Tilbage til forsiden

Søg efter indhold på hjemmesidenOversigt over hjemmesidenKontakt redaktionenVis printvenlig side

Helbredelse ved bøn - en kristen holisme

Holisme er ikke blot et modeord. Det er udtryk for en sund reaktion på et reduktionistisk syn, som først har præget videnskaben og efterhånden også den daglige tilværelse. Mennesker søger helhed i tilværelsen. Og man forventer af kirken, at den møder hele menneskets behov.

Og med rette! For det gjorde Jesus. Der er intet eksempel på at Jesus tilsagde synderens forladelse og lod manden humpe videre på sine krykker. ”Dine synder forlades dig” følges op med: ”stå op og gå” (Mark 2) Legemets helbredelse med ”Din tro har frelst dig” (Luk 17,11-20).

Og da Jesus sendte sine disciple ud, var det med ordene: ”De tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger … de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske” (Mark 16, 17). Og det skete!

At kristne ikke organiserede sig i foreninger, som fungerer blot kollektivt, men dannede et kirkelegeme, hvor alle er hinandens lemmer, ligger helt på linje med kristendommens holistiske - legemlige - karakter.

Oldkirkens sakramentspraksis understregede stærkt kirkens helhedssyn på mennesket: Dåben skete ved neddykning. Efter dåben salvedes hele legemet som tegn på modtagelse af Helligånden. Kvinder måtte løsne håret og tage smykker af, så hele legemet kunne få del i sakramentets frelsende og helbredende kraft.

Ved sakramentsmodtagelse blev mange syge helbredt. Normalt, for Kirken er jo Kristi Legeme og må som sådan fortsætte hans frelsende gerning.

I kirkefædrenes - de første teologers - skrifter finder vi mange eksempler på dette. Irenæus (ca. 130-208) fortæller endda om en død som blev opvakt, men da havde også hele menigheden fastet og bedt. Origenes (185-253) giver mange eksempler på helbredelser ved modtagelse af sakramenterne og ved kirkens bøn. Gregor af Nyssa (ca. 300-ca. 395) skriver i sin katekismus, at intellektet ikke kan forstå, at Gud blev menneske, men ”de helbredelsesundere som sker, tillader os ikke at tvivle på, at Gud blev født i menneskets natur.” Men helbredelse gennem Kirkens tjeneste gjorde ikke medicin overflødig. Basilius (329-379) skriver: ”Som Herren sommetider helbredte ved blot at sige et ord, og sommetider gennem fysisk berøring, sådan helbreder han os i det skjulte og uden synlige midler, når han bedømmer denne handling til at være til velsignelse for vore sjæle, men han vil også, at vi skal bruge materielle hjælpemidler mod vore sygdomme.”

Ordinationsritualer for biskopper og præster viser kirkens praksis. F.eks. i en bøn ved ritual for præsteordination: ”Giv ham Herre en mild ånd, magt til at tilgive synder og til at helbrede alle sygdomme.” Og i en tekst ved bispevielse: ”Det er noget stort for en syg, når en biskop besøger ham. Han bliver helbredt for sin sygdom, især hvis biskoppen beder for ham.”

Man indviede olie til brug i kirkerne og i hjemmene. I en bøn som paven bad ved indvielse af olie til lægfolks brug hedder det: ”Lad, Herre, din hellige velsignelse beskytte alle, som bærer denne hellige olie med sig og alle som salves med den, i sind og legeme, i sjæl og ånd, tag bort al smerte, alle svagheder, al sygdom i sindet og i legemet.”

For øvrigt er det interessant at Augustin (354-430), som ud fra sit oprindelige filosofiske grundsyn havde henvist helbredelser til Jesu og apostlenes tid og da som tegn på en åndelig virkelighed, i sit sidste værk Tilbagekaldelser, skrevet tre år før sin død, tilbagekalder hvad han før har skrevet om dette og erklærer helbredelse af legemet som en reel del af frelsen - og han nævner ca. 70 helbredelser i sit bispedømme inden for to år.

Men enhedssynet på mennesket svækkedes i kirkens praksis, ikke i teologien. Hvorfor er uhyre spændende at efterforske, for årsagerne er mange og komplicerede.

Efter forfølgelsernes ophør under Konstantin d. Store invaderes kirken af uengagerede, uforpligtede kristne. Menighederne blev det, vi kender i dag, uafgrænsede, uden dybere fællesskab – uden at være kanaler for Jesu frelsende kærlighed. Sansen for Jesu nærvær i sin kirke med frelse for hele mennesket svækkedes. De nye kristne var ofte prægede af forskellige filosofier med et dualistisk syn på mennesket - endda nogle som foragtede legemet.

Der kom århundreder med katastrofe på katastrofe i Europa. Det medførte kulturel nedgang, hvilket også mærkedes inden for kirken i form af en primitiv religiøsitet. Det medførte en ofte helt ukritisk søgen efter det spektakulære, f.eks. fysiske helbredelser, løsrevet fra Kirkens hele liv -og sådant ender let i magi. Kirken måtte sige fra over for dette, som man kaldte illuminisme. I dag findes samme risiko: Man flokkes for at høre om mirakler. I et sundt kirkeliv er disse integreret i en helhed.

Som modstykke til sekulariseringen i samfundet - og i Kirken - opstod asketiske retninger, som havde bodsøvelser som et ideal. Disse kunne udarte i at pine legemet, og naturligvis var det svært at forene dette med bøn om helbredelse for legemet. I den forbindelse var det lettere at tro, at sygdom var sendt af Gud som den lidelse, man skulle bære. Og man må ikke glemme, at selv om sygdom er følge af syndens uorden, så kan Gud bruge den. Hvor mange er ikke blevet dybt forenet med Jesus gennem sygdommens lidelse.

Luther udtrykte som sin tro at helbredelsesmirakler kun hørte til i kirkens begyndelse som middel for kirkens udbredelse. Tro på den for sjælen frelsende kraft i Jesus Kristus var noget højere end at tro på legemets helbredelse. Igen et skisma mellem sjæl og legeme, som hindrede et helhedssyn på frelsen.

Men gennem alle århundreder har et helhedssyn trods alt overlevet. I hele kirkens historie har helbredelse ved bøn være praktiseret, og i alle helgeners liv har der været eksempler på mirakuløse helbredelser. Kun accentueringen har svinget.

I de sidste årtier er der sket en virkelig fornyelse af det oprindelige kristne helhedssyn. Der kan nævnes to områder hvor dette især er tydeligt:

Det sakramente som i den katolske kirke, hedder ”de syges salvelse” havde efterhånden fået det folkelige navn: ”Den sidste olie”, altså blev det betragtet som et sakramente, man kunne modtage lige før døden nærmede sig. Men i dag har det fået sin oprindelige betydning: et helligt middel til helbredelse. De bønner som bliver bedt i forbindelse med salvelsen med olie udtrykker klart dette. Og der sker helbredelser i forbindelse med modtagelsen af dette sakramente, enten fysiske eller mere indre, åndeligt-psykiske.

I den åndelige fornyelse som i de sidste årtier har bredt sig ud over hele verden, oplever man hvad der var normalt i Oldkirken: Mennesker taler i nye tunger, de lægger hænderne på syge, og disse bliver raske.

Det burde være normalt at disse gaver virker i en menighed. Det er dér, de hører hjemme. Så lad os bede for vore syge, i tro på at Jesus helbreder i dag som dengang. Men uden at falde i den grøft at vi tror at alle bliver helbredt. Bøn om helbredelse vil altid føre os ind i et mysterium. Vi skal være lydige, lægge hænderne på syge og bede, men Jesus er den som helbreder – eller styrker den syge så sygdommen bliver vendt fra blot at være noget negativt til at blive en velsignelse. Utallige mennesker har vidnet om at netop i deres sygdom er Gud kommet dem meget nær.

Der er i hele samfundet et skrigende behov for helbredelse, både i den enkeltes som i samfundets liv. Dette er et kald til os kristne om at følge vores Herre i at formidle frelse og helbredelse til mennesker.

***

Personlig forbøn og velsignelse i forbindelse med messe.

Hver første søndag i måneden er der i den katolske Sankt Andreas Kirke (Ordruphøjvej, Ordrup) personlig forbøn med håndspålæggelse efter højmessen kl. 10,00. Alle - også ikke-katolikker er velkomne.

Efter messen læser biskoppen en kort bibeltekst.

Derefter går man frem og modtager en individuel velsignelse under håndspålæggelse. Den ledsagende bøn veksler efter, om der skal bedes for en syg eller gives en almen velsignelse. Man kan ganske kort komme frem med det anliggende, man ønsker bedt for.

Da så godt som hele menigheden deltager, er det ikke tid og sted for længere forbøn eller samtale, men alle er bagefter velkomne til kirkekaffe i menighedslokalet, hvor man kan træffe præsten og menighedens medlemmer og få en hyggelig snak.

NB. Den første søndag om måneden har vi latinsk højmesse, dvs,. at de faste led synges på latin på gregorianske melodier, mens læsninger, bønner etc. er på dansk. De andre søndage er alt på dansk.

Grethe Livbjerg

Artikler om bøn

    

Den indre bøn - svar på Guds kærlighed

 

Naturen som læremester i bøn

 

Skuffelse i bøn - og hvad så?

 

Bønner

 

Indføring i en kontemplativ meditation

 

Bønnens rensende og helbredende kraft

 

Praktiske anvisninger

 

Ikonen i det ortodokse fromhedsliv

 

Udbrændt i bønnen

 

Centrerende bøn I

 

Centrerende bøn II

 

Advent

 

Det gode forsæt - at leve i Guds nærvær

 

Forbøn

 

Helbredelse ved bøn

Levende Vand | Sophus Claussensvej 2, st. lejl. 3 | 2920 Charlottenlund | info@levendevand.dk