Hvad er det vigtigste i bøn? Det helt grundlæggende er at gøre sig bevidst, at Gud ER, og at han er NÆR.

Der findes en lille bog: I Guds nærhed, som indeholder samtaler og breve ved broder Laurence. Måske er bogen nu udsolgt, men den kan lånes på biblioteker. Broder Laurence var karmelitermunk i et fransk kloster i 1600-tallet.

Han fortæller om, at han i sin første tid i klostret brugte sin bønstid til at samle sig om: Gud ER og Gud er Nær.

"Hvis vi vil, kan vi vænne os til stadig at være i bøn til Gud på en ligefrem og utvungen måde. Vi behøver blot at gøre os klart, at Gud er os uendelige nær, så vil det falde os naturligt når som helst at henvende os til ham for at bede om klarhed til at se, hvad der er hans vilje i spørgsmål, vi er i tvivl om. Overgiver vi os i hans hænder, før vi begynde på noget og takker og priser vi ham, når vi er færdige, vil tilbedelse og tak for Guds uendelige godhed naturligt flette sig ind i vor bøn".

Vi bør altid begynde vores bøn med at gøre os bevidst: Gud er mig nær.

Vi kan ikke se ham. Men kan du se dine øjne? I et spejl, ja, men uden spejl? Gud er os så nær, at vi ikke kan se ham. "I ham lever, røres og er vi til" sagde Paulus. Men vi opfører os som den lille fisk, der spurgte den store: "Hvor er havet, jeg vil så gerne se havet?" Og den store svarede: "Jamen, du svømmer jo rundt i havet".

Vi skal bare lukke vort sinds øjne op, så erfarer vi Guds nærvær.

Men - indrømmet! - det er ikke altid så let, som det lyder her.

Gud er nærvær, men det er vi ikke, vi er fravær. For at erfare Guds nærvær, må vi selv være nærværende. Vi må have en kontemplativ livsholdning.

Sommeren er en så god årstid til indøvelse af en sådan holdning, dvs. i at være nærværende. Naturen kan være vores læremester.

På retræten hos Jalics blev vi den første dag sendt ud i naturen og opfordret til i alle pauser at være i naturen. Selv havde han oplevet som 17-årig under krigen at være interneret, og hans ønske om at måtte følge undervisningen i et nærliggende gymnasium blev afslået. Han gik da lange ture i omegnen, ofte mange timer dagligt. Han erfarede da, at naturen gjorde ham nærværende og derved førte ham nærmere til sig selv og til Gud. Hans bøn blev kontemplativ, dvs. ikke reflekterende, men skuende I hans bøger er "Wahrnehmuing" et centralt begreb. Dette udtryk kan ikke oversættes til et enkelt dansk ord, men står for at sanse, være i sansningen, være bevidst i den - i modsætning til at leve i sin forstand, i sin tænkning.

Mennesker kommer stressede til retræten. Jeg kom efter en lang togrejse og skulle omstille mig til tysk, som jeg ikke er så god ven med. Og så blev vi sendt ud i naturen med formaning om ikke at tænke, men bare sanse.

Skråningerne omkring retrætehuset var fyldt med markblomster og meget smukke lange græsser, der svajede i vinden. I betragtning af dem mærkede jeg, hvordan jeg selv slappede af, blev bøjelig, blev nu-værende.

Dette kan jeg også øve mig i på traveture i skoven, ved stranden. I begyndelsen går jeg i min sædvanlige rytme, men lidt efter lidt sætter jeg farten ned - dette er ikke konditræning - jeg ser på et træ og bare er i min skuen, jeg beundrer en blomst og lader den virke ind på mig.

Denne holdning er så modsat vores daglige måde at fungere på, hvor vi er det handlende subjekt, hvor vores forstand er i uafbrudt funktion. Den kære computer, hvor nyttig og vidunderlig den end er som arbejdsredskab, fremmer vores intensive intellektuelle måde at fungere på. Derfor endnu mere nødvendig at lade naturen hjælpe os til en kontemplativ holdning, så at vi ligesom broder Laurence altid kan leve i Guds nærvær.

Måske - eller ganske sikkert - begynder jeg at tænke: Hvor gammelt er det træ? "Er det sundt?" , men så er jeg ude af den rene sansning - af "Wahrnehmung" - og lever igen i min forstand, i tænkning. Jeg prøver igen at indstille mig på bare at sanse. Jeg hører en fugl synge. Jeg tænker ikke på, hvilken fugl det er, men bare lytter. At jeg ustandseligt begynder at tænke, er ikke så slemt, jeg vender stille tilbage til sansningen.

