mod andre. Gud er den bedst psykolog. Da disciplene så Jesus bede, sagde én af dem til ham: "Herre, lær os at bede", og Jesus lærte dem Fadervor hvor vi i de tre første bønner beder for Guds sag: Helliget vorde dit navn - Komme dit rige - ske din vilje som i himmelen så og på jorden. Ved at bede fadervor - hvis vi virkelig beder denne bøn - flytter vi tyngdepunktet fra os selv til Gud.

Disse tre bønner udvirker vores virkelige lykke: Tænk hvis Guds vilje skete her på jorden som den sker i himmelen - så havde vi himmelen på jord. Altså en bøn som ville gøre os lykkelige hvis den blev helt opfyldt.

Jesus lærer os at før vi beder om at få vore ønsker opfyldt, må vi have blikket vendt bort fra os selv - vi må slippe vores selvoptagethed, se alt i større perspektiv.

Den tyske mystiker Mester Eckehart skriver at ofte bruger vi Gud som bonden bruger en ko: Han har den for mælkens skyld. Vi har Gud for at få af ham. Vi bruger Gud for vore egne mål.

Hvordan ville vi føle det hvis vi opdagede at en ven kun brugte os for selv at få noget ud af det? Det ville være uværdigt, og vi ville skynde os at trække os tilbage fra sådan et forhold. Kan vi så fortænke Gud i at gøre det samme? Men Gud gør det ikke fordi han er fornærmet, men fordi han ønsker os noget langt bedre.

Gud er tålmodig med os - og vi må være tålmodige med os selv. Det er normalt at begynde et bønsliv med at bede Gud om noget. Men i stedet for at blive skuffede over ikke at få det vi beder om, må vi være opmærksomme og se hvad vi så får. Jesus siger: "Enhver som beder, får" - men han siger ikke hvad vi får.

Sidste sommer var jeg i Lourdes, dette pilgrimssted i Pyrenæerne, hvor syge i tusindtal kommer og beder om helbredelse. Nogle bliver helbredt, men de fleste tager hjem lige så syge som de kom. Men jeg tror ikke, at nogen ville sige at de ikke fik noget, ja meget. De oplevede kærlighed, Guds og menneskers. De fik fred og styrke til deres ofte svære dagligdag. De tog berigede hjem.

Paulus giver os i Fil. 4,6-7 en opskrift på fred:

Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: glæd jer!

Vær ikke bekymrede for noget 
(Jesus siger det samme i Matt 6,25 ff.)

"...men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud (Altså ingen undtagelser!) i bøn og påkaldelse - (dvs. i tro på, at Gud er nærværende) med tak. (Altså: altid takke!)
Og Guds fred, som overgår al forstand,
vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus."

At bede er at leve med den dybe fred. Alt omkring os kan være det modsatte af fred, men vore hjerter og vore tanker kan være i fred. Når vi mister den, må vi søge ind i bønnen og genfinde den.

Artikler om bøn

    

Den indre bøn - svar på Guds kærlighed

 

Naturen som læremester i bøn

 

Skuffelse i bøn - og hvad så?

 

Bønner

 

Indføring i en kontemplativ meditation

 

Bønnens rensende og helbredende kraft

 

Praktiske anvisninger

 

Ikonen i det ortodokse fromhedsliv

 

Udbrændt i bønnen

 

Centrerende bøn I

 

Centrerende bøn II

 

Advent

 

Det gode forsæt - at leve i Guds nærvær

 

Forbøn

 

Helbredelse ved bøn

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk