Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Åndelige vitaminer

De følgende "vitaminer" er taget fra en bog af den svenske katolske biskop Anders Arborelius: "Tankar ur tystnaden".

NB. For vitaminer gælder, at man skal indtage dem i små portioner !

 

Vi lader os nøje med så lidt, mens Gud vil give os så meget.
 
Dybt inde i os findes der en kraft, som ikke er vores, men som alligevel tilhører os og er vores største skat, et levende vand, som altid kan forny os indefra, selv når alt andet tages fra os.
 
Hvert menneske vi ser på, har ret til at genkende noget af Guds uendelige ømhed i vore øjne.
 
Vi er altid kaldede til at spejle os i Herren. Vi tilhører ikke os selv, men Jesus. Han må gøre ved os, hvad han vil.
 
Ved at leve et kontemplativt liv lærer man sig at lægge hele problembyrden fra sig om aftenen - "i dine hænder befaler jeg min ånd" - i troen på at nogen anden klarer dette her bedre end jeg.
 
Længslen efter Guds rige og troen på at Gud kan handle i vor verden, er ofte blevet afløst af krav på åndelige oplevelser.
 
Vi forvandles selv gennem det vi beder for.
Tænk hvis vi stockholmere (københavnere, århusianere --- ) kunne bruge al vores ventetid ved tunnelbanen (S-toget, bussen) som forbønstid. Hvilken åndelig fornyelse i "underjorden"!
 
Adspredte tanker er til for at blive afklippede og forvandlede til forbønner.
 
Vi behøver ikke at gå ud af os selv for at møde Gud. Han er der allerede.
 
Gud er Gud, uafhængig af hvad jeg netop nu føler. Troen hviler på en realistisk filosofi.
 
Ingen er så materialistisk som en kristen i ordets oprindelige mening. Ingen anden religion siger at Gud er blevet menneske og har delt vores kropslige og materielle virkelighed. Ingen anden end Kristi Kirke vover at sige, at skabelsen, kroppen og materien har en sådan værdighed. Alt i vor kristne tro ånder respekt for skabelsens gudgivne virkelighed.
 
Det er Helligåndens opgave at være vores indre hørelse og følelse, så at vi hører Gud når han taler og genkender ham når han kommer.


***

   
Guds tålmodighed er ufattelig. Hans stemme er ganske vist den spædeste som findes, men også den mest stædige som findes.

Når Faderens evige Søn bliver menneske, vælger han den sidste plads. Men den næstsidste er altid ledig. Måske er det Helligåndens opgave at hjælpe os til at finde os til rette dér. At bekræfte vores højst daglige og almindelige plads i det liv hvor Gud har placeret os?

At gengive Maria hendes plads i svensk (dansk!) kirkeliv er et spørgsmål om at overleve. Men det må være den virkelige Jomfru Maria, hun som fødte Gud uden mands medvirken, hun som var helt lydig mod Faderen og lyttede så åbent til hans Ord at det blev kød i hende.

Marias liv havde intet ekstraordinært over sig. Det var et stille liv i bøn og arbejde, i håb og tro og kærlighed. Netop fordi Marias liv var så almindeligt, kan vi spejle os i det.

Maria hjælper os at møde Jesus her og nu og at fæste blikket på vort mål - Gud herlighed. Gud bliver menneske for at vi skal få del i Guds evige herlighed.

For at overleve som Kirke må vi tilbage til det oprindelige, til det som er hvad det er, fordi Gud har villet det sådan. Det er Helligåndens store opgave at hjælpe os til at finde tilbage til den rene atmosfære, hvor alt får lov at være hvad det er i Guds øjne.

 

Johannes af Korset: Ord af Lys og Kærlighed

Prolog:
Gud min glæde! Af kærlighed til dig har min sjæl villet udtrykke disse ord af lys og kærlighed selvom jeg, der udtrykker dem med munden, ikke selv lever dem i gerning, hvilket ville behage dig mere end deres form og visdom. Måske vil andre mennesker, opmuntrede af dem, gøre fremskridt i din tjeneste og i kærlighed til dig, og så skal min sjæl trøste sig med at have været årsag til at du hos andre finder hvad jeg savner.

Herre, du elsker eftertanken, du elsker lyset, du elsker kærligheden mere end sjælens andre gerninger. Må derfor disse ord være til eftertanke, lys på vejen og kærlighed under vandringen. Fjernt være al verdens ordrigdom, fjernt den snedige men kraftesløse menneskelige klogskabs mange ord og tørre veltalenhed, som aldrig behager dig. Lad os tale ord til hjertet, overstrømmende af mildhed og kærlighed som du kan have behag i, og så måske rydde hindringer og stødesten væk fra mange sjæle som ellers ville snuble og fare vild. Så kan de måske vises hen til efterfølgelse af din Søn, vor mildeste Herre Jesus Kristus, så de kan blive ham lig i handling og blive iklædt hans ånds renhed. Men det må Du give, barmhjertighedens Fader, for uden dig kan intet skabes.