Lidt efter lidt mærker jeg en forandring i mig selv: Jeg skal ikke præstere noget. Det præstationspres, som de fleste mere eller mindre - eller ubevidst - lever under, forsvinder i den blot sansende væren i naturen. Jeg føler en frihed, en lethed og oplever mig selv som mig selv uden alle de roller, som hverdagen klistrer mig ind i - ligesom jeg lader fugle og planter bare være, hvad de er.

Jeg ser den blå himmel, eller ligger på ryggen og betragter skyernes bevægelser - uden at tænke over, om det bliver regn eller sol - bare nyder dette syn.

Jeg står stille i undren over en blomsts skønhed. Jeg mærker vinden strejfe mit ansigt og er i denne fornemmelse, der føles som kærtegn.

En bil støjer i det fjerne, nogle børn i nærheden råber op. Jeg mærker det, men bedømmer ikke, vil intet ændre. Alt må være dér og være, som det er.

Martin A.Hansen skriver om en aftenoplevelse: "Landsbyen var stille. Aftenstilheden er helt anderledes end middagsstilhed og helt anderledes end daggryets tysthed. Blide luftninger går over kirkegården, bærer med sig duften af indkørt hø, tjærede vognlad og modnende jordbær. Og uforståelige småstumper af tale fra haverne omkring. Så brøler en ko nede i dalen mod syd, som fra jordens indre, lidt efter gør en hund inde i åsen. En mand ler nede på vejen. En kvinde hvisker i sin have. En radio spiller højt et sted. Skumringen tætner." (fra Sommerluft).

Martin A. Hansen sanser, man mærker, hvordan han er i sansningen uden at bedømme, hver lyd får lov at være dér. Som digter kan han videregive sin sansning til læseren.

Men måske er jeg så stresset, at jeg efter en tid keder jeg mig. Der sker jo intet. Jeg er vant til, at der skal ske noget. I stedet for at irriteres på mig selv eller prøve på at finde adspredelse, mærker jeg efter: Hvordan føler jeg dette at kede mig? Jeg er igen i sansningen og vender stille tilbage til naturen.

Denne kontemplative holdning fører til afspænding. Stressen forsvinder ud af krop og psyke. Min sædvanlige trang til at gribe ind og ændre forsvinder lige så stille.

Man kan spørge, hvilken forskel der er på at betragte og at skue. At betragte har noget bedømmende og selvsøgende i sig, jeg betragter, fordi jeg vil vide mere. Jeg husker en stille retræte, jeg var på for mange år siden. Alle var stille, men en af deltagerne betragtede mig intenst under måltiderne. Det var som ville hun krybe ind under huden på mig og vide alt om mig. Med sit blik overskred hun mine grænser. Det skal siges, at hun både var psykolog og forfatter ! Hvilken forskel på denne måde at betragte en anden på og så det rolige, kærlige blik, som i dyb respekt bare lader mig være som jeg er, som giver mig selv lov at fortælle, hvad jeg vil. Dette blik skuer, er kontemplativt. At skue er en uselvisk holdning. Alt må være, som det er.

Jeg ville aldrig bede Gud betragte mig som denne retrætedeltager betragtede mig. Jeg ved, for det har jeg erfaret, at Han skuer med det kærlige blik, som lader mig være i frihed, akkurat om jeg er.

Som barn oplevede jeg en kristendom, som var dyster, hvor der blev talt meget om synd, hvor man meget let følte sig skyldig, for næsten alt det, som var sjovt, var synd.

Men jeg havde den lykke at vokse op på landet, og jeg elskede at strejfe alene rundt på mark og i skoven. Dér fik jeg helt ureflekteret et andet gudsbillede. Dér spirede sansen for kontemplativ bøn frem, så da jeg mange år senere mødte denne i bøger og hos levende mennesker, var det som at komme hjem. Naturen havde forberedt dette.

I naturen lærer vi at undres. Vi bliver små - og Gud kan tale til os!

Hvad skal jeg sige? - mine ord
vil ikke meget sige:
O Gud, hvor er din visdom stor
din godhed, kraft og rige.

Sommeren indbyder os til at være i naturen og lade den undervise os i kontemplativ bøn.