Bøn har mange aspekter. Vi kan bede om noget, og det er vel for de fleste den første form for bøn. Den vil vi senere vende tilbage til. Der er forbøn. Nogle mennesker føler et særligt kald til forbøn, men alle bedende kender trangen til at bede for dem, man holder af, for verden, for freden … Bøn kan være taksigelse. Man bliver så glad, at glæden strømmer over i tak til Gud.

Den indre bøn er måske ikke den første form for bøn, man lærer, eller den mest indlysende at begynde med i en bønsskole. Men da bøn er liv og liv ikke strengt kan organiseres, så lægger jeg ud med et afsnit om indre bøn - og jeg gør det ret personligt. At jeg begynder med den indre bøn skyldes vel også, at det er den form for bøn, som jeg mest brænder efter at delagtiggøre andre i. Måske vil en eller anden genkende sig selv i noget af det følgende - selv om hver enkelts vej er unik.

Ikke jeg fandt den indre bøn, men den fandt mig

I grunden havde den altid været dér, men jeg havde ikke opdaget den. Var det ikke den, som meldte sig i en konstant svidende længsel efter noget mere end det udadvendte, aktive kirkelige liv, jeg levede med i? Var det ikke på grund af den, at jeg følte mig mindre ensom, når jeg var alene ude i naturen, end når jeg var sammen med mange mennesker i de utallige kristne arrangementer, jeg deltog i? Ikke at jeg var asocial. Tværtimod opsøgte jeg kristent fællesskab i alle de tilstedeværende former, men det kunne ikke tilfredsstille den dybe længsel.

Ingen - intet - i mine omgivelser kom denne dybe indre længsel i møde.

En dag gik jeg ind i en katolsk kirke. Jeg måtte jo med egne øjne se dette forfærdelige. Hvad havde jeg dog ikke hørt og læst om katolicismens vildfarelser.

Men straks jeg kom ind i kirken skete der noget, som blev helt afgørende: Jeg vidste med absolut sikkerhed, at Kristus var her. Min medbragte kritik fik ikke en chance. Jeg nåede ikke engang at blive overrasket. Jeg vidste intet om, at man i katolske kirker opbevarer det hellige sakramente i tabernaklet, så den opstandne Herre altid er sakramentalt til stede i sit hus. Men Virkeligheden selv overbeviste mig om det, jeg intet kendte til.

Stilheden, nærværet, i denne kirke mødte min længsel og orienterede den.

Bøn er venskab

Lidt efter lidt kom jeg i gang med at læse litteratur om bøn. Jeg fandt Teresa af Avila, og hun blev min første virkelige vejleder i bøn. "Bøn" skriver Teresa, "er venskabeligt samvær, ofte at være sammen med Ham, som vi ved elsker os". Senere kom Johannes af Korset til. Jeg gik på opdagelse i Kirkens rige bønstradition.

Det var en fremmed verden, der åbnede sig for mig, og dog så hjemlig. Den bøn, som havde levet skjult i mig - som én stor længsel - blev nu genkendt, og jeg fik hjælp, så den kunne blive en naturlig del af min hverdag.

Hvor meget lettere er det dog ikke i dag for mennesker med længsel efter dybere bønsliv at finde genkendelse og vejledning. Der kommer en strøm af litteratur om bøn, meditation, Levende Vand - lige nu sidder du og læser denne side, der behandler disse emner! Der er i dag mange slags retræter - ordet "retræte" var dengang et ukendt ord for mig - som også meditation, kontemplation, mystik var ukendte begreber, selv om jeg anede virkeligheden i dem.

I dag søger mange mennesker, med vidt forskellig kirkelig - eller u-kirkelig - baggrund den religiøse dimension, som jeg dengang følte mig ensom og nærmest som en særling i min længsel efter.

Den indre bøn er helbredende.

Den indre bøn står ikke alene, men er led i mange andre former for bøn. Som i et venskab, hvor man er sammen på mange forskellige måder, er man også i bønnen - som er venskab - sammen med Gud på mange måder. Min morgenbøn begynder med laudes, Kirkens liturgiske morgenbøn, der består af bibelske salmer og tekster. Selv om jeg sidder alene, er jeg med i et verdensomspændende bønsfællesskab, for hele jorden rundt beder kristne de samme bønner, læser de samme tekster. Men bønsfællesskabet går dybere. Kirken er ikke en organisation, men en organisme, som Paulus sammenligner med et legeme. Jeg beder i Kirken, og Kirken beder i mig. Den liturgiske morgenbøn går naturligt over i indre bøn, som Johannes af Korset beskriver som "en kærlighedsfyldt opmærksomhed rettet mod Gud" uden ord og billeder. Jeg er bare sammen med Gud.

Den indre bøn er liv, og liv forandrer sig.

Engang hvor store skuffelser havde rystet mig, var jeg på en retræte sydpå. Jeg talte med en gammel munk, som sammen med andre præster var til rådighed for samtaler, og han gav mig dette råd: "Når du sidder til din indre bøn, så forestil dig Jesus foran dig, levende som da han gik på jorden og helbredende som dengang. Sid så stille og tag imod hans helbredelse".

Dette råd er for mig smeltet sammen med beretningen om den lamme mand, hvis fire venner bar ham til Jesus. Vi får intet at vide om, hvad den syge tænkte eller følte - om han overhovedet troede på Jesus. Men hans venner havde et uovervindeligt håb. De lod sig ikke gå på af forhindringer, da de opdagede, at alle indgange til huset var blokeret af mennesker, som sikkert var der af mange grunde: Nogle af nysgerrighed, andre på jagt efter godt stof, så de kunne angive Jesus, og nogle der i tro søgte hans hjælp. De fire venner slog hul i taget, så de kunne hejse deres ven ned lige foran Jesus. Den lamme mand lå der bare, han blotlagde sin synd og sygdom for Jesu blik, og Jesus så hans behov og handlede.

Jeg holder så meget af den beretning. I bønnen kan jeg identificere mig med den lamme mand. I min væren foran Jesus lader jeg ham afsløre min synd - de områder, hvor jeg er lammet - mine sår, både dem, andre har tilføjet mig, og dem, min synd har skabt. Bønnen bliver da fyldt af både smerte over det forsømte, det forkerte, det stive i mig - og glæde over Hans tilgivelse og kærlighed. "La douloureuse joie" taler man om i Østkirken - den smertefulde glæde.

Når vi er stille foran Jesus, handler han i os, om vi føler noget eller ej.

Gud er bøn.

"Gud er bøn", sagde en chassidistisk rabbiner. (Chassidismen er den mystiske retning af jødedommen, som Chagall voksede op i). Og han fortsatte: "Forestil jer to børn, der leger skjul, den ene skjuler sig, men den anden leder ikke efter ham. Gud skjuler sig og menneskene søger ham ikke. Kan I forestille jer hans smerte?" Gud er bøn. Guds bøn oplever jeg som den dragende længsel fra mit indre: Kom ind, hvor du ikke er endnu.

Jesus udvider denne jødiske opfattelse af Guds bøn. Gud er ikke bare bøn i forhold til mennesket, men er bøn i sit eget Treenige mysterium. Jesus - som selv er Gud - beder til sin Far: "Alt mit er dit, og dit er mit" (Joh 17.10). Hver af de Tre guddommelige Personer modtager alt fra de andre, giver alt til de andre. Der er ingen afstand mellem de Tre, hverken i tid eller rum. "Du Fader i mig, og jeg i Dig" siger Jesus. Deres kærlighedsudveksling er - om man nu kan sige sådan - simultan. Når den ene kalder på den andens kærlighed, er den andens gensvar der umiddelbart.

Gud blev menneske for at Kærligheden skulle blive inkarneret i tiden. Jesus kunne umiddelbart give Faderen kærlighedens svar. I Ham er der intet tidsinterval mellem den guddommelige kærligheds hengivelse og kalden og den menneskelige kærligheds svar.

Ikke sådan hos mig. Denne umiddelbart givende og modtagende kærlighed findes i mig - "Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter" siger Paulus - men der er i mig blokeringer, som hindrer mig i at tro på og modtage Guds kærlighed og i at besvare den.

Jeg længes efter med hele mit væsen at kunne modtage Guds kærlighed og straks og totalt at kunne besvare den med min kærlighed. Denne længsel er både min lykke og min smerte. Den er min bøn.

"Tidens mening findes i Gud", erklærer Maksimus Bekenderen, en af Østkirkens store teologer. Tidens mening er menneskets vækst henimod umiddelbart at kunne besvare Guds kærlighed.

"Se jeg står for døren og banker på" siger Jesus "hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham" (Åb 4,20). Tiden er for Gud varigheden af hans venten ved døren, før der bliver lukket helt op. Kunne - og ville - vi åbne straks, ville tid og evighed smelte sammen. I glimt kan denne nåde gives os, og vi oplever, at tid og evighed er ét.

Gud lever samtidig det evige liv i De Tre Personers umiddelbare kærlighedsrelation - og tiden i sin venten på vor besvarelse af hans kærlighed.

Det evige liv bryder frem, når ingen blokeringer længere hindrer mig i helt at modtage Guds kærlighed og i umiddelbart at elske ham igen. Når jeg ikke længere lever mit snævre, egoistiske liv - når det er dødt - men Jesus lever sit kærlighedsforhold til Faderen i mig.

Dette er målet for al bøn.