 

Johannes af Korset: Ord af Lys og Kærlighed 1- 55 

 

1.

Herren har altid åbenbaret sin visdoms og ånds skatte for dødelige skabninger, men nu når ondskaben viser sit ansigt stadig tydeligere, åbenbarer han dem desto meget mere.

 

2

O Herre, min Gud, findes der mon nogen, som søger dig med en enkel og ren kærlighed og ikke finder dig helt efter sit behag og sin vilje? Du viser dig jo først og går ud for at møde dem, som længes efter dig.

 

3.

Selv om vejen er jævn og behagelig for mennesker af god vilje, så vil den, der er på vej ikke nå langt - og dét kun med besvær - hvis han ikke har gode fødder, mod og et udholdende sindelag under denne sin vandring.

  

4.

Det er bedre at bære på en byrde ved den stærkes side end at være uden byrde ved den svages side. Når du tynges under en byrde er du ved Guds side, Han som er din styrke og som altid er med de fortrykte. Når du er uden byrde, står du ved din egen side og da er du selv din egen svaghed, men sjælens dyd og styrke vokser og bliver rodfæstet ved de prøvelser, som din udholdenhed udsættes for.

  

5.

Den, som uden støtte fra en leder eller vejviser vil være sig selv nok, vil blive som et ensomt og herreløst træ på marken. Hvor meget frugt det end bærer, så vil de, der kommer forbi det plukke den og derfor kan frugten aldrig modnes.

 

6.

Det træ, som med omsorg passes og vogtes af sin ejer vil bære frugt til den tid, man forventer det.

 

7.

En sjæl, som er dydig, men ensom og uden leder / vejleder, ligner et ensom stykke kul, der gløder; det kølnes af, inden det bliver gennemglødet.

 

8.

Den, som falder ensom bliver liggende ensom; han har ikke megen agtelse for sin sjæl, thi det var kun til sig selv, han betroede den.

 

9.

 Selvom du ikke frygter at falde alene, hvordan kan du så bilde dig ind, at du kan rejse dig alene? Tænk på, at to sammen formår mere end én, der er alene.

 

10.

Den som falder under byrdens vægt, vil have svært ved at rejse sig med den.

 

11.

Den, som er blind og falder vil i sin blindhed ikke kunne rejse sig på egen hånd; og selvom han rejser sig på egen hånd, vil han komme til at vandre hen, hvor han ikke burde.

 

12.

Gud vil hellere have den allermindste smule ren samvittighed af dig end alle de værker du kan udrette.

 

13.

Gud vil hellere finde den allermindste lydighed og underkastelse i dig end alle de tjenester du tænker på at gøre ham.

 

14.

Gud tillægger det større værdi, at du kan udholde tørke og lidelse for hans kærligheds skyld end alle de vederkvægelser og åndelige visioner og betragtninger, du kan have.

 

15.

Afstå fra alle dine ønsker så skal du finde, hvad dit hjerte ønsker sig. Hvordan kan du vide, om dine ønsker er i overensstemmelse med Guds vilje?

 

16.

O Guds kærlighed, overmåde skøn, men så lidt kendt! Den, som har fundet dens årer, har fundet ro.

 

17.

Det bringer dig dobbelt bitterhed at gøre din egen vilje: ønsk derfor ikke at gøre din egen vilje, selvom det skulle føles bittert for dig.

 

18.

Sjælen bærer sig mere upassende og urent ad, hvis den på sin vandring mod Gud bærer det mindste begær efter verdens ting med sig, end hvis den var tynget af alle tænkelige, urene og påtrængende og vedholdende fristelser og mørke, forudsat, at den med sin forstands viljekraft tager afstand fra disse ting. I så fald kan den med tiltro nærme sig Gud for at gøre Hans Majestæts vilje, Han som siger: "Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg skal give jer hvile." ( Matt 11:28).

 

19.

Gud finder mere behag i den sjæl, som i tørke og med anstrengelser underkaster sig det, som er fornuftigt, end i den sjæl, som fejler i dette, men finder trøst i alt, den foretager sig.

 

20.

Gud finder mere behag i en gerning, hvor ringe den end måtte være, hvis den udføres i det skjulte og uden hensigt med at blive kendt, end i tusinde gerninger, som udføres for at blive kendt af mennesker. Den, som i reneste kærlighed arbejder for Gud bekymrer sig nemlig ikke det det mindste om, at menneskene skal få kendskab til dette, ja, han gør det end ikke for at Gud skal få kendskab til det, thi selvom Han aldrig fik kendskab til det, skulle han alligevel ikke undlade at gøre ham de samme tjenester, og det med samme glæde og rene kærlighed.

 

21.

En ren gerning, udført for Gud på en hel og udelt måde af et rent hjerte gør, at dette hjertes Herre finder et rige, som er helt og udelt.

 

22.

Fuglen, som sidder fast i limen, har dobbelt besvær: del med at gøre sig fri, dels med at gøre sig ren. Den, som giver efter for sit begær skaffer sig dobbelt besvær: først besværet med at gøre sig fri, og når han engang er blevet fri, må han rense sig for det, som har sat sig fast på ham.

 

23.

Den, som ikke lader sig drages med af sine begær, skal i ånden flyve let og frit som fuglen, som ikke har mistet nogle af sine fjer.

 

24.

Fluen, som sætter sig på honningen, gør det umuligt for sig selv at flyve; og den sjæl, som vil klamre sig til åndens skønhed, gør det umuligt for sig selv at finde sin frihed og kontemplation.

 

25.

Kom ikke tæt på de skabte væsener, hvis du vil bevare Guds ansigt på en klar og enkel måde i den sjæl, men tøm din ånd for dem og gør den helt fremmed for dem, så skal du vandre i guddommeligt lys, thi Gud er ikke ligesom dem.

 

26.

En elskende sjæls bøn:

Herre Gud, min Elskede! Hvis Du stadig ihukommer ( husker ) mine synder og derfor ikke gør det, jeg stadig beder Dig om, så lad Din vilje, min Gud, ske med dem, hvilket er, hvad jeg mest længes efter. Lad Din godhed og barmhjertighed virke, så skal Du blive kendt gennem disse mine synder. Og hvis Du venter på mine gerninger, for at Du på grund af dem, skal opfylde min bøn, så giv mig dem og udfør dem for mig og lad også de lidelser, Du vil sende mig, komme over mig. Men hvis det ikke er mine gerninger, Du venter på, hvad er det så, Du venter på, mildeste Herre? Hvis det i sidste ende må være nåde og barmhjertighed, som jeg beder Dig om i Din Søn, så tag mit lille skår, eftersom Du vil have det, og giv mig dette gode i stedet., det er jo også dét, Du vil. Hvem ville dog være i stand til at befri sig fra sin elendige opførsel og sin elendige begrænsning, hvis ikke Du, min Gud, ophøjede ham til Dig i kærlighedens renhed? Hvordan skulle et menneske, født og formet i elendighed, kunne ophøje sig til Dig, Herre, hvis ikke Du ophøjer det til Dig med den hånd, hvormed Du har skabt det? Du, min Gud, vil aldrig tage det fra mig, som Du én gang har givet mig i Din enbårne Søn, Jesus Kristus; i ham har Du givet mig alt, jeg vil have. Derfor glæder jeg mig over, at Du ikke vil lade mig vente, hvis bare jeg håber på Dig. Hvad er det, der hindrer din længsel, når du allerede nu kan elske Gud i dit hjerte? Mine er himlene og min er jorden. Mine er folkene. De retfærdige er mine og mine er synderne. Englene er mine og Guds Moder og alle skabte ting er mine. Gud selv er min og tilhører mig helt og holdent. Hvad er det så, du søger efter, min sjæl? Alt dette er dit og alt tilhører dig.

Du skal ikke bekymre dig om det, som er mindre end dette og lad dig ikke nøjes med de smuler, som falder fra din Faders bord. Gå ud og glæd dig over din herlighed. Skjul dig i den og jubl, så skal du opnå det, dit hjerte beder om.

 

27.

En helt ren ånd præges ikke af det ydre og fæstner sig ikke ved menneskelige hensyntagen. I stedet står den alene, fjernt fra alle ydre former, og i sit indre omgås den med Gud og er opfyldt af herlig fred, thi det er i den guddommelige stilhed, den får sin indsigt.

 

28.

En forelsket sjæl er en blid, mild, ydmyg og tålmodig sjæl.

 

29.

En hård sjæl forhærdes i sin egenkærlighed.

 

30.

Hvis Du, o gode Jesus, ikke gør sjælen mild i Din kærlighed, vil den altid fremture i sin naturlige hårdhed.

 

31.

Den som ikke griber øjeblikket lig én, der lader en fugl slippe ud af hånden, thi han vil aldrig få lejlighed til at gribe det igen.

 

32.

Jeg kendte Dig ikke, o min Herre, thi jeg ville stadig smage og nyde tingene.

 

33.

Alting må gerne forandres, Herre Gud, så længe vi får lov til at bo i Dig.

 

34.

En eneste af menneskets tanker er mere værd en hele verden, derfor er det kun Gud, der er den værdig.

 

35.

For det ikke-sanselige det du ikke fornemmer med sanserne, for det sanselige sanserne, og for Guds Ånd tanken.

 

36.

Tænk over, at din skytsengel ikke altid vækker dit begær til handling, selvom han altid oplyser din forstand. Vent derfor ikke med dydens handlinger til du får lyst til det, men lad det være nok med din forstand og fornuft.

 

37.

Når begæret er rettet mod noget andet, har engelen ingen mulighed for at sætte det i bevægelse.

 

38.

Min ånd er tørret ud, thi den glemte at søge sin næring i dig.

 

39.

Det, du stræber og længes mest efter vil du ikke finde hverken på din egen vej eller i den ophøjede kontemplation, men kun i hjertets ydmyghed og underkastelsele.

 

40.

Udmat ikke dig selv, thi du vil alligevel ikke opnå åndens glæde og mildhed før du stræber efter forsagelse af alt det, du vil have.

 

41.

Tænk på, at det er den sarteste blomst, som visner hurtigst og mister sin velduft. Derfor skal du ikke ønske at vandre fremad ledt af skønhedens ånd, thi i så fald vil du ikke forblive standhaftig. Men vælg dig en stærk ånd, som ikke er bundet til noget som helst, så vil du finde salighed og fred i overflod, thi den velsmagende og holdbare frugt plukker man, hvor jorden er kold og tørr.

 

42.

Overvej med dig selv at dit kød er svagt og at ingenting i verden formår at give din ånd styrke eller trøst, thi det som fødes af verden er verden, og det som fødes af kødet er kød, men den gode ånd fødes udelukkende af Guds ånd, som hverken meddeler sig gennem verden eller kødet.

 

43.

Lyt til din forstand, så du kan gøre, hvad den siger dig på din vej til Gud. Dette vil være dig mere til hjælp til at frem til din Gud end alle de gerninger, som du udfører uden denne opmærksomhed og al åndelig skønhed, du stræber efter.

 

44.

Salig er den, der tilsidesætter sin egen lyst og tilbøjelighed og ser på ting og sager som ret og rimeligt er, inden han sætter dem i værk.

 

45.

Den som handler efter sin forstand ligner én, der spiser noget substantielt, mens den som følger sin viljes lyst ligner én, der spiser vandet frugt.

 

 46.

Med glæde og kærlighed tilgiver du, Herre, den som forulemper dig, men jeg tilgiver og hædrer ikke den som har forarget mig.

 

47.

O mægtige Herre, om en enkelt gnist af din retfærdigheds magt formår så meget hos dødelige fyrster, som styrer og leder folkene, hvad vil din almægtige retfærdighed så ikke gøre med den retfærdige og synderen?

 

48.

Hvis du renser din sjæl fra at eje og begære fremmede ting, så vil du komme til at forstå dem i ånden. Selvom du afstår fra at begære dem, vil du komme til at nyde dem, som de sandhed er, fordi du forstår det uforvanskede i dem.

 

49.

Herre, min Gud, du er ikke en fremmed for den, som ikke gør sig selv fremmed for dig. Hvordan kan man så påstå, at det er dig, som gør dig fraværende?

 

50.

Den har virkelig overvundet alle ting, som hverken tillader dem at forårsage ham glæde, når de behager ham eller sorg, når de går ham imod.

 

51.

Hvis du vil nå frem til den hellige indre samling, skal du ikke gå eftergivelsens men forsagelsens vej.

 

52.

Hvor jeg end går med dig, min Herre, skal det over alt gå mig som jeg ønsker det for din skyld.

 

53.

Det er umuligt at nå frem til sandheden for den, som ikke stræber efter at være tilfreds med ingenting og som ikke lader sin naturlige og sin åndelige stræben være tilfreds med tomheden; for dette er nødvendigt for at opnå den højeste ro og fred i sjælen. Det er på denne måde som Guds kærlighed forbliver næsten stadig virksom i den rene og enkle sjæl.

 

54.

Eftersom Gud er uopnåelig skal du ikke tænke på alt det, dine sjælskræfter kan forstå og dine sanser kan fatte. Du må derfor heller ikke slå dig til tåls med, som er mindre, så din sjæl taber den hurtighed, som kræves for at komme til ham.

 

55.

Den sjæl, som er på vej til Gud, men ikke ryster sine bekymringer af sig og slukker sit begær er at ligne ved én, der trækker en kærre op ad en bakke.

 

 

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk